April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 

Erfaren udenrigskorrespondent beretter
Thomas Ubbesen: Udsendt - Historierne bag 22 reportager, 310 sider, Tiderne Skifter.

 

Journalist Thomas Ubbesen har været vidt omkring som journalist for Danmarks Radio - til alskens krigszoner og naturkatastrofehærgede områder. I denne bog giver han læseren en chance for at se lidt bag kulisserne og dermed mulighed for at forstå, at udenrigsjournalistens arbejde ikke nødvendigvis er nogen dans på roser. Denne velskrevne bog byder på glimt fra naturkatastrofer i Haiti, Myanmar og Pakistan foruden flere krige - i Afghanistan, Libyen, Libanon, Mali og Ukraine.

Blandt alle disse krige forbliver den vestlige intervention i Irak, da diktatoren Saddam Hussein blev væltet, nok den mest kontroversielle. Og var den folkeretsstridig, eftersom Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben, og Saddam Hussein ikke var i ledtog med Al Qaeda, så var USA ligeglad - det var ledet af arrogante, neo-konservative magtherrer, der naivt troede på en højere amerikansk moral. Men irakerne blev i det mindste befriet for den frygtens republik, han opbyggede. Som Ubbesen udtrykker det blev kødhakkemaskinen sat ud af drift.

Den systematiske tortur holdt op, men derfor blev tilværelsen i Irak ikke tryg, endsige menneskeværdig. For at få nærmere indtryk fra Irak måtte Ubbesen - som så mange andre journalister - prøve at være embedded, dvs. på togt med amerikansk militær på militærets betingelser, dvs. med alle de begrænsninger i det journalistiske virke en sådan militær spændetrøje bevirker. Men af sikkerhedsgrunde har det ofte været vilkårene i Irak og Afghanistan.  Han kunne fx ikke gå hen på et lokalt marked, ind på et hospital eller op til en borgmester, da han besøgte Irak i 2005. Han ville ikke have overlevet en time på gaden, som han skriver. Men selv i kampzonen kunne han med militær beskyttelse komme i arabiske hjem og rent faktisk tale med ægte irakere!

Det er ikke helt rigtig, når han skriver, at Albanien indtil 1991 var hermetisk lukket for omverdenen, jeg var der selv som turist i 1987. Det forekommer mig også lidt overdrevet at betegne Albanien som en italiensk provins endog før 2. verdenskrig. Sagen var, at staten i 1939 blev Italiens første og eneste landeerobring i krigen. Vi mangler at høre, at Ramiz Alia, som lige akkurat nævnes, var den først præsident Enver Hoxhas efterfølger.

Ubbesens force er imidlertid de tætte situationsskildringer - som her fra grænsen mellem Kosovo, dengang en serbisk provins, og Albanien, da en by som Mitrovica på over 50.000 indbyggere blev tømt ved serbernes militærindsats. Forud var gået år med voldsom serbisk diskrimination af provinsens albanske befolkningsflertal, dannelsen af UCK - den kosovo-albanske oprørsbevægelse. Masser af våben tilflød dem fra det Albanien, der som det sidste satellitland forlod kommunismen.

Særlig spændende er at høre Ubbesens reportager fra Makedonien, som har en stor albansk befolkningsgruppe, og som også her i 2015 kunne melde om voldsomme uroligheder (dog ikke relateret til albanerne). Der var kampe dér omkring år 2000, men det lykkedes EU og NATO i 2001 at opnå en fredsaftale mellem Makedoniens regeringsstyrker og oprørske makedonske albanere. Han kunne måske have medtaget, at de væbnede træfninger i det hele taget igennem 1990'erne blev holdt ned gennem en succesrig indsats fra FN's styrke i landet.

En forstemmende oplevelse havde Ubbesen, da han tog til det amerikanske basefængsel i Guantánamo på Cuba. Som han skarpt formulerer det: Mange af de pakistanere, der sidder fængslet her (blandt fjender blot kaldt 'pakker'), var blevet solgt til amerikanerne for 5000 kr. stykket i Pakistans nordvestlige grænseprovins. "Amerikanerne var - instrueret af fjerne ideologer og magtberusede politikere - villige til at ofre alt, hvad den tænkende verden beundrede og satte pris på... Et iskoldt miniature-GULAG på en tropisk ø..." Det var yderst begrænset, hvad han fik lov at se, og afstanden til de indsatte var mærkbar. Mens der i begyndelsen - i 2002 - var 800 fanger på Guantánamo, er der i dag er ca. 150 tilbage trods præsident Obamas forsikringer om at lukke lejren.

