April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 

18 velformulerede fortællinger om Danmarks grundlov

 

grundlovenJens Peter Christensen: Grundloven - Atten fortællinger, 142 sider, Gyldendal.

 

Forfatteren til denne lille instruktive bog er ikke alene højesteretsdommer, han er inden da cand. scient. pol., cand. jur., dr. jur. og professor ved Aarhus Universitet. Han kan sit stof på rygmarven og evner tilmed at fremstille det på en måde, der på én gang er letforståelig og saglig. Man må have stærke argumenter for at gå i rette med en sådan forfatter - og man kan ikke umiddelbart forvente dialog. Dommere engagerer sig i hvert fald sjældent i offentlig diskussion.

 

Når han indledningsvis fastslår, at grundloven bestemmer, hvad der kan lovgives om, må det undre en smule. Den opregner i hvert fald ingen konkrete emner for lovgivning eller for den sags skyld noget, der ikke kan lovgives om. Nuvel, grundloven fastslår de overordnede rammer - og vendingen skal vel forstås ved at stille den lovgivende magts rækkevidde over for den udøvende og den dømmende magt.

 

Men lad os rask gå over til, hvad der skete med grundlovens såkaldte frihedsrettigheder, da Danmark i 1945 blev medlem af FN, som i 1966 vedtog to menneskerettighedskonventioner, dels om borgerlige/politiske, dels om økonomiske/sociale/økonomiske rettigheder. Danmark har ratificeret disse, såvel som den europæiske menneskerettighedskonvention af 1950. Det fremgår af bogen, at denne 'nyformulering' af frihedsrettighederne, om man så må sige, ikke har bekommet højesteretsdommerne.

 

Selv om de to begrebssæt i vidt omfang dækker det samme, som Jens Peter Christensen formulerer det, "skal man ikke overdrive betydningen af terminologien". Selv om den europæiske konvention i 1992 - i modsætning hvad der gælder de to FN-konventioner - blev inkorporeret i dansk ret som lov, så pointerer forf. her, at dens regler ikke gælder med grundlovskraft. Hvis Højesteret fandt på at fortolke f.eks. den danske grundlovs § 77 om ytringsfrihed i overensstemmelse med den europæiske konventions art. 10 om ytringsfrihed, ville dommerne efter Christensens mening have ændret den danske grundlovs indhold uden at procedurerne for grundlovsændring var fulgt.

 

Denne "store mundfuld" forekommer mig lovlig formalistisk, så meget mere som forfatteren påfølgende affyrer en egentlig bredside mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Dens dommere fortolker jævnlig konventionens bestemmelser dynamisk, nemlig ved lægge nyt indhold i dens enkelte regler - hvad Christensen med en udpræget flothed kalder "juridisk frihåndstegning".

 

Her slipper han tydeligt sin ellers saglige facon. Hvis Højesteret gav sig til at fortolke grundloven i overensstemmelse med den europæiske konvention, ville Danmark have overladt den grundlovsgivende magt til dommerne i Strasbourg, fastslår han og fortsætter: "Højesteret har holdt grundlov og traktater skarpt adskilt". Denne fremstillingsform skjuler for den uindviede, at Danmark (naturligvis) respekterer de traktater, vi har tiltrådt, og at afgørelser fra Strasbourg-domstolen absolut har haft betydning for flere højesteretsafgørelser.

 

Efter at den danske journalist Jens Olaf Jersild i 1994 i Strasbourg havde fået omgjort en højesteretsdom for at have befordret racisme i en tv-udsendelse, refererede Højesteret direkte til  denne afgørelse i sin senere dom vedrørende nogle aktivisters indtrængende i daværende miljøminister Svend Aukens have. En medfølgende journalist blev ikke dømt, da vedkommende ligesom Jersild passede sit arbejde og ved en domfældelse her ville have fået krænket sin ytringsfrihed i forhold til den europæiske konvention.

