"Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget"

I anledning af FN’s 75 år har journalist Kirsten Larsen talt med formanden for det svenske fredsforskningsinstitut, SIPRI, Jan Eliasson, der blandt andet også er tidligere vicegeneralsekretær i FN, udenrigsminister og ambassadør i Washington. Han er meget optaget, hvordan FN og det internationale samarbejde kommer ud på den anden side af Coronakrisen.

“Jeg tror, vi står ved en absolut historisk korsvej, hvor det er vigtigt, hvilken vej vi vælger. Der er i verden meget stærke tendenser, som uden tvivl kommer fra USA eller rettere fra USA's præsident, til at fravige internationale aftaler, internationale normer og principper fastlagt i EU. Tendenser, som har ført til tilbagetrækning fra arbejdet med klimaændringer, migration, menneskerettigheder, sundhed med udtrædelsen af WHO, UNESCO, handelsaftaler. En meget trist politisk linje med at forlade det internationale samarbejde og sætte Amerika først.”

“Det, i kombination med de voksende spændinger mellem USA og Kina, der begynder at ligne en ny kold krig, kan føre til en lammelse af Sikkerhedsrådet og FN generelt. Det er også en tendens til at se omverdenen, som et problem. Udlændinge bliver dæmoniseret, udenlandske produkter bliver anset som problemer, ideer fra udlandet ses som problemer.”

“Og hvis det betaler sig, hvis man bliver valgt på det program, så er det en ret farlig verden, der tegner sig efter Corona.”

“Vi bliver nødt til at arbejde for forståelsen af, at internationalt samarbejde er nødvendigt. Det er klart en god idé for idealister, men det er også i egen interesse.  Spørgsmål som samhandel er så åbenlyst gensidigt givende. Spørgsmål som klimamigration kan ikke ses som nationale spørgsmål. De skal ses i sammenhæng.”

“Så er der hele ideen om tolerance og om at leve sammen, hele ideen om at drage de rigtige konklusioner fra pandemien. Også for at indse, at vi skal være bedre forberedt på kriser. Og at kriser ikke kun er militære kriser, men også klimaforandringer og pandemier, og at vi er nødt til at inddrage hele samfundet i dette. FN er ikke kun til for regeringer og diplomater og parlamentarikere og magtpersoner. Man må indse, at FN skal arbejde med den private sektor, med civilsamfundet, med den akademiske verden. Med os alle.”

“Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. Der skal være større folkeligt engagement i FN. Jeg vil understrege, at de første tre ord i FN-pagten er ‘We the Peoples’. FN og det internationale samarbejde vil blive målt på, hvor godt vi tjener befolkningerne. Vi bliver faktisk nødt til både at reformere FN, men også reformere den måde vi i globaliseringsperioden, i reguleringsperioden, i privatiseringsperioder i vores egne samfund mislykkedes med at bevare den opnåede lighed indkomstfordeling og mislykkedes med ikke at tabe nogen – leave no one behind. Det bør få os til at tænke en ekstra gang over det liberale demokrati, den internationale orden, som var tanken bag oprettelsen af FN. Vi må tage os sammen og kæmpe imod den anden tendens til at  anse omverdenen som noget der skal kritiseres, dæmoniseres og stoppes.”

Såvidt ordene fra Jan Eliasson, som Kirsten Larsen havde talt med.

Journalisterne Kirsten Larsen og Lasse Soll Sunde, står også bag en ny podcastserie “75 år med FN – hvor står vi”. Serien er produceret for de Radikales internationale udvalg med støtte fra Hermod Lannungs fond. Den kan høres her. Eller på iTunes, Spotify eller Google. 

UN Photo/ Laura Jarriel