Om FN

 

De Forenede Nationer (FN) er med sine 193 medlemslande verdens primære mellemstatslige samarbejdsorganisation. Endvidere har en række internationale organisationer, samt f.eks. Vatikanstaten og De Palæstinensiske Selvstyreområder observatørstatus.

Samarbejdet på tværs af de mange medlemslande er understøttet af FN-pagten, der trådte i kraft den 24. oktober 1945. Det var denne pagt, der skabte fundamentet for FN's virke, ved at fastlægge gensidige rettigheder og pligter blandt medlemslandene, samt etableringen af organisationens centrale samarbejdsorganer:

  • Generalforsamlingen
  • Sikkerhedsrådet
  • Det økonomiske og sociale råd (ECOSOC)
  • Den internationale domstol
  • Sekretariatet (som ledes af Generalsekretæren)

Derudover består FN-systemet af en lang række fonde, særorganisationer, og programmer.

FN's kerneopgaver ligger inden for hovedområderne:

  • Fred og sikkerhed
  • Menneskerettigheder
  • Udviklingsaktiviteter
  • Humanitære indsatser

FN’s historie

24. oktober 1945 regnes som FN’s fødselsdag, da FN-pagten officielt trådte i kraft på denne dato. På dette tidspunkt havde FN kun 51 medlemslande. Afslutningen på anden verdenskrig gjorde det muligt og ønskeligt at organisere verden anderledes i håb om at sikre freden og undgå en ny verdenskrig. FN-pagten fastlagde grundlaget for nye regler i international politik, som byggede på folkeretten og erfaringerne fra Folkeforbundet. Suverænitetsprincippet – at alle lande frit skal kunne bestemme over sig selv – er udgangspunktet i folkeretten. Samme princip fik en central plads i FN-pagten. Efter oprettelsen i 1945 er FN-systemet gradvist vokset som følge af oprettelsen af flere FN-organisationer og indføringen af en række FN-konventioner. Den internationale arbejdsorganisation ILO, stiftet i 1919, blev FN’s første særorganisation i 1946. Samme år blev FN’s børnefond, UNICEF, oprettet for at yde nødhjælp til børn i Europa og Asien efter anden verdenskrig. Princippet om grundlæggende menneskerettigheder blev nævnt i FN-pagten, men først i 1948 blev det konkretiseret gennem Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Denne erklæring blev en milepæl i menneskerettighedernes historie og har siden haft stor betydning for FN’s arbejde.

1950-59: FN præges af den kolde krig

1950-tallet begyndte med at Sovjetunionen boy-cuttede FN’s sikkerhedsråd. Nogle måneder efter gik Nordkorea til angreb på Sydkorea, og dette angreb blev begyndelsen på den tre år lange og blodige Koreakrig, hvor omkring 3 millioner blev dræbt. Det var den første krig efter anden verdenskrig, hvor USA og Sovjetunionen deltog på hver sin side. Koreakrigen viser hvordan den kolde krig prægede FN’s rolle i spørgsmålet om international fred og sikkerhed.

FN’s sikkerhedsråd blev enige om at et internationalt militært engagement skulle iværksættes i Korea. Dette blev historiens første militære operation med FN-mandat. FN-styrkerne blev ledet af den amerikanske militærkommando. Sovjetunionen og kommunistregimet i Kina ville højest sandsynligt have stemt imod en sådan FN-resolution, havde de været til stede i Sikkerhedsrådet under afstemningen. Grunden til deres fravær var at kommunistregimet, ledet af Mao, endnu ikke var anerkendt som en legitim repræsentant for Kina i FN, og af den årsag boy-cuttede Sovjetunionen Sikkerhedsrådet. Derfor kunne ingen af de to medlemslande nedlægge veto mod resolutionen.  

Det kommuniststyrede Kina, kendt som Folkerepublikken Kina, blevikke anerkendt som Kinas repræsentant i FN før 1971. Frem til da var det det tidligere nationalistregimet som repræsenterede Kina i Sikkerhedsrådet. De blev støttet af Vesten og holdt til i Taiwan.

1960-69: Atomvåben og afkolonisering 

1960’erne øgedes opmærksomheden om truslen fra atomvåben og militær oprustning. FN engagerede sig derfor yderligere i nedrustningsarbejdet og reguleringen af atomvåben gennem internationale aftaler. I 1967 besluttede FN’s medlemslande at verdensrummet ikke skulle beskyttes som våbenbase, og i 1968 blev FN’s traktat om ikke at sprede atomvåben vedtaget.  

Udviklingen af den kolde krig gjorde at både USA og Sovjetunionen i højere grad forsøgte at profilere sig som antikolonialistiske magter. Begge ønskede at vinde støtte fra den såkaldte tredje verden. En antikolonialistisk retorik fra begge supermagter bidrog til en endnu hurtigere afkolonisering, og FN blev et vigtigt forum for dette. Flere og flere stater blev selvstændige, og FN’s medlemstal steg raskt i løbet af og efter 1960’erne. 

