FN-sporet, der blev væk for statsministeren
"Danmark skal altid være parat til at yde et bidrag for fred og sikkerhed i verden. Vi kan kun beskytte os selv ved at engagere os i det internationale samarbejde. FN er en central ramme for dette engagement. Det er FN, der skal træde til, hvis en stat ikke kan eller vil beskytte sine borgere."
Sådan lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt, da hun gav sin første åbningstale i Folketinget i 2011.
I dag var det princip ikke så tydeligt, da statsministeren fra Folketingets talerstol gav eksemplet på regeringens 'engagerede og aktive udenrigspolitik':
"Vi gjorde en forskel, da Danmark tidligt gik ud med politisk støtte til vores allierede i forhold til Syrien. Den troværdige og klart formulerede vilje til at handle - også selvom FN-sporet var kørt fast - har skabt en forandring."
"Det er mildest talt en bekymrende udmelding fra statsministeren," udtaler FN-forbundets generalsekretær Torleif Jonasson.
"Danmark gik ud med en politisk støtte til USA til en militær intervention i Syrien, som EU ikke var enig i; Storbritannien ville ikke støtte den; den danske befolkning var imod; en lang række af eksperter advarede direkte om den manglende legitimitet for et militært indgreb; og FN's sikkerhedsråd var splittet."
"Men i fredags vedtog det samme Sikkerhedsråd enstemmigt resolution 2118 (2013), der kræver en hurtig destruktion af Syriens kemiske våben og med et fastlog diplomati og dialog som grundlaget og det nødvendige afsæt for en reel løsning på Syriens konflikt, og dermed for at beskytte Syriens civilbefolkning."
"Og alligevel hører vi først i weekenden udenrigsminister Villy Søvndal og nu i dag statsminister Helle Thorning-Schmidt være klar til at forlade netop den diplomati og den dialog, der om noget kendetegner multilateralismen, som FN står for. Det er en ærgerlig markering af det nye politiske år i Danmark."