 

Den danske grundlov var ikke formelt inddraget i disse sager, men deres emne ytringsfriheden var et omdrejningspunkt, som netop har fået en bedre beskyttelse gennem nutidige traktater og fortolkning fra en international domstol, som er i pagt med tiden. Har Danmark ikke overladt grundlovsgiven magt til Menneskerettighedsdomstolen - Christensens tydeligt tilkendegivne skrækscenarie - så har denne domstol givet danske borgere en udvidet beskyttelse af de rettigheder, der i 1849-grundloven var beskedent formuleret og i dag må anses for utidssvarende.

 

Bogen byder imidlertid på overordentlig megen nyttig viden og såmænd også flere kritiske bemærkninger om den grundlov, højesteretsdommerne anser for deres første pligt at værne om.

Fremdeles mange informationer om lovgivningsprocessen, domstolenes uafhængighed, boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed, religionsfriheden tilsat passende doser af Danmarkshistorie. Alt sammen godt at få forstand af. Men ikke helt tilstrækkeligt for en nutidig verdensborger, som har forstået det internationale samfund, Danmark er en del af.

 

 

Åbenhjertige erindringer fra Sovjetunionens sidste førstemand

 

gorbM. S. Gorbatjov: Min egen historie, 552 side, Lindhardt og Ringhof.

 

Mikhail Gorbatjov vil gå over i historien som "kommunisten med menneskelighed" og som den sidste præsident for Sovjetunionen. Godt nok troede han på Sovjet lige op til statens sammenbrud i 1991, men han har tilsyneladende affundet sig med sin skæbne, og rejser nu ofte i Vesten. I denne store bog giver han en velskrevet, ærlig og detaljerig fremstilling af sit liv.

 

Andre må bedømme, om han har ret i en del af de påstande, han fremfører om sig selv og sit virke, såsom at han viede de bedste år af sit liv på politik, at den politiske verden greb ham fuldstændig, men at han aldrig blev slave af politik. Han siger videre, at han på enhver måde prøvede at undgå subordinationsrutinen, da han blev medlem af det sovjetiske kommunistpartis centralkomité. Vi hører om den gamle sovjetstats koryfæer som Suslov, Tjernenko, Jeltsin og Brezjnev, isprængt dialoger med disse.

 

Formen er i det hele taget levende og præget af vilje til også at beskrive egne følelser i bestemte kritiske situationer. Han fandt, da han kom tæt på magtens tinde i Sovjetunionen, at den overcentraliserede ledelsesstruktur skab te store vanskeligheder. Alle led i det bureaukratiske system stræbte efter at skaffe sig selv fordele - og meget blev ødslet bort eller stjålet, hvis det da ikke forsvandt i ukendte (læs: forkerte) lommer.

 

Sovjetunionen led bl.a. under en slet ledet forsyningspolitik: Maskinproducenter leverede fx udstyr til nordlige områder i enkeltdele, selv om man fra andre dele af landet havde gode erfaringer med at samle sådan maskinleverancer i store enheder. Siden hen blev man opmærksom på behovet for miljøbeskyttelse: Det viste sig, at luften i 90 byer - eller praktisk talt alle de største industricentre i

landet - indeholdt skadelige stoffer og overskred en tilladt norm.

 

Storpolitisk vigtig blev det topmøde, Gorbatjov i Geneve havde med den amerikanske præsident Reagan, idet de underskrev en erklæring om at det aldrig skal komme til en atomkrig, og at der "ikke kan være nogen sejrherre i den". Våbenkapløbet blev meningsløst, konkluderer Gorbatjov rent ud i bogen. Ved et senere topmøde i Moskva i 1988 enedes de om at fjerne mellemdistanceraketterne fra Europa - hvad der dog ikke fremgår tydeligt af Gorbatjovs bog.

 

Som noget naturligt gør forfatteren en del ud af den tale han i december 1988 holdt til FN's Generalforsamling i New York. Garantien for international sikkerhed i den moderne verden var et samarbejde mellem staterne under overholdelse af folkeretten. Samtidig meddelte han, at sovjetiske militære styrker ville blive trukket tilbage fra flere østeuropæiske lande. Han trækker en linje fra sin tale op til én, som USA's nuværende præsident Obama i maj 2010 holdt om nødvendige ændringer i USA's nationale sikkerhedsstrategi. USA kan ikke handle alene, men må koncentrere sig om at skabte en ny verdensorden, der bygger på diplomatiske forpligtelser, hed det.

