Realpolitik bremser pligten til at beskytte civile

UN Photo/ Paulo Filgueiras

Bragt i Politiken den 13. februar 2012

Af GRY PAULINE KOEFOED

Over 6.000 mennesker er blevet dræbt i Syrien det seneste år af præsident Bashar Assads styrker. For knap et år siden angreb Nato-fly på et mandat fra FN Libyen for at forhindre, at Moamar Gaddafis styrker begik en massakre på civile i Benghazi. Men hvordan kunne FN og Nato gribe ind i Libyen for at beskytte civile, mens man tøver med at gribe ind i Syrien, lyder spørgsmålet igen og igen. Forklaringen ligger i det særlige FN-princip Responsibility to Protect (R2P), som blev indført i 2005. R2P skal sikre, at der aldrig igen sker folkedrab.

At verdenssamfundet ikke igen står og ser mere eller mindre passivt til, mens civile bliver udsat for massakrer og myrderier, som det skete i Rwanda, Bosnien og den sudanske Darfur-provins. Men princippet, der således skulle være en garanti for at beskytte civile, har én stor svaghed: Det overlever kun så længe, at ingen nedlægger veto, som det skete i Syriens tilfælde. R2P medfører, at alle stater selv har det primære ansvar for at beskytte deres civil-befolkning mod fire typer forbrydelser: folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden. Hvis en stat ikke lever op til disse fire forpligtelser, må det internationalesamfund træde til og gå ind og beskytte den pågældende civilbefolkning.

Sikkerhedsrådet siger stop

Princippet giver en mulighed for at bruge militærindsats, hvis fredelige metoder ikke er tilstrækkelige til at forhindre forbrydelser mod civilbefolkningen. En militær-indsats skal godkendes af FN's Sikkerhedsråd, hvilket den blandt andet blev i Libyen i 2011. Som bekendt har Rusland og Kina nedlagt veto i spørgsmålet om at gribe ind i Syrien, så nu spiller det ellers velmente princip fallit i forhold til at beskytte civilbefolkningen i Syrien mod menneskerettighedskrænkelser, mener FN-forbundets landsformand, Jørgen Estrup.

SE OGSÅ: Syrien skal presses til at respektere menneskerettighederne

»Det er påfaldende, at Sikkerhedsrådet, sådan som det er konstrueret, kan stoppe selv et princip, som alle i FN har erklæret sig enige i og villige til«, siger han. Han foreslår, at i de situationer, hvor der er notorisk dokumentation for grove overtrædelser af de fire menneskerettighedskrænkelser, som R2P skal beskytte imod, burde vetoretten ikke kunne bruges. Situationen i Syrien kunne have set anderledes ud i dag. Det ville have krævet, at FN tidligt fik adgang til den syriske opposition og ad den vej kunne dokumentere landets tilstand. Jørgen Estrup mener, at det ville have givet FN mulighed for langt tidligere at lægge pres på styret i Syrien og dermed forhindre den voldsomme optrapning, vi ser nu.

SE OGSÅ: Smutvej uden om FN-veto?

»FN's Sikkerhedsråd kunne i Syrien have grebet til nogle af de samme midler, som man gjorde i Libyen, hvor man på et tidligt tidspunkt havde en resolution, som var i retning af R2P«, siger Jørgen Estrup. R2P skal ses som en proces, der starter med, at det pågældende land selv er pålagt et ansvar, som det så enten ikke kan eller ikke vil leve op til. »I Syriens tilfælde er det helt oplagt, at de ikke vil leve op til deres ansvar. De kunne formentlig sagtens, men de vil ikke«, siger Jørgen Estrup.

Han mener, at Sikkerhedsrådet først bør bringes ind, når internationalt pres for R2P ikke synes at virke. »Systemet er ikke bygget op endnu, fordi begrebet er så nyt, som det er. Et sådant system ville blandt andet skulle bestå af borgerrettighedsgrupper og internetmedier, hvor man så at sige kunne få oplysningerne ud og på samme tid kunne mobilisere et internationalt system og pres. Så havde det for eksempel også været muligt at få de arabiske observatører ind i landet på et tidspunkt, hvor der ikke allerede var borgerkrigslignende tilstande«, siger Jørgen Estrup.

Det svage princip

Ifølge Lars Bangert Struwe, forsker ved Center for militære studier på Københavns Universitet, er der den store svaghed ved R2P-princippet, at det kun er noget værd, når det internationale samfund er helt enige om at gribe ind. »R2P er ikke et juridisk begreb. Det er et politisk begreb, og det gør, at det kun kan benyttes, hvor det internationale samfund, i dette tilfælde FN's Sikkerhedsråd, er enige om at gøre noget«, siger han. Thomas Frank, som er ph.d. i teologi og har forsket i krigens etik, mener, at menneskerettighederne kommer til at betyde mere og mere både i folkeretten og i krigens love.

Det medfører, at der sker et skred, i retning af at man også fra det internationale samfunds side må gå ind og beskytte det enkelte menneske i en suveræn stat, hvis en stat ikke lever op til sine forpligtelser i forhold til menneskerettighederne. »I kraft af globaliseringen er der opstået en erkendelse af, at selv om international lov ikke umiddelbart giver mulighed for, at man intervenerer i et fremmed lands anliggender, så kan man i en globaliseret verden ikke se til, at borgere i et land bliver mishandlet af deres egen regering«, siger Thomas Frank.