Pixabay Entre Humos
29. april 2024

Ny rapport om krænkelser af menneskerettigheder er en tyk bog

Foto: Pixabay/ Entre_Humos

Amnesty International er netop udkommet med deres årlige status, og selvom man nok ikke skal overfortolke, at den fylder seks sider mere end året før, så kan det alligevel konkluderes, at myndighedernes respekt for borgerne næppe er blevet bedre det seneste år.

Foruden de globale og regionale kapitler er der korte beskrivelser af 155 lande. Her fylder Danmark én side mod Kinas syv, og dermed er Kina det land, der fylder mest. Det er blandt andet behandlingen af uhigurerne - hvoraf en million er, eller har været internerede -  er med til at karakterisere det næst-folkerigeste land i verden.

I overskriften på årets Amnesty-rapport er det valgt at fokusere på de mange aktuelle krige. Her finder Amnesty, at de krigsførende parter tager meget ringe hensyn til civile liv, og at en del lande ukritisk holder med én af parterne og undlader at kræve folkeretten overholdt. Dette er udfoldet mere i Amnesty Danmarks omtale af rapporten.

Rapporten siger også, at LGBTI-personer er blevet mere udsat for overgreb end tidligere, ikke mindst i Afrika, hvor der er risiko for dødsstraf i Uganda. Mange steder kriminalisere andre relationer end mellem mand og kvinde. I 62 lande er sex mellem personer af samme køn strafbart.

Hvad angår kvinders reproduktive rettigheder ser Amnesty International både fremskridt og tilbageskridt. Sidstnævnte blandt andet i USA, hvor 15 delstater har indført meget restriktive regler mod abort i forlængelse af at Højesteret vedtog, at retten til abort ikke længere var beskyttet gennem forfatningen.

Der er også andre tilbageskridt for kvinders rettigheder – mest udtalt i Afghanistan, hvor kvinder nu stort set er udstødt af det offentlige liv.

Rapporten viser også en betydelig opmærksomhed på ny teknologi og de krænkelser af menneskerettigheder, den kan bruges til, blandt andet gennem spyware, ansigtsgenkendelse og overvågning i øvrigt. Der er en klar opfordring til internationalt at få styr på, hvad AI, altså kunstig intelligens, må og ikke må bruges til.

Menneskeretsforkæmpere møder, ifølge rapporten, også meget modstand. Ikke mindst i Latin- og Sydamerika bliver mange rettighedsforkæmpere dræbt, f.eks. når de påpeger miljømæssige og økonomiske konsekvenser af store projekter.

Danmark er også nævnt i årsrapporten. Det nævnes som positivt, at Flygtningenævnet siden januar 2023 har givet alle kvindelige asylansøgere fra Afghanistan flygtningestatus. Til gengæld valgte Flygtningenævnet i marts at udvide antallet af regioner i Syrien, som man mener er sikre at vende tilbage til, på trods af advarsler om advarsler om, at ingen asylansøgere er sikre i mødet med de syriske myndigheder. Endelig bliver Danmark også kritiseret for at vedtage den såkaldte Koran-lov.

Ifølge deres hjemmeside opfordrer Amnesty International desuden Danmark til at arbejde for at styrke de internationale retsprincipper og –institutioner, og for at stå vagt om folkeretten. Ikke mindst set i lyset af at Danmark er kandidat til en plads i Sikkerhedsrådet, hvorfor det må forpligte at stå vagt om den internationale retsorden. På samme måde opfordrer Amnesty Danmark til at øjeblikkeligt indstille sin våbeneksport til Israel, fordi man her risikerer at medvirke til krigsforbrydelser og potentielle brud på folkeretten.