April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

Marts 2017

 

 

Lykketofts FN-erindringer

Mette Holm & Mogens Lykketoft: I verdens tjeneste - 15 måneder for FN, 271 sider. Rosinante.

500x0

 

Prisværdig hurtigt har politikeren Mogens Lykketoft og hans journalistkone Mette Holm udgivet en bog om det begivenhedsrige liv, ægteparret kom til at føre i den periode 2015-16, hvor Lykketoft var formand for FN's Generalforsamling. På skift og ind imellem sammen beretter de både om nære forhold ved FN-hovedkvarteret i New York - og om den storpolitik, der omgærder og hører med til jobbet.

 

Om man ikke vidste bedre, kunne man godt få indtryk af, at denne formandspost er meget central i FN-systemet og mere eller mindre ækvivalerer med generalsekretærposten. Den danske presse medvirkede imidlertid kraftig til denne overvurdering, måske cementeret af regeringens og oppositionens samlede forudgående støtte til Lykketofts kandidatur; han valgtes da også til posten uden modkandidater. Ingen tvivl om, at FN fik en både engageret og højt kvalificeret formand i den tidligere danske udenrigs- og finansminister.

 

Det er så sandt, som det er sagt - her af Lykketoft - at FN i sin 71-årige historie har bevæget sig fra en freds- og sikkerhedsorganisation med menneskeretsbeskyttelse tungt i bagagen, til også at være et globalt organ for udryddelse af sult og sygdomme, baseret på den bæredygtige udvikling, som der for nylig er vedtaget 17 mål for frem til 2030. Det er vigtigt, som bogen påpeger, at hæfte sig ved, at bæredygtighedsmålene er mere ambitiøse end de foregående 15 års udviklingsmål ved årtusindskiftet (MDG), idet de retter sig mod hele verden, ikke kun den fattige del af den.

 

Kina illustrerer mest markant, hvordan de 17 nye mål adskiller sig, fordi just Kina i perioden 2000-2015 blev løftet ud af sin ekstreme fattigdom, beretter bogen. Den velstand, som Vesten, herunder Danmark, har oplevet i det 20. århundrede er velkendt fra vores forbedrede uddannelse, kvinders totale deltagelse i erhvervslivet, nedgangen i antal børnefødsler pr. kvinde og den forlængede gennemsnitlige levetid - det sidste kan illustreres ved at vi siden begyndelsen af 1900-tallet gik fra fem til godt tre generationer pr. århundrede.

 

Men nu Lykketofts arbejde - det var, som han selv beskriver, mere spændende og mere krævende, end noget han tidligere havde oplevet. På tomandshånd skulle han mødes med repræsentanter for så at sige alle FN's 193 medlemsstater, han måtte tale ved 300 møder i selve Generalforsamlingen plus på mange møder i FN-hovedkvarteret, ude i byen (New York) eller i verden. Dertil kom vedligeholdelsen af kontakter med FN-ambassadører fra en række vigtige lande og folk fra regionale grupper, sociale arrangementer mv. samt bunkevis af interviews med alskens medier.

 

Skildringen lives op af den medfølgende journalisthustrus fortællinger, der ikke kan undgå at befordre hendes beundring for ægtemandens håndtering af jobbet. Hun, med sin grundige indsigt i asiatiske og særlig kinesiske politiske forhold, har givetvis hentet megen inspiration til fremtidige skriverier. En stor del af bogen er optaget af oversigter over FN's største "problembørn", hvis man da kan benytte et så uhøjtideligt udtryk om Irak, Syrien, Yemen, Libyen, Afghanistan og Nordkorea. Lykketoft forstod på de to erfarne diplomater Lakhdar Brahmini (Algeriets tidl. udenrigsminister) og Kofi Annan (FN's tidl. generalsekretær), at deres forsøg på at mægle i den syriske borgerkrig blev blokeret af USA's og andre vestmagters krav om, at den syriske præsident Assad skulle gå af.

 

På én af parrets rejser besøgte det den sydvestlige provins Rakhine i Myanmar - dér hvor muslimske rohingyaer, som oprindelig stammer fra Bengalen (det nuværende Bangladesh) - forfølges brutalt af Myanmars buddhistiske befolkningsflertal. Den ellers så populære Aung San Suu Kyi, Myanmars uofficielle politiske leder, har vendt det blinde øje til volden, og udenlandske bistandsorganisationer trues eller smides ud af området. FN holdt et humanitært topmøde i Istanbul i maj 2016 med appeller om mere støtte til og forståelse for de millioner af mennesker, der er drevet på flugt, mens bistanden til dem fortsat er noget hvert medlemsland forvalter på sin måde.

