Balladen om Menneskerettighedsrådet blusser snart op igen
Af Kirsten Larsen
Libyen og Sudan er formentlig sikre på, at de sammen med Mauritanien og Benin bliver stemt ind, når FN’s Generalforsamling 17. oktober stemmer om nye medlemmer. Der er fire pladser til de afrikanske lande i denne omgang og præcist fire afrikanske kandidatlande.
Sådan er det tit i FN, når pladserne skal fordeles. Vesteuropa gør det samme, det bliver Tyskland og Holland, der slutter sig til blandt andre Danmark i rådet. Latinamerika plejer at gøre det samme, men for mindre end 14 dage meldte Costa Rica sig pludselig som kandidat, så nu er der kampvalg om to ledige pladser til Latinamerika. Det betyder, at Brasilien og Venezuela ikke længere kan regne deres valg for sikkert. 54 menneskeretsorganisationer opfordrer FN’s medlemslande til at vælge Costa Rica frem for Venezuela. Det skal de på grund af Venezuelas brutale undertrykkelse af kritikere, og landets totalt fejlslagne håndtering af den nødsituation, som styret stort set selv er skyld i, lyder det fra Human Rights Watch.
Skulle have været en skønhedskonkurrence
Det var ikke tanken, da FN’s Råd for Menneskerettigheder blev oprettet i 2006, at de forskellige geografiske regioner selv skulle fordele pladserne mellem sig. Det skulle have været en skønhedskonkurrence, hvor kandidaterne konkurrerede om de begrænsede pladser i rådet. Der er 47 medlemmer, som sidder tre år ad gangen, og omkring en tredjedel af pladserne udskiftes hvert år.
Den region i verden, der nok bedst lever op til FN’s sæt af menneskerettigheder, nemlig Norden, er relativt dårligt repræsenteret. Danmark og Island er medlemmer lige nu, men der går lang tid imellem at de fem nordiske lande er repræsenteret.
Selv om Danmark befinder sig i den menneskeretlige elite, så er der stadig plads til forbedring. I sidste uge blev Danmarks efterlevelse af de økonomiske og sociale rettigheder vurderet i Geneve. Rapporten kommer senere på ugen, og der vil være bemærkninger om oprindelige folks rettigheder, vold og menneskesmugling, fik FN-forbundets gruppe at vide på første dag i Geneve.
_________________________________________________
Kirsten Larsen er freelancejournalist med mange års erfaring med at rapportere om FN og international politik. Hun deltager i vores studietur til Geneve, der finder sted 14.-16. oktober 2019.