På FN-dagen – enegang eller fællesskab?

UN Photo/ Steelworkers cheer as the UN flag is unfurled atop the completed steel framework for the 39-story Secretariat Building in accordance with the custom of construction workers. 05 October 1949. New York

Hvert år den 24. oktober markeres det fællesskab, der i 1945 blev skabt med FN, De Forenede Nationer. FN fik som primær opgave at frelse kommende generationer fra krigens svøbe. Siden har FN med under- og særorganisationer været omdrejningspunktet for de fleste spørgsmål af international karakter.

Forudsætningen for FN's arbejde er, at alle medlemslande finder, at samarbejde mellem stater, nære som fjerne, giver mening. Et eksempel på netop dette er FN's 8 udviklingsmål fra 2000 og deres afløsere, de 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling fra 2015.

Mange eksempler på enegang

Forventningen om, at fællesskab er bedre end enegang, gælder også regionalt og har ført til dannelse af fx Europarådet, OSCE, EU og nordisk råd, ligesom det gælder stater med et føderalt snit. Her er det noget bekymrende at vide her på FN-dagen, at Spanien måske er ved at gå op i limningen, ligesom vi skal håndtere et splittet EU efter Storbritanniens exit. Tager vi et kig ud i verden, står fordrivelsen af 400.000 rohingyaer fra Myanmar som et aktuelt tragisk eksempel på nej til fortsat fællesskab.

Det er muligt, at nogle fællesskaber trænger til at blive trimmet i deres rækkevidde og arbejdsform, men for mig ligner udviklingen snarere, at mange borgere og politikere verden over nu tror mere på nationalisme end på internationalt samarbejde som opskriften på fremtiden (eller på en valgsejr?). Ikke umiddelbart logisk i en tid, hvor den økonomiske og digitale globalisering får større og større betydning.

Tvivlen på fællesskabets fordele slår også igennem i FN, hvor vi for kort tid siden var vidne til, at USA og Israel meldte sig ud af UNESCO, FN's organisation for undervisning og kultur. De to lande finder det forkert, at UNESCO behandler Palæstina som en stat og interesserer sig for kulturarv i palæstinensiske områder. En tyndbenet udmeldelsesgrund i betragtning af, at de to lande officielt går ind for en palæstinensisk stat, men der var vist politiske baglande, som skulle begejstres med et spark til FN.

Fællesskab tales ned

Tendensen til, at mange lande er mindre optaget af fællesskab end tidligere, slår også igennem i andre dele af FN, især når mikrofonerne er slået til. Debatterne i FN's Menneskerettighedsråd bærer ofte mere præg af selvhævdelse og polemik end af sonderinger efter fælles forståelse, og ved den nylige generaldebat i FN's generalforsamling blev der af ét medlemsland fremsat trusler om udslettelse af et andet medlemsland - slet ikke i FN's ånd.

Verdens ledere bruger efterhånden mere FN's talerstol til at tale til deres nationale vælgere end til andre landes ledere og befolkninger. Noget bedre står det heldigvis til, når der holdes uformelle møder, men de nationale hensyn vejer meget tungt for tiden og mange falder for fristelsen til at gøre FN og andre organisationer til syndebuk.

I Danmark har vi også en rem af huden, idet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og tilhørende Domstol gennem lang tid har været skydeskive, specielt hvad angår mulighed for at udvise dømte med andet statsborgerskab end dansk. Der er ikke meget plads til fortællingen om, at det giver mening, at konvention og domstol skaber en nogenlunde ens og god retstilstand for befolkninger i hele 47 lande - og at det tager tid at justere kursen efter - måske kortsigtede - politiske ønsker.

Fællesskabet i FN og i andre internationale fora er besværligt, men jeg er overbevist om, at det er besværet værd at nå frem til løsninger, som tager hensyn og kan sætte dagsordenen før fx de globale økonomiske aktører gør det. Benyt dagen til at glæde dig over FN og internationalt fællesskab. Det er langt bedre end sit rygte!