April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder...

September 2016

 

Om at tjene FN gennem hele livet

Finn Reske-Nielsen & Bodil Knudsen: Med FN på fem kontinenter, 368 sider, Frydenlund

 

Her er en bog, som må engagere alle FN-entusiaster: Thi forfatteren og hans kone har arbejdet for eller med FN gennem hele deres voksne liv. Som søn af historikeren Erik Reske-Nielsen, første rektor for Danmarks Journalisthøjskole, blev Finn formentlig tidligt optaget af det internationale og dermed også inspireret til at læse statskundskab. Med ballast som cand. scient. pol. var han da vel rustet til at prøve et internationalt betonet job.

Hvad han og hans kone troede, skulle blive et par års arbejde i et fremmed land, blev til 36 år for FN! Det har de så begge - på skift i bogen - her ærligt berettet om. Opgaver og vilkår i Zambia, Namibia, Papua New Guinea, Laos og Østtimor skulle stille store krav til omstillingsevnen. I et afsluttende kapitel forsøger Finn Reske-Nielsen (herefter FRN) bl.a. at svare på, om FN er effektivt - eller, sagt på en anden måde. om FN "gør en forskel?"

Det er dog en meget generel og overordnet opsummering, han kommer med, som fx hverken rigtig giver svar på, om FN er (overdrevent) bureaukratisk eller lider af korruptionens skavanker. Hans beskrivelse af skandalen om 'Olie-for-mad'programmet, hvor Iraks Saddam Hussein tog mange enkeltpersoner i og uden for FN ved næsen (som tidl. beskrevet i Global), så de midler, der var frigjort ved Iraks olieeksport gik til mange formål ud over det tiltænkte: mad og medicin, er eksempelvis urimelig kortfattet.

Det er klart, at Vesten ofte har haft urealistiske forestillinger om, at udviklingsbistand naturligt kan fremme introduktion af demokrati i mange u-lande, men - som andre før ham har gjort - at stille spørgsmålstegn ved berettigelsen af denne styreform fx i stater, der har beskrevet en solid økonomisk fremgang, er for letkøbt. Kina har haft "fænomenal" økonomisk vækst, anfører han, Mellemøsten mislykkedes generelt med sit 'arabiske forår', og i det lille Østtimor ville FN og andre lære landet magtens tredeling (i lovgivende, udøvende og dømmende magt), hvad den ikke "forstod".

Nuvel, det er først og fremmest gennem ægteparrets erfaringer fra en stribe u-lande, de færreste danskere kender eller har besøgt, at man skal forsøge at blive klogere. En enkel opgave, som særlig hustruen Bodil Knudsen (herefter BK) kastede sig over, viser noget om de to danskeres gå-på-mod: Oprettelsen af en international skole i Namibias hovedstad Windhoek. BK havde absolut forudsætninger som lærer med en cand.mag.-grad i engelsk og fransk, men dog ingen skole-erfaringer fra Danmark. Ved skolens indvielse i 1994 talte bl.a. Namibias præsident Nujoma. Da det danske par i 2014 genbesøgte skolen, var den vokset fra 125 til 400 elever.

Næste postering var i Papua Ny Guinea, der ligesom Namibia oprindeligt var et mandat-område, som sådant oprettet efter 1. verdenskrig. Omkr. 1920 blev der i alt oprettet 13 sådanne mandater rundt om i verden, næsten alle havde de hørt under Det osmanniske Rige eller Tyskland. De sorterede under Folkeforbundet, FN's "forgænger", og blev så fordelt til forskellige magter som formyndere. Papua Ny Guinea blev fri af australsk formynderskab ved sin selvstændighed i 1975, Namibia af sin sydafrikanske formynder i 1990.

Papua Ny Guinea (halvdelen af øen Ny Guinea) er et ekstremt fragmenteret, primitivt samfund, dvs. det er faktisk ikke en rigtig sammenhængende stat, idet der er kolossale kulturelle og fysiske forskelle mellem de folkegrupper, der bor på sydkysten af den østlige del, dem, der bor i højlandet (dvs. den centrale del af øen), og dem, der bor på 'øerne', dvs. især New Britain, New Ireland og Bougainville. Der tales i alt 812 officielt anerkendte sprog. Engelsk, pidgin og noget, der kaldes 'police motu' tjener som fællessprog. Der er voldsomt megen kriminalitet og vold, en grasserende korruption, som kun få af landets embedsmænd eller politikere gør noget for at bekæmpe. Prisen herfor er undertiden regulær degradering.

