1. januar 0001

Der er brug for en upartisk og neutral FN-styrke i Ukraine

Udtalelse fra FN-forbundets Repræsentantskab den 26. april 2014

rep

 

Med Geneve-aftalen af 17. april 2014 har Ukraines regering med støtte fra Rusland, EU og USA skabt en ny åbning for en fredelig løsning.

FN-forbundet konstaterer med tilfredshed, at OSCE har en central rolle i afvæbningen af de bevæbnede grupper i Ukraine. Desuden mener FN-forbundet, at der er brug for at indsætte en upartisk og neutral FN-styrke i samarbejde med den aftalte OSCE-mission. En sådan styrke kan skabe sikkerhed i forbindelse med afvæbning af bevæbnede grupper, kontrol med trafik og infrastruktur og danne grundlag for implementering af Geneve-aftalen.

FN-forbundet opfordrer de relevante internationale organer, herunder især FN og OSCE til at gøre deres yderste for at hindre, at konflikten eskalerer til fare for fred og sikkerhed i Europa. Ukraines suverænitet skal sikres, hvad der bl.a. indebærer, at Krims status afgøres indenfor folkerettens rammer.

Der er også behov for, at Ukraine hjælpes økonomisk på fode, og for at landet får bistand til at udvikle et demokratisk retssamfund med respekt for menneskerettigheder - ikke mindst rettigheder for nationale og religiøse mindretal. En fredelig og demokratisk afvikling af præsidentvalget den 25. maj er i den forbindelse et vigtigt skridt på vejen.

 

>> Læs den længere udtalelse her