Behov for styrket internationalt samarbejde
Den konservative udenrigsordfører, Naser Khader, har i kronikken: ‘WHO burde ændre navn til “den kinesiske sundhedsorganisation”’ (16. april) undsagt FN’s sundhedsorganisation. Den er ifølge Khader både ‘dybt korrupt og i lommen på Kina’, fordi den har reageret for sent og for uklart på corona-udbruddet i Kina, men især fordi den ‘ikke har sagt et eneste negativt ord om Kinas håndtering’.
Kritik af WHO’s ageren i virusudbruddets indledende stadier står Khader ikke alene med. Tilsvarende er der få, som finder, at Kina har været tilstrækkelig åben og pålidelig mht. oplysninger om sygdommens omfang og forløb. De seneste revisioner af det samlede antal corona-dødsofre i Kina må ses som en modstræbende kinesisk indrømmelse.
Men så holder forståelsen for Khaders frontalangreb på WHO også op. Skulle WHO have holdt sig ude af Kina, fordi man ikke kunne få optimale arbejdsbetingelser, samtidig med at corona-epidemien eksploderede? Er danske politikere ikke særdeles fortrolige med de krav om fravær af kritik, som gælder for samarbejde med Kina? Overgreb på Tibet-demonstranter og Lars Løkkes panda-diplomati under hensyn til danske økonomiske interesser kan ikke være glemt.
WHO har fået afgørende viden om covid-19 sygdommen gennem samarbejdet med Kina. Det har gavnet os alle sammen.
Helt galt bliver det, når Khader vil have os til at købe præsident Trumps version af WHO-kritikken og beslutningen om at indefryse USA’s bevilling til organisationen. Khaders konservative Trump-inspirerede ‘kilder og venner i Washington D.C.’ er leveringsdygtige i rygter om WHO’s ‘korrupte’ ledelse og USA’s pletfrie forsvar for ‘den frie verden’. Men ikke med et ord nævnes det, at timingen i en aktuel beskæring af WHO’s budget er katastrofal. Trumps beslutning vil ikke blot ramme den globale indsats imod covid-19, men også andre uopsættelige WHO-opgaver, eksempelvis det netop konstaterede udbrud af gul feber i Afrika.
WHO er blevet en brik i den stormagtsrivalisering, som i længere tid har udspillet sig imellem Trumps USA og Xi Jinpings Kina. Det er de arbejdsvilkår for global indsats, som FN-organisationer må leve med for at tackle bl.a. pandemier. Hvis man, som Khader, ukritisk vælger den ene sides argumentation, er man mere end almindeligt naiv – og ude af trit med Danmarks interesser.
Danmark skal ikke være kastebold mellem USA og Kina. Vi har brug for en verden, som samarbejder om at løse globale og grænseoverskridende problemer. Derfor skal vi arbejde for et styrket internationalt samarbejde, som kan forebygge det, vi nu oplever, og styrke de enkelte landes indsatser.
FN er allerede dybt engageret i dette arbejde. WHO leverer dagligt teknisk og anden bistand, og FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, opfordrer igen og igen til fælles indsats for at inddæmme smitten globalt og mindske de uundgåelige økonomiske og sociale konsekvenser. FN’s generalforsamling opfordrede i forrige uge énstemmigt til global solidaritet og samarbejde i kampen mod covid-19 – forankret i FN.
En umiddelbar risiko for yderligere spredning kommer fra dyb fattigdom og svage sundhedssystemer i den tredje verden, som hurtigt bliver overvældet af sygdommen. Det samme gælder overfyldte flygtningelejre og krigszoner. FN’s generalsekretær har derfor opfordret til våbenhvile i alle verdens væbnede konflikter for at forhindre yderligere global spredning.
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, var ved FN’s generalforsamling i september i New York med til at søsætte et vigtigt initiativ, som samler en lang række lande, herunder Frankrig, Tyskland, Canada og Japan i ’Alliance for Multilateralism’. Det netværk må regeringen aktivt sørge for at mobilisere.
Nu skal vi stå sammen - globalt.
Jørgen Estrup,
Landsformand FN-forbundet
Indlægget er også bragt i Jyllands-Posten den 22. april 2020. UN Photo/ WFP/ Amjad Jamal