FRN og BK kom til Østtimor i hele to omgange, fra 1999-2002 og 2006-2013 - vel nærmest en Herkules-opgave at få stabiliseret denne tidligere portugisiske koloni, der efter en ultrakort uafhængighed var besat af Indonesien i godt 20 år, inden FN var med til bane vej for selvstændigheden i 2002. FN's efterfølgende mission i landet, ikke mindst med politi, var i hvert fald medvirkende til, at der ikke atter udbrød krig. Dels kampe med indonesisk militær, dels indbyrdes strid førte til voldsomme ødelæggelser, ikke mindst nedbrænding af huse i årene op til selvstændigheden.

FRN (som denne anmelder havde lejlighed til at møde under et besøg i Østtimor i 2010) beskriver et væld af problemer: Alene den omstændighed, at UNDP skulle tilføre staten en juridisk struktur: Dommere og anklagere, som baserede sig på en ny portugisisk-sproget lovgivning, mens politiet i vidt omfang var fortrolig med bahasa-indonesisk, politikere, som viste sig modvillige til at følge retsstatsprincipper, herunder effektivt at bekæmpe korruptionen, mens både politi og militær var og er præget af slap disciplin og manglende uddannelse osv. osv.

Bogens hovedbudskab er noget mistrøstigt. Både viljen og evnen til at lade FN-"udviklerne" - sådan nogle som FRN og BK - få lejlighed til at vise vejen til ikke-voldspræget løsning af problemer, til at forbedre dyrkning af afgrøder og industriudvikling plus respekt for love og aftaler er yderst mangelfuld. FN har undervejs bl.a. lært, at FN-udsendinge har brug for efteruddannelse, og at der skal ansættes flere lokale i de vigtige udviklingsprojekter. Hvis man da ellers kan finde kvalificerede sådanne.

Der mangler ofte en egentlig styring af FN's indsats: Det er således ikke ualmindeligt, at der i et givet u-land findes i alt ti forskellige FN-organisationer, som skal bidrage til udviklingsprocessen: UNDP, UNICEF, FAO, WHO, UNESCO mfl. Som FRN skriver: Nogle af deres programmer er så små, at man kan betvivle berettigelsen af at opretholde et landekontor. På den anden side har FN i visse situationer kunnet afbøde de værste følger af hurtigt opståede flygtningebølger eller skaffet mad til titusinder af hungerramte.

 

Afrika som historisk fortælling - og selvoplevet

Finn Rasmussen & Peter Tygesen: Afrika - fortid og fremtid, 208 sider, Forlaget Columbus

Henning Kjeldgaard: Afrika på godt og ondt, 108 sider, Forlaget Pegasi.

 

Afrika er en stor mundfuld at favne i en ikke alt for stor bog. Disse to søger dels at give det helt store overblik, såvel i den ældre historie som nutiden, dels at videregive væsentlige indtryk fra en diplomats professionelle virke i en halv snes afrikanske stater.

Rasmussen og Tygesen, hhv. kultursociolog og journalist, leverer i deres bog - beregnet som lærebog for gymnasiet - en større beskrivelse af verdensdelens ældre og nyere historie plus geografi. Det betyder en fordybelse i de naturgivne forhold, klimaet og de folkegrupper, som var dominerende, inden egentlige stater opstod. Først på side 63 - efter god besked om slavehandelen - når man frem til kolonialismen.

Det er interessant at høre, at de europæiske magter, som kom i kappestrid om afrikanske territorier, var opsat at gøre det så billigt som muligt. De sendte derfor blot egne officerer ud og lejede afrikanere som væbnet fodfolk. Det førte med bogens ord til en "discount-hær, dårligt uddannet, men med moderne skydevåben". Afrikanerne var ikke trænet til kamp og virkede derfor mest ved at terrorisere civilbefolkningen.

Men kan godt kalde Storbritanniens, Belgiens, Tysklands og Frankrigs brug af afrikanske soldater på europæiske slagmarker i 1. Verdenskrig for en ny form for slavehandel. I alt to mio. deltog, en del omkom siden som følge af den spanske syge - der alt i alt tog livet af 2,2 mio. afrikanere.

