Tak for strategien

Den 14. juni præsenterede regeringen en ny Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Strategi. Strategien står ikke alene. I januar fik vi en strategi for Danmarks udviklingspolitiske og humanitære engagement og i marts en national handlingsplan for FN's verdensmål. Men strategien skal give den overordnede ramme og retning, hvorfor der også må kunne stilles større krav.

På den ene side giver det måske meget god mening, det at den kun er anført som gældende i perioden 2017-2018 med tanke på, hvor svært det er at agere i forhold til USA's uforudsigelighed, eller hvad der kan opfattes som Russisk ekspansionisme. På den anden har vi også brug for mere langsigtede pejlemærker. Det er korrekt, at vi i mellemtiden har fået et nyt regeringsgrundlag, men med god ret kan man hævde, at oplægget til strategien kom for over et år siden, hvor Statsministerens 'gransker', Peter Taksøe-Jensen, fremlagde sin rapport 'Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid'. En rapport fyldt med pejlemærker - hvor rapportens femte fortjener at blive gentaget:

"(At) fremme globale løsninger og håndtering af fremtidens klimaudfordringer ved med afsæt i danske styrkepositioner, værdier og interesser at gå allerforrest i udmøntningen af FN's 2030-dagsorden og klimaaftalen fra Paris og støtte op om et regelbaseret internationalt samarbejde, hvor både gamle og nye magter også i fremtiden vil se FN som den primære globale ramme for balancering af interesser." [Taksøe-Jensen, 2016]

Det vil være synd at sige, at strategien beskriver FN som den primære globale ramme - men det multilaterale står alligevel umiddelbart stærkt:

"Regeringen ønsker, at Danmark fortsat har et stærkt internationalt engagement. Vi skal præge det internationale samarbejde for en sikker, fredelig og velstående verden. Vi skal insistere på, at det internationale samarbejde er baseret på regler og normer, der gælder for alle lande. Vi skal kæmpe for de værdier og frihedsrettigheder, som vores samfund bygger på. Vi ønsker en verden med mere demokrati og frihed, herunder mere ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed og mere offentlig orden."

"Regeringen mener, at det som et lille land er i vores interesse at have stærke multilaterale organisationer, hvor der træffes fælles beslutninger, som også de stærkeste lande opfatter som legitime og bindende. Centrale organisationer for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik - EU, NATO, FN og WTO - er kommet under pres. Det gør det vanskeligere at opbygge international konsensus og tackle de globale udfordringer i fællesskab. Derfor er det endnu vigtigere at kæmpe for at bevare og styrke det internationale samarbejde og de organisationer, der danner rammen herom."

 

Pas på babyen

De regler og normer, der henvises til, de værdier og frihedsrettigheder, som vores samfund bygger på, er kodificeret i Menneskerettighedserklæringen med tilhørende konventioner. På regionalt niveau har vi opbygget Europarådet som vores nære ramme for menneskerettighederne, men der lurer et opgør i efteråret. Forhåbentlig ønsker Danmark ikke at smide barnet ud med badevandet:

"Efterlevelse af internationale menneskerettigheder og retsstatsprincipper er herudover afgørende byggesten i indsatsen mod terrorisme og voldelig ekstremisme. Bekæmpelse af terrortruslen i blandt andet Mellemøsten er også med til at styrke sikkerheden i Europa og Danmark. Danmark har en klar interesse i en stærk international retsorden, herunder respekt for menneskerettigheder. Der er imidlertid behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det bliver et vigtigt fokus, når Danmark til efteråret overtager formandsskabet for Europarådet."

 

Flygtninge og migrantspørgsmålet

En stor del af strategien fokuserer på flygtninge- og migrantspørgsmålet, herunder koblingen til bistandsmidlerne. For ikke så længe siden viste det sig, at Danmark selv var den største modtager af Danmarks udviklingsbistand, da udgifter til herboende flygtninge blev dækket over bistanden - men nu kan nogle af disse penge tilbageføres som følge af, at færre flygtninge når frem til Danmark. Det er bare svært at se, om det er tanken i den nye strategi, hvor pengenes oprindelse i bistanden skjules bag formuleringen 'uforbrugte midler fra flygtningemodtagelse':

"Regeringen vil målrette disse midler til en styrket indsats for at modgå sekundære flygtninge- og migrationsstrømme ved at sætte fokus på de underliggende årsager til og konsekvenser af migration, langvarige kriser, tørke og befolkningsudviklingen. Midlerne er bedre anvendt i nærområderne end i Danmark. I nærområderne kan indsatsen skabe nye muligheder og håb for flygtninge og migranter, så strømmene mod Europa og Danmark reduceres."

