Samarbejde UN Photo/ Logan Abassi
18. september 2020

Danmarks helt egen flygtningepolitik

"Jeg står tilbage med en undren over den danske regering. Dels over at ville gå helt egne vegne i et internationalt spørgsmål, dels over at solidaritet, et ord historisk tæt forbundet med Socialdemokratiet, ikke længere synes at række syd for Padborg." Det skriver Ole Olsen, medlem af FN's Menneskerettighedsudvalg, i sit seneste debatindlæg.

Af Ole Olsen, medlem af FN-forbundets menneskerettighedsudvalg.  

Flygtningepolitik handler i sagens natur om et fænomen, der krydser landegrænser og kræver internationalt samarbejde. Bl.a. derfor har Flygtningekonventionen og FN’s organisationen for flygtningespørgsmål, UNHCR, mere end 60 på bagen, ligesom der er i EU længe har været bestemmelser til at regulere samarbejdet mellem landene.

Det ingen hemmelighed, at systemet længe har været under pres, og derfor var der for 3-4 år siden et større arbejde i FN for at se, om der kunne findes nye måder på at håndtere asyl og andre centrale spørgsmål på. Overordnet blev konklusionen at det ”gamle” system var det mindst ringe, og landene gav i 2018 håndslag på at stå sammen om at få det til at virke så godt som muligt. Det var der også bred opbakning til i Folketinget.

Det er imidlertid svært at genkende det håndslag, når man ser på regeringens gerninger i den seneste tid på flygtningeområdet. 

Tillad mig nogle nedslag:

  • Forleden nedbrændte en flygtningelejr på Lesbos i Grækenland. Lejren har længe været overfyldt, fordi nabolande m.fl. har ladet Grækenland stå alene med en meget stor opgave, og nu står 12.000 mennesker uden tag over hovedet. 10 lande, herunder Tyskland og Frankrig, har hurtigt meldt sig til at tage imod især børn og kvinder. Danmark vil ikke modtage nogen.
  • I 38 dage og indtil for nyligt befandt der sig 27 flygtninge ombord på et skib fra Mærsk. De var blevet reddet fra at drukne i Middelhavet, dels fordi man til søs hjælper mennesker i fare, dels fordi Maltas myndigheder konkret havde anmodet herom. I 38 dage ventede flygtninge og kaptajnen på et land som ville tage imod. Nu har en privat organisation midlertidigt taget hånd om dem. Danmark, rederiets hjemland, har forholdt sig tavst og nægtet at hjælpe.

  • For en uges tid siden udnævnte regeringen en særlig ambassadør til at beskæftige sig med migration, altså blandt andet flygtningespørgsmål. Det er der meget fornuft i, men den nye ambassadør har øjensynligt fået til opgave at forsøge at få fx nordafrikanske lande til at oprettet flygtningecentre, hvor der så kan søges asyl til Danmark. Det en plan, som blev afprøvet for nogle år siden helt uden held, og som man fx på EU-niveau for længst har droppet. Danmark går igen sine egne (vild)veje – samtidigt med at have lovet at bakke op om de eksisterende mekanismer.  

  • Et af løfterne, da der blev givet håndslag om en ekstra indsats, var at tage imod flere kvoteflygtninge – flygtninge hvis eneste alternativ til et permanent lejrliv er genbosætning i et andet land. Her suspenderede Danmark modtagelsen i 2016 og har først her i 2020 lovet at tage imod 200, mod tidligere 500 årligt. UNHCR har aktuelt visiteret ca. 2.000.000 flygtninge til genbosætning, så det er en helt minimal dansk indsats.     

Jeg står tilbage med en undren over den danske regering. Dels en undren over at ville gå helt egne vegne i et internationalt spørgsmål, dels en undren over at solidaritet, et ord historisk tæt forbundet med Socialdemokratiet, ikke længere synes at række syd for Padborg.

 

Indlægget er bragt i Sjællandske Medier den 16. september 2020. UN Photo/ Logan Abassi