Krigens tabermagter, heriblandt Tyskland, måtte efter krigen afgive deres kolonier, der blev omskabt til mandat-områder under Folkeforbundet, som så fordelte mandaterne på formynderstater. Det kunne godt være tydeliggjort, at det især drejede sig om de senere Tanzania, Namibia, Rwanda og Burundi.

Det blev FN, som var med til at give et væld af kolonier, herunder de just nævnte, deres selvstændighed. FN-pagten (bogen bruger det engelske charter, som efter min mening bør undgås) gennemgår i artikel 73 (ikke 'paragraf', som i bogen), hvorledes kolonimagterne bør fremme selvstyre, det der senere blev til selvbestemmelse (=uafhængighed). På et Afrikakort viser bogen med årstal, hvornår hvert enkelt afrikansk land fik sin frihed, de fleste i 1960'erne.

Herefter er det noget af en opgave at give en fyldestgørende beskrivelse af udviklingen. Bogen afstår fra en ren landeopdelt beskrivelse, men herved bliver helhedsindtrykket flimrende. Ret mange almindelige betragtninger fylder op i stedet for konkrete oplysninger - en del lande springes således helt over. FN er ikke nævnt i forbindelse med Congos selvstændighed fra Belgien, det hvide apartheidstyre i Sydafrika, som så at sige forsinkede det sorte befolkningsflertals realisering af selvstændighedstrangen, får utilstrækkelig kortfattet omtale.

Som noget væsentligt fastslår bogen, at Afrika ikke er fattigt, fordi det mangler ressourcer - det har 40 pct. af verdens vandenergi, 12 pct. af verdens gasreserver og rigtig mange mineraler. Et par økonomer fra Verdensbanken har, som forklaring på verdensdelens efterblevenhed, påpeget det ugunstige bytteforhold, den lider under. Dvs. den omstændighed, at mange afrikanske lande i det væsentlige eksporterer råvarer uforarbejdet, mens de importerer færdigvarer til forbrug.

Rasmussen & Tygesen nævner som eneste eksempel på et land, der - som man må forstå på bogen - har 'satset mere på egne kræfter' (altså til forarbejdning), nemlig Eritrea og dermed realiseret, hvad der kaldes afkoblingsstrategien. (Men hvor ilde det ellers er gået dette land hører vi ikke noget om).

Bogen giver mange væsentlige indfaldsvinkler til en forståelse af verdensdelens problemer, herunder også en del diagrammer og statistik. Den byder på relevante oversigter over bistanden og de bagved liggende teorier. Man mærker nogle holdepunkter i sociologiske begrebsdannelser. Den forekommer mig ikke så stærk i sin systematik, dvs. opdeling af de forskellige problemkomplekser, som karakteriserer verdensdelen og udviklingshjælpen. Når det nu er en Afrika-bog, må det forundre, at der intet er med om Nordafrika, det er ligesom underforstået, at det er lande syd for Sahara, det drejer sig om.

En passage om Den Internationale Straffedomstol (ICC) er direkte misvisende. Det hedder, at den "er blevet styrket hen over årene" - hvordan det skal forstås er uklart? At Sudans præsident Bashir er blevet tiltalt for domstolen pga sudanske styrkers overgreb i Darfur-provinsen, siger intet om ICC's hidtidige resultater. Efter dens oprettelse i 2002 er to personer (begge congolesere) blevet dømt for forbrydelser mod menneskeheden.

Henning Kjeldgaard var som diplomat med til at præge dansk u-landsbistand i en menneskealder. I sit otium har tidligere skrevet bogen Aktiv udenrigspolitik 1966-1997 (anmeldt i Global) - i den aktuelle bog Afrika på godt og ondt fokuserer han trods titlen på de afrikanske stater, han virkede i som dansk ambassadør: Tanzania, Zimbabwe og Kenya.

Han påpeger prægnant, at en række afrikanske lande, efter pres fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond i 1980'erne og 90'erne, beskar statens rolle, ja ligefrem sagde farvel til eksperimenter med "afrikansk socialisme" og reducerede sundheds- og undervisningssektoren. På kort sigt oplevede mange afrikanske byboer en nedgang i levestandarden, mens en række afrikanske lande på længere sigt fik en stærk økonomisk vækst.

