Kan FN levere varen og styre kloden?

Af Erling Dessau, medlem af FN-forbundets Venner

FN's klimakonference COP16 sluttede for få uger siden i Cancún, Mexico. Tilsyneladende blev der her gjort fremskridt, men det er klart, at der især omkring klimaproblemer er - og vil være - særdeles mange konflikter. Derfor er der stadig meget lang vej til, at de kan blive løst tilfredsstillende for et flertal af verdens lande.

Og det er netop spørgsmålet om 'verdens lande', der er interessant. COP16 afholdes nemlig af FN, og dette betyder, at alle FN's 192 medlemslande i princippet har en lige ret til at deltage i debatterne og naturligvis i beslutningerne.

I klimaspørgsmål - såvel som i andre spørgsmål - er vanskeligheden især at forene de store landes interesser med de mindre landes, de rige lande med de fattige og lande med egne energiressourcer med lande uden energiressourcer.

Det oplevede vi meget tydeligt ved klimatopmødet i København sidste år. Her forhandlede et antal af de største lande, ledet af USA, om den aftale, der blev til slutdokumentet. Men et antal af mindre lande beklagede sig over, at de blev holdt udenfor og gjorde deres utilfredshed gældende ved bl.a. at intervenere med formelle indvendinger.

Det er sagt flere gange, at kan FN ikke præstere et rimeligt resultat snarest, kan man tvivle på, om FN er til nogen nytte. Hertil må svares, at FN jo ikke har nogen magtmidler og ikke kan gennemtvinge løsninger på alverdens problemer. Er der ingen vilje blandt verdens lande, kan man ikke opnå resultater.

Naturligvis kan FN med dets stab af specialister klarlægge problemerne og fremlægge mulige konsekvenser, såfremt der ikke opnås enighed om løsninger. Og FN kan ligeledes tilbyde at mægle mellem parter, men det er altid medlemslandene, der får det afgørende ord.

'Demokratisk organisation'

Klimaet er jo globalt, så det hører vel derfor naturligt under FN's regi at finde en globalløsning. Man kunne måske tænke sig f.eks., at USA og Kina en dag finder sammen om en fælles holdning, men dette vil næppe føre til noget tilfredsstillende, hvis ikke EU, Indien, Brasilien og et stort flertal af verdens øvrige lande kan tilslutte sig det.

Klima- og energiminister Lykke Friis skrev forud for COP16, »at slutter Cancún-mødet uden konkrete resultater, kan man spørge, om FN-systemet nogensinde vil kunne levere, og ville det måske give mere mening at rykke forhandlingerne over i andre mindre forhandlingsfora?«.

Men dette ville næppe gøre et stort antal lande tilfredse, som formentlig ville blive holdt uden for sådanne 'mindre fora' . Og hvem skal bestemme, hvem der kommer med, og hvem der ikke bliver inviteret med?

Så er der noget alternativ til FN, som vi kender det i dag? Det er der næppe. Naturligvis er der mange problemer omkring FN. Det er et tungt arbejdende system. Men det skyldes først og fremmest, at FN er en organisation af 192 suveræne stater.

USA har for et par år siden foreslået, at man danner en ny organisation af 'demokratiske stater'. Formentlig med den tanke, at det kunne blive en organisation helt domineret af USA.

Men mon sådan en 'demokratisk organisation' kan løse de globale klimaproblemer eller gennemføre konfliktløsninger, hvor som helst i verden - uden at inddrage de måske ikke så demokratiske lande?

Interessant er det, at nuværende udviklingsminister Søren Pind for lidt over et år siden udtalte, at »FN er en meningsløs organisation«, og at »FN er befolket med så mange diktatorer og udemokratiske lande, at det aldrig bliver et meningsfyldt forum for at træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter«.

Men Søren Pind forklarer desværre ikke, hvilken anden og bedre organisation han så har i tankerne.

Verdens store problemer

At der er problemer med FN i dag er velkendt. Som et yderligere eksempel på den manglende globale styring i FN-regi kan nævnes sammensætningen af FN's Sikkerhedsråd:

Præsident Obama var sidste år på besøg i Indien på vej til G-20 mødet . Her udtalte han, at han og USA gerne ville støtte Indiens kandidatur til at blive et 'permanent medlem' af FN's Sikkerhedsråd.

Indien med 1,1 milliard mennesker og en stærkt voksende økonomi bør vel ligesom Brasilien og andre store og voksende lande (Sydafrika, Tyrkiet, Tyskland, Japan og andre ) være med ved bordet, dvs. Sikkerhedsrådet, når verdens store problemer bliver debatteret og beslutninger taget.

Sammensætningen af FN's Sikkerhedsråd og muligheden for at ændre rådet er imidlertid et uhyre penibelt emne. Ud over de fem permanente medlemmer har Sikkerhedsrådet ti ikke-permanente medlemmer, som roterer mellem resten af verdens lande, og som vælges for en toårig periode.

Sikkerhedsrådets nuværende sammensætning reflekterer verdenssituationen ved afslutningen af Anden Verdenskrig.

Disse eksempler peger på vanskelighederne med at finde en acceptabel styring af verdens store problemer og definere FN's rolle.

Det viser, at der desværre er lang vej til, at der kan blive enighed om, hvordan de nødvendige globale beslutninger kan tages, samt til at finde den rette balance mellem de særinteresser, de store lande har - og samtidig tage vare på, at alle verdens landes problemer og interesser bliver rimeligt tilgodeset.

Vi er mange, der mener, at de Forenede Nationer burde være det rette forum for de globale problemer og påkrævede beslutninger. Men hertil kan man desværre sige, af FN endnu ikke helt har formået at etablere de nødvendige procedurer, der kan resultere i en effektiv beslutningsproces.

Men dette kunne måske afhjælpes med lidt god vilje fra FN's medlemmer. Det er i hvert fald svært at forstå, hvordan en mulig ny global organisation kan blive meget forskellig fra det nuværende FN.

Kilde: www.politiken.dk