April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

Oktober 2017

 

 

Førstehåndsindtryk fra dansk reporter i borgerkrigens Syrien

Nagieb Khaja: Du må ikke græde - for så mister du blod, 230 sider. Gyldendal

Nagieb Khaja er én af de få danske jounalister, som gentagne gange har vovet sig ind i borgerkrigshelvedet i Syrien - både for at lave reportager og dokumentarfilm. Hans seneste bog indfanger mesterligt den grumme skæbne, befolkningen er undergivet. 300.000 mennesker er blevet dræbt, og 22 millioner drevet på flugt, til udlandet eller inden for deres eget land. I de seneste fem år har han syv gange rejst ind den del af landet, som kontrolleres af oprørerne.

Forfatteren understreger selv, at han ikke giver nogen fyldestgørende beskrivelse af Syrien-konflikten, han giver portrætter af aktører, som han har mødt, han beskriver den navnløse lidelse, befolkningen gennemgår, men er ikke ude på at detaljebeskrive forudsætninger og forløb. Han har haft fordel af at være født på Københavns vestegn, hvorfra flere Syrienkrigere også stammer. Vel at mærke krigere, som støtter oprørsenhederne mod præsident Bashar al-Assads styre.

En af dem var tidligere bandeleder på Nørrebro, en anden hørte til gruppen af britisk-fødte jihadister, som både bekæmper Assad og IS-terrorbevægelsen. Nagieb Khaja, hvis far var afghaner, har ikke sparet sig selv - han er vidne til mange barske situationer, der kræver et stålsat sind. Hjerteskærende er det at være vidne til en storebror, der trøster sin lillebror, som er såret. Bogens titel er således gengivelse af netop hans trøstens ord.

Han er krigskorrespondenten, der taler med sårede, med forældre, der lige har mistet deres børn i luftangreb, med ulykkelige, med hævngerrige, med kamplystne. Han kan ikke undgå at komme i splid med sig selv, fordi han så at sige opsøger sorgen og lidelsen. Han kan ikke altid opretholde den professionelle uanfægtethed. Han har selv familie og børn, som det på en måde er hensynsløst at forlade, selv om det er for kortere tid ad gangen.

Den indviklede Syrien-konflikt fik USA som krigsdeltager pga. IS-terroristernes engagement i borgerkrigen. Den daværende amerikanske præsident Barack Obama erklærede nul-tolerance over for det syriske regimes brug af kemiske våben, og Assad gik derefter med til udlevering af landets forråd af nervegassen sarin. Da FN og en række uafhængige organisationer erfarede, at styret i stedet brugt klorgas mod oprørerne, intervenerede USA dog ikke - mod en international forventning. Et siden udviklet samarbejde mellem USA og den syrisk-kurdiske YPG-milits blev begyndelsen til enden for IS, så vel i Syrien som i Irak, anfører Khaja.

Man kan roligt tale om idealisme hos en række individer, som gør en humanitær indsats i den syriske borgerkrig. Som fx en dansk nødhjælpsarbejder ved navn Alexander Chebil - én af Khajas samtalepartnere eller vidner, om man vil. Den 26-årige mand voksede op på Nørrebro som søn af en libanesisk mand og en dansk kvinde. Selv har han kone og en søn på fem år i Danmark. Men i lange perioder forlader han dem for at arbejde for en lille dansk nødhjælpsorganisation, Viomis Aid, i Syrien. Han viser Khaja rundt i en flygtningelejr, som rummer 2000 internt fordrevne syrere.

Den eneste vej ind til det område af Syrien, som oprørerne behersker, går igennem Tyrkiet - men det kan siden 2014 kun ske illegalt, fordi Tyrkiet har forbudt udlændinge at rejse ind i Syrien. Det var - efter pres fra EU - blevet indført for at begrænse tilstrømningen af krigere, tro mod Assad-regimet i at rejse ind fra Tyrkiet, men det rammer så også nødhjælpsarbejdere og journalister som bogens forfatter. Han gør i øvrigt opmærksom på, at de regimekritiske oprørsstyrker- som ofte anført i Vesten - ikke er sekulære og målrettede forkæmpere for demokrati.