Kjeldgaard kalder vestlige mediers forsøg på at dæmonisere, hvad der kaldes Kinas udplyndring af Afrika stærkt overdrevet: Langt den største del de afrikanske staters befolkninger såvel som deres regeringer er glade for de arbejdspladser og den højere levestandard, som det kinesiske indtog har medført. Samhandlen mellem afrikanske stater og Kina steg fra 11 mio. $ i 2001 til 198 mio. $ i 2012. Af de udenlandske investeringer i Afrika udgjorde dem fra u-lande, herunder Kina, i 2011 53 pct., idet de vestlige investeringer er gået kraftigt tilbage.

Kina investerer kraftigt i veje, jernbaner, kraftværker og miner - uden at det i synderlig grad løser, hvad han kalder Afrikas altoverskyggende problem: At finde beskæftigelse til store folkemasser. Tværtimod kræver kineserne at deres egne borgere medvirker som arbejdskraft ved større bistandsprojekter. Ja, en medfølgende eksport af billige kinesiske forbrugsvarer til Afrika har tilmed medvirket til at udkonkurrere afrikansk-baserede industrivirksomheder.

Kjeldgaard lægger tyngdepunktet i sin bog på Zimbabwe, hvor han repræsenterede Danmark 1988-93. Han finder historien om landets diktator, den nu 90-årige Robert Mugabe skræmmende, men også fascinerende. Fra at være et af Afrikas mest natur-begunstigede lande balancerer Zimbabwe i dag (vi forstår pga Mugabe) på randen af økonomisk ruin.

Diktatoren har - med forfatterens ord - siden årtusindskiftet ført krig mod flertallet af Zimbabwes befolkning: Midlerne har været mord, tortur, fordrivelse og intimidering. Et eksempel på landets deroute er, at landbefolkningen i de senere år har haft stadig dalende adgang til rent drikkevand: Mod 70 pct. i 1999 til 61 pct. i 2009. Hvad der også har sammenhæng med at landet i 2008 og 09 oplevede en heftig koleraepidemi.

Fra et af verdens fattigste lande, Lesoto, som forf. var sideakkrediteret i, berettes dog - som et opmuntrende eksempel - om et 228 m langt gangbroprojekt, finansieret af EU og Danmark, der vil sætte afsidesboende fattigbønder i stand til at forbedre deres arbejdsbetingelser. Alt i alt giver Kjeldgaard et interessant selvoplevet indblik i dansk bistand til Afrika, overvejende eksemplificeret ved ét land: Zimbabwe.

 

Sovjetunionens skygge svæver stadig over nye, selvstændige stater i Centralsien

Erika Fatland: Sovjetistan - En rejse gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan, 431 sider, Informations Forlag

 

Den norske forfatter Erika Fatland har en så sjælden titel som socialantropolog, men hendes væsentlige bog om fem tidligere sovjetiske delstater i Centralasien spænder langt videre end denne disciplin. Vores viden om disse nu selvstændige stater er generelt begrænset, de optræder sjældent i nyhedsstrømmen - men denne bog, baseret på Fatlands otte måneders rejser i området, afhjælper savnet af informationer.

Det er altså et samlet areal på fire mio. kvadratkilometer med en samlet befolkning på over 65 mio. indbyggere det drejer sig om. Hvis nogen godt vil vide, hvad 'stan' for resten står for, så får vi forklaringen her: Det er persisk og betyder simpelthen 'sted' eller 'land'. Men hurtigt kommer Fatlands skildring ind på dramatiske og forfærdende tildragelser under Kremls ægide: 1930'ernes ukrainske hungersnød, som vi, efter Den Kolde Krigs ophør, hørte rædselsvækkende enkeltheder om, strakte sig i 1934 helt til Kasakhstan, hvor én mio. mennesker sultede ihjel.

Nutidens Rusland søger naturligt at knytte bånd til de nye stater, efter i 70 år at have været deres "formynder", om man så må sige - og det uanset at en meget stor del af de russere, der boede i Centralsien, har forladt deres hjemegne. Rusland har således skabt en Eurasisk Økonomisk Union, tiltænkt de tidligere sovjetiske delstater, men indledningsvis med kun Rusland selv, Hviderusland og Kasakhstan som medlemmer. Armenien og Kirgisistan er siden også kommet med.

