Non Violence UNHQ UN Photo/Manuel Elias
3. juli 2019

Ny politisk retning for Danmark

Vi har skrevet til 4 af vores nye ministre og budt dem og ambitionen om at "løfte et ansvar for verden" velkommen. Læs med her.

 

"Vi skal løfte et ansvar for verden. Så Danmark er et land, der hjælper mennesker i nød. Som står vagt om de internationale konventioner, aktivt arbejder for FN’s verdensmål og engageret indgår i forpligtende internationale fællesskaber."

Sådan lyder det i den politiske forståelse, der er indgået mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Aftalen lægger et grundlag for den nye regering med Mette Frederiksen i spidsen, og for et Danmark, der tager globalt ansvar.

I den anledning har vi skrevet til de nye ministre og budt dem og den flotte ambition velkommen. For den kan indfries. Det kræver, at Verdensmålene får lov at løbe som den røde tråd gennem den nye regerings arbejde. Og det kræver, at det internationale samarbejde reguleres gennem aftaler og konventioner – som det også fremgår af den politiske forståelse mellem de fire partier.

Dertil kræver det et styrket FN. Danmark bidrog allerede hertil under den tidligere regering gennem Jens Wandel, FN’s generalsekretærs særlige rådgiver på reformprocessen, men det er ikke nok.

Fra 2004-15 faldt den multilaterale bistand fra dansk side til FN-systemet fra 32% til 11%, og siden 2015 er bistanden kun reduceret, hvad der for flere af FN’s udviklingsorganisationer har betydet beskæringer eller et stop for dansk bistand. Den udvikling skal vendes. Ikke mindst, fordi FN-systemet er afgørende for processen frem mod bæredygtig udvikling lykkes, og Verdensmålene realiseres inden for fristen i 2030.

Her kan du læse, hvad vi har skrevet til

Statsminister Mette Frederiksen    |    Udenrigsminister Jeppe Kofoed   

Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn    |    Forsvarsminister Trine Bramsen

    

Fordi vi tror på globalt ansvar.

 

UN Photo/Manuel Elias