De rige lande har svigtet målet om globalt partnerskab

Ifølge Camilla Brückner, er Mål et til syv hovedsagelig møntet på og forpligter udviklingslandene, mens mål otte forpligter de rige lande til at hjælpe de fattige gennem bl.a. øgede bistandsmidler, gældssanering og handelspolitikker, der også kommer de fattige lande til gavn.

I arbejdet med den nye udviklingsramme efter 2015 bliver der set på erfaringerne med 2015-målene. Der er gjort store fremskridt inden for mål et til syv gennem de sidste 12 år. Men der har været mere begrænset fremskridt at spore under mål otte.

Ifølge OECD er udviklingsbistanden faldet med 6 procent siden 2011. Kun 5 lande lever i dag op til bistandsmålet på 0,7 procent af BNP (Norge, Sverige, Luxembourg, Danmark og Holland). Gældssanering er kun delvist indfriet, og når det kommer til handelspolitikker og patentlovgivning, er fremskridtene meget beskedne.

Lone Loklindt Udviklingsordfører fra det Radikale Venstre og medlem af FN-forbundets Folketingsgruppe er enig med Brückner. De rige lande har svigtet målet om globalt partnerskab.

Ifølge Loklindt kan de fleste udfordringer løses, hvis der er viljen til det. Vi har et fælles ansvar, men det må være de bredeste skuldre, der må bære mest. Vi må ikke nøjes med at komme halvt i mål, men istedet bestræbe os på at komme helt i mål. Endvidere fremhæver Loklindt fem temaer, som bør prioriteres:

• Kvinders ligestilling, lige adgang til uddannelse og deltagelse i samfundslivet og kvinders ret til at bestemme over egen krop og ret til selv at bestemme, hvor mange børn de vil have, hvornår og med hvem. Der er desværre lang vej, men status quo er helt uacceptabel. Kvinders ligeret har betydning for hele samfundet, for økonomien, for befolkningsdynamikker og for næste generations uddannelse - altså rigtig vigtigt for bæredygtig udvikling.

• Bekæmpelse af ekstrem fattigdom og ulighed. Der er brug for jobskabelse gennem inklusiv vækst. Ungdomsarbejdsløshed er en trussel mod velfærd og fremtidsmuligheder for meget store generationer. Lige nu forbruges jordens ressourcer meget ulige, og i de enkelte lande er der brug for en mere fair fordelingspolitik, hvad angår såvel indkomst som adgang til ressourcer. Mellem lande er der brug for mere fair handelsbetingelser.

• Miljø og klima skal have høj prioritet. Klimaforandringer og miljøkatastrofer rammer skævt. Verdens ressourcer er knappe og meget ulige fordelt. Visse ressourcer er globale goder, som skal være økonomisk tilgængelige for alle. Det gælder adgang til rent vand, bæredygtig energi, lokal fødevareproduktion og rent miljø fri for gift og skadelige kemikalier.

• Konfliktforebyggelse og stabilitet er en forudsætning for bæredygtig udvikling. Det er mere og mere anerkendt, at krig, konflikt, politisk ustabilitet og manglende retssikkerhed er ødelæggende for positiv udvikling. God regeringsførelse, beskyttelse af befolkningens rettigheder, tryghed og fred er en forudsætning for at skabe udvikling og velfærd.

• Skattely og skatteflugt skal bekæmpes gennem større åbenhed mellem lande og krav til virksomheder. Men nye finansieringskilder til udvikling er også nødvendige. Om det skal være tobinskat, CO2-afgifter eller helt nye metoder, må vi vente på, men det er en bunden opgave.

Statusrapporten fra "FN's High Level Panel on post 2015 development agenda", kommer i slutningen af maj, og den gør ikke kun status over de eksisterende 2015-mål, men lægger også klare sigtelinjer ud for det videre arbejde med nye mål. Danmark og EU har en vigtig opgave i at øve indflydelse og gerne gå forrest. (kilde Altinget.dk)