Der er også beretninger om en dansk udsending, der mirakuløst overlevede jordskælvet i Haiti, om libyere, der lever i en svinesti, fordi de mange egyptere, der tog sig af det "lavpraktiske arbejde", var taget bort efter de mange bataljer, som påfulgte omstyrtelsen af Gaddafi, fra Myanmar, hvor myndigheder hindrede nødhjælpsarbejdere i at undsætte ofre for en cyklon - og meget mere.

 

Kættersk tale fra en lidt mere forsonlig Hirsi Ali
Ayaan Hirsi Ali: Kætter, 292 sider, Gads Forlag.

 

Ingen person fra et muslimsk land har formentlig hudflettet islam så indgående og intelligent som den somalisk-fødte kommentator og forfatter Ayaan Hirsi Ali. I sin seneste bog Kætter anslår hun en lidt mere forsonlig tone end i sine tidligere bøger, der er udkommet i de sidste godt 15 år. Hun tager målbevidst til orde for en reformation af islam, hvad ganske vist en hel stribe muslimske aktivister også ivrer for.

Det nye, som hun selv skriver, er, at hun mere præcist definerer, hvad der skal reformeres. Forudsætningsvis er de millioner af muslimer, der ikke klart har taget stilling, nødt til bevidst at konfrontere, debattere og i sidste ende afvise de voldelige elementer i deres religion. De må gøre op med, at Muhammed som sådan er ufejlbarlig, med at fokus bør være på livet før døden, og ikke efter døden, med sharia-lovsættet, med enkeltpersoners ret til at håndhæve den islamiske ret ved at påbyde eller forbyde dette og hint, og endelig med det berettigede i at føre hellig krig, jihad mod de såkaldt vantro, altså folk af anden religion end islam.

Vi kan ikke længere tillade begrænsninger i kritikken af islam. Kommende generationer af muslimer bør være i stand til at byde den moderne verden velkommen - og ikke mure sig inde og leve i hvad hun kalder kognitiv dissonans. Hun mener, at selve begrebet kætter bør omdefineres. Kætteren er morgendagens reformator. Det er velkendt, at alene fornyelse i islams øjne er kætteri. Hirsi Ali tager kraftig afstand fra lærde islamisters opfattelse af, at islam er mere end en religion. Islam står ret ene om at opfatte sig selv som et altomfattende system, der favner, forklarer og dikterer alle tilværelsens aspekter.

Enhver lærd, der vil adskille stat og religion, bandlyses umiddelbart. Her ligger en bremseklods, som Hirsi Ali imidlertid argumenterer mod på flere måder. En endnu værre hindring for fredelig "sameksistens" mellem islam og andre religioner er det morderiske martyrium: Den martyr, der ikke alene ofrer sit eget liv, men samtidig dræber andre af religiøse årsager. Den første martyroperation af denne art blev i 1980 gennemført af en 13-årig iransk dreng, som med sprængstof spændt fast på brystet sprængte sig selv i luften under en irakisk tank i Iran-Irak-krigens tidlige fase.

Det var forbuddet mod den ovennævnte fornyelse, som i 1500-tallets Istanbul fik kvalt den astronomiske forskning, og som foranledigede, at trykprocessen ikke kom til Osmanner-riget før mere end 200 år efter, at den var blevet udbredt i Europa. Der har ikke fundet nogen industriel revolution sted i den muslimske verden - og denne stagnation kan, som Hirsi Ali påpeger - ikke bebrejdes vestlig imperialisme: Muslimerne opbyggede også imperier: Mogulernes rige og Osmanner-riget. Den muslimske fatalisme har været en voldsom bremse for teknisk og anden innovation.

Men der findes dog - heldigvis - kritiske og fremsynede muslimske røster. Forf. peger på et "åbent brev", som 120 muslimske lærde fra hele verden i 2013 rette til IS' "krigere og tilhængere". Det hed her, at det ifølge islam er forbudt at dræbe udsendinge, ambassadører og diplomater samt uskyldige. Hirsi Ali leger med den tanke, at nogle muslimer skulle lade sig inspirere af den protestantiske reformation. Det må kaldes ønsketænkning.