Mellem 1955 og 1970 blev 66 lande nye medlemmer i FN, hvilket øgede det totale antal til 126. Dette var en stor forøgelse, som ændrede FN’s generalforsamling dramatisk. Konfliktlinjen i den internationale debatten bevægede sig gradvist væk fra Øst-Vest-aksen og den kolde krigen, og drejede sig i større grad om konflikten mellem Nord og Syd (rig mod fattig). I denne forbindelse dannede syd en løs sammenslutning mod nord under navnet ”Den Alliancefri Bevægelse. Presset fra de nye medlemslande i FN førte også til at Sikkerhedsrådet blev reformeret i 1965, og medlemstallet gik fra 11 til 15.

1970-79: Menneskerettighederne får international betydning

Selv om Verdenserklæringen for menneskerettigheder allerede kom i 1948, var det først i 1970’erne at menneskerettigheder som begreb og regelværk fik stor praktisk betydning internationalt gennem den internationale menneskerettighedsbevægelse. Ikke-statslige organisationer, Amnesty International og Human Rights Watch, blev vigtige anførere for menneskerettigheder i denne periode, og brugte FN-reglerne flittigt i deres kritik af staternes brud på menneskerettighederne. Menneskerettighedskonventionen blev folkeretslig bindende i 1976, da nok stater havde ratificeret disse. Efter diktaturer i Europa og Latinamerika blev afviklet, blev det også lettere at bevise at menneskerettighedsbrud havde fundet sted. USA’s krig i Vietnam spillede også en vigtig rolle i mobiliseringen af den internationale menneskerettighedsbevægelse.

1980-89: Naturværn og bæredygtig udvikling

1980’erne blev en tid med øget institutionalisering af miljøproblematikken i FN-systemet. Dette blev baseret på en række konferencer cirka 10 år tidligere, i efter miljøkonferencen i Stockholm 1972. I 1980 blev der formuleret en global naturværnsstrategi. Strategien lagde vægt på den gensidige afhængighed mellem naturværn og udvikling, og blev grundlæggelsen af konceptet ”bæredygtig udvikling”. 

Den globale naturværnstrategi medførte at FN’s generalforsamling vedtog en naturværnspagt i 1982 ved navn The World Charter for Nature. Charteret påpegede at menneskeheden er en del af naturen. Året efter blev Verdenskommissionen for miljø og udvikling etableret – også kendt som Brundtlandkommissionen efter lederen Gro Harlem Brundtland – og blev et uafhængigt FN-organ i 1984. Den nye FN-kommission for miljø og udvikling kom med en slutrapport i 1987 ved navnet Vores fælles fremtid. Rapporten gjorde idéen og begrebet «bæredygtig udvikling» til et populært perspektiv på, hvordan vi skal se på miljø, økonomi og social udvikling i sammenhæng. Hovedbudskabet var at verden skal organiseres sådan at menneskers behov bliver dækket uden det svækker grundlaget for at fremtidige generationer også skal kunne dække sine behov. 

1990-99: Fredsoperationer

Da Sovjetunionen blev opløst og den kolde krig afsluttet, stod USA igen som den eneste supermagt i verden og en ny æra var begyndt. Den nye magtpolitiske situation påvirkede også FN’s rolle. FN’s generalsekretær satte reform på agendaen – fredsarbejdet skulle styrkes og FN-bureaukratiet omorganiseres.

Antallet af fredsoperationer steg hurtigt. Der var en ny fælles målsætning og konsensus i Sikkerhedsrådet. Mellem 1989 og 1994 blev der oprettet 20 nye operationer, og en antallet af soldater steg fra 11.000 til 75.000. Det skulle alligevel vise sig at udførelsen, mandaterne og ressourcerne ikke imødekom de høje forventninger. Erkendelsen af dette førte til en reducering af antal operationer. 

FN fik også mange nye medlemslande i begyndelsen af 1990-tallet, blandt andet på grund af Sovjetunionens opløsning. Rusland overtog samtidig Sovjetunionens folkeretslige position, som inkluderede vetoretten i FN’s sikkerhedsråd.

2000-09: Fredspris og Menneskerettighedsrådet   

I år 2000 kom FN frem til otte mål, som handlede om fattigdomsbekæmpelse. Disse mål blev kaldt Tusindårsmålene og skulle nås inden år 2015. Tusindårsmålene bidrog til at forny FN i mødet med aktuelle globale udfordringer. Revitaliseringen af FN var én af grundene til at FN og generalsekretær Kofi Annan modtog Nobels fredspris i 2001.

I 2006 blev menneskerettighederne yderligere institutionaliseret i FN-systemet ved oprettelsen af FN’s menneskerettighedsråd. Menneskerettighedsrådet gennemgår menneskerettighedssituationen i alle lande i verden. 48 lande bliver vurderet hvert år, og det skal gå fire år mellem hver gang et land bliver vurderet.

