Menneskerettighederne er vigtige - også i Danmark

Af Finn Reske-Nielsen, formand for FN-forbundet Nordjylland. 

FN fejrer i år sit 75-års jubilæum. Det er en god anledning til at fokusere på, hvad organisationen har opnået af resultater, siden den blev dannet i 1945 efter afslutningen af Den anden Verdenskrig. Trods mange udfordringer er listen lang, ikke mindst når det drejer sig om at kæmpe for de fundamentale menneskerettigheder, som gælder for os alle.

Den første internationale kodificering af menneskerettighederne fandt sted i 1948 i New York, da FN’s generalforsamling enstemmigt vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, som indeholder en lang række rettigheder, som gælder for alle mennesker, uanset hvem de er, eller hvor de er. De er universelle og ukrænkelige.

Erklæringens artikel 2 siger klart: ’Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, for eksempel på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.’

I Danmark er vi vant til at tage menneskerettighederne for givne. Der er ingen her i landet, som ikke kan ytre sig frit, ingen risikerer at politiet pludseligt møder op og sender én i fængsel på ubestemt tid, vi kan frit demonstrere, når der er noget, vi er utilfredse med.

I mange andre lande ser det væsentligt anderledes ud med ekstrajudicielle henrettelser, arbitrære arrestationer, knægtelse af ytringsfriheden, osv. Tænk blot Kina, Iran eller Saudi Arabien, blandt mange andre.

Desværre glemmer vi ofte, at menneskerettighederne ikke kun drejer sig om de ’borgerlige og politiske rettigheder’ (som de ovennævnte alle er eksempler på), men også om økonomiske og sociale rettigheder: retten til et sted at bo, retten til arbejde, retten til en rimelig løn, til uddannelse, til sundhed, osv.

Her må vi erkende, at f.eks. Kina har scoret meget højt i de seneste årtier, hvor flere hundrede millioner kinesere er blevet trukket ud af fattigdom. Det glemmer vi måske i vores iver efter at vise, hvor dårligt det står til med de borgerlige rettigheder netop dér.

I Danmark står det også godt til med de økonomiske og sociale rettigheder. Der er meget få fattige, alle børn går i skole, (næsten) alle modtager en rimelig løn for det arbejde, de udfører.

Men er det nu helt rigtigt, at vi alle har lige adgang til alle disse rettigheder? Er kvinder ligestillede med mænd løn- og stillingsmæssigt i den private og den offentlige sektor, i det politiske liv? Har etniske og religiøse mindretal de samme rettigheder som det store kristne flertal i Danmark – eller ’strammer’ vi igen og igen på deres rettigheder? Og hvordan ligger det generelt med de rettigheder, som alle herboende ’af anden etnisk herkomst end dansk’ også skal nyde godt af?

Et centralt princip i FN’s 17 verdensmål om økonomisk, social og miljø- og klimamæssig bæredygtighed, som generelt reflekterer menneskerettighederne, er, ’at ingen må lades i stikken’ (’leave no-one behind’). Lad os huske på det, når vi, måske med en anelse selvtilfredshed, taler om, hvor gode vi er til det med menneskerettighederne. De gælder for alle, også for de marginaliserede grupper!

Og som en klog tidligere FN-kollega en gang sagde: ’Hvis du ikke kæmper for alles rettigheder, er du med til at afskaffe dine egne’.

Indlægget er også bragt i Nordjyske den 29. juli 2020.