Men hun holder fast ved, at der er nye strømninger hos muslimerne. Mulighederne for en religiøs reform befordres af den nye informationsteknologi, idet dens netværk går på tværs af grænser i den muslimske verden, ligesom påvirkningen af muslimske indvandrere gennem vestlige normer skaber en ny og voksende gruppe, der bakker op om en muslimsk reformation.

En tunesisk kvinde ved navn Samia Labidi hører til dem, der på mange måder levendegør Hirsi Alis ideer om behovet for at skille religion og politik. Hun forlod Tunesien som 18-årig, rejste til Paris, tog en magistergrad i filosofi og er blevet en varm fortaler for kvinders frigørelse fra mandlige slægtninges kvælende formynderskab. En kvindelig tyrkisk advokat, Seyran Ates, der med sine forældre kom til Tyskland som seks-årig, er blevet en meget søgt advokat for muslimske kvinder, som har måttet døje med hustruvold, tvangsægteskaber og skilsmisse. Hun kalder Vestens overdrevne tolerance over for islams undertrykkende sider for en multikulturel fejltagelse.

 

Det moderne Afrika og Kina - og ramsaltet snak fra danske redaktør Petersen
Jørgen E. Petersen: De sorte kinesere - Kina, Afrika og Europa, 185 sider, Korrius.dk.

 

Jørgen E. Petersen - mangeårig udenrigsredaktør på DR's radioprogram Orientering indtil hans pensionering for få år siden - har begået en højest personlig og provokerende, men også vedkommende bog om Afrika, og kineserne som på godt og ondt øver så stærk påvirkning på verdensdelen nu om dage.

Petersens fascination har dybe rødder: han har såmænd skrevet hele12 bøger med afrikanske perspektiver. Han strukturering af bogen er usædvanlig: Først 60 siders pressecitater om det ekspansive Kinas fremskridt og fremfærd især i Afrika, dernæst forfatterens "gode råd" til Europa om at dæmme op for Kina gennem snævert samarbejde med afrikanske stater og endelig til sidst kortere information om godt 50 afrikanske stater, ind imellem forsynet med hans højest personlige indtryk og synspunkter.

Vi erfarer eller får repeteret barske oplysninger om Kina. Fx at dette land vil afskaffe sin sikkerhedstjenestes ret til at placere folk i fængsler og lejre i op til fire år, at Kina fra 2012 til 2013 forøgede sine militærudgifter med 10,7 pct. (til 116 mia. $). Dertil en masse anden statistik, som overtyder én om, hvor meget man bør frygte det vældige Kina. Men vigtigere er måske nogle af de råd, forf. strør om sig med - så som at Europa burde sætte stærkt ind på at forsyne Afrika med et ordentligt vejnet.

Bogen bugner af oplysninger, hyppigt fremført med Petersens velkendte skarphed - han er mere end almindeligt velfunderet i sit emne. Han går i rette med udtrykket dansk udviklingsbistand: Det, vi har leveret, er 'nødvendig udglatning' af verdens ressourcer. Og hvis man tror, at man kan fortsætte med at suge afrikanske ressourcer ud i fx storindustrier som de kinesiske er man naiv. Det overskud af arbejdskraft, nutidens Afrika opbygger, kan, som han skriver, kun "eksplodere et sted hen, til Europa".

Kina i Afrika udgør, som Petersen ser det, "et dobbeltløbet jagtegevær" - Europa bør engagere sig helt anderledes i Afrika - med en bistand på 2 pct. af bruttonationalproduktet (nu er den samlede bistand 0,7 pct. af BNP), idet råstofudplyndringen og fattigdomsforøgelsen burde standses. Han sparer ikke på krudtet, leger med en idé om kapitalismens sammenbrud - hvad der måske kan undgås ved et samarbejde mellem EU og AU (Den Afrikanske Union).