Det skal også noteres, at et land som Kasakhstan i dag rummer over 100 forskellige nationaliteter som følge af de omfattende deportationer, Stalin gennemførte i 1930'erne og 40'erne. I alt 6 mio. - eller lige så mange, som skønnes omkommet under Ukraines kunstige hungersnød - blev tvangsforflyttet, og omkr. en fjerdedel døde under transporten. Omkr. 18 mio. mennesker anslås på ét eller andet tidspunkt at have siddet i en af Sovjets mange tusind arbejdslejre. Da lejrene begyndte at blive afviklet efter Stalins død i 1953, ville langt de fleste af de deporterede imidlertid ikke flytte hjem. Eksilet var blevet deres hjem.

Men ét er den mørke fortid - mere interessant er nok at få viden om, hvorvidt blot én af de fem stater måtte fremvise demokratisk træk?

Tadsjikistan var i efteråret 1991 det første postsovjetiske land, som afholdt frie valg. Flere kunne opstille til præsidentvalget, men det blev dog kommunisternes kandidat, som vandt. 1992-97 hærgedes den unge republik af en borgerkrig, foranlediget af stridigheder mellem magtfulde klaner. Siden da har landet officielt været demokratisk og har afholdt, hvad der betegnes som frie valg.

Det er dog ikke kun i det lille Kirgisistan, at folket har rejst sig i protest mod myndighederne og væltet en siddende præsident. Det er imidlertid den allerfattigste af samtlige tidligere sovjetrepublikker. Turkmenistan og Kasakhstan vælter sig modsat i indtægter fra store olie- og gasforekomster. Det er indviklet at beskrive befolkningsforholdene, for - som Fatland anfører - man kunne fx forvente, at Kirgisistan var befolket af kirgisere, Usbekistan af usbeker osv. Men sådan forholder det sig ikke. Næsten halvdelen af turkmenerne bor således uden for Turkmenistan - mange i Iran og Afghanistan. I sidstnævnte land bor der flere tadsjikere, end i Tadsjikistan osv.

Om Usbekistan konstaterer forf., at det har udviklet sig til et af verdens værste diktaturer med talrige menneskerettighedsbrud. For at mindske befolkningstilvæksten har fødselslægerne i visse regioner fået ordre til at sterilisere et vist antal kvinder om måneden. En foretrukken torturmetode er, at give offeret en gasmaske på og så lukke for ventilerne. Mennesker skal endog være blevet kogt levende. Der er striber af beretninger, deraf mange selvoplevede fra den norske forfatters rejser, som giver et dybtgående indtryk af de mange problemer, de postsovjetiske stater kæmper med.

Trods de mange samfundsomvæltninger, nomadernes afvikling af deres besætninger, flerkoneriets ophævelse, nationalfølelsens opvågnen, så har en del klankultur overlevet landbrugskollektiviseringen og centralkomiteernes magtbud. Men nu er spørgsmålet så: Skal de nye stater nærme sig Rusland - eller måske Kina, og forsage fristelser fra Vesten? De fleste politikere ved magten stammer stadig fra sovjettiden og er præget af det.

 

2. Verdenskrigs skæbnedyst mellem Tyskland og Sovjetunionen

Niels Bo Poulsen: Den tysk-sovjetiske krig 1941-1945, Gyldendal

 

En af Danmarks mest indsigtsfulde eksperter i 2. Verdenskrig fremlægger her et grundigt studie af den gigantiske og blodige konfrontation, Tyskland og Sovjetunionen oplevede 1941-45. Den kaster stadig mange skygger ind over Europa, ikke mindst den østlige del af verdensdelen. Umiddelbart forud var gået den kortvarige tilnærmelse mellem Hitlers Tyskland og Stalins Sovjetunionen, tydeligst illustreret af den hemmelige pagt mellem disse to, om at dele Polen. Men Sovjetunionen tilgodeså med denne "djævlepagt" i allerhøjeste grad også sine videregående ekspansive tendenser.