I 2007 var det FN’s klimapanel som blev tildelt Nobels fredspris. Klimapanelets arbejde skabte øget opmærksomhed på truslerne knyttet til global opvarmning.

Den globale krig mod terror

I kølvandet af terrorangrebet mod USA 11. september i 2001, bedre kendt som 9/11, erklærede USA en såkaldt global krig mod terror. Krigen var som udgangspunkt rettet mod terrornetværket al-Qaida i Afghanistan, men førte alligevel til en folkeretsstridig invasion af Irak i 2003. USA, Storbritannien og andre allierede angreb Irak uden FN’s godkendelse og styrtede landets siddende regime. Denne indblanding dannede grundlag for nye krige og konflikter i regionen i de efterfølgende år.  

2010-19: Oprør, konflikt og FN’s verdensmål

Demonstrationer og oprør i forskellige lande i Mellemøsten og Nordafrika i 2011, kendt som det arabiske forår, førte til borgerkrige og regimeændringer i regionen. FN’s sikkerhedsråd gav tilladelse til en militær intervention i Libyen, men ikke i Syrien. Folk i begge land blev alligevel ofre for krig og terror, hvilket blandt andet bidrog til det højeste antal flygtninge siden anden verdenskrig.

Krise og borgerkrig i Ukraine i 2014 skabte en international konflikt med Rusland på den ene side, og NATO og EU på den anden. Konflikten udløste noget som minder om en ny kold krig mellem Øst og Vest. Ruslands tog Krimhalvøen fra Ukraine. Annekteringen blev erklæret folkeretsstridig af FN’s generalsekretær og -generalforsamling, og USA og EU indførte sanktioner mod Rusland. FN’s sikkerhedsråd har ikke fungeret som et sanktionsorgan i dette tilfælde, da vetomagterne står på hver sin side i konflikten. 

I 2015 vedtog FN’s medlemslande verdensmålene. FN’s verdensmål er verdens fælles arbejdsplan for at udrydde fattigdom, bekæmpe ulighed, og stoppe klimaændringerne inden 2030. De består af 17 mål og 169 delmål. Verdensmålene er en efterfølger af tusindårsmålene og blev udformet ved hjælp af bidrag fra lande verden over. Næsten ti millioner mennesker deltog via en spørgeundersøgelse. I modsætning til tusindårsmålene gælder verdensmålene for alle lande i verden - også de rige. 

FN’s hovedorganer

FN’s formål og arbejde er nedskrevet i FN-pagten fra 1945. FN er organiseret i seks hovedorganer, ud over FN’s generalsekretær og FN’s menneskerettighedsråd. Disse varetager FN’s vigtigste opgaver. I FN og FN’s hovedorganer gør man brug af seks officielle sprog, der alle er ligestillede, herunder russisk, kinesisk, spansk, fransk, engelsk og arabisk.

Generalforsamlingen

FN’s generalforsamling er et af FN’s seks hovedorganer. Hvert efterår mødes repræsentanter fra alle medlemslandene i Generalforsamlingen og diskuterer verdens største udfordringer. Det er også her de vedtager FN’s politik, retning og arbejdsmetoder. 

Generalforsamlingen er det eneste organ i FN hvor absolut alle medlemslande er repræsenteret. Alle lande har én stemme hver, uanset hvor stort landet er, og hver stemme tæller lige meget. Generalforsamlingens vedtag er ikke juridisk bindende for medlemslandene, men de er alligevel vigtige. De repræsenterer verdenssamfundets stemme, og dermed den offentlige, internationale holdning. Disse vedtag, også kaldet resolutioner, kan fx bruges til at et betydeligt pres på de forskellige parter i eventuelle konflikter. Selv om Generalforsamlingen ikke kan pålægge medlemslandene noget, opleves det at principper og moralske normer vedtaget af Generalforsamlingen kan blive til konventioner og andre forpligtende aftaler mellem landene i FN over tid. På den måde kan disse resolutioner altså få varig betydning i international ret.

Simpelt flertal er som regel nok til at vedtage nye resolutioner i Generalforsamlingen, men ved særligt vigtige spørgsmål kræver det et flertal på mindst 2/3 af stemmerne. Dette gælder fx resolutioner om fred og sikkerhed, godkendelse af årsbudgettet for organisationen, godkendelse af nye FN-medlemmer og valg af ikke-permanente repræsentanter i FN’s sikkerhedsråd. Ændringer i FN-pagten kræver også flertal på mindst 2/3 samt støtte fra de faste medlemmer af Sikkerhedsrådet. For at kunne bibeholde sin stemmeret i Generalforsamlingen, skal landene betale medlemskontingent til FN tidsnok. 