Den sunnimuslimske befolkning i Syrien kan opdeles i tre grupperinger: 1) én, der støtter regimet, 2) en sekulær opposition og 3) forskellig slags muslimsk opposition: Nogle moderate, andre fanatiske à la IS. En del syrere er iflg. Khaja endt med at støtte de islamiske oprørsgrupper, fordi de har forekommet mest effektive på slagmarken og i et magtvakuum syntes at opretholde en vis lov og orden, ja, ligefrem byde på sociale serviceydelser. Det anerkendes efterhånden, at borgerkrigen har udviklet sig til en stedfortræderkrig med bl.a. Tyrkiets og Qatars støtte til forskellige oprørsgrupper, mens Iran er på Assad-styrets side.

Forf. mener ikke, der hersker tvivl om, at vestlige lande, Golf-staterne og Tyrkiet har ansvar for at revolutionen er blevet militariseret. De begyndte nemlig meget tidligt i konflikten at bevæbne diverse grupperinger; herefter kunne Assad-regimet retfærdiggøre sin brutale tilgang til, hvad nogle har kaldt revolutionen. Syrisk intellektuelle tager afstand herfra - de mener, at den syriske revolution er blevet taget som gidsel af nogle udenlandske magter. Men alt i alt finder han, at den syriske konflikt er én af de mest uoverskuelige i nyere tid.

Hvis Assad-diktaturet sikres videre levetid, vil det efter Khajas bedømmelse kun lægge et midlertidigt låg på konflikten. En stor del af befolkningen føler sig ikke repræsenteret af dette styre, hvortil kommer oppiskningen af religiøse modsætninger, bl.a. animeret af Irans indblanding i konflikten. Det store spørgsmål er, om Syrien kan bestå som en samlet nation efter en fredsslutning. Det vil efter forf.'s mening forudsætte, at alle stormagter "med en aktie i konflikten" beslutter sig for at samarbejde. Det kan også tænkes, at det bliver opdelt i flere forskellige nye lande.

Spekulationerne er mange, løsningsmodellerne ligeså, uanset om man nu har så megen viden, så meget førstehåndsindtryk som Khaja. Hans bog giver godt stof til eftertanke. Den er fortjenstfuldt forsynet med en oversigt over de væsentligste personer, han har mødt på sine rejser og med en ordliste over anvendte arabiske udtryk og navne.

 

Fra frihedsrettigheder til menneske- og grundrettigheder

Jens Elo Rytter: Individets grundlæggende rettigheder, 493 sider, Karnov Group.

Denne bog giver det helt store vue over menneskerettighederne, sådan som de kan anskues fra en dansk synsvinkel, dvs. med både vores 1849-grundlov, Europarådets og FN's menneskeretskonventioner og EU's charter for grundlæggende rettigheder i bagagen. Den byder både på et væld af afgørelser, afgjort internationalt, det vil sige i hovedsagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som ved danske domstole. Det er blevet en overordentlig detaljeret illustration af, hvad de ca. 30 internationalt forankrede menneskerettigheder konkret står for den dag i dag.

Bogen tjener i første række som lærebog for jurastuderende, men den har klart nok også stor betydning for advokater, dommere og andre, der forvalter landets love foruden samfundsinteresserede, som vil stikke næsen i den juridiske sfære.

Forfatteren, der er professor i statsret ved Københavns Universitet, påpeger, at Højesteret ved en uoverensstemmelse mellem en dansk lovregel og en ikke-inkorporeret international konvention vil lade dansk lov få fortrinsret. Af de internationale konventioner om menneskerettigheder er det dog kun den europæiske fra 1950, der er inkorporeret i dansk ret, dvs. gjort til dansk lov; FN's 1966-konvention om borgelige og politiske rettigheder, børnekonventionen, antidiskriminationskonventioner vedr. kvinder m.fl.  er nok i princippet forpligtende, men kan altså i visse situationer tænkes at måtte vige for en dansk lovbestemmelse. Højesteret har i denne forbindelse henvist til, at folkeretten (læs her: konventionerne) ikke gælder med grundlovskraft. I enkelte tilfælde har Højesteret dog ændret en bestående retstilstand i Danmark med henvisning til den europæiske menneskerettighedskonvention. (FN's handicapkonvention blev eksempelvis anvendt af Østre Landsret i 2015 (anm. tilføjelse).

Det er ingen overdrivelse, at det er noget nyt, danske dommere og domstole har skulle vænne sig til: At benytte folkeretlige regler direkte i retssalen. For nutidens internationalt engagerede borgere er grundlovens regler det historiske arvegods, hvoraf man kan forstå det helt basale, at individet nyder nogle rettigheder (til fx at ytre og forsamle sig, dyrke sin religion etc.) og dertil har nogle friheder (fx fra tortur, ulovlig indespærring, vilkårlig retspleje etc.), eller sagt på en anden måde: Noget man har ret til at gøre og noget, man ikke skal udsættes for. Nutidens internationale konventioner mv. udbygger dette på omfattende vis.