De tre baltiske lande blev påtvunget baseaftaler og siden ganske simpelt indlemmet i Sovjetunionen, men derudover provokerede det Finland med territoriale krav. I denne første vinterkrig, som den sovjetisk-finske militærkonfrontation 1939-40 undertiden kaldes, mødte russerne voldsom finsk modstand. Enden blev dog Finlands afståelse af Det Karelske Næs, mens Sovjet blev ekskluderet af Folkeforbundet, og USA indførte sanktioner mod Sovjetunionen. Mens de finske tab androg 79.000 dræbte, sårede og savnede, så var det tilsvarende tal for Sovjetunionen 400.000.

Sådan kan der hvirvles megen statistik op, som efter åbning af diverse arkiver, ikke mindst de sovjetiske, kan vække opsigt og ind imellem forfærdelse. Således fx at Sovjetunionen i løbet af krigen afsagde mellem 157.000 og 217.000 dødsdomme over tjenestegørende personel, mens Tyskland dødsdømte 13.-15.000 soldater og de vestallierede hære under 100. Efter Tysklands angreb på Sovjet i 1941 bevirkede tyskerne mange sejre i begyndelsen iværksættelsen af "den brændte jords taktik".

Alt, hvad der kunne være til nytte for de fremmede styrker, skulle ødelægges: Lagre af råvarer og fødevarer, korn på markerne, som ikke kunne tages med. Inden 1941 var omme, var mere end 10 mio. mennesker og over 2500 fabrikker, virksomheder og institutioner transporteret bort fra invasionstruede områder i Rusland. Omkr. 73 mio. mennesker, eller lidt under 40 pct. af den sovjetiske befolkning, kom under tysk herredømme.

I 1930'erne led store dele af den sovjetiske befolkning under mangel på forbrugsvarer, men da verdenskrigen kom førte prioriteringen af militæret og rustningsindustrien næsten til stop for produktion af denne type varer. Som andre krigsramte lande indførtes rationering, men kvaliteten af varerne var uhyggelig lav med hel utilstrækkelig næringsværdi.

Sovjetmyndighederne tav om disse forhold, men en britisk undersøgelse viste, hvordan sovjetarbejderen fx lå ca. 500 kalorier under, hvad en britisk arbejder fik (2900 mod 3500 kal. om dagen).

Skræmmende er, at nøden var så stor, at der ligefrem optrådte kannibalisme i de hårdest ramte områder af Sovjetunionen - hvad dog også forekom under en hungersnød i 1921-22. Sult, sygdomme og kulde tog livet af omkr. 700.000 mennesker under den tyske belejring af Leningrad (i dag St. Petersborg). I betragtning af Sovjetunionens gigantiske tab under krigen, kunne det ikke undre, at dette land forlangte store erstatninger fra Tyskland. Mens ca. 8 pct. af Tysklands industrikapacitet (fabrikker, virksomheder mv.) efter krigen blev demonteret fra de tre zoner, der tilkom vestmagterne af Tyskland, androg Sovjets andel 45 pct.

Et af Niels Bo Poulsens mange tal, som måske virker stærkest, ja rent ud forfærdende, er at Tysklands krigsførelse og forbrydelser med civile sovjetborgere samt tyskernes nedprioritering af befolkningens levevilkår - et samlet dræn på 27 mio. mennesker - bevirkede, at antallet af kvinder oversteg antallet af mænd i Sovjetunionen med 18 mio.

Sovjets langsomme genopbygning efter krigen kan begrundes fortsatte krav til storproduktion af militært udstyr. Boligmanglen skreg til himlen: I kulmineområder havde arbejde eksempelvis mindre end tre kvadratmeter til rådighed på de sovesale, der var udbredt. Selv i 1950 forekom det, at mellem 40 og 100 kvindelige arbejdere var indlogeret i ét rum, 2000 familier levede stadig i jordhuler, mens 38.000 andre familier måtte nøjes med at bo i ruiner, kældre, lader, køkkener, på lofter eller i jernbanevogne.

Bogen giver i det hele taget en detaljeret indsigt i sovjetsamfundets særdeles ringe levevilkår og prøver at forklare hvor meget, der kan tilskrives den tyske fjende, og hvad der skyldtes et menneskefjendsk regime, som bestandig var præget af krav til statens og militærets behov.