Sikkerhedsrådet

FN’s sikkerhedsråd er det mest magtfulde organ i FN, og består af 15 medlemslande. Det har hovedansvar for FN’s arbejde med at bevare fred og sikkerhed. Alle land i verden er forpligtet til at gøre som Sikkerhedsrådet siger. Når der opstår en trussel mod den internationale fred, er det Sikkerhedsrådets opgave at forhindre, at det bryder ud i væbnet konflikt. Det står nedskrevet i FN-pagten, som er FN’s grunddokument. Sikkerhedsrådet samles for at løse konflikten igennem forhandlinger. FN bestræber sig på at løse en konflikt ved hjælp af fredelige midler og kan eksempelvis:

  • Indkalde parterne til forhandlinger 
  • Udnævne særlige udsendinge, der skal mægle mellem parterne 
  • Placere fredsbevarende styrker i konfliktområdet

Hvis dette ikke lykkes, kan Sikkerhedsrådet vedtage, at FN skal gribe ind i konflikten – enten ved sanktioner eller brug af militær magt. Sikkerhedsrådet er det eneste organ i verden, som har denne mulighed. 

Sikkerhedsrådet har 15 medlemmer, hvoraf 5 er faste og 10 vælges af FN’s generalforsamling. USA, Kina, Rusland, Storbritannien og Frankrig er faste medlemmer. De har siddet i Sikkerhedsrådet siden 1945, og bliver ikke udskiftet. De 10 andre medlemslandene vælges for to år ad gangen. Hvert år udskiftes fem af de ikke-permanente medlemslande. Det er kutyme at vælge fem lande fra Asien og Afrika, to fra Latinamerika og Carribien, to fra Vesteuropa og andre (Australien, New Zealand, Canada), og ét fra Østeuropa. Medlemslandene skiftes på månedlig basis til at påtage sig formandsposten. 

De faste medlemmer i Sikkerhedsrådet har vetoret, hvilket betyder, at nedlægger et af de permanente medlemslande veto mod et forslag, kan dette forslag ikke vedtages på trods af flertal blandt de andre medlemmer. Vetoretten betyder at de faste medlemmer af Sikkerhedsrådet har væsentlig mere magt i forhold til resten af medlemmerne. De faste medlemmer fik denne position da FN blev stiftet i 1945, fordi de var sejrherrerne efter anden verdenskrig. Siden da har meget ændret sig, og mange mener det er på høje tid at lave om på reglerne om vetoret i Sikkerhedsrådet. Vedtag af resolutionsforslag kræver, at mindst 9 medlemslande stemmer for og ingen af de faste medlemslande nedlægger veto. 

Generalsekretæren

FN’s generalsekretær bliver udnævnt af FN’s generalforsamling på FN’s sikkerhedsråds anbefaling. Generalsekretæren vælges for en femårsperiode, og kan genvælges én gang. Nordmanden Trygve Lie var FN’s første generalsekretær. Han kaldte stillingen som FN’s øverste chef for verdens vanskeligste job. Efter ham er otte andre blevet sat på prøve i det «umulige» job. Jobbet som generalsekretær går på omgang mellem verdensregionerne. Der er ingen nedskrevet regel om dette, men det har været praktiseret de sidste 25 år. For eksempel blev burmesiske U Thant efterfulgt af hollandske Kurt Waldheim, som blev afløst af latinamerikaneren Javier Perez de Cuellar. Siden 2017 har António Guterres siddet på posten. 

Fredsmægling og præventivt diplomati er en af Generalsekretærens vigtigste opgaver. Med præventivt diplomati menes alt det, generalsekretæren gør for at hindre at konflikter og stridigheder opstår, udvikler eller spreder sig. Nogle gange vil resultatet af generalsekretærens mægling eller lobbyarbejde være at problemer løses, inden det bliver nødvendigt at sende dem til diskussion i Generalforsamlingen eller Sikkerhedsrådet. Af og til kan generalsekretærens mægling nemlig forhindre at et problem udvikler sig til en åben konflikt, og det er også sommetider muligt for generalsekretæren eller en af hans særligt udsendte at bringe parterne sammen efter en konflikt opstår.

Generalsekretæren har en særlig vigtig rolle i gennemføringen af FN’s fredsoperationer. Dette skyldes, at det er Generalsekretæren som sammen med FN-sekretariatet organiserer mange af fredsoperationerne i felten, og som beder medlemslande om at bidrage med militært og civilt personale efter Sikkerhedsrådets beslutning om at igangsætte operationerne. Generalsekretæren skal også gøre Sikkerhedsrådet opmærksom på enhver konflikt, som han føler kan true freden, og han har også myndighed til at foreslå sager til diskussion i Generalforsamlingen eller et hvilket som helst andet FN-organ.

Sekretariatet

Sekretariatet er FN’s administration, og hver dag arbejder omkring 6 500 mennesker i New York på at holde FN-hjulene i gang. Sekretariatet ledes af FN’s generalsekretær. Sekretariatet betjener og administrerer alle de centrale FN-organer, som for eksempel FN’s generalforsamling og FN’s økonomiske og sociale råd. Ud over en administration i New York, har FN’s sekretariat stor aktivitet i centrale FN-byer som Genève, Wien og Nairobi, samt flere byer og lande. Der er til sammen ca. 41 000 ansatte i FN’s sekretariat. Medarbejderne kommer fra omtrent 189 nationer. I modsætning til diplomater som repræsenterer et bestemt land, arbejder sekretariatets ansatte for alle FN’s medlemslande. Det betyder, at de ansatte ikke tager imod ordrer fra sine regeringer men fra Generalsekretæren, som er FN’s øverste leder.

