Den syriske regering skal stoppe volden
Det arabiske forår i Syrien har de seneste 13 måneder kostet 9.000 menneskeliv, herunder også mange soldaters, primært som følge af at regeringen ikke har villet reagere konstruktivt på de folkelige krav om demokratisering, men satset på at beholde magten gennem voldelig undertrykkelse. Dette har forårsaget en voldelig reaktion fra den frie syriske hær og ekstreme islamiske grupper støttet af Saudi Arabien.
Såvel FN's Sikkerhedsråd som FN's Råd for Menneskerettigheder har flere gange vedtaget skarpe fordømmelser af, at Syriens magthavere har besvaret legitime politiske krav med udbredt brug af vold og tortur, herunder har anvendt hæren til nedkæmpelse af fredelige demonstranter.
FN-forbundet finder, at de aktuelle muligheder for at få stoppet volden og få politiske løsninger på konflikten knytter sig til den fredsplan, som FN's tidligere generalsekretær, Kofi Annan, i princippet har den syriske regerings og oppositions tilslutning til.
Hovedpunktet er, at hæren trækkes tilbage fra de større byer, sådan at der bliver et stop for militære overgreb og mulighed for at afhjælpe akut humanitær nød med mad og lægehjælp. Hidtil har den syriske regering kun delvist reageret som lovet, og det er uklart om alle væbnede oppositionsgrupper er parate til våbenhvile.
Øvrige punkter i planen er løsladelse af tilfangetagne under opstanden, uhindret adgang for journalister samt fuld respekt for borgernes ret til at demonstrere fredeligt.
FN-forbundet støtter disse forslag, der hviler på FN's konfliktløsningsprincipper: Først standse volden (våbenhvile); så sikre ro (fredsbevarelse bl.a. indsættelse af observatører og FN-personel); så forsøge at skabe en politisk løsning mellem konfliktens parter herunder de mange etniske og religiøse grupper.
FN-forbundet mener, at det internationale samfund, herunder ikke mindst Rusland og Kina, skal lægge presse på den syriske regering og uforsonlige væbnede grupper for at overbevise dem om at politiske reformer er uomgængelige og også en forudsætning for en bæredygtig økonomi.
FN-forbundet ønsker at understrege behovet for våbenhvile og forsøg på forhandlingsløsning. Alternativet synes at være eskalerende krigshandlinger, hvori også andre lande og grupper i og udenfor regionen vil engagere sig i med afsæt i egne interesser. En sådan udvikling kan kun undgås, hvis Kofi Annans mæglingsinitiativ vedholdende og med styrke støttes af hele det international samfund. FN's Sikkerhedsråds nylige beslutning om at sende observatører er et skridt i denne retning.
Alle Syriens nabolande opfordres til at give beskyttelse til alle syrere som flygter fra volden - i overensstemmelse med FN's flygtningekonvention. Danmark bør økonomisk bidrage til at UNHCR har de nødvendige midler til at støtte tilflugtslandene i dette arbejde.