1. januar 0001

Vestlig militær passivitet ikke fejlen i Syrien

Kommentar af Jørgen Estrup, landsformand i FN-forbundet

12-08-2016Aleppo

UN Photo/ UNICEF/ Al-Haj Omar

 

 

Både fra militære eksperter og fra politisk hold er der en næsten rygmarvsbetinget forklaring: Vi undlod at foretage den nødvendige militære intervention i tide. Vi skulle have sendt venligtsindede oprørere flere våben; håndhævet Obama's ʻrøde linje' omkring Assads anvendelse af kemiske våben eller gennemtrumfet en flyveforbudszone uanset evt. konfrontation med Rusland. Senest markeret med overskriften: ʻVesten gjorde sig selv magtesløs i Syrien' (Politiken 15.ds.).
Men den analyse holder ikke. Ingen kan vide præcis, hvad vestlig militær indgriben ville have medført. Men vi havde ikke i dag stået med et Syrien, hvor Vesten kunne beskytte civilbefolkningen imod horrible overgreb. Hverken Rusland eller Kina ville have givet deres accept i FN's Sikkerhedsråd. Og Assad ville have fastholdt, at det krænkede Syriens suverænitet. Syrien ville derfor fortsat være krigszone, som vi har set det i Afghanistan, Irak og Libyen. Og med al den elendighed det medfører for civilbefolkningen.
I foråret 2012 - et år efter opstanden imod Assad startede - så situationen helt anerledes ud. Det syriske militær var i defensiven, og Assad var parat til at forhandle. FN's Sikkerhedsråd havde udpeget den tidligere generalsekretær Kofi Annan til mægler i konflikten, og i marts 2012 lykkedes det ham faktisk at få såvel det syriske styres som oppositionens accept af en fredsplan. Annans 6-punkts plan indebar bl.a. en våbenhvile, som trådte i kraft maj 2012 og blev overvåget af 300 FN-observatører.
Forudsætningen for succes var, at Sikkerhedsrådet gjorde sin del af arbejdet i form af maksimalt diplomatisk pres på parterne i konflikten. Og det ansvar lå primært hos USA, fordi oprørerne var i offensiven. Men Sikkerhedsrådets stormagter og specielt USA svigtede. Man lagde ikke det nødvendige pres, og i stedet eskalerede krigen til et punkt, hvor FN's observatører i juni 2012 måtte give op, fordi arbejdet var for farligt. I august opgav Kofi Annan forsøget på at finde en fredelig løsning.
Fem års ekstrem borgerkrig kunne være undgået. Og den syriske civilbefolkning ville være sparet for ekstreme lidelser. Prisen havde været, at Assad og hans styre kunne fortsætte. En pris, som man også betalte på Balkan, da Milosevic blev siddende en tid trods ansvaret for krigsforbrydelser.
Maksimale diplomatiske anstrengelser gennem FN er civilbefolkningens bedste beskyttelse.

Både fra militære eksperter og fra politisk hold er der en næsten rygmarvsbetinget forklaring: Vi undlod at foretage den nødvendige militære intervention i tide. Vi skulle have sendt venligtsindede oprørere flere våben; håndhævet Obama's ʻrøde linje' omkring Assads anvendelse af kemiske våben eller gennemtrumfet en flyveforbudszone uanset evt. konfrontation med Rusland. Senest markeret med overskriften: ʻVesten gjorde sig selv magtesløs i Syrien' (Politiken 15.ds.).

Men den analyse holder ikke. Ingen kan vide præcis, hvad vestlig militær indgriben ville have medført. Men vi havde ikke i dag stået med et Syrien, hvor Vesten kunne beskytte civilbefolkningen imod horrible overgreb. Hverken Rusland eller Kina ville have givet deres accept i FN's Sikkerhedsråd. Og Assad ville have fastholdt, at det krænkede Syriens suverænitet. Syrien ville derfor fortsat være krigszone, som vi har set det i Afghanistan, Irak og Libyen. Og med al den elendighed det medfører for civilbefolkningen.

I foråret 2012 - et år efter opstanden imod Assad startede - så situationen helt anerledes ud. Det syriske militær var i defensiven, og Assad var parat til at forhandle. FN's Sikkerhedsråd havde udpeget den tidligere generalsekretær Kofi Annan til mægler i konflikten, og i marts 2012 lykkedes det ham faktisk at få såvel det syriske styres som oppositionens accept af en fredsplan. Annans 6-punkts plan indebar bl.a. en våbenhvile, som trådte i kraft maj 2012 og blev overvåget af 300 FN-observatører.

Forudsætningen for succes var, at Sikkerhedsrådet gjorde sin del af arbejdet i form af maksimalt diplomatisk pres på parterne i konflikten. Og det ansvar lå primært hos USA, fordi oprørerne var i offensiven. Men Sikkerhedsrådets stormagter og specielt USA svigtede. Man lagde ikke det nødvendige pres, og i stedet eskalerede krigen til et punkt, hvor FN's observatører i juni 2012 måtte give op, fordi arbejdet var for farligt. I august opgav Kofi Annan forsøget på at finde en fredelig løsning.

Fem års ekstrem borgerkrig kunne være undgået. Og den syriske civilbefolkning ville være sparet for ekstreme lidelser. Prisen havde været, at Assad og hans styre kunne fortsætte. En pris, som man også betalte på Balkan, da Milosevic blev siddende en tid trods ansvaret for krigsforbrydelser.

Maksimale diplomatiske anstrengelser gennem FN er civilbefolkningens bedste beskyttelse.

 

Debatindlægget er også bragt i Politiken den 22. december 2016