Sekretariatet tilrettelægger møderne i FN, laver analyser og rapporter, og bistår delegationer fra andre lande, så de bedst muligt kan deltage i forhandlingerne. Sekretariatet indkalder også eksperter som kan belyse forskellige temaer, når de behandles, samt oversætte debatter og vigtige dokumenter til FN’s seks hovedsprog. Ud over generel administration, er FN-sekretariatet er inddelt i afdelinger, som ledes af vicegeneralsekretærer. Fagområderne til afdelingerne er meget varierede. De skal administrere fredsoperationer, overvåge økonomiske og sociale trends i verden og forberede studier på for eksempel menneskerettigheder og udvikling. Derudover skal sekretariatet informere medier om FN’s globale arbejdsindsats.  

Menneskerettighedsrådet

Menneskerettighedsrådet er FN’s øverste organ i menneskerettighedsspørgsmål, og er direkte underlagt FN’s generalforsamling. Rådet blev oprettet i 2006 og mødes i Genève. Menneskerettighedsrådet har ansvar for, at menneskerettighederne bliver styrket og beskyttet, og for at gribe ind i situationer hvor menneskerettighederne bliver brudt. Menneskerettighedsrådet skal koordinere og fremme FN’s arbejde for menneskerettigheder, og råder over et stort antal mindre komiteer med specielt ansvar for forskellige kernerettigheder. Rådet kan diskutere menneskerettighedsbrud i alle lande. Endvidere afholder rådet tematiske diskussioner, for eksempel om vold mod kvinder, flygtninges rettigheder eller retten til rent vand.  

Følgende punkter er nogle af Menneskerettighedsrådets opgaver:

  • At vedtage resolutioner som fordømmer menneskerettighedsbrud
  • At oprette efterforskningsgrupper som indhenter fakta om situationer, hvor menneskerettighederne bliver brudt
  • At udnævne specialrapportører som har ansvar for at følge op på et specielt tema eller et specielt land.
  • At tage imod klager fra individer, grupper eller organisationer, som mener at de er ofre for menneskerettighedsbrud

Menneskerettighedsrådet gennemgår derudover menneskerettighedssituationen i verdens lande. 48 land bliver vurderet hvert år, og der skal gå fire år mellem hver gang et land bliver vurderet. Denne ordning kaldes «Universal Periodic Review» (UPR). Efter vurderingen er det meningen, at alle landene skal arbejde med hver deres udfordringer – afhængig af udgangspunktet. 

Rådets 47 medlemmer vælges for tre år ad gangen. Hvert medlem skal godkendes med mere end halvdelen af stemmene i FN’s generalforsamling. Rådsmedlemmer kan også fjernes med 2/3 flertal i Generalforsamlingen ved bevis på brud på menneskerettigheder i hjemlandet.

De forskellige regioner har et fast antal medlemmer baseret på befolkningstal:

Afrika: 13 
Asien: 13 
Latinamerika og Carribien: 8
Østeuropa: 6 
Vesteuropa og andre: 7 

Danmark blev tildelt en plads i Menneskerettighedsrådet pr. 1. januar 2019. 

Den internationale domstol

Den internationale domstolen (ICJ) er FN’s juridiske hovedorgan. Domstolen blev oprettet i 1945 for at løse retslige konflikter mellem stater. ICJ dømmer kun i sager mellem stater, hvilket betyder at enkeltpersoner, foreninger eller bedrifter ikke kan stilles for retten i ICJ. Det samme gælder ikke-statslige aktører som for eksempel terrorgrupper eller oprørsbevægelser. Regelværket til ICJ er en del af FN-pagten.

ICJ består af 15 dommere valgt for en periode på 9 år, hvoraf fem udnævnes hvert tredje år. Det er muligt at blive genvalgt op til tre gange. FN’s generalforsamling og FN’s sikkerhedsråd samarbejder om at vælge dommere til Den internationale domstol. Kandidater til hvervet skal have kvalifikationer fra de højeste juridiske embeder i deres hjemland, og samtidig have anerkendte kompetencer i folkeret. På grund ad sin geografiske spredning afspejler dommerne forskellige juridiske systemer i verden, når de tiltræder ICJ. De skal imidlertid ikke repræsentere en bestemt stat, når de udøver deres embede. Domstolen mødes i lukkede rum, og vedtager beslutninger ved simpelt flertal. 

Ingen stater kan tvinges frem foran ICJ, men når først en stat godkender, at ICJ kan afgøre en sag, så er staten forpligtet til at gøre, som domstolen siger. For at en stat skal kunne stilles for retten, skal den altså officielt erklære, at den godtager, at ICJ kan dømme den. 73 stater er kommet med en sådan erklæring (september 2017). Derudover findes der mange konventioner, der siger, at ICJ kan oprette en sag, hvis konventionen brydes. Hvis en stat har skrevet under på en sådan konvention, har de også godtaget, at ICJ opretter en sag om det tema, konventionen omhandler.