 

Men hvad skriver Gorbatjov om sin sidste periode i toppen af det sammenbrudstruede sovjetsystem? Ikke fyldestgørende efter min mening. Han erkender, at "en betydelig og indflydelsesrig del af partibureaukratiet blev stadig mere negativ, ja sågar fjendtlig over for perestrojka'en (omstruktureringen)", at delstaterne begyndte at kræve 'suverænitet', hvorunder den senere russiske præsident Jeltsin spillede "højrøstet" med under løfter om samtidig at hæve levestandarden.

 

I august 1991 iværksattes så et kup mod Gorbatjov, hvis nærmere enkeltheder for ham personlig ikke beskrives i bogen. Vi får en del analyse, men ikke meget om ængstelige følelser, som han dengang må have næret for, hvordan det skulle gå med ham og hans familie, da nu hans modstandere greb ind med magt. Han springer en del frem og tilbage i tid, hvorfor læseren får svært ved at bevare overblikket. Men tilbagestår indtrykket af en mand, der tog ved lære, og ærligere end nogen anden repræsentant for den gamle sovjetstat erkendte betydningen af FN og menneskerettighederne.

 

Men hans bitre følelser over for de mænd, der erkendte nødvendigheden af en opløsning af Sovjetunionen gennemsyrer de afsluttende passager. At denne opløsning så ikke på længere sigt synes at have demokratiseret det nye Rusland er en helt anden historie.

 

Enestående beretning om seks barske nordkoreanske skæbner

 

i_ly_af_morket_nordkoreanske_skabner-barbara_demick-23840508-2006036809-frntlBarbara Demick: I ly af mørket, 371 sider, Kristeligt Dagblads Forlag.

 

Kun glimtvis er verden blevet delagtiggjort i enkeltheder om levevilkårene i Nordkorea. Den amerikanske journalist Barbara Demick har med denne bog givet en enestående beskrivelse af seks nordkoreaneres usle liv i et totalt forarmet land. Gennem indgående interviews - og efter de pågældendes flugt til Sydkorea - er det lykkedes hende at flytte hele fortællingen tilbage til deres opvækst og første voksne liv i det uhyggelige diktatur, der fortsat holder republikkens 23 mio. indbyggere i et jerrngreb.

 

Som avisen Los Angeles Times' chefkorrespondent i Beijing og med en dyb indsigt i østasiatiske forhold blev hun korrespondent i Sydkorea med den opgave at rapportere om begge Korea'er. Hendes rejser ind i Nordkorea kom dog ikke til at adskille sig væsentligt fra andre vesterlændinges: Under evigt opsyn af en bodyguard og med stort set ingen chance for at tale ugenert med nogen som helst nordkoreaner, valgte hun at satse på nordkoreanske flygtninge.

 

Hendes interviews med dem må have været meget dybtgående, for de intense portrætter hun har leveret af dem i sin bog, er så fremragende, så nuancerede, at de bringer Stefan Zweig i erindring. Hun er så at sige "inde under huden" på dem, afdækker deres inderste tanker. Det kan ikke undre, at hendes bog er oversat til over 20 sprog. Hun valgte at fokusere på en gruppe mennesker, som stammer fra den meget nordligt beliggende by Chongjin, og hun har yderst behændigt suppleret sine personbeskrivelser med informationer fra bøger.

 

Koreanerne var rasende over, at stormagterne i 1948 hen over hovedet på befolkningen delte landet, men begge de nye regeringer - i nord og syd - gjorde krav på at repræsentere hele halvøen, som i øvrigt havde været koloni af Japan siden 1905. Dette lagde på det nærmeste op til krig, og denne kom da også i 1950, da Nordkorea angreb Sydkorea. I løbet af de tre år krigen rasede, flyttede grænsen, trukket ved 38.breddegrad, sig ikke meget. Men op mod tre millioner omkom i Koreakrigen, og begge stater lå bagefter i ruiner.

