Har vi virkelig kun råd til os selv?

Ugen før var FN-forbundet medunderskriver på fællesudtalelse  fra Globalt Fokus Dansk udviklingsbistand undermineres, der nu er fulgt op af kampagnen  En politikerskabt humanitær katastrofe.

For mindre end 15 år siden, ved årtusindskiftet, havde Danmark råd til at hjælpe verdens fattigste lande til en bedre udvikling.

Vi havde også ressourcer til at sætte ind over for verdens natur- og menneskeskabte katastrofer og til at bistå i kampen for at mindske de miljø- og klimaproblemer, der vokser dag for dag verden over.

Danmark gik foran, og Danmark var internationalt respekteret for sin indsats. Siden er Danmark blevet meget rigere, men ifølge regering og folketing har Danmark nu ikke længere råd.

Det kan ikke være rigtigt.

I 2001 GAV Danmark 12,8 milliarder kroner i udviklingsbistand og 950 millioner kroner i såkaldt Mifresta-bistand, blandt andet til miljø, klima og fredsskabende indsatser.

Tilsammen udgjorde bistanden mere end 1,1 procent af Danmarks bruttonationalindkomst (bni), men Folketinget og regeringen ville gøre endnu mere. Folketinget havde vedtaget, at den særlige Mifresta-bistand i 2005 skulle nå 0,5 procent af Danmarks bni, mens udviklingsbistanden fortsat skulle være på 1 procent.

I alt skulle dansk international bistand nå 1,5 procent eller et samlet årligt beløb på omkring 20 milliarder kroner i datidens priser. I 2014-priser ville bistanden være tæt ved 30 milliarder kroner, eller næsten det dobbelte af, hvad Danmark nu yder.

Danmark var langtfra så rigt som i dag. Og danskerne havde ikke så mange penge. Danske politikere tænkte blot mere langsigtet og mere generøst og solidarisk. Og fordi de gik foran og satte et globalt moralsk kompas, var der folkelig opbakning til det.

Det, der er skabt med dansk udviklingsbistand, er bygget op over 50 år. Målet har været at hjælpe fattige mennesker til en social og økonomisk udvikling, der gør det muligt for dem at få et rimeligt liv, der hvor de bor. I dag tales der meget om at sende flygtninge til nærområder. Bistandens sigte er at skabe muligheder i fattige menneskers egne nære områder i verdens fattigste lande. Ikke alt er gået efter planerne, men for millioner af mennesker har bistand været afgørende for uddannelse, sundhed og bedre livsvilkår.

Det kan ikke være rigtigt, at svaret på denne udvikling er, at Danmark vender sig indad mod sig selv og siger, at vi ikke længere har råd til verden

Det er til gengæld blodig ironi, at den nuværende krise for bistanden især er skabt af en dramatisk øget flygtningestrøm fra Syrien på grund af en konflikt, der blandt andet udspringer af Irakkrigen, hvor Danmark deltog som krigsførende nation. Den danske krigsdeltagelse havde sit udgangspunkt i en helt anden logik end den, der har skabt udviklingsbistanden. Denne som andre krige gjorde det umuligt for millioner af mennesker at leve deres liv, der hvor de var født og vokset op. De blev flygtninge.

Siden årtusindskiftet er det gået ned ad bakke med dansk langsigtethed og solidaritet. Den særlige miljø- og klimabistand blev allerede skåret helt væk af VK-regeringen, og udviklingsbistanden blev derudover reduceret voldsomt.

Den lå i VK-regeringens periode på mellem 0,8 og 0,9 procent af Danmarks bni. Regeringen Thorning-Schmidt lovede i regeringsgrundlaget at øge andelen, men det er ikke sket og sker slet ikke nu. Udviklingsbistanden har under SR- og S-R-SF-regeringerne i gennemsnit været lidt lavere end under VK, og fra 2015 falder den egentlige udviklingsbistand nu dramatisk.

Den samlede årlige bistand ventes i 2014 at blive på lidt over 16 milliarder kroner. Hvis skiftende regeringer blot havde fastholdt niveauet fra 2001, ville beløbet have været tæt ved 22 milliarder kroner årligt. Og hvis Folketinget havde fulgt sin egen beslutning om at nå op på 1,5 procent i samlet bistand, ville dagens niveau have været på over 29 milliarder kroner.

Selv hvis regeringen kun havde fastholdt niveauet fra 2001, ville der have været penge både til den langsigtede indsats for verdens fattige, til ekstra indsatser til bekæmpelse af epidemier som ebola og andre kriser, og der ville også have været penge til en ekstraordinær flygtningesituation i Danmark. Havde regeringen fulgt folketingsbeslutningen om at øge til 1,5 procent, kunne Danmark for alvor have vist vejen for andre rige lande i verden.

De seneste år har været præget af økonomisk krise, men nedskæringerne startede længe før, mens opsvinget havde fuld fart. Regering og Folketing var blot ikke længere parate til at gå foran i kampen for en bedre verden. De drejede øjnene indad og væk fra verden.

Konsekvenserne har længe kunnet ses i praksis, og de truer nu selve grundlaget for udviklingsbistanden.

Der er slet ikke de ekstra penge til klimaindsatser, som skiftende danske regeringer har lovet. Der er ikke tilstrækkeligt med penge til katastrofeindsatser. Og der er færre penge til verdens fattigste lande. Afrika modtager allerede i dag mindre udviklingsbistand, end da udviklingsministeren hed Ulla Tørnæs og kom fra Venstre. Med regeringens bebudede beskæringer bliver det langt værre til næste år. Regeringens meldinger er, at det især er bistanden til Afrika, der må holde for, når der skal skæres 2,5 milliarder kroner.

Verdenssundhedsorganisationen WHO og andre FN-organisationer kæmper mod ebolaepidemien, men der mangler i uhyggelig grad penge. Danmark har ydet mindre end andre skandinaviske lande, fordi der ikke er penge nok på kontoen. Nu bliver der færre.

FN og hele det internationale bistandssystem er præget af pengemangel. Verden har brug for et stærkt FN, men beskæringer i bevillinger svækker det.

Når det gælder humanitært engagement i verden, er dansk politik præget af løftebrud, indadvendthed og kortsigtethed

Krigene i Mellemøsten skaber millioner af flygtninge, og Danmark har et medansvar. Regering og Folketing søger at inddæmme Danmark, men der er ikke de nødvendige penge til realistiske internationale indsatser.

Skiftende statsministre, og meget markant tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, har lovet, at den globale indsats mod klimaforandringer vil føre til, at de rige lande, og herunder Danmark, giver nye og såkaldt additionelle (altså ekstra) midler til globale klimaindsatser. Han gav løftet ved klimatopmødet i København, og han har siden gentaget det. Men han er for længst rendt fra sit løfte.

Verden skal i FN snart sætte nye bæredygtige udviklingsmål for tiden efter 2015. Det er afgørende for verdens fremtid, at det bliver ambitiøse mål, som drejer verden ind på en mere ansvarlig klimakurs. Det bliver svært, og opfyldelsen bliver dyr. Men Danmark vil ikke have de nødvendige midler.

Den nuværende statsminister, Socialdemokraterne, de radikale og SF'erne er allerede rendt fra deres løfter i regeringsgrundlaget om gradvis at bringe den danske bistandsprocent i vejret. Hvis regeringen blot gradvis, som lovet, havde bragt bistandsprocenten tilbage til 1 procent, ville der til næste år have været over 3 milliarder kroner mere til rådighed.

Det er mere end de milliarder, regeringen nu mangler til den ekstraordinære flygtningemodtagelse på grund af Syrien-krigen. Det kunne være finansieret af dette ekstra beløb. I stedet vil regeringen beskære den allerede hårdt beskårne udviklingsbistand med yderligere 2,5 milliarder kroner til at finansiere asylmodtagelse. Den reelle fattigdomsorienterede udviklingsbistand kommer dermed langt under, hvad FN anbefaler.

Når det gælder humanitært engagement i verden, er dansk politik præget af løftebrud, indadvendthed og kortsigtethed. For alle de problemer, vi ikke løser nu, har det med at vokse. Ikke mindst klimaproblemet.

Der er andre lande, der gør det dårligere, siger danske politikere. Det er rigtigt. Men der var engang, hvor danske regeringer og politikere gerne ville sætte en højere international standard og skabe respekt om Danmark ved at gøre mere end andre. Med respekten kom også øget indflydelse.

I Dansk Udenrigspolitisk Årbog fra 1997 beskrev Per Fischer fra Statsministeriet den danske politik som et udtryk for »blød sikkerhedspolitik«. Vi brugte mere på de bløde langtrækkende civile elementer end på militær og krigsindsatser.

I dag er den bløde sikkerhedspolitik væk. Det bløde område er præget af nedskæringer. Det hårde område, militæret, er derimod præget af, at Danmark gerne vil være blandt de første til at stille militær i verdens brændpunkter. Fra årtusindskiftet og frem voksede militærudgifterne, mens bistanden blev beskåret. Det seneste forsvarsforlig har reduceret de militære udgifter, men de samlede årlige forsvarsudgifter er alligevel flere milliarder kroner højere end de civile bistandsudgifter. Politikerne har prioriteret væk fra det bløde område.

Afrika modtager allerede i dag mindre udviklingsbistand, end da udviklingsministeren hed Ulla Tørnæs og kom fra Venstre

Militær kamp kan være en nødvendighed, men da man talte om dansk blød sikkerhedspolitik, talte man også om, hvor Danmark har sine kernekompetencer. Opfattelsen var gennem næsten 50 år, at Danmarks kompetencer rækker længere i fredsindsatser og udvikling end i krig.

Samtidig med at bistandsområdet er ramt af nedskæringer, skal det finansiere flere og flere nye indsatser. Der går flere penge til dansk erhvervsfremme. Det kan være godt som et supplement, men må aldrig være et selvstændigt formål.

Der går flere penge til følgeindsatser, der hvor vi fører krig, ikke mindst i Afghanistan, og mere vil komme. Samtidig betyder krige og epidemier (ebola), at der går flere penge til nødhjælp i katastrofesituationer. Allerede inden regeringens seneste beslutning om at skære blev der brugt omkring 1 milliard kroner af bistanden årligt til finansiering af asylmodtagelse. Kernen i udviklingsbistanden har været under udhuling længe.

Det er grunden til, at de fattige lande får mindre egentlig udviklingsbistand end før. Også selv om alle ved, at for eksempel langsigtede uddannelses- og sundhedsindsatser virker - og vil være med til at dæmme op for sygdomsepidemier.

Et af problemerne i Vestafrika er den lave uddannelses- og sundhedsstandard, som øger problemerne og vanskeliggør indsatsen mod ebola. Epidemien var ikke kommet ud af kontrol, hvis almindelige mennesker i de vestafrikanske lande generelt havde været sundere og mere oplyste.

Fortsætter udviklingen, ender det med, at bistanden alene går til nødhjælp, erhvervsindsatser og indsatser i Danmark.

Og udviklingen vil fortsætte og blive værre endnu, hvis Danmark får en ny V-ledet regering. Venstre har bebudet yderligere nedskæringer på 2,6 milliarder kroner. Bistanden (inklusive asylmodtagelse og klimabistand) skal ned på 0,7 procent fra de nuværende 0,83 procent, så det står i hvert fald helt klart for enhver, at Lars Løkke Rasmussen er løbet fra det klare løfte, han gav om, at der skulle findes ekstra midler til en global klimaindsats.

Sker disse yderligere beskæringer, vil det reelt betyde, at en periode på omkring 50 år er forbi. Det var den periode, hvor Danmark var parat til at hjælpe fattigere lande til en bedre økonomisk og social udvikling.

Der vil stadig være mange penge, hævder Venstre. Ja, men det voksende antal kriser vil øge behovet for nødhjælp taget fra en pose penge, der er langt mindre, og som går til en lang række formål, der reelt ikke har med fattigdomsorienteret langsigtet udviklingsbistand at gøre. Den stadig tættere danske involvering i verdens krige vil kræve flere civile følgeindsatser, og det voksende antal flygtninge vil yderligere udhule bistandsmidlerne. Samtidig vil erhvervslivet naturligvis ønske endnu flere penge og formentlig få dem.

Går det sådan, er en æra forbi i dansk udenrigspolitik. Den varede fra begyndelsen af 1960'erne til nogle år ind i det nye årtusinde.

Men sådan må det ikke gå. Trods krise er Danmark langt rigere i dag end tidligere. Forbruget er større. Menneskers rejselyst og viden om globalisering er større. Det kan ikke være rigtigt, at svaret på denne udvikling er, at Danmark vender sig indad mod sig selv og siger, at vi ikke længere har råd til verden. Vi har kun råd til os selv.

Det kan frigive nogle penge på kort sigt. Men på lidt længere sigt bliver det meget dyrt. Også for det danske samfund, der økonomisk, socialt og politisk har haft utrolig gavn af den danske foregangsrolle på dette område.

Vagn Berthelsen, Ibis.
Birgitte Qvist-Sørensen, Folkekirkens Nødhjælp.
Mads Flarup Christensen, Greenpeace Norden.
Niels Tofte, Care.
Frans Mikael Jansen, Mellemfolkeligt Samvirke.
Christian Ege, Det Økologiske Råd.
Bjarne B. Christensen, Sex og Samfund.
Janice Førde, Kvindernes U-landsudvalg KULU
Torleif Jonasson, FN-Forbundet.

 Kronikken er bragt i Politiken den 4. november 2014