ICJ har behandlet over 120 forskellige sager siden opstarten i 1946. Rigitg mange af disse har omhandlet omstridte grænsedragninger mellem lande, og rettigheder til økonomiske ressourcer på havenes kontinentalsokler. For eksempel har ICJ afgjort grænsekonflikterne mellem El Salvador og Honduras og mellem Cameroun og Nigeria. I 1993-94 behandlede domstolen en konflikt mellem Norge og Danmark om fiskerizonen mellem Jan Mayen og Grønland, hvor Danmark fik delvist medhold.

ICJ har også udtalt sig om sager som:

  • lovligheden af atomprøvesprængninger
  • gidseltagning
  • ret til asyl
  • miljøbeskyttelse
  • anvendelse af Folkemordskonventionen.

Ud over oprettelsen af mellemstatslige sager, kan ICJ komme med rådgivende udtalelser om folkeretslige spørgsmål. Det er FN’s generalforsamling eller FN’s sikkerhedsråd, der anmoder ICJ om dette. Sådanne udtalelser har bidraget til både at afklare FN’s juridiske rettigheder som organisation, og medlemslandenes pligt til at deltage i finansieringen af fredsbevarende operationer. En meget omtalt sag var, da FN’s generalforsamling i 2003 bad domstolen om at udtale sig om et politisk svært betjent emne, nemlig lovligheden af muren som israelske myndigheder havde bygget rundt om og på det okkuperede palæstinensiske område på Vestbredden. Denne udtalelse bliver fremdeles ofte brugt i debatter om konflikten mellem Palæstina og Israel. Det står i statutterne at afgørelser i ICJ ikke skal skabe presedens for andre og senere sager, men dette sker alligevel ofte i praksis. Forsigtig brug af presedens gør det muligt for ICJ at have indflydelse på udviklingen af international ret.

Det økonomiske og sociale råd

I FN er alle de store hovedorganer defineret i FN-pagten fra 1945. Det økonomiske og sociale råd (ECOSOC) er ikke så velkendt som Sikkerhedsrådet eller Generalforsamlingen. Det er det organ som koordinerer alt FN gør inden for økonomiske og sociale spørgsmål. ECOSOC har 54 medlemmer som vælges ind i treårsperioder. Rådet er også knudepunkt for alle de forskellige FN-organisationer. 

ECOSOC’s arbejde spænder vidt. En af de primære opgaver er at koordinere arbejdet med en lang række programmer, fonde og særorganisationer, som i høj grad arbejder uafhængigt af det centrale FN.  En anden opgave er at forberede og organisere store internationale konferencer inden for økonomisk og social udvikling, samt følge op på de ting, der er vedtaget under disse konferencer. ECOSOC arbejder også med at anbefale og igangsætte en lang række aktiviteter knyttet til hurtig økonomisk vækst i udviklingslande. De fremmer menneskerettigheder og beskyttelse af minoriteter, og opmuntrer til internationalt samarbejde på områder lige fra sundhedsspørgsmål til kriminalitetsforbyggende tiltag.

Ydermere er ECOSOC er det organ i FN, hvor NGO’er har deres mest tydelige stemme, og mere end 3200 frivillige organisationer har en konsultativ status til rådet. Det betyder at de frivillige organisationer kan sende deres medlemmer til forskellige konferencer og møder for at observere, samt indlevere skriftlige råd og synspunkter inden for deres arbejdsområde. Dette er et enormt vigtigt bidrag til FN’s arbejde, da man på den vis får andre perspektiver, end dem medlemslandenes delegationer præsenterer.  Hvert fjerde år skal de frivillige organisationer med konsultativ status indlevere en rapport til FN, hvor de beskriver hvordan de bidrager til FN’s arbejde og formål. 

Grundet ECOSOC’s enorme arbejdsområde, har rådet tilknyttet samtlige kommissioner til at understøtte deres arbejde. Nogle af disse kommissioner er:

Derudover er der fem regionale kommissioner, som er knyttet til økonomiske og sociale sager i bestemte geografiske områder.

Formynderskabsrådet

FN’s Formynderskabsrådet blev oprettet for at sikre, at områder som var kontrolleret af andre land fik retten til at bestemme over sig selv tilbage. Da FN blev oprettet i 1945 levede over en tredjedel af verdens befolkning i kolonier. 11 koloniområder i Afrika og Stillehavsområdet som var styret af andre lande, blev defineret af FN som tilsynsområder. Disse områder fik speciel opmærksomhed fra FN. I FN-pagten blev der defineret et system for, hvordan disse områder skulle hjælpes frem til selvstyre og uafhængighed over tid. FN-pagten vedtog også oprettelsen af Formynderskabsråd, et råd som skulle overvåge løsrivelsen, samt diskutere og rådgive om den politiske, økonomiske og sociale udvikling i de forskellige områder. Sikkerhedsrådets fem vetomagter (USA, Frankrig, Rusland, Kina og Storbritannien) fik mandat til at sidde i Tilsynsrådet, der mødtes til årlige sessioner. 

