FN's anerkendelse af Palæstina forpligter

Af Ole Olsen,
medlem af FN-forbundets bestyrelse

Den 29. november i fjor støttede et stort flertal i FN's generalforsamling, inkl. Danmark, at Palæstina skiftede status i FN fra at være en observatør-organisation til at være en observatør-stat. Det var en beslutning, som havde FN-forbundets støtte, da vi fandt det i naturlig forlængelse af Palæstina-spørgsmålets historik i FN - og i øvrigt i fuld overensstemmelse med princippet om folkenes selvbestemmelsesret.

Beslutningen i FN var en klar opbakning til en tostats-løsning, og dermed også var en støtte til den linie, som Selvstyrepræsident Abbas står for - efter at hans linie stod noget forpjusket tilbage, efter at Hamas fra Gaza havde stået op mod Israels overvældende militære styrke.

Det er også værd at notere sig, at flertallet af befolkningen i Israel iflg. nye meningsmålinger går ind for en tostats-løsning. Det stiller den israelske regerings indædte modstand mod FN-beslutningen - og efterfølgende repressalier overfor Selvstyret - i et interessant lys.

Mere upåagtet af vestlige medier har der siden FN-beslutningen være flere palæstinensiske massedemonstrationer med krav om, at de stridende palæstinensiske fraktioner får bilagt deres konflikter og finder fodslag. FN-anerkendelsen har klart opmuntret det palæstinensiske civilsamfund til at stå sammen om krav om løsninger.

Fra princip til realitet?

Beslutningen i FN bekræftede, at de besatte områder skal blive til en sammenhængende og levedygtig stat og at områderne er palæstinensiske. Det bør afslutte de spekulative og ufrugtbare diskussioner om, hvorvidt der er tale om besættelse eller ej, og om bosættelserne er i strid med den 4. Genevekonvention eller ej. Her er nu ikke andre svar en to gang fuldtonet Ja.

Anerkendelsen i FN af Palæstina som observatørstat havde karakter af en principbeslutning, og fra princip til realitet kan der være langt. Det gælder i høj grad i denne sag, hvor der er utallige spørgsmål, der skal forhandles, bl.a. sikkerhed, fordeling af vandressourcer, rehabilitering af flygtninge, mulige grænsejusteringer og meget mere.

Det bliver ikke nemt, og der skal med sikkerhed skubbes på fra internationale aktører, herunder også EU og Danmark. Men forhandlingsgrundlaget er med FN-anerkendelsen blevet mere klart og dermed - om man vil - mindre grumset. Nu er der endnu mere præcist end før tale om en konflikt mellem to folk og to stater, og det præciserer de (FN)principper, der skal respekteres af parterne og andre interessenter.

Jeg må håbe og appellere til, at bl.a., EU, USA og Den Arabiske Liga alle tager det nye FN-grundlag for en løsning til efterretning og arbejder for, at der bliver en rigtig palæstinensisk stat. Det bliver især interessant at se, om EU-landene faktisk finder en ny platform til at afløse den politik, der mildest talt strittede til alle sider, i forsøg på at bygge bro mellem forskellige variationer af pro-Israel/pro-Palæstina holdninger og Tysklands historisk begrundede stilling.

Det er over 65 år siden, FN vedtog delingsplanen, som skulle skabe to stater vest for Jordan-floden i kolonien Palæstina. Så lang tid har ingen tid til at vente på, at Palæstina kan skifte fra observatørstatus til en fuld medlemsstatus i FN!

Debatindlægget er også bragt i Kristeligt Dagblad den 15. januar 2013