Danmark nedprioriterer kampen mod tortur

Forleden var det international antitorturdag. Det blev noget overraskende markeret med larmende tavshed fra det officielle Danmark. Selv om der er mange mærkedage, især i FN-regi, fortjener 26. juni at blive markeret af den danske udenrigs- eller udviklingsminister.

Det var nemlig på dansk initiativ, at FN's Generalforsamling i 1997 udråbte 26. juni til FN's internationale dag til støtte for torturofre. Det skete for at markere, at på denne dato trådte FN's konvention mod tortur i kraft ti år før.

Der er sket markante fremskridt i arbejdet mod tortur, siden den første konvention, der udelukkende drejer sig om udryddelse af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, blev vedtaget i 1984.

Tortur er en barbarisk krænkelse af menneskelig værdighed og menneskerettighederne. Ingen politisk, militær, religiøs eller anden begrundelse kan retfærdiggøre brugen af tortur.

Men samtidig er den sørgelige sandhed, at der er lang vej endnu. Ifølge Amnesty Internationals seneste årsrapport foregår der tortur eller anden mishandling i 111 lande. Tortur er samtidig et meget udbredt problem i verdens folkerigeste lande. RCT's forskere vurderer, at ca. 4,2 milliarder mennesker verden over lever i risiko for at blive udsat for tortur. Derfor er det vigtigt at sætte bekæmpelse af tortur højt på den politiske dagsorden.

FN's dag mod tortur ville derfor være en god anledning til at stoppe op og gøre status over arbejdet mod tortur. Ud fra et dansk perspektiv er det særlig vigtigt i år, da det er 25 år, siden Danmark underskrev FN's konvention mod tortur. Til dato har lidt mere end tre fjerdedele af verdens lande - nemlig 146 af FN's 192 medlemslande - ratificeret konventionen, som giver en klar definition af tortur:

Det er tortur, når en person bevidst påføres stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk, når torturen har til formål at fremtvinge en tilståelse, oplysninger eller at straffe, og når den bliver udført af en offentlig myndighed, på dennes opfordring eller med dennes samtykke.

Modsat f.eks. terrorisme har vi med konventionens ord en relativt klar definition af begrebet tortur. Samtidig fastslår konventionen, at det universelle forbud mod tortur er absolut, og at tortur under ingen omstændigheder kan retfærdiggøres - det være sig under truslen om terror, krig eller nødret. Efter terrorangrebet på USA 11. september 2001 er det absolutte forbud mod tortur kommet under pres.

I snart ni år har den erklærede krig mod terror, hvor statens sikkerhed i flere tilfælde sættes over respekten for menneskerettighederne og internationale konventioner, ført til forsøg på at udhule både, hvad der regnes for tortur, og det absolutte forbud.

Når præsident George W. Bush tillod waterboarding (fingeret drukning) og andre barske afhøringsteknikker i Abu Ghraib-fængslet og i Guantánamolejren, sendte han samtidig et signal til andre magthavere om, at det er legitimt at udøve tortur af terrormistænkte fanger for at fremskaffe oplysninger, der angiveligt kan sikre den nationale sikkerhed.

Danmark har gennem mange år med rette været regnet for et foregangsland i kampen mod tortur. Siden Danmark ratificerede FN's konvention mod tortur, har skiftende danske regeringer tidligere understreget, at Danmark har til hensigt konsekvent at efterleve konventionen.

Danmark har i FN også arbejdet for, at andre lande undertegner torturkonventionen, men man synes at glemme, at Danmark også i flere tilfælde selv har været på kant med FN's torturkonvention.

I december 2002, da Danmark havde formandskabet for EU, vedtog FN's Generalforsamling tillægsprotokollen til FN's konvention mod tortur, som gennem besøg i bl.a. fængsler skal forebygge tortur.

Selv om et enigt Folketing i maj 2003 efter en forespørgselsdebat opfordrede regeringen til »at arbejde for, at flere lande, herunder programsamarbejdslandene under udviklingsbistanden, tilslutter sig menneskerettigheds-konventionerne, særligt tillægsprotokollen til FN's torturkonvention«, synes regeringen hverken at have rejst spørgsmålet over for modtagerlande af dansk bistand eller over for USA, der som et af kun fire lande stemte imod tillægsprotokollen i FN.

Rollen som foregangsland har ikke kun været et udtryk for dansk selvforståelse. FN's Torturkomité, som skal sikre, at landene lever op til konventionen, har ofte udtalt, at Danmark på internationalt plan har været blandt hovedaktørerne i kampen mod tortur.

Senest i marts i år fremhævede FN's særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, Danmark som et af de få lande i verden, der er fri for tortur. Dansk politi og fængselsmyndigheder har da rigtig nok også siden Anden Verdenskrig generelt udvist en human retshåndhævelse.