Petersen har i sit lange journalistliv mødt et hav af afrikanske politiske koryfæer, hvad læserne sandt for dyden ikke skal forholdes viden om, tilsat ind imellem underholdende, men også prætentiøse og ligegyldige detaljeoplysninger. Hans hånlige bemærkninger om Den Internationale Straffedomstol i Haag virker naragtige: At denne domstol er uforholdsmæssig dyrere i drift end andre af slagsen udbasunerer han uden rigtig dokumentation, at den kun går efter "små fisk" er helt hen i vejret: Den sigter tvært imod på hovedansvarlige for alvorlige brud på folkeretten, den har bl.a. dømt en congolesisk krigsherre (ikke eksemplificeret i bogen).

Det er prisværdigt, at Petersen endnu engang (forløbere i nogle af hans andre bøger) vil oversigte næsten alle de afrikanske lande, men i flere tilfælde er beskrivelsen af hvert land så kortfattet, at læseren vildledes. Fx blev Liberias eks-præsident Charles Taylor dømt (til 50 årsfængsel), og det ved en særdomstol for Sierra Leone, hvis borgerkrig end ikke er nævnt under dette land.

Læseren er godt underholdt og proppet med informationer, som dog lidt for hyppigt suppleret med Petersens personlige bedreviden og barokke erindringsglimt. Hans budskab er imidlertid klart: Europa bør satse i Afrika og dermed holde kineserne stangen.

 

14 ambassadører skriver om verden efter Den Kolde krig
Danmark og verden efter Den Kolde Krig, 299 sider, Syddansk Universitetsforlag.

 

Det er noget af en præstation at få 14 danske ambassadører til at berette om et stykke væsentlig nutidshistorie og få en bog ud af det - denne har undertitlen: 14 ambassadører om dansk udenrigspolitik efter 1989. Men spørgsmålet er, om denne kategori af forfattere nu også kan levere en tilstrækkelig dækkende beskrivelse af et på mange måder vigtigt og omskifteligt tidsspand.

Diplomater har i hvert fald ikke ord for at være alt for åbenmundede. Meget af interesse vil være usagt. En britisk forfatter og diplomat, sir Henry Wotton (1568-1639) skrev engang: "En ambassadør er en ærlig mand, der sendes udenrigs for at lyve til gavn for sit land".

Umiddelbart slog det nærv. anmelder, at der ikke er nogen særlig indgående omtale af Rusland, og at bogen generelt ikke forholder sig voldsomt meget til netop fraværet af Den Kolde Krig. Et stærkt handicap er desuden, at redaktionen af den sluttede lige på det tidspunkt, hvor Ruslands stærke mand Vladimir Putin begyndte at vise aggressive tendenser, særligt over for Ukraine. Man kan undre sig over, at bogens udgivelse ikke kunne udskydes en kende, så i hvert fald de nye toner fra Kreml kort kunne omtales.

Bogens godt ti kapitler dækker stater, de forskellige ambassadører har været posteret i, plus et par internationale organisationer. Rusland får ikke noget særskilt kapitel, men favnes under 'Østersøregionen'. Nuvel, de tidligere sovjetiske delstater i Baltikum, der sprang ud som selvstændige: Estland, Letland og Litauen, blev på en måde prøvestenen på, hvad Koldkrigens afslutning kunne bruges til af Danmark vis-à-vis Rusland: Et snævert samarbejde, der også omfattede bilaterale forsvarsaftaler med balterne.

Rusland var tilstrækkelig svækket, politisk som økonomisk, til blot at knurre. Dog stod der, indtil midten af 1994, 75.000 russiske soldater i de tre baltiske lande, og i det danske Udenrigsministerium herskede der nogen nervøsitet over for Ruslands reaktion på balternes stadige tilnærmelser til EU og NATO. Men alle tre lande blev medlemmer af begge disse to i 2004 og har siden også tilsluttet sig euroen. Det interessante er, som bogen beskriver, at den aktivistiske danske linje ikke kom til at skade forholdet til Rusland.

Når bogen beklager, at der ikke er flere danske korrespondenter posteret i Moskva, må det undre, at vanskelige arbejdsvilkår for disse ikke så meget som strejfes. Man må også spejde forgæves efter en bemærkning om OSCE's betydning som observatørkorps ved de nye selvstændige østlandes første frie valg.