 

En del velkendte temaer kan ikke undgå at blive medtaget, så som behovet for at ændre reglerne for Sikkerhedsrådets sammensætning, men som Lykketoft påpeger, er det reelt vanskeligere at lave om på FN-pagtens bestemmelser herom end på den danske grundlov, fordi det kræver tilslutning og ratifikation fra to tredjedele af FN's 193 medlemsstater, herunder de fem faste medlemmer (stormagterne, der har vetoret). Lykketoft var rundt hos nogle af de magtfulde stater, der gerne vil være permanente: Indien og Japan.

 

Det kan ikke undre, at Lykketoft retter en bredside mod USA's nye præsident: Donald Trump er simpelthen en trussel mod FN, hans valgløfter indeholdt angreb på verdensfreden - nemlig ved sin trussel om ikke at ville betale til FN, "Et mareridt af global ustabilitet", der vil "ryste hele fundamentet for De Forenede Nationer", skriver han. Og videre: "At bo i Amerika kan opleves som at være med i en lang tegneserie eller film.... Fakta reduceres til en slags suppeterninger eller pulverkaffe af udvalgte højdepunkter. Således også et præsidentvalg". Foruroligende er, at Trump i værste fald kan fjerne en fjerdedel af FN's samlede økonomi, inklusive de fredsbevarende operationer. Lykketoft slutter med udtrykke håb om at en aktivistisk folkebevægelse af europæere, asiater, afrikanere og latinamerikanere foruden det flertal af amerikanere, der ikke stemte på Trump, vil gøre fælles sag og med fynd og klem vil forsvare klimaindsatsen, bæredygtigheden, og ja, medmenneskeligheden - samt selvfølgelig FN.

 

En velskreven og oplysende bog, som lige burde være gennemset for nogle små unøjagtigheder: ECOSOC er således FN's Økonomiske og Sociale Råd (ikke udvalg), Det var den permanente Internationale Voldgiftsdomstol i Haag, som afgjorde striden om søgrænserne i Det Sydkinesiske Hav mellem Filippinerne og Kina i 2016 (ikke Den Internationale Domstol). Den i bogen nævnte FN-havretskonvention anviser nemlig udtrykkelig voldgiftsdomstolen til at afgøre maritime tvister. I almindelighed er det dog Den Internationale Domstol, der afgør stridigheder mellem stater, når disse er blevet enige om dette forum. Det hedder FN's Økonomiske Kommission for Europa (ikke komité). Endelig synes jeg, at man bør anføre FNs 'fundament' som FN-pagten (ikke FN-chartret, som bogen gør).

 

En tynd buket af diktator-biografier

De uforsvarlige - politiske massemordere, red. af Mikkel Thorup, 280 sider, Aarhus Universitetsforlag.

 

ImageGen

 

Biografier er ganske populær læsning, og når der ligefrem loves noget om politiske massemordere skærpes interessen hos en del potentielle læsere. Men det er unægtelig en overraskelse at se en så diminutiv fremstilling af 16 udvalgte personer, på nær to alle fra vor tid, og som alle tidligere er blevet gjort til genstand for hele bøger på dansk.

 

De i alt 17 forfattere er alle kvalificerede historikere, der desværre har fået meget begrænsede muligheder for at udfolde sig: 15 sider til hver, højest fem-seks kildehenvisninger og 0 fodnoter. For at gøre det lidt vanskeligere for den danske læser er de fleste henvisninger til udenlandske bøger, selv om den dansksprogede Kina-litteratur eksempelvis er omfangsrig. Det skulle undre mig, om ingen af forfatterne har slået sig i tøjret. Men det, der er vanskeligst at forstå, er formålet med den beskedne bog, som ganske vist har en lang introduktion. Redaktøren forklarer her bl.a., at grundideen har været at stille de biograferede personers politiske tanker over for deres handlinger, idet der af hver enkelt præsenteres et længere uddrag af en tale el. lign.

 

Flere af de udvalgte personer falder uden for, hvad man almindeligvis ville kalde 'politiske massemordere' - så som den britiske kolonialist Cecil Rhodes eller den vesttyske bypartisan Ulrikke Meinhof. Rhodes førte britisk kolonipolitik i Sydafrika, jovist, og det med våben - som så mange andre hvide europæere dengang, Meinhof begik drab som led i Baader-Meinhof-bandens terror mod vestlig kapitalisme. Bogen gør heller ikke meget ud af at fortælle om omfanget af de politiske massedrab, dog hører vi, at Stalin var ansvarlige for drab på én mio. mennesker i sovjetiske fængsler. Da disse opgørelser er behæftet med nogen usikkerhed, ville det havde været rart med en kildeangivelse.