Cirka 40 år efter oprettelsen af Formynderskabsrådet var mere end 80 tidligere kolonier blevet selvstændige. I 1994 afsluttede Sikkerhedsrådet tilsynsaftalen for det sidste af de oprindelige tilsynsområder, nemlig Stillehavsøerne Palau, som indtil da var administreret af USA.  Dermed var Tilsynsrådets oprindelige opgave fuldført, og rådet ændrede sine møderegler, således at de i fremtiden kun mødtes efter behov. Formynderskabsrådets arbejde var på mange afslutningen på kolonialismen.

I dag mangler man endnu at beslutte hvorvidt Formynderskabsrådet skal nedlægges eller tildeles nye opgaver. 

Et forslag er at tildele Formynderskabsrådet en ny funktion med fokus på globale almindinger, såsom hav, havbund og verdensrummet. Det er også foreslået, Formynderskabsrådet kan omformes til et forum for minoriteter og oprindelige folk. 

FN-reformer

Debatten om at reformere FN er lige så gammel som organisationen selv. Vetoret, effektivitet og åbenhed er de vigtigste temaer knyttet til FN-reform.  

FN’s nuværende generalsekretær António Guterres har varslet omfattende reformer af et FN-system, som har vokset sig stort og til dels svært bureaukratisk. En reform handler om at ændre organisationen til det bedre. Reformer var et centralt tema allerede i indsættelsestalen til Guterres. Ved Guterres’ første generalforsamling i 2017 gennemførte han, sammen med USA’s præsident Donald Trump, et møde for at fremme en FN-reform. 128 land har stillet sig bag en erklæring på ti punkter for «et FN for det 21. århundrede». 

Guterres har fremlagt reformering af specielt tre områder:

  • fredsbevarende operationer
  • udviklingsarbejdet
  • FN-administration 

Guterres efterlyste vilje til modige reformer blandt FN’s medlemslande for at sørge for at FN’s verdensmål opnås inden 2030. I 2018 oprettede Guterres en koordinatorstilling for reformarbejdet og udnævnte danske Jens Wandel til stillingen, som da fik titlen «specialrådgiver til Generalsekretæren for reform».

Generalsekretærens reform-initiativ har høstet meget støtte. Blandt den fremlagte kritik er at FN’s menneskerettighedsarbejde ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed i Guterres' reformforslag

Hvorfor er en reform af FN mindst lige vigtig nu som før?

Svaret på det er, at FN’s rolle er unik. Organisationen skal arbejde på at sikre fred og udvikling i alle verdens land, og opgaven er ikke blevet enklere med årene, nærmere tværtimod. I dag er der flere mennesker på kloden, klimaforandringer gør at livsgrundlaget til millioner af mennesker er truet, der er fortsat krige og omkring 10 procent af verdens befolkning lever fortsat i ekstrem fattigdom. 

Et kæmpe antal flygtninge skaber udfordringer, terrorisme skal bekæmpes, verdensøkonomien angår alle og forandrer sig hele tiden. Øget gensidig afhængighed af landene fører også til øget behov for samarbejde på globalt niveau. 

FN bliver omdannet og forbedret for at møde de nye udfordringer. Samtidig må organisationen struktureres og effektiviseres for ikke at blive for stor, for dyr og for uvirksom. Derfor er FN-reform noget som altid er aktuelt.

Mange har hævdet at FN kommer til kort i mødet med mange af nutidens konflikter og de enorme flygtningeudfordringer, som verden står overfor. FN er blevet beskyldt for at være en ineffektiv organisation, domineret af mægtige stater og deres særinteresser. De sidste år har denne kritik været stigende.

Man kan sige at der har foregået et nærmest kontinuerlig arbejde for at forbedre og reformere FN, men enkelte væsentlige strukturer fra organisationens første dage er det alligevel ikke lykkedes at ændre på. Selv om Generalforsamlingen allerede i 1993 nedsatte en arbejdsgruppe for at vurdere en reform af Sikkerhedsrådet, er der endnu ikke opnået enighed. Alle stater er enige om, at det bør ske en ændring, men ikke hvordan ændringen skal ske. 

Reform af Sikkerhedsrådet

Generalforsamlingen har vedtaget en resolution, som fastslår at beslutninger om reformer og udvidelse af rådet kan vedtages med 2/3 flertal af FN’s 193 medlemslande. På trods af denne resolution, kan de fem faste medlemslande stadig bremse et forslag om ændringer af Sikkerhedsrådet, da de har vetoret. 

Det, der gør vetoretten mest problematisk, er at de fem vetolandene har nok magt hver for sig til at stoppe FN i at handle i kritiske situationer. Dette er årsagen til at 27 medlemslande arbejder sammen i gruppen ACT (Accountability, Coherence and Transparency) for at udarbejde metoder, der kan forbedre FN’s Sikkerhedsråd. Et af deres forslag går ud på at alle medlemsstater skal forpligte sig til ikke at stemme mod resolutioner, som har til hensigt at forebygge eller standse forbrydelser mod menneskeheden. 

En udvidelse af antallet medlemmer i Sikkerhedsrådet er også en meget omdiskuteret reform. Store deler af Generalforsamlingen skal være indstillet på at udvide Sikkerhedsrådet med fem til tolv nye medlemmer. En sådan reform vil kunne gøre Sikkerhedsrådet mere repræsentativt og demokratisk, men næppe mere effektivt. Spørgsmålet er også hvad som skal være kriterium for udvælgelse af nye medlemmer, om det skal være magtposition (som i 1945), eller andre hensyn som region, befolkningstal eller kulturmangfoldighed.

Siden 1946 har de fem faste medlemslandene i Sikkerhedsrådet taget vetoretten i brug 270 gange.

Historiske FN-reformer

Det er tidligere generalsekretær Kofi Annan som får æren for at have fremmet den mest omfattende reformplan i FN’s historie. Det skete i 1997 da Annan fremlagde planen ”Renewing the United Nations: A Programme of Reform. Den første fase af reformprogrammet omfattede tiltag, som generalsekretæren selv kunne gennemføre, såsom effektivisering og forenkling af sekretariatets arbejde, og reducering af de administrative udgifter. De andre faser omhandlede grundlæggende og langsigtede reformer, som krævede medlemslandenes godkendelse, som fx en reform af Det økonomiske og sociale råd, ECOSOC. 

Reformer som forsvar mod nye trusler 

Efter den USA-ledede invasion af Irak i 2003, hævdede mange at FN havde svigtet sin rolle som konfliktløser, fordi organisationen ikke formåede at forhindre det folkeretsstridige angreb. I 2005 udgav FN’s generalsekretær Kofi Annan en rapport om reformer for at kunne møde nye trusler, ”In Larger Freedom, en rapport om udvikling og sikkerhed. Rapporten omhandler kampen mod terrorisme og understreger nødvendigheden af kollektive svar på kollektive trusler. Rapporten lægger også vægt på betydningen af økonomisk udvikling i fattige lande og bekæmpelsen af hiv/aids. Revitalisering af FN’s sekretariat i New York var også en central del. 

Større åbenhed og mere demokrati 

Større åbenhed og mere demokrati kan siges at være en værdireform som har foregået i FN de senere år, som følge af internettets udvikling og øgede muligheder for informationsformidling og deltagelse.

Valget af en ny generalsekretær sker gennem en mere åben proces. Tidligere var det udelukkende Sikkerhedsrådet, der foretog valget og sendte resultatet til godkendelse i Generalforsamlingen, men før valget i 2016 blev medlemslandene inviteret til at nominere kandidater. Kandidaterne præsenterede sig for Generalforsamlingen og svarede på spørgsmål. Det er fortsat Sikkerhedsrådet som vælger ny generalsekretær og fremlægger resultatet for Generalforsamlingen, men processen op til udvælgelsen er mere transparent. 

FN’s handlingsplan bliver udformet på en mere demokratisk måde end før. Mens Tusindårsmålene blev udformet af FN’s sekretariat og derefter vedtaget af Generalforsamlingen, er verdensmålene for 2030 udarbejdet med deltagelse fra verdenssamfundet. Mer end otte millioner mennesker deltog i udformningen af verdensmålene, som vil præge FN’s arbejde frem til 2030. 

De enkelte FN-programmer, kommissionerne, byrådene, departementerne og relaterede organisationer informerer om deres aktiviteter på egne hjemmesider. Budgetter og oversigter over bidrag og ydelser er tilgængelige for alle.

Oprettelsen af FN’s menneskerettighedsråd

FN’s menneskerettighedsråd blev i 2006 oprettet som en erstatning for FN’s menneskerettighedskommission. Dette var en del af generalsekretær Kofi Annans plan for at styrke FN’s arbejde med menneskerettigheder. Rådet ligger under Generalforsamlingen og foretager hvert år en vurdering af menneskerettighedssituationen i 48 lande, også kaldet Universal Periodic Review (UPR). 

Både den tidligere kommission og det nuværende råd er blevet kritiseret for at lande som selv bryder menneskerettighederne, har mulighed for at sidde i rådet. Mange mener, det er paradoksalt at for eksempel Saudi-Arabien, Kina og Rusland kan være med til at irettesætte andre lande for brud på menneskerettighederne.

Ønsket om reformer knytter sig til spørgsmål om ligestilling blandt lande og retfærdighed. Reformer har været på tale siden oprettelsen af FN, særligt på baggrund af vetoretten, men det er altså ikke til at vurdere, hvornår og om de ville kunne finde sted.