1. januar 0001

Politiken lader hånt om de FN-ansattes sikkerhed

Mandag den 9. november 2009 skrev Anders Jerichow, Politikens kronikredaktør, at ’FN stikker halen mellem benene’, hvor han rettede en helt urimelig kritik mod FN som utilstrækkelig, utroværdig og uansvarlig – som når FN af sikkerhedshensyn til sine (civile) ansatte har valgt at trække knap 600 ud af de i alt 1.100 ansatte i Afghanistan efter terrorangrebet mod et guesthouse i Kabul, hvor seks FN-ansatte blev dræbt. Læs reaktionen fra FN-forbundets formand, Jørgen Estrup, her, som bragt i Politiken lørdag den 14. november 2009.

POLITIKENS KRONIKREDAKTØR, Anders Jerichow, skriver under den lidt hånlige overskrift ' FN stikker halen mellem benene' om tilbagetrækningen af en del af FN's Afghanistan-udsendte efter angrebet for nylig i Kabul.

Seks civile FN medarbejdere blev dræbt og et større antal såret af Talebanterrorister forklædt som politifolk.

DENNE TRAGISKE BEGIVENHED er for Jerichow anledning til en helt urimelig kritik, hvor han ironiserer over FN's utilstrækkelighed og bestrider organisationens troværdighed i al almindelighed.

Sammenfattet i: »Det havde været så opløftende, hvis FN havde overtaget en sjat ansvarlighed efter Murens fald«. Men hvis ansvar er det egentlig, vi taler om? Ansvaret for FN's rolle i væbnede konflikter ligger hos Sikkerhedsrådet, som styres af de fem permanente medlemmer: USA, Rusland, Kina, England og Frankrig.

Hvis FN svigter, så er det i første række her, man skal søge årsagen.

En helt afgørende grund til, at folkedrabet i Rwanda 1994 ikke blev stoppet i tide, var, at stormagterne med Frankrig og USA i spidsen ikke ønskede at gribe ind, selv om den canadiske general Dallaire, som ledede den utilstrækkelige FN-styrke, informerede om, hvad der forestod.

Og i Srebrenica 1995 stod et diminutivt kontingent hollandske 'blå baretter' magtesløse over for serbiske styrker, da massakren på 8.000 ubevæbnede bosniske muslimer fandt sted.

FN's generalsekretær havde anmodet Sikkerhedsrådet om en styrke på 34.000 mand til at beskytte de bosniske såkaldte 'safe havens'. Han blev lovet 7.600 af Sikkerhedsrådet, men fik i virkeligheden langt færre.

DA FN BLEV TIL for mere end 60 år siden i forlængelse af Anden Verdenskrigs ragnarok, var stormagterne enige om, at FN skulle udstyres med tilstrækkelig militær magt til at løse globale konflikter. Det løfte blev indskrevet i FN-pagten, men hurtigt glemt. I stedet må man i dag trygle afrikanske og asiatiske lande om at stille med tropper, når massakrer i Congo og Darfur skal stoppes.

Eller man bemyndiger Nato til at intervenere på FN's vegne, som det er sket i Afghanistan.

OG MENS USA og de andre Nato-lande diskuterer frem og tilbage, hvor mange soldater der skal til for at skabe sikkerhed i Afghanistan, så bliver FN-ansatte dræbt.

Det er ikke soldater, FN har i Afghanistan.

Det er civile uden våben. Ikke desto mindre er det dem, der ligesom ansatte fra andre hjælpeorganisationer står i skudlinjen.

Af hensyn til de ansattes sikkerhed forventes nu 600 ud af i alt 1.100 ansatte under FN's mission i Afghanistan (UNAMA) trukket ud.

Det er ifølge Jerichow endnu et eksempel på, at man ikke kan stole på FN. Var det ikke på sin plads, om Politiken i stedet bakkede op om dem, som risikerer livet i FN's tjeneste?

Taleban har taget ansvaret for angrebet. Hvem tager ansvaret for FN's personale?

Det er ikke soldater, FN har i Afghanistan. Det er civile uden våben. Ikke desto mindre er det dem, der ligesom ansatte fra andre hjælpeorganisationer står i skudlinjen.

Af JØRGEN ESTRUP, LANDSFORMAND, FN-FORBUNDET.