1. januar 0001

Mere Danmark i verden - en debat

527709
UN Photo/ JC McIlwaine

 

 

Kommentar af Bjarke Zinck Winther, formand for FN-forbundet Nordjylland. Følg kredsen på Facebook eller Twitter

 

Dette er titlen på oplægget fra Udenrigsminister Martin Lidegaard (B) og Handels - og Udviklingsminister Mogens Jensen (A). Med en mindre ændring af titlen fremstår det, hvilken fare, jeg mener, der er forbundet med den konstruktion af debatten, som den ovennævnte titel indeholder. Det er lige før, at titlen kunne have været "Mere Danmark i verden end debat". Som jeg kort vil forklare nedenfor, er der i debatoplægget, eksemplificeret i titlen, en fare for en for høj grad af fokus på danske interesser.

Initiativet fra de to ministre er beundringsværdigt og signalerer hensyntagen til det demokratiske grundprincip om folkelig styring af politik. FN-forbundet Nordjylland bakker fuldt ud op om initiativet, da et af vores højeste ønsker er en højere grad af offentlig debat om internationale forhold og relationer. Vi opfordrer alle til at blande sig i debatten. I forlængelse af denne opfordring ønsker jeg at gøre opmærksom på en side af debatoplægget, som det er vigtigt at være opmærksom på for at undgå visse faldgruber.

Mere Danmark end verden

Et debatoplæg, der konstrueres som en måde, hvorpå offentligheden kan få mere eller mindre direkte indflydelse, indeholder en risiko for, at rammerne om denne konstruktion som oftest ikke vil blive debatteret nok, da offentlig indflydelse, grundet dens demokratiske signalværdi, opfattes overvejende positivt. Postulatet, der hermed fremføres, og som den ovenstående "farlige" omskrivning af den originale overskrift afspejler, er, at rammerne for debatten gør, at netop rammerne for dansk indflydelse i verden ikke bliver diskuteret. 'Mere Danmark i verden' bliver således lanceret som et projekt, der skal fremme danske interesser. Dette retfærdiggøres af, at disse danske interesser konstrueres som værende en (kommende) repræsentation af både danske politikeres interesser og den danske offentligheds interesser qua den åbne debat. Titlen 'Mere Danmark i verden' afspejler en fortælling om et samlet Danmark (politikere og offentlighed) og en agenda omhandlende først og fremmest danske interesser.

Danske politikeres funktion er naturligvis at varetage danske interesser, men dette indlægs anke er, at denne præmis godt kunne være mere til diskussion, end debattens titel lægger op til. Dette især fordi mere 'verden' i Danmark faktisk er en virkelighed, vi alle bør indstille os på, og fordi en debat om, hvordan danske interesser bør defineres, også er tiltrængt. Det kan eksempelvis nævnes, at ministrenes debatoplæg synes at favorisere øget dansk kontrol med danske midler frem for at have tillid til en mere multilateral tilgang. Dette stemmer overens med, at dansk udviklingsbistand generelt har bevæget sig fra en 50/50 % - fordeling til en 75/25 % - fordeling mellem henholdsvis bilateral og multilateral kanalisering. Dette reflekterer formodentlig en tættere sammenkøring mellem dansk udenrigspolitik og dansk u-landsbistand. Hvad er der blevet af den fattigdomsfokusering, som ellers har været et kendemærke for dansk udviklingspolitik? Tidligere var det overordnede spørgsmål, hvad der gavnede de fattige befolkninger.

What's in a name?

For at forstå at titlen på et debatoplæg har en vis betydning, kan det overvejes, hvilke signaler andre titler på debatoplægget ville have sendt. Eksempelvis titlen 'Mere Danmark til verden ' eller titlen 'Mere af Danmark i verden'. Den første lyder umiddelbart som en konstruktion, der lægger op til fokus på udviklingsbistand, og i den anden konstrueres Danmark som en mere fleksibel enhed i modsætning til den valgte titel, hvori Danmark præsenteres som en enhed af enighed og med det førnævnte fokus på danske interesser. Det er naturligvis ikke kun en titel, der skaber rammerne for den efterfølgende debat, men også hvordan debatten indledes.

I det skriftlige debatoplæg skriver Martin Lidegaard: "Vi skal turde prioritere og stille spørgsmålstegn ved vores mål og fokusområder. Det vil vi gerne have danskernes indspark til, inden vi kommer med vores bud på udenrigspolitiske visioner. Det handler om, hvilken verden vi ønsker."

