Norge, Irland og Canada bejler alle til en plads i FN’s Sikkerhedsråd
Norske FN-ambassadør Mona Juul, canadiske ambassadør Marc-André Blanchard og irske ambassadør Geraldine Byrne Nason havde alle sine argumenter på plads, og der er dermed fortsat spænding inden den 17. juni, hvor valget vil blive afholdt digitalt.
Mona Juul pointerede blandt andet, at: ”Norge spiller en vigtig rolle for at sikre kvinders deltagelse i fredsbevarende styrker og fredsskabning. Hvis fredsaftaler skal opretholdes, bliver kvinder nødt til at være involveret.” Derudover lagde Juul ligeledes vægt på, at Norge qua landets lille størrelse samt uafhængighed af større blokke i FN-regi er en ideel kandidat. Du kan læse hele Juuls indlæg her samt få overblikket over Norges rolle i valgdebatten ved at følge vores norske kollegaer i FN-sambandet på Twitter eller deres hjemmeside.
Canadas kandidatur hæfter sig særligt ved at betone landets ”diversitet og vilje” samt fokus på økonomisk sikkerhed. Hvis du ønsker at vide mere om kandidaturet ledt af Blanchard, kan du med fordel holde dig opdateret på den canadiske FN-missions Twitter-profil eller få indsigt i deres kandidaturprogram her.
Sidst men ikke mindst lægger Irland stor vægt på landets historik med peacekeeping og multilateralisme. Dertil bryster irerne sig – meget lig nordmændene – med citatet: ”Vi har aldrig ladet vores størrelse begrænse vores ambitioner eller indflydelse.” Se gerne den irske FN-missions Twitter-profil for yderligere info eller se denne video af det irske udenrigsministerium.
FN-forbundet vil fortsat følge kampen om pladsen i FN’s Sikkerhedsråd nøje og samtidigt bide stærkt mærke i de ambitiøse kandidaturer fra lande som Norge og Irland, der med danske briller kan give motivation til et potentielt fremtidigt dansk kandidatur. Danmark har været medlem i fire perioder – senest i 2005-2006.