 

Hitler, Stalin, Mao og Pol Pot er, bevares, selvskrevne til at indgå i de politiske massemorderes rækker, men forskelligheden i fx disses myrderier er ikke nøjere beskrevet. Det er værd at understrege, (som bogen ikke særligt hæfter sig ved) at Hitlers i stort omfang havde sammenhæng med 2. Verdenskrig, Stalins og Pol Pots var især på den egne befolkning. Mussolini er også med, men omfanget af hans politiske massemord er ikke på nogen måde beskrevet. Måske sigtes der med ham til den italienske hærs blodige fremfærd i Etiopien (dengang kaldet Abessinien), men hvor uhyggeligt det end kan forekomme, synes jeg ikke tab af menneskeliv i forbindelse med felttog typisk kan rubriceres som 'politiske massemord'.

 

Og sådan kan man blive ved. Der tales som "den såkaldte kulturrevolution" i Kina - jeg véd ikke, hvorfor der skal stå "såkaldt", kulturrevolution er det almindeligt anvendte udtryk for den store kulturødelæggelse, der fandt sted i Kina 1966-76. Men ellers giver Mao-kapitlet god besked med den kinesiske diktators forvildede ideer og skændselsgerninger, der kan have kostet omkr. 70 mio. mennesker livet, uden at der dog redegøres nærmere om på hvilken måde og præcis i løbet af hvor mange år. Det fremgår, at den anden af Maos mange kampagner "Det store spring fremad" udløste hungersnød, så 45 mio. kineser omkom. Det havde måske været værd at hæfte sig ved, at det svarede til udviklingstræk i den sovjetiske kommunistrepubliks tidlige tid.

 

Men før den havde der været "Lad 100 blomster blomstre" 1956-57, hvor Mao appellerede til forfattere og intellektuelle om at give deres kritik frit løb. Det var efter Stalins død og Ungarn-opstanden, hvor Kina var lidt i vildrede. Men den indhøstede kritik opbragte den kinesiske kommunistleder så stærkt, at over en halvmillion blev fængslet og straffet hårdt. Vi hører ikke noget om de ellers berygtede fangelejre. Andre kampagner - fx mod flueplagen og for brug af millioner af primitive smelteovne (uomtalt) - løb ligeså af sporet. Maos inspiration til andre lande var betydelig, uanset hans fatale fejltagelser. Helt til Danmark nåede den (fx til kollektiver), men nok så dramatisk og blodig blev den til Cambodjas Røde Khmerer, som 1975-79 kostede ca. 1,5 mio. mennesker livet, fordi Pol Pot havde forlæst sig på Maos optagethed af bønderne som bærere af den sande kommunistiske revolution. Det hører vi ikke noget om på dette sted i bogen.

 

I kapitlet om Pol Pot berettes om torturen og massemyrderierne, men intet om det retsopgør, der i sneglefart afvikles ved den internationalt-støttede straffedomstol i Phnom Penh. Vi skal igen fejlagtigt høre om "folkemordet", nej, det var ikke noget folkemord, eftersom denne betegnelse indebærer opbringningen af en nærmere bestemt folkegruppe, defineret ved sin race eller sit etniske eller religiøse tilhørsforhold. Det var der ikke tale om i Cambodja - hvad der skete falder ind under det folkeretlige delikt, der hedder forbrydelser mod menneskeheden. Det var først da De Røde Khmerer begyndte også at dræbe de vietnamesere, der boede i Cambodja, at Vietnam rykkede ind (hvilket ikke tydeligt fremgår). Denne del af massemordet kan man for så vidt godt kalde folkedrab. Men det var altså kun en mindre del af hele slagteriet.

 

Som helhed yder denne bog, uanset sine kvalificerede forfattere, ikke emnet politiske massemord retfærdighed. Der er ingen systematik eller "rød tråd" til at binde disse vidt forskellige personligheder sammen, ligesom man må savne nærmere redegørelser for de forskellige former, massemordene fandt sted på. Man kunne også have opholdt sig ved den omstændighed, at de som regel ikke på nogen måde er blevet fulgt op af retsopgør - med Nazityskland som den store undtagelse.

