Verdensmålene ind i valgkampen
"Det er ikke meget, vi har hørt til Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling i de igangværende valgkampe. Anledninger skorter det ellers ikke på. Danmark har forpligtet sig til at opfylde de 17 verdensmål i Danmark, uden at det sker på bekostning af andre landes muligheder for at gøre det samme. Samtidigt oplever vi et markant fokus på spørgsmål om klima, forbrug, grøn omstilling, og bæredygtig vækst. Med 17 verdensmål og 169 delmål er det vanskeligt at komme i tanke om et valgkampstema – hvad end der er tale om EU-parlamentsvalg eller folketingsvalg – der ikke burde formes af den retning, Verdensmålene har udstukket.
Ligesom målene, bør det regeringsgrundlag, der følger valget, uagtet dets farve, indarbejde Verdensmålene og deres kerneprincipper i sine ambitioner. Det kunne være at tilrettelægge en landbrugs- og fødevarehandelspolitik, så den undgår at skævvride det globale fødevaremarked (delmål 2B) eller så den i særlig grad bidrager til at fordoble indkomsterne for smålandbrugene i Danmark og i verden (delmål 2.3).
Eller man kunne tilrettelægge en offentlig indkøbspolitik (delmål 12.7), så den ikke alene fokuserer på pris, men også forudsætter, at varerne er blevet produceret uden at forvolde skade på mennesker og miljø (delmål 12.4). For slet ikke at tale om, hvad Danmark gør for at tilskynde til investeringer til gavn for opfyldelsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling, altså for mennesker, samfund og miljø, i verdens lavindkomstlande (delmål 17.5).
Et godt udgangspunkt ville være at holde sine politiske ambitioner op mod to af 2030 dagsordenens kerneprincipper – at alt, hvad vi foretager os herhjemme, også har store konsekvenser for resten af verden, og at vores fremmeste opgave er ikke at lade nogen i stikken i jagten på fremskridt."
Læs hele kommentaren på DIIS' hjemmeside.
Foto/ David Kahr