Hen imod en bæredygtig udvikling

Den 1. november fremsatte over 600 regeringer, internationale organisationer og grupper i civilsamfundet deres anbefalinger for, hvad verden skal gøre for at opnå bæredygtig udvikling. Fokus spænder fra skabelsen af grønne jobs, fødevaresikkerhed, universel adgang til energi, en forbedret forvaltning af vandressourcer, at adressere hajfinnefiskeri til havforurening. Den 15. og 16. december vil mange af disse interessenter mødes i New York for at diskutere de tusindvis af anbefalinger og begynde at udarbejde den aftale, verdens ledere skal forhandle i tre dage i Rio de Janeiro i juni næste år.

UN Photo/ Martine Perret

Det bliver ikke nogen nem bedrift at nå en konsensus i løbet af de næste seks måneder. Hvis det internationale samfund mener det alvorligt, får vi brug for en stærk og koordineret styrende institution - med ressourcer og bemyndigelse til at facilitere og sikre implementering, nemlig en global miljøorganisation.

Verdenstopmødet Rio +20 i juni 2010 (formelt FN's konference om bæredygtig udvikling) markerer 20års jubilæet for den historiske Rio-konference i 1992, hvor verdens ledere vedtog den ambitiøse Agenda 21 og de konventioner, der kom til at stå som vartegn for konferencen, der skulle lede verden frem til bæredygtig udvikling gennem økonomiske forbedringer, social retfærdighed og miljøbeskyttelse. To årtier senere, er det i høj grad anerkendt, at verden har ramt langt forbi målet, der blev sat i 1992 - især på miljøområdet.

I en rapport forud for Rio+20, erkender FN's generalsekretær Ban Ki-moon, at "de fleste indikatorer for miljøforbedringer ikke har vist nogen nævneværdig overensstemmelse med, hvad der er gjort af økonomiske og sociale fremskridt - tværtimod."

Siden 1970 er dyrebestanden reduceret med 30 %. Den globale opvarmning er forværret; ét eksempel er, hvordan luftforureningen (der har en opvarmende effekt) er steget med 29 % siden 1990. Indikatorerne viser et tydeligt behov for drastiske forbedringer i den globale miljøforvaltning.

Men den miljømæssige nedbrydning kan ikke ses isoleret fra de andre to søjler i bæredygtig udvikling. Mangel på en stærk miljøforvaltning betyder også tab af økonomiske fordele. En rapport fra The Economics of Ecosystems og Biodiversty (TEEB) anslår, at tab af økosystemer og økologiske kredsløb fra skove er over $4000 milliarder om året. Et sådant tal viser, at ødelæggelsen af ​​skove reducerer vores evne til at bruge naturens ressourcer til at skabe økonomisk og social velfærd: Verdens ressourcer må sikres og beskyttes, så vi kan imødekomme vores behov og behovene for de kommende generationer.

Siden Stockholm-konferencen om menneskeligt miljø i 1972, og stort set siden Rio, har der været gjort en indsats for at bekæmpe miljøproblemer: UNEP blev etableret, og der er indgået over 500 multilaterale miljøaftaler (MMA) igennem forhandlinger, herunder konventionen om den biologiske mangfoldighed og havretskonventionen. Mange af disse aftaler har haft succes; takket være Montreal-protokollen f.eks., har vi næsten lukket hullet i ozonlaget.

Imidlertid har disse emnespecifikke miljøaftaler behandlet problemerne fra gang til gang, som de har vist sig hen ad vejen, hvad der ofte har skabt problemer andre steder. For eksempel har reguleringen af de ​​kemiske CFC-kølemidler gavnet ozonlaget, men produktionen af ​​det (uregulerede) drivhuskemikalie, der erstattede dem - HFC - er steget betragteligt - hvad der forværrer den globale opvarming.

I modsætning til Verdenshandelsorganisationen (WTO), der kontrollerer den internationale handel, har der ikke været nogen overordnet juridisk ramme for miljøet. Den miljømæssige søjle har brug for en ankerinstitution til den politiske og videnskabelige koordinering af multilaterale miljøaftaler. En sådan centralisering af den videnskabelige viden og forskning vil kunne løse den nuværende ad hoc-tilgang til miljøreguleringen, til de multilaterale miljøaftaler og til andre FN-organer med miljømæssige mandater. Det kan ydermere reducere de administrative omkostninger ved de hundredvis af sekretariater, der beskæftiger sig med miljøtraktater.

En sådan ankerinstitution vil også reducere de administrative omkostninger for statslige institutioner, der har at gøre med miljøbeskyttelse, hvad der ofte er en stor byrde for udviklingslandene. Diplomater deltager for eksempel i tekniske møder i forskellige lande over hele kloden året rundt. En ankerinstitution kunne lette denne byrde. Fælleshusning og eventuel fælles administration af de mange konventionssekretariater kunne hjælpe udviklingslandene til at oprette specialiserede "miljøambassader" i hovedsædet for den nye organisation.

Et nyt organ inden for organisationen kunne yde økonomisk og teknisk støtte til udviklingslandene og de mindst udviklede lande til at opfylde deres MMA-forpligtelser med henblik på implementering. I dag har alle otte af UNEP's afdelinger ansvar for at overvåge, vurdere og rapportere om deres delområder, en unødvendig overflødighed. Den nationale rapportering ville strømlines i ét dokument, fremsendt til ét kontor, hvad der vil betyde betragtelig mindre belastning af statslige administrative ressourcer.

Så hvorfor gør UNEP ikke det allerede nu? Sammenlignet med den uafhængige, finansielle organisation, Global Enviromental Facility, der i 2007 havde et budget på $9,2 milliarder specifikt til miljøprojekter i udviklingslande, var UNEP's budget samme år på $60 millioner. 

Dertil er UNEP berammet som et FN-program og ikke en særorganisation, hvad der ville give det større uafhængighed, hvorimod beslutninger, som det er nu, skal indbringes for FN's Generalforsamling. Heller ikke alle lande er repræsenteret i det styrende organ. At opgradere UNEP til en særorganisation, til en global miljøorganisation med universelt medlemskab, øget budget- og beslutningsmæssig selvstændighed i stil med WTO eller WHO (Verdenssundhedsorganisationen) kunne lukke hullet mellem ambition og virkelighed.

Endvidere bør det ikke overses, at et nyt agentur kunne give en stemme til en betydelig større del af verden, ikke kun ved at formalisere staternes stemme, men ved også at formalisere forholdet til civilsamfundet. Med en afstemningsstruktur i stil med den, man finde i ILO (den internationale arbejdsorganisation) kunne miljøgrupper tildeles en ligeværdig plads. Arbejdet med og for bæredygtig udvikling har længe gjort en særlig indsats for at inddrage civilsamfundet i beslutningsprocessen, og det med rette: Civilsamfundet tilfører en vigtig teknisk kapacitet og viden om lokale forhold, ligesom det udtrykker interesser fra ofte oversete befolkningsgrupper.

Nogle hævder, at behovet for miljøbeskyttelse er så presserende, at vi ikke har tid til institutionelle reformer, men en række stater har ytret deres støtte til en reformering, herunder Den Afrikanske Union, små østater, Asien-Stillehavet, EU med flere.

Vi må og skal investere tid og ressourcer til at danne en mere effektiv, sammenhængende og fokuseret forvaltning for at nå vores mål og bygge en bedre, bæredygtig fremtid. Som direktøren for UNEP, Achim Steiner sagde i september "ligegyldigt hvad der aftales på Rio 20, så vil udfordringerne blive ved med at være der, så længe man fortsætter uden at styrke den internationale miljøforvaltning; en klog og retfærdig udvikling er ikke bare en mulighed - det er en bydende nødvendighed for det 21. århundrede."