Strategien undlader at få FN's målsætning om 0,7% af BNI i udviklingsbistand til at lyde som et loft for ambitionerne, hvilket er klædeligt, men problematikken omkring, hvad der tælles med i de 0,7% forbigås:

"Vi passer på Danmark, når vi tager vare på verden. Derfor er Danmarks udviklingssamarbejde et vigtigt udenrigspolitisk instrument. Danmark er et af kun fem-seks lande, der lever op til FN's målsætning om 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand. Det kan vi være stolte af. Men vi må også presse på for, at andre velstående lande leverer deres del. Med FN's 17 verdensmål er der skabt en ambitiøs politisk ramme om bæredygtig udvikling og globalt samarbejde frem mod 2030. Danmark er blandt de lande, der er bedst rustet til at bidrage til den globale opnåelse af verdensmålene, som udenrigs- og udviklingspolitisk vil danne afsæt for et stærkt internationalt engagement. Regeringen vil tage medansvar for bæredygtig udvikling, fred og sikkerhed, menneskerettigheder, ligestilling og for at bekæmpe fattigdom i verden i overensstemmelse med den udviklingspolitiske og humanitære strategi. Verdensmålene er samtidig en mulighed for danske virksomheder, da målene stemmer godt overens med traditionelle danske styrkepositioner på for eksempel energi- og klimaområdet."

 

Flere visioner fra regeringen savnes

FN's Verdensmål, som Statsministeren formelt forestod vedtagelsen af i september 2015, er en temmelig misforstået størrelse. Nogen tror, andre vil gerne fremstille det som om, at det stort set kun handler om bistandsdagsordenen - at det bare er en ny version af 2015 Målene, FN's 8 udviklingsmål. Men det er langt mere. Hvor 2015 Målene var et forsøg på at redde bare lidt af FN's Årtusindedeklaration, og det med succes, så er FN's Verdensmål nærmest en genopfindelse af FN-pagten, der kobler de globale udfordringer med gensidige nationale og internationale forpligtelser for alle lande.

I ovenstående klip nævnes de største globale udfordringer godt nok, men i kontekst af udviklingsbistanden og i rammen af den udviklingspolitiske og humanitære strategi. Når den nationale handlingsplan samtidig er en rodet sammenklipning af igangværende planer - f.eks. Bandepakke 2 - uden relation til Verdensmålenes indikatorer, så kunne en overordnet udenrigspolitisk strategi, der tog Verdensmålene alvorligt, have været en glædelig overraskelse. Men hvis det ikke kan lade sig gøre på nationalt niveau, så må man sætte sin lid til det regionale og kommunale niveau - og der er grund til håb, når man ser hvad der sker i kommunerne med relation til Verdensmålene. Forhåbentlig vil kandidaterne til efterårets kommunal- og regionsvalg være i stand til at præsentere flere visionære idéer til lokal implementering.

Umiddelbart før disse valg begynder forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig, hvor et naivt håb om øget dansk prioritering af bidrag til og medvirken i FN-ledede operationer, måske alligevel kan finde en vis næring:

"Regeringen mener, at det forandrede sikkerhedspolitiske landskab øger behovet for at styrke NATO's evne til troværdig afskrækkelse og forsvar af alliancens territorium samt en fortsat høj prioritering af militære bidrag til internationale operationer, herunder også uden for NATO's territorium i for eksempel kampen mod ISIL og FN's fredsbevarende missioner. Hertil kommer nationale opgaver og øget kapacitet til myndighedsudøvelse og håndhævelse af Kongerigets suverænitet i Arktis."

Arktis

Det arktiske spørgsmål har derudover fået sit eget afsnit i strategien:

"Kongeriget Danmark har en fundamental interesse i et fredeligt og stabilt Arktis, der muliggør en økonomisk og miljømæssig bæredygtig udvikling i regionen i tæt samarbejde med Grønland og Færøerne. Regeringen ønsker, at Arktis bevares som et lavspændingsområde. Her har Rusland hidtil spillet positivt med, og der har været et pragmatisk internationalt samarbejde blandt andet i regi af Arktisk Råd."

Som tidligere påpeget, så giver det god mening, at Arktis og Grønland får en fremtrædende plads blandt Danmarks prioriteter - også set i lyset af Danmarks krav på Nordpolen, rejst i henhold til FN's Havretskonvention, i 2014, som overlapper med et tilsvarende russisk krav. Og det er vigtigt at Danmark anerkender Grønlands interesser og respekterer aftaler, indgået mellem Rigsfællesskabets parter. Men problemerne, forbundet med klimaforandringerne, er helt fraværende i strategien, hvilket er særligt graverende i lyset af konsekvenserne af USA's ønske om at træde ud af FN's klimaaftale, indgået i Paris i 2015.

Som sagt: Tak for strategien. Selv hvis den havde været perfekt, så er det først i implementeringen, at ordene får værdi. Omvendt, så kan en uperfekt strategi danne grundlag for en bedre politik end tilsigtet.

 

Torleif Jonasson, FN-forbundets generalsekretær, 14. juni 2017