1. januar 0001

Kære Kristian Jensen

Hold fast i det langsigtede udviklingsarbejde! Sådan lyder det fra 43 danske civilsamfundsorganisationer under Globalt Fokus i et åbent brev til udenrigsminister Kristian Jensen. Flygtningekrisen, vi oplever lige nu, har tydeliggjort behovet for hjælp og har gjort udviklingsbistandens betydning og dilemmaer meget konkrete. På trods af en stigende erkendelse af vigtigheden i at håndtere de aktuelle kriser, er det mindst lige så vigtigt at adressere årsagerne til kriserne.

Mandag den 21. september 2015

 

 

Vi skriver til dig, fordi regeringen i disse dage lægger sidste hånd på et finanslovsudspil, der kræver svære prioriteringer. Det sker, mens verden er ramt af krige, klimakrise, den værste flygtningesituation siden Anden Verdenskrig og en hastigt stigende migration væk fra håbløse livsbetingelser. I den svære tid opfordrer vi til at fastholde niveauet for udviklingsbistand.

Flygtningestrømmene til Europa giver Danmarks befolkning et indblik i, hvordan problemer i verden griber ind i vores eget liv. Det gør mange mennesker alvorligt bekymrede, og Danmarks internationale ageren og ansvar fylder i samtaler og medier. Udviklingsbistandens betydning og dilemmaer bliver pludselig meget konkrete, og vi oplever en stigende erkendelse af, at det er vigtigt at håndtere de aktuelle kriser, men at det er mindst lige så vigtigt at angribe årsagerne til disse kriser.

Udviklingsbistanden er et vigtigt instrument, både når det gælder om at forebygge flygtninge- og migrationsstrømme - ved at bekæmpe fattigdom, promovere menneskerettighederne og dermed skabe værdige livsbetingelser for mennesker i fattige lande - og når det gælder om at hjælpe mennesker på flugt og de nærområder, hvor de søger tilflugt.

Den aktuelle flygtningesituation lægger pres på fordelingen imellem den langsigtede indsats og den øjeblikkelige nødhjælp. Vi vil gerne opfordre dig til at holde fast også i det langsigtede arbejde. Det er afgørende at fastholde den langsigtede indsats, som er med til at forebygge fremtidige flygtningesituationer.

Derfor opfordrer vi dig og din regering til at vise, at I er parate til at tage ansvar: Fasthold niveauet i udviklingsbistanden i finansloven for 2016.

Derudover har vi tre forslag:

Katastrofeindsatser er dyre. Derfor opfordrer vi også til at styrke muligheder for at løse kriser og håndtere katastrofer. Derfor er der grund til at se kritisk på den strenge opdeling mellem nødhjælp og udvikling. Det er en alt for dyr og ineffektiv måde at støtte i udviklingslande.

Vi vil også opfordre dig til at se på, hvor Danmark kan gøre den største forskel i at bidrage til demokratisk udvikling og støtte opbyggelsen af demokratiske og bæredygtige stater i udviklingslande. Menneskerettighederne, organisationsfrihed og det demokratiske rum er under angreb mange stede. Et stærkt civilsamfund er en forudsætning for folkelig inddragelse og bæredygtige, stabile samfund. Vi opfordrer derfor til at øge støtten til civilsamfund i Syd.

Vi oplever alle, at vi står i en brydningstid med store kriser, men også med store muligheder. Der er behov for nytænkning, og vi er parate til fordomsfrit at se på, hvordan Danmark bedst deltager i internationalt samarbejde og er i front for arbejdet med at beskytte de mest sårbare og udsatte grupper. Vi opfordrer derfor til en tæt dialog med folkelige organisationer om dette.

 

Med venlig hilsen,

3F ● AIDS-Fondet ● AXIS ● CARE ● Danmark CISU - Civilsamfund i Udvikling ● Danmission ● Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU) ● Danske Handicaporganisationer (DH) ● FAIR Danmark ● FIC ● Folkekirkens Nødhjælp ● Ghana Venskabsgrupperne ● Globalskole.dk ● IBIS ● International Aid Services ● IWGIA ● Landsforeningen LEV ● Mission Øst ● Plan International Danmark ● Salaam Film & Dialog ● Solens Børn ● VedvarendeEnergi ● WWF ● ADRA Danmark ● Aktion Børnehjælp ● BØRNEfonden ● Caritas Danmark ● Danmarks Lærerforening ● Dansk Flygtningehjælp ● DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd ● DIGNITY ● FN-forbundet ● Genvej til Udvikling ● Globale Læger ● Globalt Fokus ● Initiativet for Handel og Udvikling ● International Børnesolidaritet ● Kvindernes U-landsudvalg (KULU) ● Mellemfolkeligt Samvirke ● MUNDU - center for global dannelse ● Red Barnet ● Sex & Samfund ● Ulandshjælp fra Folk til Folk - Humana People to People - - UFF-Humana ● Verdens Skove