Beirut eksplosion UN Photo/ Pasqual Gorriz
11. august 2020

Hjælp til Libanon

Det er nu en uge siden den ødelæggende eksplosion i Beirut. På et pressemøde mandag, redegjorde FN for, hvordan situationen udfolder sig – og hvordan det er absolut nødvendigt, at det internationale samfund bakker op både i forhold til den akutte nødhjælp og den langvarige indsats med genopbygningen.

Danmark var hurtigt ude efter nyheden om eksplosionen med 12 millioner kroner samt kemikaliebeskyttelsesdragter til nødhjælpsarbejderne på stedet, der hjælper med at håndtere kemikalieudslippet som følge af eksplosionerne. Nu har Udenrigsministeriet sendt yderligere 150 millioner, der overvejende vil gå til humanitær og socioøkonomisk støtte for de, der er berørt af eksplosionen.

”Fra dansk side vil vi arbejde for at fastholde europæisk og internationalt engagement i landet. Samtidig vil vi sende et klart signal til Libanons politiske ledere om, at vi forventer politiske og økonomiske reformer i landet til gavn for den hårdt prøvede libanesiske befolkning,” udtalte udenrigsminister Jeppe Kofod i anledningen. 

Få overblik over FN’s indsats & følg med her.

 

På billedet ser du to fredsbevarende soldater fra FN-missionen UNIFIL (The United Nations Interim Force In Lebanon) på inspektion i havnen efter eksplosionen i Beirut. UN Photo/ Pasqual Gorriz