I enkelte tilfælde har danske betjente dog overskredet grænsen for lovlig magtanvendelse. I 1992 blev den 18-årige Benjamin Schou under en anholdelse lagt i benlås. Med håndjern og tre betjente liggende over sig i så lang tid, at han fik hjertestop, blev han alvorligt hjerneskadet og kom ikke til bevidsthed igen, inden han døde i september 2008.

Under COP15-mødet i december 2009 foretog politiet stærkt omdiskuterede masseanholdelser, der - selv om man ikke kan tale om tortur - blev karakteriseret som umenneskelige og nedværdigende, da hundredvis af demonstranter blev beordret til at sidde på den frosne asfalt og måtte tisse i bukserne.

Endelig har isolationsfængsling bragt Danmark på kant med FN. FN's rapportør har bl.a. kritiseret Danmark for alt for omfattende brug af isolationsfængsling, som har en klart dokumenteret negativ virkning på det psykiske helbred, og påpeget, at isolationsfængsling kun undtagelsesvis bør anvendes, eller når det er absolut nødvendigt. Selv om gennemsnitslængden er blevet nedbragt, bør isolationsfængsling begrænses mest muligt både i omfang og længde.

I mere end ti år har Danmark været forslagsstiller til FN-resolutioner for at fremme torturkonventionens overholdelse. Men i den øvrige udenrigspolitik har der været flere spørgsmål, hvor Danmark ikke har levet op til rollen som foregangsland.

Danmark har nok i ord taget afstand fra både Abu Ghraib og Guantánamo, men det er karakteristisk, at tidligere statsmister Anders Fogh Rasmussen under sine mange møder med USA's nu tidligere præsident George W. Bush aldrig brugte ordet 'tortur' eller understregede, at USA burde overholde FN's konvention mod tortur.

Man var fra dansk side mere end tøvende med at kritisere Bushregeringens forsøg på gennem juridiske notater at udhule såvel definitionen af som forbuddet mod tortur. Selv om man kunne forvente større lydhørhed, har man heller ikke, siden Obama blev valgt til præsident, rejst spørgsmålet om tortur.

Da udenrigsminister Lene Espersen for nylig for første gang mødte sin amerikanske kollega, Hillary Clinton, synes hverken Guantánamo, retsforfølgning for tortur eller amerikanske lægers medvirken ved tortur at være berørt under samtalerne.

Forleden kunne nyhedsbureauerne ellers fortælle, at USA's tidligere præsident George W. Bush har erkendt, at hans administration brød antitorturkonventionens absolutte forbud mod tortur. Få dage efter kunne Physicians for Human Rights i en rapport dokumentere, at amerikanske læger ikke alene havde medvirket ved tortur, men endog havde eksperimenteret udi tortur.

Det er principielt vigtigt, at der ikke er straffrihed for tortur. Det er erfaringsmæssigt også vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt. Vi skylder torturofrene, at tortur bliver retsforfulgt og de skyldige bliver dømt. USA har ifølge FN's konvention mod tortur en forpligtelse til at retsforfølge ansvar for tortur.

Når præsident Obama ikke selv vil tage initiativ dertil, bør andre lande opfordre USA til at indlede en undersøgelse af ansvaret for den stedfundne tortur. Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre Obamaregeringen til at få retsforfulgt de ansvarlige for tortur i Bushtiden.

Når det gælder undersøgelse af CIA-flys anvendelse af dansk luftrum til transport af terrormistænkte til tortur i hemmelige fængsler, er den danske regering ikke gået i spidsen for at få undersøgt - og slet ikke uvildigt - skandalernes omfang.

Da tv-dokumentaren 'Den hemmelige krig' gjorde det uomgængeligt for regeringen at nedsætte - ganske vist dens egen - arbejdsgruppe, lod man sig i oktober 2007 nøje med mildest talt utilfredsstillende amerikanske svar. Siden har man undladt at bruge magtskiftet i Washington til på ny at stille USA de nødvendige spørgsmål.

Fraværet af kritik af USA's ansvar for tortur synes også at have en trist afsmitning. Danmarks tavshed har under de nylige statsbesøg været udtalt, når det gælder kritik af tortur og andre menneskerettighedskrænkelser i Kina og Rusland.

I den nyligt vedtagne bistandsstrategi savnes der - trods den markante betoning af vigtigheden af at fremme menneskerettigheder - desværre også en eksplicit prioritering og omtale af Danmarks internationale arbejde mod tortur.

På nationalt plan er torturofre og andre traumatiserede flygtninge senest blevet ramt både af udlændingeaftalen, som gennem betoning af arbejds- og sprogkrav i et nyt pointsystem gør det sværere for torturofre at få permanent opholdstilladelse, og af genopretningspakken, hvor man i lighed med andre flygtninge får beskåret retten til pension og børneydelse til børnerige familier, samt endog af udsigt til nye tolkebesparelser. 