Kapitlet betitlet 'Det vestlige Balkan' afspejler tydeligst den voldsomme, ja blodige udvikling, som det ikke var kommet til, hvis Den Kolde Krig ikke var blevet bragt til afslutning: Her drejer det sig om  Balkans varme krige, om man så må sige. Forfatteren til kapitlet, der 2007-13 var ambassadør i Beograd, opruller et væld af relevante kendsgerninger og betragtninger, herunder om FN-systemets utilstrækkelighed: Den manglende luftstøtte til NATO-styrker på landjorden svigtede bosniakkerne overfor de serbiske-bosniske styrker, og først efter folkedrabet i Srebrenica 1995 kom det til de luftangreb, der i sidste ende fik nedkæmpet serbiske stillinger ved Sarajevo og banet vej for Dayton-freden.

Trods en virkelig oplysende stil svigter dette kapitel yngre læsere ved mangel på realier. Det fortælles ikke tydeligt, hvem Slobodan Milosevic og Ratko Mladic er, der hentydes til "Haag-domstolen", når det retteligen er Det Internationale Straffetribunal vedr. Eksjugoslavien, det vedrører, ligesom det ikke direkte fremgår, at Kosovo 1999-2008 var FN-mandat. Som helhed forekommer forfatteren her at være alt for præget af "horisonten fra Beograd", fordi hun var stationeret dér. En vis omtale af bosnierne, kroaterne og makedonerne savnes - det er vel ikke kun serberne, der er "varme, hjælpsomme og gæstfrie mennesker" som det anføres? Det folk, som er stærkest belastet af uendelig mange menneskelige tragedier på Balkan?

Bogen påpeger prægnant den danske aktivisme ved deltagelse i den krig, som befriede Kuwait fra irakisk aggression (Golf-krigen) og interventionen til forsvar for kosovo-albanerne (uheldigt i bogen benævnt "Kosovo-kampagnen", som om det var et reklamefremstød for Kosovo - en afsmitning fra engelsk campaign, som her betyder 'felttog'). Mere generelt savner bogen et pædagogisk anstrøg, idet omtale af personer og lokaliteter ofte er lapidariske eller eufemistiske. Menneskeretskrænkelser er som regel blot menneskerets-'problemer', USA's barske Guantánamo-fængsel hedder 'Guantánamo-sagen' osv.

Diplomaterne sparer absolut på "krudtet", dvs. kritik af de stater, de nævner, men det påpeges dog fortjenstfuldt, at USA "ikke har været på forkant med de internationale klima- og miljøproblemer, omend dele af USA's politiske verden har en voksende forståelse for betydningen af bæredygtighed, vedvarende energi og forsyningssikkerhed. USA svækker endvidere ved sin modstand mod bindende internationale aftaler ikke alene de vidtspændende retsstatsideer, men også sin egen indflydelse", hedder det. I videre perspektiv må USA erkende, et verden er blevet "multipolær", dvs., præget af en række nye, større globale spillere på verdensarenaen. Kina, Indien, EU og ja også Rusland m.fl.

Der er ikke megen omtale af Libyen-interventionen, gennemført af en række vestlige stater, men det antydes, at den af FN lancerede norm ved navn "Ansvar for at beskytte" var et led i begrundelsen for at gribe ind mod Gaddafi-regimet. Der lå dog ikke nogen pligt til at gribe ind, som forfatteren her kommer for skade at nævne. Sikkerhedsrådet havde imidlertid godkendt interventionen som sådan, og en række stater, herunder Danmark, valgte at deltage for, som det hed indledningsvis, at beskytte den libyske civilbefolkning. Villigheden til intervention vil generelt, som bogen også anfører, være stærkt politisk begrundet. Derfor har en sådan fx ikke fundet sted i Syrien.

 

Den håbløse Syrien-borgerkrig - ingen vindere, ingen tabere
Konflikten i Syrien - årsager, kosekvenser og handlemuligheder, 224 sider, Jurist- og Økonomforlagets Forlag.

 

Otte eksperter har bidraget til denne bog, der er redigeret af politologerne Søren Schmidt og Bjørn Møller, begge Aalborg Universitet. Man kan undre sig lidt over, at de har haft lyst og energi til at skabe en sådan bog, alt mens den blodige konflikt, der begyndte i 2011, fremdeles raser med uformindsket styrke. Nogle klare konklusioner endsige spådomme om dens videre forløb kan ikke opstilles.

