Lad erhvervsliv og civilsamfund træde til

UN Photo/ Logan Abassi

Af Torleif Jonasson og Troels Dam Christensen | 1. juni 2012

FOR 25 ÅR SIDEN - i 1987 - var Brundtland-rapporten med til at åbne verdens øjne for den truende miljø- og klimakatastrofe, og fem år senere prøvede verdens ledere at sætte en ny og mere bæredygtig kurs ved den store FN-konference i Rio. Det blev blandt andet til klimakonventionen og konventionen om biologisk mangfoldighed.

Den daværende amerikanske præsident, Ronald Reagan, udtalte, at ingen internationale aftaler måtte true the American way of life, og USA indledte sin lange og fornægtende enegang på klimaområdet.

Men trods det og en lang række andre skuffelser siden 1992 var Rio-konferencen afgørende i forhold til at sætte en ny dagsorden for verden. Her slog verdens ledere fast, at vi ikke kan fortsætte som hidtil. Det kan kloden muligvis holde til, for den kan eksistere uden mennesker. Men menneskeheden og dens civilisationer kan ikke. Hvis ikke udviklingen gøres bæredygtig, vil fremtiden være klimaændringer og miljøkatastrofer.

Nu skal der være Rio-konference igen. Rio plus 20 hedder den for at markere, at det er en opfølgningskonference. Langt over 100 statsledere agter at deltage, men det er småt med optimismen og forventningerne. "Tiden er ikke til store aftaler", er det underliggende budskab.

Rio plus 20-konferencen vil tale meget om, at den nødvendige vækst skal være grøn, og man vil diskutere nye målsætninger for bæredygtighed, men tilliden til, at regeringerne for alvor vil gå foran og sætte den rigtige kurs, er beskeden. Derfor taler man mere og mere om, hvor vigtigt det er at skabe de rigtige rammer, for at andre end politikerne kan lede den gigantiske omstilling, der er brug for. I dag er der virksomheder, som er bedre til at tænke bæredygtigt end regeringer.

Men for at hjælpe det samlede erhvervsliv på vej er det nødvendigt, at regeringerne sætter mere ambitiøse regler og rammebetingelser, så flere virksomheder tør satse på en grøn og energirigtig omstilling.

Det handler også om at skabe de rigtige rammer for, at mennesker verden over selv kan være med til at sikre bæredygtigheden. Ikke bare ved at affaldssortere eller huske at slukke for lyset, men ved at være innovative og udvikle de idéer og nye måder at leve på, der kan vise, at det gode liv også kan respektere natur og bæredygtighed.

RAMMEN OM den aktivitet udgøres af civilsamfundet: den brede organisering af mennesker i fællesskaber og grupper, som stiller krav til lokale politikere og regeringer, men som også selv former den lokale udvikling.

I 1992 førte Rio-konferencen faktisk til, at man verden over fik oprettet tusinder af de såkaldte Agenda 21-grupper, der dengang søgte at udforme lokale dagsordener for det 21. århundrede. De fik national og lokal støtte, og i Danmark har Agenda 21-­grupper i mange kommuner været vigtige igangsættere for lokale bæredygtige løsninger.

Et af fokusområderne ved Rio plus 20-konferencen er "bæredygtig byudvikling". Og mens det selvfølgelig også er politikeres og byplanlæggeres ansvar, er det klart, at løsningerne forudsætter folkelige initiativer og idéer og omstillingsparathed. Derfor er civilsamfundet helt afgørende, når der tales bæredygtig udvikling.

DESVÆRRE ER civilsamfundet i mange lande under pres. Mange regeringer søger med alle midler at undertrykke uafhængige aktørers aktiviteter, og man taler om, at det humanitære råderum i mange lande er indskrænket.

Et frit og uafhængigt civilsamfund med rettigheder kan være en trussel mod autoritære regimer, som vi blandt andet har set under det arabiske forår. Netop derfor er der brug for, at Rio-konferencen træffer beslutninger, der anerkender, involverer og sikrer civilsamfundet som selvstændig social aktør.

Det kan blandt andet ske gennem aftaler om reformerede, internationale institutioner i FN's regi, som understøtter, at der tænkes globalt og handles lokalt. På kort sigt bør det indebære, at FN's miljøprogram, UNEP, styrkes som international miljøorganisation, og at man etablerer et bæredygtighedsråd til afløsning af FN's bæredygtighedskommission, CSD. Det kan lyde som kosmetik i et uoverskueligt FN-system, men FN's bæredygtighedskommission har gode erfaringer med civilsamfundsinvolvering.

Danmark skal i Rio arbejde for, at civilsamfundet involveres på alle niveauer og sikres selvstændige handlemuligheder for en omstilling til bæredygtighed - også efter konferencen, når man skal gennemføre de beslutninger, der forhåbentlig træffes.

Men regeringerne magter det ikke alene, det viser al erfaring. Derfor skal Danmark arbejde for at sikre, at verdens civilsamfund bliver stærke nok. En af metoderne er at skabe inkluderende og robuste globale institutioner, som kan bidrage til omstilling til bæredygtighed.

Danmark bør også selv følge op på Rio plus 20 ved at etablere et dansk bæredygtighedsråd, der kan medvirke til en dansk omstilling til et bæredygtigt samfund, herunder tackle modsætninger mellem vækst og bæredygtighed.

Indlægget er også bragt i Kristeligt Dagblad 1. juni 2012