Kulturarv, bæredygtig udvikling og skak for tre

Af Andreas Hansen, FN-forbundet

Ecomuseer som bidrag til lokal bæredygtighed

Når forskellige nationaliteter mødes, er der altid mange pudsigheder at berette om. Det er derfor fristende at gå i gang med mere deltaljerede beskrivelser af rumæneres frustration over at blive forbundet med Bram Stokers Dracula, hvorfor en brasilianer flytter til Svalbard, og hvordan repræsentanter fra Franske Guyana ikke lader sig imponere over et område med 200 forskellige fuglearter (hvor jeg kommer fra er der mere end 700 arter, Andreas...) m.m.

Men selvom et formål med EU-projektet naturligvis også er kulturudveksling, vil jeg lade sådanne beskrivelser vente til en anden god gang og i stedet fokusere på Ecomuseumstanken, der på mange måder er grundstenen for arbejdet med udvikling i de omtalte polske lokalområder.

Kort fortalt går ideen bag Ecomuseer ud på, at et givent lokalområde arbejder med at udvikle en øget bevidsthed om den lokale kulturarv - herunder lokale produkter og håndværk - som udgangspunkt for den videre udvikling af lokalområdet. En del af dette indebærer formidling af kulturarven, men med afsæt i, at denne formidling sker bedst i de lokale omgivelser gennem kontakt med lokale borgere.

Derfor arbejdes der meget med at inddrage producenter af lokale produkter, ligesom der afholdes praktiske workshops o.l., hvor besøgende (turister) på egen krop afprøver nogle af de produktionsmetoder, der anvendes. Ønsket er, at der herved skabes en lokalkulturel bevidsthed, som fremmer det lokale engagement i udviklingen af en langsigtet og bæredygtig udvikling af lokalområdet frem for fokus på mere kortsigtede tiltag som fx en forlystelsespark rettet mod masseturisme.

Personligt nærer jeg stor sympati for tankegangen, og det var inspirerende at se, hvor optaget mange af de lokale var af deres lokalområde, hvilket fx kom til udtryk i fremvisning af særlige typehuse i Lanckorona og den særlige polske karpe (fisk) i den såkaldte "Karpedal". Der er ingen tvivl om, at større forståelse for lokal udvikling også fører til større forståelse for udvikling i bredere forstand (herunder naturmiljø), hvilket man jo som repræsentant fra FN-forbundet kan håbe ender med den form får både lokal og global bevidsthed, der et eller andet sted er drømmescenariet. Samtidig kan jeg ikke lade være med at nære en vis tvivl vedrørende, om projekterne vil være økonomisk bæredygtige den dag, der ikke længere er medfinansiering fra EU. Såfremt arbejdspladser o.l. ikke kan opretholdes uden EU-støtten, kan det ikke afvises, at den lokale kulturbevidsthed vil blive udfordret af mere klassiske og kortsigtede erhvervstiltag.

Kort om skak for tre

Jeg bliver nødt til også at give en kort omtale af ekspeditionens møde med producenten af skak for tre (patenteret). Skak for tre er udtænkt af en polsk professor som en billedliggørelse af opgøret med en bipolær verdensorden. Ved at indføre en tredje part i et skakspil og en regel om at to parter taber, selvom det kun er den ene part, der er skakmat, reduceres mulighederne for udbredelse af "ondskab". Dette skyldes, at det hele tiden vil være i en af parternes interesse at neutralisere spillet, når en anden part er ved at blive sat skakmat. På den måde vil den aggressive part have sværere ved at gennemføre sine erobringsplaner.

Skak for tre er en sjov måde at drøfte konfliktløsning ud fra. Spillets svaghed i filosofisk forstand er dog, at grundpræmissen fortsat er, at der skal findes en sejrherre, som findes ved nedbrydelse af to andre parter. Omvendt er det jo netop illustrationen af vigtigheden af FN, for hvis der reelt skal skabes fred, er der behov for en part, der spiller alene med dette mål for øje. Derfor har jeg købt et skakspil med hjem, som kan anvendes til formidle vigtigheden af FN. Måske står et samarbejde med Dansk Skoleskak for døren.

Efter en lang vandring på det polske bjerg Babia Gora ("Den skøre kvindes bjerg") trænger de rejsende til en snitzel.