Det syriske samfundssystem betegnes i bogen som "sultanisk", dvs. med utilregnelige rammer, hvor regimet fx kan ekspropriere folks ejendom uden videre, hvor domstolene ikke er uafhængige, og der mangler ordenshåndhævelse. Et sådant styre fremmer, hvad der kaldes en "mafia-kapitalisme", hvor herskeren favoriserer sine partnere, hvor korruptionen trives, og der ikke kan opbygges institutioner, som kan have tiltro til overholdelsen af indgåede aftaler. Fx fik præsident Assads fætter ret til at drive alle såkaldte taxfree butikker ved grænserne til Libanon og Jordan (uden at det dog forklares, om han var ukvalificeret til dette).

Eftersom andre kapitler beskæftiger sig med krigen, kan man - efter behov - benytte disse informationer som legitimation for megen modstand mod Assad-styret. Dertil kommer, at Syrien svækkes ved ikke at have et robust civilsamfund, hvad der kaldes en 'legal kultur', hvorpå en retsstat kunne opbygges, eller et anvendeligt statsbureaukrati, som hviler på professionelle normer. De økonomiske aktører, der lever på Assads nåde, er bange for, at hans styre falder, fordi de så vil savne dets opbakning, og den moderne markedsøkonomi, de har nydt godt af, nok vil forsvinde.

FN-Sikkerhedsrådets medlemmer har siden konfliktens udspring været uenige om dens håndtering. Rusland og Kina har nedlagt veto mod flere resolutioner om borgerkrigen og har modsat sig sanktioner og udefra kommende militær intervention. FN har herefter svært ved at mægle. Både regimet og de syriske oprørere er afhængige af militær og økonomisk støtte udefra. Regimet blev i 2013 af den libanesiske militante organisation Hizbollah reddet fra et truende militært nederlag, ligesom Iran ydede væsentlig støtte til opbygning af en milits på 50.000 mand.

Herover for står Saudi-Arabiens generelle bekæmpelse af shiiternes voksende indflydelse i Mellemøsten og dets mere specifikke støtte til sunni-muslimske oprørsgrupper i Syrien. Hvad angår oprørerne kan disse groft opdeles i tre hovedkategorier: Den første kategori ønsker den hidtidige sekulære styreform videreført, men med et reelt demokratisk indhold. Den anden består af islamister, der ønsker en stat, baseret på islamisk ret. Den tredje kategori består af grupper med transnationale revolutionære dagsordener. Her indgår Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra- terrroristerne.

Borgerkrigen i Syrien har ifølge bogen for længst ophørt med at være et folkeligt, ideologisk opgør mod Assads diktatur. Regimet gør ikke noget seriøst forsøg på at legitimere sig gennem nationalistiske holdninger. Den svage syriske stat er derfor afhængig af eksterne kræfter. Denne bog giver ingen opskrift på, hvordan hhv. Rusland og Iran kan påvirkes til at få præsident Assad til at gå til forhandlingsbordet. Det hele kompliceres af, at Islamisk Stat i dag kontrollerer en stor del af Syriens territorium - og omkr. en fjerdedel af Iraks.

Hvad angår USA, så er dets indflydelse i de senere år hele tiden blevet formindsket. Dets tro på, at den sekulære opposition i Syrien ville vælte Assad har ingen gang på jorden, i dag har disse ikke-muslimske militser kontrol med mindre en fem pct. af det syriske territorium. Prioriteringen af nedkæmpelsen af Islamisk Stat indebærer de facto støtte til Assad.

Denne bog bringer mange interessante analyser, men er ligesom den ovennævnte om Danmark og verden efter Den Kolde Krig handicappet af en rask og delvis uforudsigelig udvikling i den internationale verdens kriser og krige.

 

Iraks olie, Saddams bedrag, FN's prestigetab
Michael Soussan: Bedrageri for begyndere, 410 sider, People's Press

 

Vi husker det nok, den gigantiske skandale, da råddenskaben viste sig bag det idealistisk udtænkte Olie for Mad-program, som for eksporteret irakisk olie skulle skaffe penge til at købe vigtige fornødenheder til det plagede irakiske folk. Og det er syv år siden, Michael Soussan fik udgivet sin bog Backstabbing for Beginners - jeg læste den engelske udgave i sin tid. Den glimrende fordanskning må varmt anbefales - her gives en livfuld skildring af en person, der arbejdede direkte under den FN-undergeneralsekretær, som havde ansvaret for FN's største humanitære, men også tungeste økonomiske program, som skammeligt førte verdensorganisationen bag lyset.