Dette udsagn understreger den grad of nationalt fokus, der dominerer oplægget. Selvfølgelig skal danske ministre koncentrere sig om og berette om det danske fokus og den danske tilgang, men det bør ikke udelukkes, at fokus ligeså godt kunne være, hvilken verden der er bedst for de lande/områder, vi ønsker at påvirke, med vores udenrigspolitiske tiltag, frem for "hvilken verden vi ønsker".

Mogens Jensen udtaler i samme skriftlige oplæg: "Vi skal vise vores solidaritet ved at hjælpe folk i nød, være konsekvente og handlingsorienterede, når udviklingen går den forkerte vej. Vi skal stå fast på de værdier, vi tror på, og samtidig styrke den danske økonomi og sikre arbejdspladser herhjemme gennem et stærkt internationalt engagement. Men vi har brug for en bred og folkelig debat om hvordan."

Hertil kunne det kritisk spørges, om der evt. kunne være nød et sted, hvor også udviklingen gik den forkerte vej, så det dermed krævede et værdimæssigt kompromis at afhjælpe situationen? En dansk minister skal naturligvis afspejle sin rolle som repræsentant for nationalstaten Danmark, men det bør også huskes, at netop en minister har muligheden for at påvirke os danskere til at tænke mere globalt, hvilket ikke nødvendigvis er i tråd med at stå fast på danske værdier.

Globalt ansvar, tak

Essentielt er der ikke tale om en global tankegang, når udgangspunktet er vores værdier, og hvad vi ønsker. Fokus i denne kampagne kunne sagtens have været globale værdier og ønsker. Som nævnt er anken ikke mod de to ministres initiativ. Der, hvor faren er til stede, er, når de/vi tror, at en debat er åben, blot fordi den er offentlig. Dette kan ske, hvis vi ikke anerkender, hvordan et debatoplæg og en titel konstruerer ret faste rammer for debattens forløb og ikke mindst for dens konklusioner. Når der tænkes på 'Mere Danmark i verden', bør det eksempelvis huskes, at den udenrigspolitiske linje, som de to ministre angiveligt vil lade influeres af denne debat, ender med at have langt større konsekvenser for mennesker bosiddende udenfor end indenfor rigets grænser.

Debatoplægget er bygget på den overordnede præmis, at vi i Danmark har evnerne og overblikket til at vælge "den korrekte" udenrigspolitik (med alt hvad det indebærer af sikkerhedspolitik, udviklingsbistand osv.). Hvis ikke historiens hvisken om den danske evne til at vælge rigtigt angående 'Mere Danmark i verden'/udenrigspolitiske valg kan overbevise os om, at dette ikke altid er tilfældet, så bør vi opveje vores befolknings størrelse mod et organ, hvor et langt større antal er repræsenteret, nemlig FN er ikke perfekt, men FN er unik, som Mogens Jensen også selv skrev i debatten d. 22.9.2014, og hans blogindlæg om FN's værdi for verden synes at være et forsøg på at trække debatten i en god retning. Dog ændrer det ikke ved, at tonen i debatoplægget stadig nemt kan opfattes som værende fokuseret på danske interesser. Dette vil derfor højst sandsynligt blive debattens omdrejningspunkt, selvom det burde være globale interesser.

Afslutningsvis kan der moduleres med titlen igen for at understrege dette indlægs anke. Forestil dig, at det stadig var utvetydigt, at det var Danmarks internationale ageren, der skulle debatteres, men at titlen i stedet var 'Mere retfærdighed i verden', 'Mere lighed i verden' eller endog 'Mere samarbejde i verden'. I disse tænkte eksempler er det ikke svært at lokalisere, hvad omdrejningspunktet i debatten højst sandsynligt ville blive, nemlig retfærdighed eller lighed eller samarbejde. Se så igen på den valgte titel 'Mere Danmark i verden' og spørg dig selv, om der her konstrueres et nationalt eller et internationalt fokus.

Hermed opfordres der til, at vi deltager i debatten med anerkendelse af det fornuftige demokratiske skridt, der er taget, og samtidigt med formålet at involvere multilateralisme og globalisme i debatten om den danske udenrigspolitik med alt, hvad denne indebærer.

 

 

>> Bland dig i debatten
på Twitter #DKiVerden