Også den udbredte historieforfalskning, som især prægede diktatoren Stalins regeringsperiode, men fortsat trives, belyses på interessant vis. Forf. kommer kort ind på behovet for, at fortiden af historikerne udlægges på en sådan måde, at enkelte befolkningsgrupper ikke dæmoniseres. Men viljen til at forholde sig selvkritisk til egne myter er noget af en sjældenhed, anfører han. Historieskrivningen vanskeliggøres af emotionelle ureflekterede og moraliserende udlægninger. De barske forhold, som de to diktaturer, Tyskland og Sovjetunionen, bød såvel deres egne soldater som civilbefolkningen var dog så rædselsvækkende, at enhver, der læser om det, ikke kan undgå at få vakt stærke følelser, for ikke at sige aversioner.

 

Indtryk fra rejser i ezidiernes verden

Peter Wiingaard: Påfuglens tårer, 258 (små) sider, Forlaget Vandkunsten

 

Få kendte formodentlig ezidierne, før den såkaldte Islamisk Stat (IS) i august 2014 begyndte deres forfølgelse og nedslagtning af dette irakiske mindretal. En vis indsigt i deres levevis opnås ved læsning af den danske sociolog Peter Wiingaards beskrivelse, baseret på rejser i det nordlige Irak før de fanatiske muslimske drabsmænd drog ind. Den lille bog vil indgå i et større værk fra hans hånd om religiøse mindretal i det gamle persiske rige.

Ezidierne lader sig ikke let beskrive - de er altså ikke muslimer, de tror på genfødsler og tilbeder en påfugleengel ved navn Melek Taus, men ifølge denne forfatter er deres religion "forsvundet", mens deres kultur består. De fleste ezidi-helligdomme befinder sig i irakisk Kurdistan, og det står fast, at de tror på én gud plus syv engle. Dette her er nogenlunde det mest konkrete, denne bog disker op med.

Man kan godt undre sig lidt over den sociologiske forfatters vedholdende interesse for det nu voldsomt martrede og truede mindretal. For religionen - der altså angiveligt ikke rigtig eksisterer - hviler overvejende på tvetydige budskaber og tvivlsomme legender. Alle ezidier er kurdere, de danner med andre ord en slags minoritet i det større kurdiske menneskehav. Da ezidierne i årevis, og ikke kun nu, har været forfulgt - sådan lidt i stil med jøderne - har rigtig mange af dem taget flugten til udlandet.

Bogen giver ikke noget bud på, hvor mange ezidier der er i dag. Det fremgår af andre kilder, at antallet i hvert fald må andrage omkr. 300.000 i Irak (idet der også bor ezidier i Armenien, Georgien og Syrien). Over 200.000 flygtede bort fra deres landsbyer i Sinjar-dalen, da IS begyndte at myrde løs for et par siden, deraf 50.000 op på Sinjarbjerget, som ligger nord for Mosul og i en vis nærhed af grænsen til Syrien. Omkring halvdelen af disse bor stadig på bjerget. Lysten til at flytte tilbage til Sinjar by er begrænset, eftersom store dele af den ligger i ruiner.

Peter Wiingaard har mødte en række ezidier og gengiver dele af samtaler. Heraf forstås, at forholdet til kurderne indimellem har været og stadig er betændt. Ifølge Economist har ezidierne, som dette tidsskrift anslår til omkr. 500.000 i Irak, nu dannet deres egen 1000 mands modstandsstyrke under ledelse af en vis Khidr Salih. Men ifølge ham lever ezidier nu på kurdernes nåde. Da ezidiene på Sinjarbjerget er hjemstavnsfordrevne i deres telte i lighed med sunnimuslimske kurdere, har de en fælles skæbne, som på den anden side ikke nødvendigvis hindrer, at det kommer til sammenstød mellem dem.

Den slags mere konkrete informationer er det småt med hos Wiingaard. I stedet berettes der om hans rejser i ezidiernes hjemstavn og om hvilke folk og bevægelser, der har gjort livet surt for dette folkeslag. Men som forf. bemærker, er ezidierne utvivlsomt bedst tjent med at blive styret fra kurdernes hovedby Erbil end fra Iraks hovedstad Bagdad. Det undrer ikke, at ezidierne føler sig diskrimineret af muslimerne, selv om kurderne ikke indtil nu har grebet til vold over for dem. De irakiske kurderes leder, premierminister Nechirvan Barzani, har foreløbig afvist ezidiernes hjemvenden til Sinjar. Det drejer sig ifølge ham ikke mindst om at få sikret vand- og elinstallationer dér.

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk