Ny indsats mod global fattigdom er nødvendig

Også bragt i Politiken den 10. juni 2013

Det er blevet vanskeligere at hjælpe verdens fattige. Da verdens regeringsledere i år 2000 satte som mål at halvere den globale fattigdom inden år 2015, var det relativt let at sigte på indsatser i de allerfattigste lande.

Det lykkedes tildels, og Kinas vækst betød derudover, at antallet af ekstremt fattige kinesere blev reduceret med flere hundrede millioner. Derfor mener FN's statistikere stort set, at målet er nået, når man taler om andelen af ekstremt fattige globalt.

Nu diskuterer verden nye målsætninger til afløsning af 2015-målene, men i dag lever flertallet af de omkring 1,3 milliarder ekstremt fattige i mellemindkomstlande og altså ikke i de fattigste lande. Og en EU-rapport fastslår, at uligheden i de enkelte lande siden år 2000 er vokset i de fleste dele af verden. Fattigdommen skyldes ikke kun manglende indsats over for de fattige, men at strukturudvikling får uligheden til at vokse og vokse. Ulighed er blevet et nøgleord.

EU-rapporten hedder 'Et anstændigt liv for alle', og den er EU's bud på både at give de fattige et anstændigt liv og skabe en mere bæredygtig fremtid. Rapporten er EU's foreløbige bidrag til debatten om nye globale mål.

Internationalt diskuterer man både nye udviklingsmålsætninger (kaldet MDG) og bæredygtighedsmålsætninger (kaldet SDG). Opgaven er dobbelt: Fattigdommen - og uligheden - skal bekæmpes, men på en måde, der er bæredygtig og miljømæssigt langtidsholdbar.

Debatten om MDG- og SDG-mål bliver den store FN-debat de næste år. Et højniveaupanel med David Cameron som en af formændene har lige afleveret sine anbefalinger til nye MDG-mål. Panelet anbefaler en målsætning om at fjerne al ekstrem fattigdom inden år 2030, men panelet er allerede blevet kritiseret for ikke at beskæftige sig med ulighed.

EU's anbefaling er, at de to processer om udvikling og bæredygtighed smeltes sammen til en. For aldrig har tingene hængt så tæt sammen som i dag. EU-rapporten bruger større ord end nogensinde om det, der truer vores fremtid. Den siger, at der er »overvældende videnskabeligt bevis for og konsensus om, at den ikkebæredygtige anvendelse af naturressourcerne er en af de største langtidstrusler mod menneskeheden«. Og det vil ikke være muligt at fjerne fattigdommen og skabe et anstændigt liv for alle, hvis ikke man sikrer global miljømæssig bæredygtighed. Uligheden betyder nemlig også, at de fattige i alle lande rammes hårdest af klimaændringer, naturkatastrofer, tab af biodiversitet, og ødelæggelsen af vand og andre ressourcer.

EU'S BUD ER, at nye målsætninger skal sikre tre sammenhængende mål: 1) fattigdomsbekæmpelse; 2) ændring af vores ikkebæredygtige produktions og forbrugsmønstre; og 3) beskyttelse og forvaltning af de afgørende naturressourcer.

De danske organisationer har hilst EU's udspil velkommen, men har også gjort opmærksom på, hvor utilstrækkelig EU's egen politik og praksis er. Produktionen og forbruget i EU er langtfra bæredygtigt. Uligheden er også voksende i EU, både mellem landene og i de enkelte lande. Fattigdommen vokser, og EU er i praksis årligere end før til at leve op til sit globale ansvar.

De grønne organisationer og udviklingsorganisationerne har længe krævet et sporskifte. Og mens EU-papiret er et godt indspark i FN-forhandlingerne, er det helt utilstrækkeligt i forhold til den konkrete virkelighed. Nye globale målsætninger skal denne gang også stille krav til de rige lande. Og kampen mod ulighed er et af de bedste eksempler på, hvorfor kravene skal være universelle og gælde alle. Skal udviklingen sikre alle menneskers ret til et anstændigt liv, må man både bekæmpe overforbruget og fattigdom og ledighed, altså ulighed. Det forudsætter vilje til omfordeling af ressourcer i både rige og fattige lande og mellem landene.

Det kræver progressive skattesystemer, klimainvesteringer, kamp mod skatteunddragelse, og et demokrati baseret på åbenhed og rettigheder - også for fattige. Man kan sige, at kravet om et sporskifte nu er officiel EU-politik, men sporskiftet er ikke i syne i praksis.Og det svækker naturligvis EU's udspil.

DANMARK har samme problemer som det øvrige EU. Udviklingsbistanden øges ikke mere. Dansk produktion og forbrug er ikke bæredygtigt i et globalt perspektiv. Og under krisen er de langsigtede internationale mål og bæredygtighed skubbet i baggrunden til fordel for dansk økonomi.

Akutpakker og vækstplaner kan være vigtige, men EU siger nu sort på hvidt, at det er en anden og langt mere ansvarlig vækst, det skal dreje sig om i fremtiden, samtidig med at man må gøre op med den ulige adgang til ressourcerne og dermed ulige rettigheder for rige og fattige. Kikser det globale samfund i forhold til de globale udfordringer, vil hverken nationale eller internationale akutpakker kunne redde udviklingen eller menneskeheden.