Men feltet er stort - og suppleres af diverse principper. Blandt disse er proportionalitetsprincippet, som siger, at enhver begrænsning af individets rettigheder skal været ledet af et rimeligt forhold mellem mål og midler - mellem det, man opnår ved at begrænse et individs rettigheder og den indskrænkning, individet må tåle. Dette princip blev illustreret i Vassileva-dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2003, hvor politiets tilbageholdelse af en kvinde, der ikke havde gyldig busbillet i Århus, fandtes uforholdsmæssig - hun opgav først navn og adresse efter 13½ time. Det havde kun været berettiget at tilbageholde hende op til fire timer, fremgår det af domstolens øvrige praksis. Forf. kalder dette en streng form for proportionalitetsvurdering.

Om ytringsfriheden er det værd - som bogen påpeger - at være opmærksom på, at medierne har en videregående frihed, når de citerer andres udtalelser end når de udtaler sig på egne vegne. Siden den danske tv-journalist Jens Olaf Jersild i 1994 fik Den Europæiske Menneskerettighedsdomsstols ord for at han med urette var idømt bøde ved danske domstole for at have viderebragt racistiske udtalelser i en tv-udsendelse, er der faldet flere danske retsafgørelser, som fastslår, at domstolene ikke må censurere den reportageform og -teknik, medierne benytter.

Gennem hele bogen og dens talrige eksempler på menneskerettighedsbrud er der ingen informationer om de kompensationer, godtgørelser eller erstatninger, som Europarådsstaterne i Strasbourg er blevet dømt til at betale de individer, hvis rettigheder er blevet krænket. Intetsteds i bogen er det lykkedes mig at finde nogen forklaring på, hvorfor man må ledes forgæves efter det - men jeg har forstået, at det skyldes, at der er tale om en lærebog, som ikke skal tynges af dette emne. Ej heller er der nogen rigtig beskrivelse af virkningen af Menneskerettighedsdomstolens afgørelser: Hvor hurtigt har stater ændret lovgivning eller retspraksis, evt. blot illustreret ved nogle få eksempler.

Krænkelser af det for demokratier vigtige grundprincip, at magten skal undergives en tredeling - den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt - er ikke hyppige i Danmark. En dansk højesteretsdom fra 1994 påpegede imidlertid det uheldige i at danske domstole undertiden betjente sig af midlertidigt konstituerede dommere i form af jurister fra centraladministrationen, typisk Justitsministeriet. Denne praksis blev derfor siden hen afskaffet. Et forlig i en dansk sag, rejst af en Flemming Petersen, som havde fået en parkeringsbøde, afspejlede også denne problematik. Den parkeringsafgift på 400 kr., han skulle betale, fremgik af en dom afsagt af en sådan konstitueret dommer. Ved udsigt til en krænkelse af menneskeretskonventionens art .6 om 'retfærdig rettergang' indgik Danmark et forlig i sagen, der blev forelagt i Strasbourg, og betalte i stedet klageren 17.000 kr. (anm.s tilføjelse).

Det omfangsrige værk sætter hele vejen igennem de omtalte rettigheder i forhold til såvel den danske grundlov som den europæiske konvention og EU's charter, som opregnet i indledningen til denne anmeldelse. Sidstnævntes omfang og betydning er af pladsgrunde ikke medtaget her. Bogen spænder med sine mange domseksempler vidt og kan med god ret kaldes en grundbog om grundlæggende rettigheder (der altså kan kaldes en ny betegnelse for menneskerettigheder, og som altså også inkluderer EU's rettigheder af slagsen).

 

Ledende Amnesty-aktivist beretter

Lars Normann Jørgensen: Uden vold og magt. 25 år med Amnesty, 259 sider, Gyldendal.

Menneskerettighederne har med Amnesty International (AI) nydt en bevågenhed, som har fået betydning for mennesker i mange lande. Om Danmarks lod i noget af den verdensomspændende indsats kan man hente gode mængder af viden i den erindringsbog, som Erik Normann Jørgensen netop har udgivet - ved afslutningen af næsten 25 år som generalsekretær for Amnestys danske afdeling.

Det er beretningen om en række indsatser og store kampagner mod tortur og for inkorporering af torturbegrebet i den danske straffelov, for bedring af de srilankanske tamilers vilkår, for bhutanske flygtninge i Nepal, mod udbredt vold mod kvinder verden over, for homoseksuelles rettigheder m.m. Det skyldes ikke mindst Erik Normann Jørgensens indsats, at tortur - efter årelange overvejelser - blev optaget i den danske straffelov. Med særlig glæde kunne han og hans organisation i 2014 registrere, at Danmark fik sin første handlingsplan for menneskerettigheder.

Bogen excellerer ikke i personlige betragtninger eller vurderinger, men lejlighedsvis sker det - og undertiden noget upræcist. Som når Normann Jørgensen kalder diskrimination den mest udbredte menneskerettighedskrænkelse i Europa. For det første eksisterer der ikke nogen skarp definition af 'diskrimination' som sådan, for det andet opgiver han her ikke hvilken statistik, han støtter sig til. I det hele taget er det en svaghed ved hans fremstilling, at den ikke rigtig definerer de vigtigste begreber, den opererer med (hvis man fx ville benytte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols statistik over domme fra 2016, har staternes hyppigst krænket borgernes ret til frihed og sikkerhed).

Man kunne af dette udsagn få en mistanke om, at Amnesty International har sine helt egne meninger om, hvad der er menneskeretskrænkelser (og for den sags skyld også, hvad der ikke er). Nok kan man fristes til at betragte Amnesty som en slags monolit, eftersom organisation ikke er kendt for nævneværdigt samarbejde med andre, men det er dog domstolene, nationale som internationale, der i almindelighed har det afgørende ord her. På den anden side er det påfaldende, at han kun har ganske få referencer til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og dens domme. (Dem afsiges der omkr. 800 af om året. (Anms. Tilføjelse)).

Når han opholder sig en del ved Den Internationale Straffedomstol i Haag (som indledte sin virksomhed i 2002) tjener det kun til at forvirre læseren. Den dømmer nemlig ansvarlige for brud på den humanitære folkeret (krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden). Disse tre delikter ligger uden for menneskeretsbegrebet, er ligesom endnu værre. Man kan også sige, at disse tre med et andet udtryk i det væsentlige udgør krigens folkeret.

Pædagogisk ville det have været, hvis forf. havde pointeret, at der ikke findes nogen international straffedomstol for menneskerettigheder. De 47 Europarådslandes menneskerettighedsdomstol i Strasbourg kan alene tilkende ofre for menneskeretskrænkelser erstatning eller godtgørelse, idet de enkelte stater (og ikke individer) er de "skyldige". Selv om der er en vis overlapning for så vidt angår reglerne i krig og i fred, er det væsentligt at kende deres fordele og svagheder - og forskellene mellem dem. Desværre har Amnesty, så vidt jeg kan se, aldrig interesseret sig særlig meget for kompensationer for menneskeretsbrud, endsige staternes eventuelle ændringer i love og retspraksis som følge heraf.

Vigtig er det, at forf. påpeger, at Amnesty fra sin tilblivelse i 1961 har fokuseret på brud på de borgerlige og politiske rettigheder (ytrings-, forsamling-, forening og religionsfrihed mv.). På et internationalt Amnesty-rådsmøde i 2001 vedtoges det imidlertid, at organisationen også skulle gøre en indsats for de økonomiske/sociale/kulturelle rettigheder, herunder bl.a. ret til uddannelse og sundhedsydelser, men også kampagner for anerkendelse af retten til at være homoseksuel/lesbisk hører med til de nye emner, AI har taget op, nemlig ved at lade diskriminationsbegrebet udstrække sig til at få fjernet alle restriktioner for disse grupper, der afviger fra flertallets seksuelle orientering.

En mere skelsættende ændring af Amnestys arbejdsmetoder indtraf på et internationalt årsmøde i 1995, da det hidtidige forbud for en national AI-afdeling mod at beskæftige sig med forholdene i eget land blev ophævet. Året før havde Amnesty offentliggjort en rapport om Danmark, fuld af sønderlemmende kritik af politibrutalitet over for demonstranter m.fl. Noget af den opstandelse, rapporten vakte, kunne iflg. Normann have været undgået, hvis den danske afdeling havde haft lov til at være med til at skrive rapporten og kommentere den. Allerede inden da var der dog en del AI-medlemmer, som fandt, at Amnestys årlige rapport over menneskeretskrænkelser i denne verden gik lovlig meget i enkeltheder, når også Danmark kom med her - og det for ganske få tilfælde af krænkelser. Forf. kunne her med rette have medtaget nogle tanker om forskellen på enkeltstående tilfælde og så de systematiske menneskeretskrænkelser. Med den såkaldte Danmarks-rapport tabte AI ca. 9000 af i alt 30.000 medlemmer, idet medlemstallet dog havde været vigende i en tiårig periode. Fra 2001 begynder det så atter at stige, og i dag har den danske afdeling ca. 83.300 medlemmer (hvilket dog ikke tydeligt fremgår af bogen).