 

Tusinder af sydkoreanere, der var krigsfanger i Nordkorea ved våbentilstanden, blev aldrig sendt hjem - de fik tilbudt nordkoreansk statsborgerskab og anvist arbejde i de nordkoreanske jern- og kulminer. Samtidig udsattes de for en vis diskrimination, fordi de stammede sydfra.

 

Nu er det ikke sådan, at Nordkoreas første ministerpræsident Kim Il Sung ikke fortjener en vis respekt for det økonomiske stade, han fik bragt landet op på i de første år efter delingen af den koreanske halvø i 1945: Det var da rigere end den kapitalistiske republik sydpå. Analfabetismen blev udryddet og landet elektrificeret, mens den statssubsidierede fødevareforsyning nåede ud i alle krinkelkroge af landet. Men staten var organiseret som ét stort kollektiv med nøje udregnede rationer til hvert individ, hvis privatliv var gennemgribende kontrolleret.

 

Den 'fornuftige' økonomi, Nordkorea opretholdt i mange år, var i 1995 nået noget nær et nulpunkt: Fx havde nordkoreaneren da en gennemsnitsindtægt på 719 $  mod 2460 $ i 1991. Med Sovjetunionens sammenbrud ophævedes de gunstige importvilkår for en række varer, som den nordkoreanske satellit havde nydt godt af. Den hungersnød, som kom til at brede sig, illustreredes ved at antallet af gennemsnitskalorier hos nordkoreaneren faldt til langt under de 500 om dagen, man kan overleve på. Forbuddet mod privat forretningsvirksomhed måtte lempes, efter at mange fabrikker måtte lukke, og arbejderne ikke mere fik løn.. En fru Song, som vi følger bogen igennem, valgte efter at have mistet sit faste arbejde at hjemmefremstille kiks og sælge dem ved byens jernbanegård.

 

Demicks bog adskiller sig fra mange andre ved nøje at følge de seks personers liv, deres boligforhold, deres medgang og modgang hvad angår skole, familieliv, indtjeningsmuligheder. Så når vi hører, at omkr. to mio. nordkoreanere menes omkommet som følge af hungersnød, er det illustreret i hendes personlige kamp for tilværelsen. Men alle omkring hende skranter, mister familie og venner, ser lig, også af børn, i gaderne…

 

Forfatteren benyttede en afhoppet børnehavepædagog, Mi-ran, datter af den nævnet fru Song, som udgangspunkt. Fra hende er de intense personlige beretninger så at sige flettet ud. Letflydende og vedkommende får læseren tydelige billeder af de meget fattige, men gennemorganiserede bolig- og arbejdsforhold, de yderst sparsomme rationer, de grå og triste huse, den evige sult.

 

Flygtningenes overgang fra et liv i armod med arbejdsdage på op til 14 timer til en tilværelse i verdens 13. største økonomi, den sydkoreanske, hvor man tjener 40-50 gange så meget som i Nordkorea, har været en ufattelig stor udfordring for så at sige alle de ca. 25.000 nordkoreanere, der enten direkte eller via andre lande er nået til Sydkorea. Men de kom ud af mørket!

 

Nyt lys over flygtninge- og menneskeret

protectingProtecting the Rights of Others - Festskrift til Jens Vedsted-Hansen, red. af Ths. Gammeltoft-Hansen, Bettina L. Kristiansen & Sten Schaumburg-Müller, 639 sider, DJØF Publishing.

 

Den manglende kontrol med den danske efterretningstjeneste er påpeget en del gange i den aktuelle danske debat, men i dette festskrift til den århusianske juraprofessor Jens Vedsted-Hansen får det en velunderbygget juridisk, dvs. menneskeretlig, ballast fra to bidragydende danske jurister. Hvis Danmark vil undgå et brud på den europæiske menneskerettighedskonvention, må der etableres en effektiv ekstern kontrol, hvori også indgår klageadgang.

