Retten til Udvikling fylder 25 år
FN-forbundet har i over 10 år beskæftiget sig med Retten til Udvikling, og emnet indgår som en central del af Menneskerettighedsudvalgets arbejde.
For os er det centralt, at al udvikling anskues ud fra en menneskerettighedsbaseret tilgang. Det er for FN-forbundet en vigtig målsætning, at alle kvinder, mænd og børn i verden har mulighed for, og adgang til, basale menneskerettigheder. For at følge udviklingen på området skal to medlemmer af Menneskerettighedsudvalget derfor med til konferencen i Genève.
UN Photo/ Eskinder Debebe
Retten til Udvikling blev proklameret af FN i 1986 i Deklarationen om Retten til Udvikling, der blev vedtaget i Resolution 41/128 ved FN's Generalforsamling.
Retten til Udvikling bliver i Deklarationen fremsat som 'en umistelig menneskerettighed, som giver ethvert menneske og alle folkeslag ret til at deltage i, bidrage til og nyde godt af økonomisk, social, kulturel og politisk udvikling, hvori alle menneskerettigheder fuldt ud kan virkeliggøres' (Artikel 1).
Retten til Udvikling repræsenterer således en tilgang til udvikling, som forener individers borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og samtidig stiller krav til de overordnede rammer, som udviklingslandene befinder sig i.
For at sikre en opfølgning og implementering af Deklarationen om Retten til Udvikling blev der i 1998 dannet en mellemstatslig Arbejdsgruppe og i 2004 en højniveau taskforce, der består af eksperter på området udpeget af de regionale grupper som mødes årligt.
Det er denne Arbejdsgruppe, der fra mandag den 14. november til fredag den 18. november holder sin 12. session i Palais des Nations i Genève. Taskforcen er kommet med et forslag til en ny definition af Retten til Udvikling, som blandt andet skal diskuteres på konferencen, som også skal markere 25 året for Deklarationen.
Se meget mere på UNOHCHR's hjemmeside HER