Væsentligt er det, at Amnesty i realiteten har bredt sig langt ud over, hvad der traditionelt betegnes som menneskerettigheder ud fra en udbredt opfattelse af, at næsten alt, hvad der krænker eller nedgør mennesker kan falde ind under begrebet. Herved negligeres det juridiske udgangspunkt, at krænkeren af en menneskeret, den ansvarlige for overgrebet, skal være en offentlig myndighed. Det sker bl.a., når man kaster sig ind i en international indsats mod voldtægt af kvinder eller mod menneskehandel (som oftest også af kvinder). De mange menneskevenlige tiltag har dog utvivlsomt haft gunstige virkninger i en række lande og får da velbegrundet vægtig omtale i bogen.

Derudover beretter forf. om flere aktioner i enkelte lande, ind imellem lovlig detaljerigt, men under alle omstændigheder fascinerende. Med rette beklager Normann nedlæggelsen af den af den foregående regering nedsatte Afghanistan/Irak-kommission. Hertil føjer sig utilfredshed med, at danske myndigheder ikke aktivt medvirker til at belyse tilfælde af det, Amnesty har kaldt torturhæleri, fx at dansk militær har udleveret irakiske fanger til andre (irakiske militser eller myndigheder) med oplagt risiko for, at de bliver torteret. Han omtaler imidlertid ikke den nu i flere år verserende danske retssag mod Forsvarsministeriet om lige akkurat dette.

Hvad enten vi er med Normann i Israel, hos palæstinenserne, i Bangladesh, i Zambia, i Flippinerne, blandt flygtninge eller voldsramte i eget land... fornemmes en stærk vilje til at hjælpe, til at organisere hjælp og forbedre menneskers levevilkår. Det er så meget mere vigtigt, fordi den international kamp mod terror har indskrænket menneskerettighederne - hvortil kunne føjes, at indførelsen af undtagelsestilstand i flere lande (Tyrkiet og Frankrig springer i øjnene) reelt har sat disse rettigheder på langvarig pause.

 

Højdepunkter fra journalistikkens nutidshistorie

Peter Christensen: Scoop. Fra Watergate til Panama Papers - nedslag i journalistikkens verdens historie, 349 sider, Gyldendal.

Hvis man har levet én menneskealder - eller (som denne anmelder to) - kan der være behov for at se sig tilbage og sortere lidt i mindeværdige erindringer fra nutidshistorien. En hjælp til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt kan man hente i journalist, cand. mag. Peter Christensens bog Scoop. At bringe en afsløring af et væsentligt samfundsanliggende, nationalt eller internationalt, betegnes af journalister som et scoop - og dem bringer bogen tæt ved en halv snes af, hvoraf Watergate-skandalen og Panama-Papers nok må kaldes de mest sensationelle.

Det, der har interesseret Peter Christensen, er, hvordan det lykkedes denne og hin journalist at afdække en række skandaler, overgreb eller ligefrem krigsforbrydelser. Han har opsøgt de nu garvede journalister og bedt dem forklare, hvordan de havde held til at servere offentligheden for hidtil ukendte sammensværgelser, lyssky økonomiske transaktioner eller udstrakte massemyrderier. Et betydeligt gravearbejde, drevet af en energisk søgen efter årsager og uigendrivelige sammenhænge.

USA's luftbombardementer af Cambodja i 1970'erne var først hemmelige, de var et led i forsøgene på at hindre de kommunistiske, nordvietnamesiske Viet Cong-styrker i gennem cambodjansk territorium at strømme ned til Sydvietnam. Blandt de nu bedagede amerikanske reportere, forf. har opsøgt, er Sydney Schanberg, der dækkede Vietnam-krigen for New York Times, og som siden beskrev den kommunistiske Khmer Rouge-bevægelse, som i årene 1975-79 begik ufattelige nedslagtninger af landsmænd.

Der var imidlertid dengang en næsten uigennemtrængelig bambusmur til omverdenen, som hindrede en troværdig nyhedsstrøm ud af landet. Bombardementerne havde forfærdende omfang, medførte mange dødsofre og udviklede en antiamerikanisme, som styrkede tilslutningen til Khmer Rouge, der igennem 1980'erne ikke havde haft den store gennemslagskraft.

Under det bitre opgør mellem Sydafrikas sorte flertalsbefolkning og den hvide mindretalsregering omkom den unge sorte aktivist Steve Biko i politiets varetægt. Vi kan takke den hvide kvindelige journalist Helen Zille for gennemhulningen af politiets bortforklaring om at et håndgemæng, hvor Biko havde stødte hovedet hårdt mod en væg, var dødsårsagen. Biko blev myrdet i fængslet - og han skulle siden blive noget af et ikon for den vedholdende sorte opposition til det hvide apartheid-styre, som over ti år senere gav efter og lod førerskikkelsen Nelson Mandela kom fri at sit fængsel for at fremstå som hele landets politiske leder. Forf. bringer læseren tæt på Helen Zille, som i dag stiller sig lige så kritisk til ANC, Den Afrikanske Nationalkongres, der samlede den sorte befolkning mod det hvide styre, som de hvides Nationalistparti i sin tid.

Den amerikanske journalist David Rohde var mand for uigendriveligt at påvise den serbiske-bosniske styrkers forfærdende folkedrab på den bosniakiske befolkning i Srebrenica - han fandt frem til massegravene for tusinder af bosniske mænd og drenge. De havde ingen våben til at forsvare sig med på grund af FN's våbenembargo. Han blev siden hen korrespondent for New York Times og modtog to Pulitzerpriser. Det gav genlyd verden over, at Rohde som den første kunne beskrive massegravene, som også fremgik af luftfotos. Hans ord om FN er bitre: Verdensorganisationen svigtede ved blot at sende en lille, ja helt utilstrækkelig fredsstyrke og så fratage bosniakkerne deres tunge våben.

Den mexicanske journalist, feminist og menneskeretsaktivist Lydia Cache Ribero er næppe kendt af mange danskere. Men hun hører til den ikke lille skare af kvindelige journalister, som ikke skåner sig selv for farefulde rejser for at beskrive samfunds vrangsider. Hun har skrevet vidt og bredt om seksuelt misbrug af kvinder og børn. Hun står indirekte bag afsløringen og retsforfølgelsen af mexicanske gangstere. Hun lever fremdeles et liv i fare, har været bortført og truet... Hun færdes til stadighed med body guards.

Til allersidst - ligesom lidt påklistret og ikke så indgående beskrevet som de forrige journalistiske stjernestunder - berettes om The Panama Papers, den store afsløring af hundreder af borgeres snedige former for skatteflugt ved hjælp af advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama. Den skyldtes de to tyske journalister Bastian Obermayer og Frederik Obermaier, begge tilknyttet den store tyske avis Süddeutsche Zeitung. I dette kapitel gennemfører forf. et regulært interview med de to erfarne graverjournalister.

 

Undertrykkelse og frihed - en skæbnefortælling fra Bulgarien

Ilija Trojanow: Magt og modstand, 368 sider, Tiderne Skifter.

For en vesterlænding, der hele sit liv har nydt godt af frihed, kan det være svært at forstå undertrykkelsen i et diktatur. Den bulgarske forfatter Ilija Trojanow har da grebet til fiktionen: I romanen Magt og modstand får vi en fortælling om det kommunistiske diktatur i Bulgarien lige fra dets begyndelse i 1948 til dets fald i 1990 - og lidt til. Men det er en roman, der er baseret på forfatterens mange interviews med øjenvidner til regimets og dets tvangsmidler plus en mængde arkivmateriale. Romanen kan i modsætning til fagbogen give noget atmosfære, som kan være nyttigt for en indlevelse i en fremmed verden.

Selv har forfatteren imidlertid tilbragt det meste af sin 52-årige tilværelse uden for sit fødeland Bulgarien. Som ung forlod han landet med sin familie - siden har han levet i Tyskland, Kenya og Østrig - i dag bor han i Wien. På en måde anskuer han altså Kommunist-Bulgarien udefra, selv om han har den indfødtes grundlæggende indsigt. Det er der kommet en lang, noget omstændelig og ind imellem noget springende fortælling ud af. Belyst gennem to gamle skolekammerater, som placerer sig henholdsvis på regimets og dets modstanderes side.

Bogens ene hovedperson, den uefterrettelige Konstantin - for nu at give ham en mild betegnelse, diktaturet aldrig ville have brugt - går, efter at Jerntæppet var gået op, på jagt i arkiverne for at finde det formelle belæg for den 20-års fængselsstraf, han idømtes i sin tid. Som sådan signalerer Trojanow hurtigt i sin roman, at han anvender den fortælleform, hvor man springer frem og tilbage i tid, og det er ganske svært at få fat på handlingens mere konkrete elementer. Men anklagen og dommen synes at hvile på den brøde, der lå i at han sammen med nogle kammerater havde øvet hærværk mod en Stalin-statue i Sofia.

Konstantin mener, at han i det nye demokratiske Bulgarien - ved hjælp af den ny indførte arkivadgang - må kunne finde materiale til på en eller anden måde at kunne få ram på sine banemænd, herunder skolekammeraten Metodij, bogens anden hovedperson. Det kan ikke undre, at han støder panden mod en mur: Forældelsesfrister (som det også er gået retfærdighedssøgende i Vesten, kan man tilføje). Duellen mellem eksfangen Konstantin, der kom til at tilbringe en snes år i kommunistdiktaturets fængsler, og Metodij, der havde arbejdet i statssikkerhedstjenesten, fortsætter bogen igennem i form af kapitler, der er helliget henholdsvis den ene og den anden - afbrudt af rigtige ekstrakter fra gamle officielle dokumenter.

Det hele er ganske langstrakt og uden rigtigt dramatiske begivenheder til at engagere læseren, forarge eller overraske måske. Forf. strør ind imellem nogle navne på det bulgarske kommunistpartis spidser ud: Dimitrov, Zjivkov m.fl. Bulgarske politikeres navne, hvor vigtige de end måtte have været, siger ikke danske læsere noget. Så selv om skildringen er gjort livfuld gennem megen direkte tale og konfrontation af de nydemokratiske typer versus diktaturregimets overleveringer, fænger det ligesom ikke. Den måde, fortid og nutid er snoet ind i hinanden gør det svært, næsten umuligt at få et klart billede af Nutids-Bulgariens vilkår.

Joh, man forstår da, at den politiske eksfange Konstantin må døje med flere skuffelser i det post-stalinistiske samfund, som angiveligt skulle være demokrati, og at kommunistregimets lakaj Metodij ingen skader lider som forretningsmand i det nye Bulgarien. Romanen kører på flere planer og åbner også for en slags beskrivelse af det almindelige menneskeliv hos sikkerhedsagenten og hans frustrerede forhold til kvinder, men det er en stor opgave at sammenvæve en fortælling om den (præsumptivt usympatiske) angiver, agent og undertrykker Metodij og den retfærdighedssøgende Konstantin, der er mærket for livet af de mange år i forvaring som "statsfjende". Det hæslige diktatur har trukket en lang kølvandsstribe.

 

For og imod en undskyldning for slaveriet i det tidl. Dansk Vestindien

Astrid Nonbo Andersen: Ingen undskyldning - Erindringer om Dansk Vestindien og kravet om erstatning for slaveriet, 523 sider, Gyldendal.

Det har været debatteret ret så indgående her i 100-året for Danmarks salg af De Vestindiske Øer til USA i 1917: Skal vi undskylde for slaveriet dér? Idéhistorikeren Astrid Nonbo Andersen har på basis af en ph.d.-afhandling i denne bog kulegravet argumenter for og imod at yde erstatning fra den dansk stat, idet det samtidig er blevet pointeret, at de tre øer (som i dag er de amerikanske Virgin Islands) var dybt præget af slaveriet.

Hun har som idéhistoriker ikke ønsket at komme frem til nogen egentlig konklusion i spørgsmålet: erstatning eller ikke, men at fremlægge vigtige elementer fra en årelang debat, herunder ministre og andre politikeres udtalelser. At statsminister Lars Løkke Rasmussen tog over til øerne ved jubilæet for disses overdragelse til USA, var efter hendes opfattelse bemærkelsesværdigt, selv om han ikke fremkom med nogen egentlig undskyldning (men derimod en forsikring om støtte til nogle nutidige indbyggeres studium i Danmark, anm. tilf.).

Som hun bemærker har stater som hovedregel flere grunde til at undgå at undskylde, erstatte eller på anden måde kompensere for historiske uretfærdigheder end for at give dem. Når det alligevel er sket, har en ledende politiker enten set en politisk fordel ved det, eller også er presset blevet så stort, at det ikke længere har kunnet indgås. Vægtigt har været frygten for at skabe præcedens i forhold til andre forsyndelser, Danmark har gjort sig skyldig i i forhold til besiddelser i det fremmede.