 

Denne er ikke effektiv fx i situationer, hvor man mener sig uberettiget overvåget: Ved sikkerhedsgodkendelse og tildeling af statsborgerskab eller i tilfælde af myndigheders brug af tortur. Det kan i det hele taget diskuteres, hvorvidt et parlamentarisk organ (som det danske) uden nogen form for afgørelseskompetence lever op til de krav om respekt for privat- og familieliv, som den europæiske konvention stiller.

 

I alt 32 sagkyndige, næsten alle jurister, har medvirket til dette store værk, som på en (efter min mening: sælsom) blanding af dansk og engelsk leverer vældig saglige, grundige beskrivelser af social- og flygtningeretlige emner såvel som belysning af folkeretten og den danske efterretningstjeneste. Forordet er på engelsk, ligesom præsentationen af de forfattere, der har givet engelsksprogede bidrag. Enkelte forfatterportrætter er holdt i "jeg-form", nogle refererer tydeligt til festskriftets "genstand", prof. Vedsted-Hansen og den evt. personlige relation til ham; en konsekvens er ikke tilstræbt - fx nævnes det ikke, at Thomas Gammeltoft-Hansen er cand. scient.pol. Det forbigås, at Stephane Hessels lille skrift Indignez-Vous! er udkommet på dansk under titlen Gør oprør!

I et meget væsentligt afsnit om droner og menneskeret oplyses, at mindst 70 lande i 2012 havde væbnede droner - mod blot 41 i 2004. Siden just 2004 har USA gennemført i hvert fald ca. 250 droneangreb, langt de fleste i Pakistan, men også i Yemen og Somalia. USA legitimerer angrebene med henvisning til, at det er indblandet i en ikke-international væbnet konflikt med "al-Qaeda, Taliban og dertil knyttede styrker," og at USA i øvrigt har ret til selvforsvar. Det er muligt, hedder det i bogen, at disse dronedrab kan forebygge fremtidige terrorangreb og tab af liv, men det blotte medlemskab af en terrororganisation som fx den i Yemen, der går under navnet AQAP, vil imidlertid ikke være tilstrækkelig indikation for fare. Der bør dokumenteres handlinger og planer.

 

Blandt det store opbud af emner - lige fra globaliseringen til det forvaltnings- og socialretlige så som retshjælp og sociale ydelser, fra Strasbourg-domstolen til dansk familieret, krigens ret til brug af vold, statshemmeligheder, retsudviklingen i Grønland m.m.m. - er der også interessante observationer fra Det Internationale Straffetribunal vedr. Eksjugoslavien.

 

I et bidrag forfattet af en amerikansk og en svensk jurist forsvares det således bl.a., at den kroatiske general Gotovina af tribunalets appelkammer blev frikendt for nedkæmpelsen og fordrivelsen af 150.000 serbere, hvorunder en del blev dræbt, fra Krajina-området i Kroaten i 1995. Bevis for at generalen havde tilsigtet at lade sin styrker dræbe civile under denne aktion, hvilede i det væsentlige på ét ekspertvidne om den afstand fra civile serbere, artillerigranater slog ned.  Frifindelsen af generalen (mod 28 års fængsel i første instans) fandtes derfor rimelig.

 

Vedsted-Hansen blev selv Danmarks første professor med international flygtningeret som speciale.

Uden at det udtrykkes direkte i bogens tekster har vi her at gøre med en indsigtsfuld jurist, som også kan få prædikatet idealist. Blandt hans fortjenester er indgående kritik af den pligt, myndigheder har lagt på internationale luftfartsselskaber til ikke at medtage passagerer uden gyldigt indrejsevisum til

det land, flyet har som destination. Disse betragtninger indgår i festskriftet i detaljerede redegørelser for asylsøgeres mange genvordigheder.  De problemer, som lande med stort indtag af flygtninge (asylsøgere) påføres, er ikke emnet for denne bog.

 

Kristne menigheder under pres i Mellemøsten

 

Den-sidste-nadverKlaus Winkel: Den sidste nadver - En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden, 320 sider. Kristeligt Dagblads Forlag.

 

Journalist Klaus Winkel skal have megen anerkendelse for i denne bog at have rettet søgelyset mod de kristnes truede og i en del tilfælde livsfarlige tilværelse i Mellemøsten. Under beskrivelsen af de mange attentater og terrorhandlinger med talrige dødsofre virker det ligesom proportionsløst, at de mange kristne ofre ikke nævnes. Winkel fylder derfor et hul i vores viden gennem bogen, som beretter om hans oplevelser under en rejse til en hel stribe menigheder i Egypten, Libanon, Irak og Det Palæstinensiske Selvstyreområde.

 

Er Europas historie i vidt omfang beretninger om religiøse brydninger mellem folkeslagene, nå ja lad os bare kalde det religionskrige, så tør det siges, at den arabiske verden i vor tid er præget af religiøse stridigheder, som måske ikke direkte kan kaldes krige, men ikke desto mindre har ført til uhyggeligt mange tab af menneskeliv. De kristne er tit klemt mellem fundamentalistiske grupper hos islam, det være sig i Det palæstinensiske Selvstyreområde eller i Egypten. De mange drab på kristne, attentater, kirkeafbrændinger mv. er sjældent alle aldrig nået frem til fx den danske offentlighed. Og de skyldige sjældent dømt.

 

Det paradoksale er, konstaterer Winkel, at kristne i mange arabiske lande betragtes som fremmede, blot fordi de i dag er et mindretal i et muslimsk menneskehav, mens de i virkeligheden udgør en del af den oprindelige befolkning. En moderat egyptisk lærer formulerer noget af problematikken prægnant: "I Egypten har det islamiske tunnelsyn fået den konsekvens, at den sekteriske tankegang er blevet styrket. Vi har ikke oplært børnene i sameksistens og forståelse af den anden". Efter "det arabiske forår" og sikkerhedsapparatets sammenbrud, forsvandt den beskyttelse, de kristne i landet hidtil havde nydt.

 

Ældre FN-entusiaster vil erindre navnet Charles Malik, den kristne libaneser og verdensmand, der var med til at få skabt FN's verdenserklæring om menneskerettighederne af 1948. Wivel har mødt hans søn Habib, der som faderen (der døde i 1987) er en belæst, veluddannet mand, historieprofessor i Beirut, og med mængde viden om såvel jøders som kristnes elendige kår i nutidens muslimske, arabiske verden. Oplysningstidens ånd blev i Mellemøsten anset for at være forræderisk alene fordi den kom fra Vesten, fastslår han således.

 

Wivel har ført et hav af samtaler med præster og andre fremtrædende kristne under sine rundrejse og giver med mange citater et levende billede af de sørgelige tilstande, som har fået mange til at udvandre. I Irak bortføres kristne i dag i stor stil - alene for at presse løsepenge af familierne. Ind imellem strør han vigtig historisk viden. Hvem husker fx lige, at jøderne første gang blev fordrevet fra deres eget land af assyrere i det 8. årh. f.v.t. til, hvad der i dag er Irak, anden gang af babylonerne (Babylon ligger i Irak) i det 6. årh. Omkr. 1. Verdenskrig skønnedes en tredjedel af Bagdads befolkning at være jøder.

 

Til slut udfordrer forfatteren direkte religionshistorikeren, professor Jacob Skovgaard-Petersen, som i 2011 frakendte Det Muslimske Broderskab i Egypten, såvel som salafisterne i Syrien, nogen større betydning. Broderskabet vandt siden hen et valg i Egypten, og salafisterne har vist sig magtfulde i den syriske borgerkrig. Wivels bekymring for de kristne, der ikke er blevet beskyttet mod mange overfald (fra muslimers side) deles heller ikke af professoren. Men de kristne i Mellemøsten lider altså under apatien fra Vestens side. Og Vesten bør ikke tillade sig ikke at tage denne kendsgerning alvorligt, påpeger Wivel.

 

Vist er de kristne langt værre stillet fx i Nordkorea (hvor titusinder er i fangelejre), i Saudi-Arabien (hvor kristne er bandlyst), i Afghanistan (hvor de kristne myrdes), men det er altså lande, som han ikke besøgte, og som derfor ikke får særskilt omtale i den yderst anbefalelsesværdige og væsentlige bog.

 

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk