Klimaforandringerne får fatale konsekvenser for Sydafrika
United Nations Photo (C)
D. 4 juni 2018 løber Sydafrika tør for vand. Adgang til rent drikkevand er en af de mest basale menneskerettigheder. Men klimaforandringer har forårsaget den værste tørke i Sydafrika i et helt århundrede, og millioner af menneskers liv er i fare. Floder, der ellers kunne have været alternativer til reservoirerne er forurenede af menneskelig afføring fra kloakker, store virksomheder bryder reglerne for forurening af floderne og selv dyrene dør af at drikke de kontaminerede dråber. Den sydafrikanske regering har nu lukket for vandtilførslen til private, og indbyggerne i de store byer i Sydafrika, Cape Town, Johannesburg m.fl. er fra d. 1 februar og frem til Day Zero tvunget til at hente deres vand ved vandposter. De må maksimum hente 50 liter om dagen pr. husstand. Det rækker til: 1 skyl med toilettet, 90 sekunders bad, 2 liter drikkevand, 2 liter vand til madlavning og 1 enkelt tøjvask. Ved Day Zero og 150 dage frem vil indbyggerne kun kunne hente 25 liter vand om dagen.
Alt imens USA's regering (den næstmest forurenende nation i verden) bakker ud af Paris Aftalen, en global aftale om, at der skal gøres noget ved klimaudfordringerne vi står overfor, står Sydafrika over for en national krise af dimensioner. Alt imens Volkswagen snyder med emissionstests for profitmaksimering uden tanke på miljøet, står Sydafrika over for en national krise. Alt imens et enkelt transportskib udleder CO2 svarende til 50 millioner biler, står Sydafrika over for en national krise.
Klimaet har ændret sig, og vi må og skal finde en måde at ændre vores fremtid på. Netop derfor er Verdensmålene af så stor vigtighed. Verdensmål nummer 6: Rent vand og Sanitet er i fare for sydafrikanerne. Implementeringen af Paris Aftalen har aldrig været vigtigere.