FN fylder 75

Af Finn Reske-Nielsen 
Formand for FN-forbundet Nordjylland 

I dag for 75 år siden - den 24. oktober 1945 – trådte FN-pagten i kraft, og FN blev dannet. Optimismen var stor. Fremtidens verden skulle ikke være plaget af krige, kolonivælde og fattigdom, og det internationale samfund skulle fungere efter et sæt regler vedtaget i fællesskab, der skulle sikre et reguleret samspil mellem nationerne, som ikke var baseret på ’magt er ret’. Alle nationer var – i en vis forstand – lige. FN’s sikkerhedsråd ville med sine dengang 11 medlemmer, inklusive de fem stormagter USA; Sovjetunionen, Kina, England og Frankrig som permanente medlemmer med vetoret, sørge for, at konflikter ville blive taget i opløbet, og hvis de alligevel brød ud, at de hurtigt blev stoppet gennem aktiv FN-intervention.

Som vi alle ved, gik det ikke helt sådan. Den kolde krig var hurtigt en realitet, der i betydeligt omfang lammede sikkerhedsrådet og andre dele af FN-systemet helt frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Desværre må vi i dag konstatere, at efter en periode med relativ enighed blandt stormagterne, er vi nu i en situation, hvor det synes endog meget svært at nå til enighed i rådet, tænk blot på situationen i Syrien og i Yemen. Ikke desto mindre kan FN se tilbage på mange succeser gennem sit forebyggende arbejde og talrige fredsoperationer. Namibia, Cambodja, Østtimor er gode eksempler.

Sikkerhedsrådet plages blandt andet af det faktum, at dets sammensætning reflekterer verdensordenen, som den var i 1945. Verden har jo ændret sig fundamentalt i de forgangne 75 år, hvor de fem permanente medlemmer ubestridt var verdens mest magtfulde stater. I dag repræsenterer rådet hverken økonomisk, befolkningsmæssigt eller militært magtforholdene i verden. Japan og Tyskland er økonomiske stormagter, og andre lande som Indien, Sydafrika, Nigeria, Brasilien og Argentina presser også på for at sidde i verdens vigtigste internationale institution til opretholdelse af fred og stabilitet. Flere løsninger er blevet foreslået gennem de sidste næsten 20 år, men enighed har der endnu ikke kunnet opnås. Et fornyet fokus på dette fundamentale problem er afgørende for FN’s troværdighed i fremtiden. Danmark bliver angiveligt kandidat til én af de 2-årige pladser i Rådet i perioden 2025-26 og har gode chancer for at blive valgt ind. Kan lille Danmark måske være med til at løse problemet?

FN har også andre store udfordringer i forhold til at være ’fit for purpose’. Kort efter sin tiltræden som generalsekretær i januar 2017, iværksatte Antonio Guterres da også et omfattende reformprogram, godt hjulpet af danske Jens Christian Wandel, som netop er tiltrådt som ny formand for FN-forbundet. Fokus har været på en reorganisering med det formål at gøre FN mere effektivt og sikre en bedre sammentænkning af organisationen i forhold til de krav, verden af i dag stiller. Håbet er, at reformerne denne gang slår igennem. Meget er sket i løbet af de sidste næste fire år i form af effektivisering, men i den sidste ende er det kun de 193 medlemslande, der kan bestemme, om de nødvendige reformer gennemføres fuldt og helt, og om de kommer til at virke efter hensigten. Også her kan Danmark, som helt fra starten har støttet op om reformprogrammet, spille en ikke ubetydelig rolle i forhold til de andre medlemsstater.

Samtidig har der i de senere år været en tendens til, at en række medlemslande i stigende grad har lukket sig sammen om sig selv med et fokus på det nationale på bekostning af fælles internationale indsatser. Tænk blot på præsident Trumps ’America First’ og lignende ideologiske forankringer rundt omkring i Europa. Heller ikke Danmark kan sige sig fri for sådanne tendenser i dele af det politiske spektrum. Der er tale om en mistillid til internationale institutioner, ironisk nok på et tidspunkt hvor verden mere end nogensinde har brug for dem til at være med til at løse grænseoverskridende problemer: klimaforandringer, miljøtrusler, international terrorisme, massivt globalt overforbrug af knappe ressourcer, osv.

Med eller uden reformer, fremskridtene i verden gennem de seneste årtier har alligevel været store på mange områder – meget større end man før har set det i verdenshistorien. Millioner af mennesker er trukket ud af ekstrem fattigdom, de fleste børn går i skole, mange flere har adgang til sanitet og rent vand, langt færre kvinder dør i barselsseng, og mange flere bliver vaccineret. Klima, miljø og bekæmpelse af international terrorisme er nu klart på den politiske dagsorden. Det er selvfølgelig ikke kun FN, der kan tage æren for alt dette, men det er FN, der har bidraget betydeligt blandt andet ved at få verdens lande til at stå sammen om fælles globale dagsordener, inklusive de 17 verdensmål, som blev vedtaget énstemmigt på et topmøde i FN’s hovedkvarter i New York i september 2015, og repræsenterer vores fælles plan for at skabe en bæredygtig verden frem til 2030.

Trods fremskridtene er de grænseoverskridende udfordringerne fortsat enorme, og de kan kun tackles ved at løfte i flok. Derfor er det vigtigt, at vi alle benytter fejringen af FN’s 75-års jubilæum til at forny og styrke vores opbakning til organisationen, samtidig med at vi gør vores bedste for at sikre, at FN som organisation bliver ved med at tilpasse sig til nutidens dynamiske verden gennem de nødvendige reformer. Danmark har trods sin lidenhed en forholdsvis stor stemme i FN. Vi skal bruge den!

Debatindlægget er bragt i Nordjyske den 24. oktober 2020