Én for 7 milliarder - eller én for 5 stormagter
Klik på billedet for at se den fuld 'mock'annonce, der blev bragt i The Economist september sidste år i forbindelse med 1 for 7 Billion-kampagnen
Efter 10 år på posten træder FN's generalsekretær Ban Ki-moon tilbage ved årsskiftet. Som for andre generalsekretærer er det den sidste del af 'regeringstiden', som har produceret store resultater. Enigheden om 2030-dagsordenen og vedtagelsen af klimaaftalen i Paris sidste år har gjort klodens bæredygtighed til omdrejningspunkt for FN's arbejde de næste mange år.
Det er i stort omfang Ban's fortjeneste. Men han vil også blive husket for en åben og positiv indstilling til større inddragelse af civilsamfundet. En erkendelse af, at bæredygtighed kun bliver en realitet, hvis det er et folkekrav.
I det hele taget har han videreført Kofi Annans dagsorden, som lagde vægt på FN-pagtens ord: 'We the Peoples' som en korrektion til nogle staters nærmest bibelske klyngen sig til den nationale suverænitets ukrænkelighed.
Det var en afklaret og kontant generalsekretær, som afgav sin sidste beretning i forbindelse med åbningen af generaldebatten i New York d.20.september. Derfor var der også lande, som direkte fik at vide, at de ikke havde levet op til FN's principper.
Imens er processen med at finde den nye generalsekretær så i fuld gang. Under overskriften 'Én for 7 milliarder', har en international koalition af civilsamfundsorganisationer - herunder FN-forbundet - i flere år ført kampagne for åbenhed og kvalitetskrav i udpegningen.
På den baggrund lykkedes det den danske formand for generalforsamlingen, Mogens Lykketoft, at overtale Sikkerhedsrådet til sammen med generalforsamlingen at gennemføre en helt ny start på processen. For første gang blev der procedurer og frister for anmeldelse af kandidatur og efterfølgende 'ansættelsessamtaler' i form af offentlige høringer i generalforsamlingen af hver enkelt kandidat. 12 kandidater har været igennem 'skærsilden'.
Høringerne gav offentligheden et indblik i de enkelte kandidaters kvalifikationer og deres visioner for FN's fremtid. Ved tidligere valg af generalsekretær er alt foregået bag lukkede døre i Sikkerhedsrådet, og den verden det hele drejer sig om, har måttet holde vejret indtil de 5 stormagter havde fundet et kompromis. Den nye proces har været et gennembrud for åbenhed i FN.
Det endelige valg foretages af Generalforsamlingen - men Sikkerhedsrådet indstiller. For at nå en indstilling, har man startet prøveafstemninger - såkaldte 'straw polls'. Afstemningerne er hemmelige, men resultatet lækkes til offentligheden aldeles omgående. Efter sigende i protest mod de 5 stormagters ønske om 'lukkede døre'.
Indtil nu har der været 5 afstemninger med én kandidat klart i front hele vejen: den tidligere højkommissær for flygtninge, portugiseren Antonio Guterres. 12 stemmer for hans valg ud af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer er mange. Men … der har været 2 stemmer imod, og det kan være afgørende. Hvis et eller flere af de 5 faste medlemmer er imellem, så kan det i sidste ende betyde et veto imod hans valg.
Rusland ønsker en kandidat fra Østeuropa valgt, og det krav kan Guterres ikke klare. Derfor har megen interesse samlet sig om Bulgariens kandidat, Irina Bogova, leder af UNESCO. Hun har imidlertid ligget langt nede i feltet ved afstemningerne og sidst haft hele 7 stemmer imod sin kandidatur. Hun kunne efter alt at dømme ikke vælges.
Derfor har regeringen i Sofia sadlet om og skiftet kandidat i 12. time. Nu indstiller man en anden bulgarer, vicepræsidenten for EU-kommissionen, Kristalina Gieogieva - og for en sikkerheds skyld har man lige ringet til præsident Putin på forhånd.
Man fornemmer, at de 5 permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet mener, at valget nu alene ligger hos dem. Rusland vil gerne have sagen afgjort medens det har formandskabet i oktober.
Men åbenheden om kandidaterne kan ikke pludselig sættes på stand-by. Som et minimum må den nye bulgarske kandidat stille sig til rådighed for en offentlige høring i Generalforsamlingen, sådan som øvrige kandidater har været det. Og det skal ske inden næste afstemning i Sikkerhedsrådet d.6.oktober.
Forhåbentlig slutter åbenheden ikke der. Det er stadig én person - kvinde eller mand - som får ansvaret for klodens 7 milliarder mennesker og FN's fremtid. Det valg bør 5 permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet ikke afgøre i skumle kabaler bag lukkede døre.
29. september 2016
Jørgen Estrup deltager igen i år i den første af parlamentarikerdelegationerne ved FN's Generalforsamling.
Af øvrige repræsentanter fra civilsamfundet er også Esben Holager, DUF og Mette Kirstine Schmidt fra Sex og Samfund.
Fra Folketinget deltager hhv. Morten Bødskov (S); Hans Kristian Skibby (DF); Søren Gade (V); Ole Birk Olesen (LA); Sofie Carsten Nielsen (RV); Karina Adsbøl (DF); Lisbeth Bech Poulsen (SF); Pelle Dragsted (EL).