1. januar 0001

Her kan du finde de basale fakta om den Universelle Periodiske Bedømmelse under FN’s menneskerettighedsråd.

Den Universelle Periodiske Bedømmelse (UPR, Universal Periodic Review) er en unik proces, der indebærer gennemgang af indsatsen for menneskerettigheder i alle 192 FN medlemsstater hvert fjerde år. UPR processen er drevet af staterne i FN's Menneskerettighedsråds regi, og giver hvert land mulighed for at erklære, hvad landet har gjort for at forbedre sin menneskerettighedssituation og for at opfylde sine menneskeretlige forpligtelser. Som et af Rådets særkender er UPR udformet til at sikre lige­behandling af alle lande, når deres menneskerettighedssituation bedømmes.

UPR blev vedtaget under FN's generalforsamling den 15. marts 2006 ved resolution 60/251, der etablerede selve FN's Menneskerettighedsråd. Det er tale om et samarbejde, hvor alle landes menneskerettighedsindsats vil være blevet gennemgået i 2011. For tiden findes der ingen anden lignende universel mekanisme. UPR er et centralt element i det nye råd, som minder landene om deres forpligtelse til fuldt ud at respektere og gennemføre alle menneskerettigheder og grundliggende frihedsrettigheder. Denne ny mekanismes endelige mål er at forbedre menneskerettigheds­situationen i alle lande og imødegå krænkelser af menneskerettigheder, hvor de end måtte forekomme.

Formål:

  • At forholde sig til krænkelser af menneskerettigheder i hele verden
  • At forbedre menneskerettighedssituationen overalt
  • At opmuntre stater til at opfylde deres menneskeretlige forpligtelser og tilsagn
  • At vurdere de positive udviklinger og udfordringer stater står overfor
  • At styrke statens kapacitet til at sikre at menneskerettigheder gælder for alle
  • Efter anmodning at stille teknisk assistance til rådighed for stater
  • At udbrede bedste praksis blandt stater og andre interessenter

Hvordan fungerer det?

  • Alle FN-lande vil blive gennemgået hvert fjerde år
  • 48 lande vil blive gennemgået hvert år
  • Alle medlemmer af rådet vil blive gennemgået under deres valgperiode
  • Bedømmelsen foretages af UPR arbejdsgruppen bestående af de 47 rådsmedlemmer
  • UPR arbejdsgruppen afholder tre årlige møder af to ugers varighed
  • Møderne i arbejdsgruppen finder sted i FN's Genève-kontor i Palais des Nations
  • Bedømmelsen faciliteres af grupper på tre lande, eller "trojkaer", sammensat ved lodtrækning som tillige fungerer som referenter

Tidsplan for bedømmelsen:

  • Den 21. september 2007 vedtog FN's Menneskerettighedsråd enkalender, der viser rækkefølgen for bedømmelsen af de 192 FN-lande under den første fire års UPR gennemgang

Grundlaget for bedømmelsen:

  • Tre rapporter danner grundlag for bedømmelsen af hvert land; de indeholder følgende oplysninger:
    • Oplysninger fra landet under bedømmelse ("national rapport") herunder oplysninger om resultater og bedste praksis, udfordringer og hindringer samt centrale nationale prioriteringer til imødegåelse af mangler
    • Oplysninger fra rapporter af uafhængige menneskerettig­hedseksperter og -grupper, de såkaldt Særlige Procedurer, FN overvågningskomitéer og andre FN organer
    • Oplysninger fra ngo'er, nationale menneskerettigheds­institutioner og "andre interessenter"
  • Bedømmelsen bør vurdere, i hvilken udstrækning landene respekterer deres menneske­retlige forpligtelser indeholdt i:
    • FN-pagten
    • Verdenserklæringen om menneskerettigheder
    • Menneskerettighedsinstrumenter (pagter, konventioner og andre traktater), som landet har tiltrådt
    • Frivillige tilsagn og forpligtelser som landet har påtaget sig
    • Relevant international humanitær lov

Hvordan vil bedømmelsen foregå:

  • En interaktiv dialog finder sted i arbejdsgruppen mellem landet under bedømmelse og rådet
  • For at sikre en effektiv interaktiv dialog kan "Trojkaen" samle spørgsmål fremsat i forvejen af andre lande til landet under bedømmelse
  • Alle 192 FN-lande kan deltage i bedømmelserne, herunder i den interaktive dialog. Andre relevante interessenter så som ngo'er eller nationale menneskerettighedsinstitutioner kan overvære arbejdsgruppens bedømmelse
  • Tidsrammen for bedømmelsen er tre timer for hvert land i arbejdsgruppen. Yderligere en halv time er afsat til arbejds­gruppens vedtagelse af rapporten fra hvert af landene under bedømmelse
  • UPR arbejdsgruppen godkender arbejdsgruppens rapport på baggrund af "trojkaen" fremlæggelse heraf

Vedtagelse af resultatet:

  • Under den næste ordinære samling i FN's Menneskerettighedsråd efter landebedømmelsen er der afsat tid til at vurdere resultatet af hver bedømmelse (op til en time pr. land)
  • Både medlemsstater og observatører og ngo'er og andre interessenter kan deltage i disse plenarsamlinger til vurdering af UPR bedømmelserne
  • Det endelige resultat af bedømmelsen vedtages af samtlige medlemmer af FN's Menneske­rettigheds­råd på denne plenarsamling.

Opfølgning på bedømmelsen:

  • Resultatet af bedømmelsen skal primært gennemføres af vedkommende land og af andre interessenter, i det omfang det er hensigtsmæssigt,
  • Den opfølgende bedømmelse, som finder sted i den anden gennemgang (2012-2015), skal fokusere på gennemførelse af anbefalingerne fra den foregående gennemgang
  • Det internationale samfund vil - i samråd med og med samtykke fra vedkommende land - støtte gennemførelse af anbefalinger og konklusioner med hensyn til kapacitetsopbygning og teknisk assistance
  • FN's Menneskerettighedsråd vil i forbindelse med vurderingen af udfaldet af bedømmelsen beslutte, om og i givet fald hvornår det måtte være behov for konkret opfølgning

 

Oversat til dansk af Jette Olsen og Lisbeth Arne Nordager Thonbo, DIHR, fra OHCHR Fact Sheet:"Human Rights Council - Universal Periodic Review", November 2008