30. april 2020
Virksomhedernes ansvar for menneskerettighederne
Lige nu er der et momentum for et initiativ inden for "UN Guiding Principles on Business and Human Rights". Dét skal Danmark udnytte.
I en henvendelse til udenrigsminister Jeppe Kofod bakker FN-forbundet op om Danmarks aktivitet i FN’s Menneskerettighedsråd, men opfordrer også til at øge fokusset på specifikt ét område: UN Guiding Principles on Business and Human Rights (UNGP).
”I en verden med en meget globaliseret økonomi er det overordentligt vigtigt at sikre, at den private sektor hjælper med til at skabe samfund, lokalt og globalt, hvor menneskerettigheder og retsprincipper er centrale,” lyder det blandt andet i brevet forfattet af landsformand Jørgen Estrup.