Soussan, med en marokkansk-fransk far og en dansk mor, fik som kun 24 år gammel et ønskejob, da han blev ansat ved Olie for Mad-programmet. FN opretholdt sanktioner mod Irak, efter at dets diktator Saddam Hussein i 1991 havde fejlet i forsøget på at opsluge sin lille nabostat Kuwait. Formålet var at få Irak til at overholde våbenstilstandsbetingelserne, idet FN's våbeninspektører fik tilintetgjort en større del af landets masseødelæggelsesvåben. Saddam saboterede dog deres arbejde, og flere våbenfund bekræftede en mistanke om, at han hele tiden løj for FN.

Det internationale samfund ville godt hjælpe den irakiske befolkning, der led på grund af mangel på mad, vand og elektricitet. Ved en begrænset eksport af olie kunne man måske hindre, at oliemillionerne havnede i Saddams lommer. FN skulle ved observatører i Irak kontrollere Olie for Mad-programmet, men deres bevægelsesfrihed var stærkt begrænset. Det bidrog til problemerne, at flere i FN-staben havde et mildt sagt anstrengt forhold til hinanden.

Bogens force er Soussans skarpe iagttagelsesevne, hans galgenhumoristiske stil, hans vægtige formuleringer. Under en tjenesterejse til Irak kunne han iagttage, at to grupper af FN-udsendinge. stod stejlt over for hinanden: De humanitært-gearede, som ønskede at ophæve sanktionerne for at hjælpe civilbefolkningen, og våbeninspektørerne, som skulle håndhæve sanktionerne. Førstnævnte kaldtes af modparten for hippier, sidstnævnte cowboys!

Flere betroede FN-medarbejdere, som var inddraget i Irak-indsatsen, sagde op, og én af dem voldte særlige vanskeligheder: Tyskeren Hans von Sponneck, som nærv. anmelder såmænd fik anledning til at træffe under en rejse til Irak i 2001. Han begyndte efter sin afsked at optræde som en selvbestaltet "rejsende ambassadør" i humanitetens tjeneste: Han tordnede mod sanktionerne, fandt dem oprørende i betragtning af de mange irakiske børn, som skønnedes at omkomme, fordi Irak ikke havde ret til at importere tilstrækkeligt af medicin og hospitalsudstyr. Efter sin fratræden fik han finansieret en del af sin anti-sanktionsvirksomhed af et tysk firma, som fremstiller modermælkserstatning - ikke et brud med nogen regler, men efter en udbredt opfattelse anstødeligt.

Soussan valgte at konfrontere von Sponneck direkte, selv om sympatien for hans synspunkter var udbredt i FN-sekretariatet. Olie for Mad-programmet var - som mange andre også syntes - ikke omfattende nok for von Sponneck. Men i virkeligheden var dette hjælpeprogram en appelsin i Saddams turban, som godtroende idealister ikke havde den fjerneste anelse om. De såkaldte "vouchers" (garantibeviser), der blev udstedt i forbindelse med Iraks kontrollerede olieeksport, blev i vidt omfang slet ikke benyttet til køb af de humanitære fornødenheder, hvortil kom den forfærdende, omfattende "returkommission" på 25-40 pct., der gik til Saddam-styret. Alt det er kendt, også hvordan firmaer, inkl. danske, blev filtret ind i gigant-bedraget. Mindre kendt, som bogen afdækker, at også Soussans foresatte, undergeneralsekretær Benon V. Sevan, også var det. Forinden havde Soussan dog taget sin afsked.

Hvad angår våbeninspektørerne var amerikanerne og franskmændene ligeglade med den FN-resolution, som blev betegnet som Saddam Husseins "sidste chance" (for at gøre rent bord vedr. hans besiddelse af masseødelæggelsesvåben) - USA havde besluttet sig for at intervenere i Irak. Overraskelsen i Washington var, at Frankrig ikke gik med.

Soussan har siden sin FN-tid arbejdet som journalist bl.a. ved "International Herald Tribune" og "Time". Hans bog fortjener stor udbredelse og må varmt anbefales alle med interesses for FN, fordi den ærligt beretter, hvor vanskeligt fredsdiplomati i - om man så må sige - stormagternes skygge er.

 

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk