1. januar 0001

Fokus på uddannelse – sammen med dig!

I denne uge er det International Uge for Uddannelse – og uddannelse og videnformidling er noget vi er glade for hos FN-forbundet. FN-forbundets skoletjeneste, der har base i både Aarhus og København og snart i Aalborg, består overvejende af unge studerende, som laver rollespil og oplæg til folkeskoler, gymnasier og højskoler, og som er med til at give eleverne en forståelse for verdenssituationen og internationale forhold - og ikke mindst en bevidsthed om den globale verden, vi er en del af. Alt sammen med udgangspunkt i FN's arbejde med klima, udvikling, menneskerettigheder samt fred og konfliktløsning. Det handler om frivillighed, det handler om formidling og selvfølgelig - FN!

Skoletjenesten

Skoletjenesten arbejder med at udvikle og afholde undervisning om FN´s arbejde og international politik og varierer undervisningen med spændende rollespil om internationale problematikker, der hjælper elevernes forståelse for internationale forhold gennem leg og læring. Gennem (mini)Model United Nations får eleverne åbnet øjnene for, hvorfor arbejdet i Sikkerhedsrådet kan være udfordrende og hvilke problematikker landene står overfor. Udover skolebesøg arbejder Skoletjenesten med at udvikle spillene og holde informationsaftener for underviserne, så de bliver endnu bedre!

 

Og hvad med dig?

Vi er altid på udkig efter engagerede, udadvendte og kvalificerede instruktører. Ved at være underviser hos Skoletjenesten kan du få skærpet dine evner til at formidle komplekse problemstillinger. Du kommer til at arbejde med international politik i samspil med unge på en supersjov måde. Arbejdet er frivilligt, men skolebesøg udløser et mindre honorar, så du kan tjene lidt ekstra ved siden af SU'en. Du behøver ikke være ekspert i FN-systemet eller have undervisningserfaring. Hvis du blot er interesseret i at arbejde med formidling om FN og verden, så skal vi nok lære dig resten!  Blandt andet ved at starte med en studietur til FN-byen allerede til maj.

 

Vi glæder os til at se dig den 29. april! Tilmeld dig på Facebook

 

Du kan se introduktionsvideoen fra TV Midtvest om Mini Model United Nations.