Det er antagelig ikke konventionsstridigt, men kønt er det absolut ikke. De danske myndigheder har i mange år været nærmest fodslæbende, når det gjaldt at inkorporere et udtrykkeligt forbud mod tortur i straffeloven.

Alle stater er ifølge FN's konvention mod tortur forpligtet til at gøre tortur strafbart i deres lovgivning. Danmark har ikke i straffeloven en selvstændig bestemmelse, som kriminaliserer tortur, men et vigtigt skridt blev dog taget i 2008, hvor tortur blev gjort til en skærpende omstændighed i straffeloven i sager om bl.a. vold, grov vold og trusler om vold.

Det skete som følge af et folkeligt pres bl.a. fra RCT og Amnesty International, som indsamlede ikke mindre end 146.000 underskrifter. Ifølge folkeretten skal den danske regering - i lighed med USA og andre lande, der har ratificeret konventionen - sikre, at personer, som mistænkes for tortur, enten retsforfølges i Danmark eller udleveres til retsforfølgning i en anden stat.

Men et par sager har vist, at Danmark i praksis ikke er foregangsland på det punkt. I 1998-99 afviste Rigsadvokaten og Justitsministeriet at iværksætte en strafferetslig efterforskning for at få Chiles forhenværende diktator og præsident Augusto Pinochet udleveret til retsforfølgning i Danmark.

Sagen viste, at tortur begået i udlandet af udenlandske statsborgere ikke kan straffes i Danmark, medmindre gerningsmanden befinder sig her i landet. Når det gælder udlændinge bosat i Danmark, der har begået tortur i udlandet, viste sagen i 2001 om Israels nye ambassadør Carmi Gillon andre huller i den danske praksis.

Han vedstod på dansk tv, at han som chef for Israels sikkerhedstjeneste i mange tilfælde havde været ansvarlig for brug af 'moderat fysisk pres', men i sidste instans måtte retsforfølgning for tortur vige for ambassadørens immunitet.

Efter Gillons ankomst indgav en gruppe torturofre en politianmeldelse, men de danske myndigheder fastslog, at han ikke kunne retsforfølges pga. sin diplomatiske immunitet.

FN's konvention mod tortur understreger, at man ikke må udvise, udlevere eller tvangshjemsende til et land, hvor personen risikerer at blive udsat for tortur eller anden umenneskelig straf. Alligevel har man konkrete eksempler på personer, som er blevet udvist af de danske myndigheder til lande, hvor de er blevet udsat for tortur. I 1999 blev den unge iraner Ashkan tvangshjemsendt, hvorefter han i et iransk fængsel i over to år blev udsat for systematisk tortur.

Det lykkedes ham at flygte og via Grækenland komme tilbage til Danmark, hvor han siden fik asyl. Men Ashkan og andre kendte eksempler er måske kun toppen af isbjerget. Problemet er, at man faktisk ikke ved, præcis hvad følgerne af den udbredte brug af udvisninger og tvangshjemsendelser har været. De mange uvisse skæbner bør få regering og Folketing til kritisk at undersøge, om udvisninger og tvangshjemsendelser i praksis har medført, at Danmark har overtrådt internationale konventioner, herunder FN's konvention mod tortur.

Danmark er også af FN's Torturkomité og FN's rapportør mod tortur, Manfred Nowak, blevet advaret om at være på vej ud over kanten af forbuddet mod tortur, når man overvejer at få udstedt 'diplomatiske garantier' mod tortur, før man udleverer udviste til lande, hvor der er risiko for tortur.

Alligevel besluttede regeringen i april, at den terrorsigtede Niels Holck skal udleveres til Indien, som ikke alene er kendt for udbredt tortur, men end ikke har ratificeret FN's konvention mod tortur. Det er uklart, om man fra dansk side overhovedet har fået et garantibevis fra Indien, men uanset hvad har de diplomatiske garantier ingen juridisk status. Sagen viser samtidig, at den danske regering taler med to tunger.

Få uger før beslutningen om udlevering var danske diplomater i FN forslagsstillere af en resolution, som netop advarede mod udvisning til lande, hvor der er risiko for tortur.

For få dage siden offentliggjorde Human Rights Watch en rapport, der advarede førende EU-lande mod at samarbejde med efterretningstjenester i lande, der er kendt for brug af tortur. Det er en advarsel, der i lige så høj grad gælder Danmark, og som både Politiets Efterretningstjeneste og Justitsministeriet burde notere sig.

Såvel i udenrigspolitikken som i den nationale praksis kan der altså i flere tilfælde peges på punkter, hvor Danmark i højere grad kunne leve op til det tværpolitisk brede ønske om at være foregangsland i arbejdet mod tortur.

Folketingets partier burde bryde tavsheden og bruge 25-året for Danmarks underskrift på FN's konvention mod tortur til at diskutere, hvordan vi fremover igen kan blive foregangsland i arbejdet mod tortur.

Kilde: Politiken.dk http://politiken.dk/debat/article1013516.ece