Slaveriet blev i Danmark diskuteret offentligt fra 1780'erne, altså ret kort før det officielle danske forbud mod slavehandel i 1792, idet denne handel dog fortsatte uofficielt til 1807. Det danske forbud var - modsat en udbredt opfattelse - langt fra det første, anfører forfatteren. Det revolutionære Frankrig kom først med et forbud i 1794. Hun regner altså her med den reelle afskaffelse, men terminologien er ikke helt let at over- eller gennemskue, bl.a. fordi Frankrig genindførte slaveriet i 1802.

Det er tankevækkende, at Danmark overdrog de tre vestindiske øer til USA i samme år, som USA's daværende præsident Woodrow Wilson i det amerikanske senat holdt en tale, hvori han slog til lyd for et princip, hvorefter en regering kun "har sine magtbeføjelser i kraft af de regeredes samtykke og princippet om at der intetsteds eksisterer en ret til at overdrage en befolkning fra en suveræn stat til en anden, som var den blot en ejendom".

Han lancerede hermed princippet om folkenes selvbestemmelsesret, som mange år senere - i 1966 - skulle danne indledning til hele to FN-menneskeretskonventioner. Dengang var det imidlertid møntet på en række europæiske folkeslag, som efter 1. Verdenskrig stod over for at få deres egen stat (så som Finland, Tjekkoslovakiet, Polen m.fl.). Og så solgte Danmark bare øerne hen over hovedet på befolkningen! Der var, som bogen beskriver, dyb frustration over, hvad der kaldes et rigidt klassesystem, som fx kun gav stemmeret til et særlig koloniråd til mænd med en ejendom og indtægt over en vis grænse. Hertil kom, at vestinderne ikke umiddelbart blev fuldgyldige amerikanske statsborgere.

Interessant er at få med, at en vestindisk fagforeningsleder, David Hamilton, i august 1916 tog initiativ til en uofficiel afstemning på Sankt Croix, som viste, at 4.027 var for og kun syv mod en overdragelse til amerikansk styre. Det skyldtes, at mange på øerne havde store forventninger til de rettigheder, et amerikansk styre ville give dem. Men danske kolonilove vedblev at gælde - helt til 1936.

Bogen noterer, at kravet om erstatning for slaveri, den transatlantiske slavehandel plus kolonialismen i Afrika og Caribien første gang var oppe at vende på FN-niveau under Verdenskonferencen om racisme, racediskrimination, fremmedhad og relateret intolerance i Durban, Sydafrika i 2001. Hun rejser spørgsmålet, om man kan dømmes for noget, som ikke var ulovligt på gerningstidspunktet? Hertil kan svares: Efter moderne folkeret: nej! Straffelove med tilbagevirkende kraft er eksempelvis forbudt efter den europæiske menneskerettighedskonvention af 1950. (anm. tilf.).

Den erstatningsbevægelse på Jomfruøerne, der har været mest vedholdende, bedst organiseret og succesrig, er ACCRA, som blev stiftet i 2004, og som året efter sendte en delegation til Danmark med det formål at søge erstatning for slaveriet. Selv om den fik foretræde for flere fremtrædende danske politikere, havde den dog ikke nogen officielt status.

Forf. kommer ind på en række erstatningssager afledt af 2. Verdenskrig, men det virker som om, et sidespring til den islandsk-danske tvist om de islandske håndskrifter, er af nok så megen relevans i forbindelse med bogen hovedemne. Her lå ejendomsretten til disse håndskrifter, der lovligt var opkøbt på Island, da det hørte under Danmark, hos den Arnamagnæanske Samling i København. Men Danmark valgte at levere dem tilbage til Island som en folkegave. I forhold til Jomfruøerne har det officielle Danmark holdt fast ved dav. udenrigsminister Niels Helveg Petersens udsagn; At det er meningsløst at imødekomme ønsket om undskyldninger og erstatninger i sager om historiens uretfærdigheder.

Det fortjener respekt, at forf. har bevæget sig ind i folkerettens gange for at beskrive forskellige juridiske former for erstatning, men erstatningsspørgsmålet her forekommer mig først og fremmest at være af moralsk art. Diskussionen er ikke udsprunget ud af nogen form for forpligtelse hos den danske stat. Det betyder ikke, at mange sagkyndige, historikere og andre, vedkender sig en udbredt opfattelse af, at Danmarks kolonipolitik i Vestindien var af en særlig mild art. Danmark deltog i slavehandelen, og beskrivelsen heraf hører med, når der skal gives en nutidshistorisk relevant fremstilling af de tidligere danske tropekolonier.

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk