Grænser for finansiel frihed?
Frihed er en værdi, der skal værnes om og arbejdes for, lokalt og globalt. Herom kan de fleste blive enige, men nok også hurtigt nå frem til at frihed sjældent kan være absolut. Hensynet til andre og til samfundet kan begrænse friheden. Friheden til at angribe andre - personer eller lande - er selvklart meget lille.
UN Photo/ Yutaka Nagata
I de seneste år er friheden til visse finansielle handlinger blevet genstand for debat. Det skyldes både, at operationer på tværs af landegrænser flytter overskud til skattely, og at risikobetonede værdipapirer er blevet omsat i enormt omfang med store tab til følge. Statskasser har måttet bløde betydelige summer for at kompensere.
Mange borgere og politikere verden over er frustrerede over at skulle dække tab, og er ikke blevet mildere stemt af at erfare, hvilke lønninger og bonuser der udbetales i visse finansielle institutioner. Nyheden om, at Goldman Sachs vil udbetale 70 mia. kr. i bonus, og at medarbejderne i investeringsbanken i gennemsnit årligt aflønnes med 2,1 mio. kr., vil udløse fornyet raseri.
Jeg står også med en fæl fornemmelse af, at de finansielle markeder reelt står over demokratiet og ikke omvendt. Bemærk, at både Grækenland og Italien fik nye regeringer i weekender. Uanset at statsøkonomien i de to lande var dårlig, er det skræmmende, at politikerne kun turde handle mens børserne holdt lukket.
De finansielle aktørers måde at arbejde på påkalder sig også opmærksomhed. Det meste af omsætningen foregår mellem finansielle institutioner og uden nævneværdig forbindelse med behov for låntagning eller efterspørgsel efter villig kapital til investeringer i værdiskabende virksomhed.
I følge det østrigske institut for erhvervsforskning var verdenshandelen i 2006 med finansprodukter 66 gange større end de bagvedliggende behov. En afgift på transaktioner vil derfor næppe begrænse de faktiske behov for at skaffe penge, men først og fremmest de spekulative aktiviteter. Måske kan det tilmed flytte arbejdspladser fra overflødig til nyttig aktivitet.
Ønsket om en begrænsning af den finansielle frihed er både forståelig og velbegrundet, men også vanskelig at realisere på et globalt marked, hvor nogle lande lever højt og flot på at levere særlige gunstige vilkår for handel og/eller beskatning. Regningen må andre lande så betale f.eks. gennem mistede skatteindtægter.
Der er således tale om frihed på andres bekostning og dermed også en legitim grund til at handle og kræve forandringer, nationalt og internationalt.
I lighed med at FN's sikkerhedsråd kan iværksætte aktioner for at afsætte diktatorer, som truer befolkninger og nabolande, må det også legitimt kunne forlanges, at f.eks. Bahamas, Cayman Islands og Lichstenstein indfører regler, som hindrer, at andre lande snydes for indtægter.
Og ligesom stater rimeligvis kan presse hverandre til at beskytte klimaet ved at begrænse CO2-udslippet, bør stater presse hinanden til at stoppe den finansielle uansvarlighed. Friheden på dette felt er gået for vidt og må begrænses.