552 dage

Så mange dage skulle der gå, fra vores statsminister kunne slå med hammeren og Verdensmålene for bæredygtig udvikling blev vedtaget i det største forum, vi har i verden, til vi fik en plan for, hvordan Verdensmålene skal udfoldes og gennemføres i det danske kongerige.

Vi har - som så mange andre - set frem til at få den nationale handlingsplan for, hvordan Danmark vil forpligte sig til Verdensmålene. De 17 Mål udgør den mest ambitiøse plan, vi har haft i nyere tid - og har - for vores fremtid. De var resultatet af flere års forhandlinger og konsultationer og en helt ny måde for FN -systemet at inddrage os som civilsamfund sammen med erhvervslivet. Og der, i september 2015, sad vores statsminister, og udtalte foran hele verden: 'Denmark is ready to do its part'.

Der går en lige linje fra Rio 1992 til New York 2015. Fra Agenda 21, vedtaget på FN's konference for miljø og udvikling, til Verdensmålene for bæredygtig udvikling, vedtaget på FN's generalforsamling. Men som alle lige linjer tegnet på et historisk kort, så har det ikke været ligetil at følge den. Trods tilbagevendende finanskriser var 1990'erne præget af stor fremtidstro og vilje til at arbejde sammen om Verdens udfordringer, som antallet af konferencer og mængden af vedtagelser vidner om - ikke mindst FN's Sociale Topmøde, som Danmark var vært for i 1995 - kulminerende med vedtagelsen af FN's Årtusindeerklæring i 2000.

Men fremtidsoptimismen, skabt af den kolde krigs ophør, blev brudt den 11. september 2001. Det lykkedes at redde udviklingsmålene fra Årtusindeerklæringen - 2015 Målene - mens erklæringens sammenhængende dagsorden blev gemt: at i fælleskab arbejde for fred og bekæmpe uretfærdighed og uligheder, terror og forbrydelse, og at beskytte og bevare vor fælles arv, jorden, til fremtidige generationer. Men ikke glemt.

Nu er vi tilbage på sporet med Verdensmålene, der er langt mere end 'bare' nye udviklingsmål, og som igen samler dagsordenen i erkendelse af, at Verdens samlede udfordringer skal løses i sammenhæng, nationalt som internationalt. Derfor er det ikke alene en opgave for Ulla Tørnæs over udviklingsbudgettet at gennemføre en snæver del af Verdensmålene. Derfor er det godt, at Kristian Jensen sidder for bordenden i forhold til Danmarks opfølgning. Bedst havde det været, hvis det havde været Lars Løkke, og det for en konsistent politik, hvor internationale ord følges af national handling.

For bare at tage bistandsdelen, så gik der ikke mange dage efter vedtagelsen i september 2015, før regeringen præsenterede et finanslovsforslag, der skar udviklingsbistanden med lige knap 3 milliarder kroner. Det ramte udviklings- og oplysningsprojekter over hele verden i de dele, der har mest brug for dem. Det ramte traditionsrige og dygtige civilsamfundsorganisationer herhjemme - og deres medarbejdere. Det ramte FN-systemet, da støtten hertil blev beskåret med 1/3. Det FN-system, der skal varetage koordineringen af Verdensmålenes gennemførelse.

Nu har vi så endelig fået præsenteret en national handlingsplan. Rammerne i FN-byen den 31. marts fejlede ikke noget, og der er gode elementer i handlingsplanen. Ikke mindst dens forslag om at alt fremtidig lovgivning i Folketinget skal vurderes i forhold til Verdensmålene.

Handlingsplanen udpeger 4 prioriteter: vækst og velstand, mennesker, miljø og klima, fredelige og trygge samfund. Herunder er listet 37 målsætninger, der dog mest peger på eksisterende tiltag, og ikke synes at søge at tage direkte udgangspunkt i de 169 delmål, der er under Verdensmålene.

Det efterlader en med en mistanke om, at handlingsplanen ligesom regeringens øvrige FN-politik er orienteret mere mod stil end indhold. Ikke meget anderledes end da regeringen i september sidste år tiltrådte New Yorker-erklæringen, en aftale om en fælles indsats for at sikre flygtninge og migranters rettigheder, for måneden efter at suspendere Danmarks modtagelse af kvoteflygtninge. Eller, som vi gang på gang er blevet fortalt af skiftende ministre, at vi i Danmark efterlever vores internationale forpligtelser og stadig er med i '0,7 procent-klubben' med den danske udviklingsbistand - mens vi beholder 1/3 af den udviklingsbistand i Danmark.

Opgaven er international, men den er i ligeså høj grad national. Det kræver finansiering og tværministerielt samarbejde, men også kommunal indsats at gennemføre målene. Det kræver samarbejde mellem stat, marked og civilsamfund. Det kræver, at vi genskaber forståelsen for fælles NGO-indsats, med inddragelse af alle dagsordenens aktører. Det kræver fælles erkendelse og vilje.

Torleif Jonasson, Generalsekretær