Ulovlig EU-fiskeriaftale kan skade fredsarbejdet i Vestsahara
UN Photo/ Evan Schneider
FN-forbundets bestyrelse: Dansk støtte til ulovlig EU-fiskeriaftale kan skade FN's fredsarbejde i Vestsahara
I 1991 blev der indgået en våbenhvile i Vestsahara. De to parter (Marokko og Polisario) blev enige om, at der skulle findes en fredelig løsning på konflikten. I overensstemmelse med FN-pagten skal dette finde sted ved en folkeafstemning, som aldrig er blevet afholdt.
Muligheden for fredelige løsninger på konflikter bliver generelt mindre i takt med øgede økonomiske interesser for et givet område. Omverdenen bør derfor undlade at indgå aftaler med Marokko, hvis aftalerne inkluderer den del af Vestsahara, som Marokko har besat. Danmark bør således ikke støtte en fornyelse af EU's fiskeriaftale med Marokko, da den inkluderer Vestsaharas fiskeriterritorium.
EU-domstolen slog i december fast, at en handelsaftale mellem Marokko og EU ikke må omfatte Vestsahara. Alt tyder på, at EU-domstolen vil se en fiskeriaftale på samme måde.
Såvel USA og Norge/EFTA har indgået aftaler med Marokko uden at disse aftaler inkluderer Vestsahara.
På den baggrund er det uacceptabelt at EU-kommissionen arbejder videre med en fiskeriaftale med Marokko, der inkluderer Vestsaharas farvand.
FN-Forbundet vurderer, at fredsprocessen kan skades, hvis EU og Danmark sætter egne kortfristede økonomiske interesser højere end international ret og menneskerettigheder. En fiskeriaftale, der omfatter havet ud for Vestsahara, vil undergrave FN's forsøg på at nå frem til en fredelig afklaring om Vestsaharas status og medføre øget risiko for væbnet konflikt. Det bemærkes, at en genoptagelse af krigshandlingerne i den del af Nordafrika ville have store menneskelige og økonomiske omkostninger for både Nordafrika og Europa, og en sådan krig ville give anledning til nye flygtningestrømme.
Vi opfordrer derfor den danske regering til at stemme nej til en fornyelse af EU's fiskeriaftale.
Udtalelsen blev vedtaget den 5. februar 2018
For yderligere informationer kontakt venligst<:
Jørgen Estrup, landsformand for FN-forbundet tlf. 30 70 33 25 og e-mail: jedc@jorgenestrup.dk
Lave K. Broch, formand for FN-forbundets freds- og konfliktløsningsudvalg tlf. 28 92 2127 og lave@broch.dk
Kurt Mosgaard, medlem af FN-forbundets bestyrelse og forhenværende chef for FN's fredsbevarende mission i Vestsahara (MINURSO): tlf. 25 54 64 05 og e-mail: k.mosgaard@hotmail.com