 

red-notice-hvordan-jeg-blev-putins-fjende-nummer-etAmerikansk finansfyrste på rov i resterne af Sovjetunionens værdier

Bill Browder: Red Notice - Hvordan jeg blev Putins fjende nr. 1, 380 sider, Forlaget Dan Max

 

Bill Browders navn er næppe kendt af mange i Danmark, men det er vist ikke overdrevet at kalde ham indbegrebet af "den smarte amerikaner". Mens man kan diskutere, hvem der "vandt"

 

Den Kolde Krig, så kan man roligt fastslå, at Browder lurede sovjetrusserne og Vladimir Putin for ekstremt store værdier fra det fallerede kommuniststyre, inden de havde fået tænkt sig om.

 

Forfatterens liv og opvækst er i sandhed spændende som en roman. Hans farfar var formand for det amerikanske kommunistparti, men selv besluttede han sig for at gøre op mod familiens venstreorientering og blive en vaskeægte kapitalist. Han indtrådte i et investeringsfirma og føjede, om man så må sige, spot til skade i forhold til Browder-familiens kommunistiske rødder ved, efter kommunismens fald i Østeuropa, at satse stort på at sikre sig andel i den statsejendom, som nu blev fordelt i Sovjetunionen og satellitstaterne på uprofessionel vis.

 

Browder fortæller ligefremt og detaljeret, hvordan han ved fiffighed og på basis af en velvoksen amerikansk startkapital blev styrtende rig ikke mindst ved opkøb af de værdibeviser, som distribueredes i Jeltsin-perioden i slutningen af 1990'erne. Boris Jeltsin var ivrig efter at blive genvalgt som præsident i det nye Rusland og fordelte derfor på gunstige vilkår statslige aktiver til oligarkerne, mens almindelige borgere fik beskedne værdibeviser. Browder, der i mellemtiden havde oprettet et kontor i Moskva, blev storinvestor, afslørede gigantiske skattebedragerier i det russiske hierarkis top - og pådrog sig derved regimets vrede.

 

Det vil sige, det var i virkeligheden Browders medarbejder, en revisor ved navn Sergej Magnitskij, som kom under vejr med, hvad der retteligen måtte kaldes giganttyveri fra den russiske stat. Magnitskij blev anholdt, tilsyneladende i et forsøg på at få ham til at trække sine påstande om statsbedrageri tilbage. Han fandt nu sig selv tiltalt for at have bedraget den russiske stat for 230 mio. $.

 

Han fik afslag på behandling af alvorlige sygdomme og døde i et Moskva-fængsel, angiveligt efter at være underkastet tortur. I denne fase blev Browder forvandlet til en menneskeretsaktivist og førte en i kølvandet af Magnitskijs død sin kampagne helt til USA - til den amerikanske Kongres, hvor han efter kraftig lobbying af senatorer, journalister og embedsmænd fik USA til at vedtage den skelsættende Magnitskij-lov, som fra lovens vedtagelse blokerede 18 navngivne russere for indrejse i USA og for deres adgang til det amerikanske bankvæsen.

 

I mellemtiden var det blevet alt for farligt for Browder mere at sætte sin fod i Rusland: Putin havde allerede skredet ind over for de nye tiders storkapitalister, Khodorkovskij ikke mindst. Putins mest effektive "hævn" var at fyre ledende skikkelser blandt Ruslands nye kapitalister, siden hen at beskylde dem for skattefusk. De mange indviklede transaktioner er helt igennem levende beskrevet af Browder med hyppig brug af direkte tale. Som sådan får bogen præg af en kriminalroman, hvor læseren bestandig føres tæt på begivenhederne - med mange russiske aktører.

 

Browder, der var blevet britisk statsborger, slog sig ned i London og søgte derfra energisk at få Magnitskij ud af det russiske fængsel. Men han døde i fængslet, ifølge bogen efter tortur og som følge af manglende lægebehandling. Der er siden blevet skabt tvivl om Browders fremstilling gennem en film af den russiske filmskaber Andrej Nekrasov, som afviser, at der var tale om at indflydelsesrige russere i realiteten plyndrede deres egen stat.

 

Browder selv, som altså ved sine investeringer i 1990'ernes Rusland gennem aktieopkøb af russiske virksomheder, der var værdisat kunstigt lavt, tjente adskillige hundrede millioner $, blev i 2013 ved en Moskva-domstol dømt for skatteunddragelse. Dommen lød på ni års fængsel in absentia. Selv om Browders bog har mange konkrete henvisninger til de russere han samarbejdede med, er den ikke belagt med egentlig dokumentation. Det bliver med andre ord en smags sag, i hvilket omfang man accepterer hans fremstilling.

 

Givet er det, at han selv tjente overordentlig store summer i sin - om man så må sige - velmagtsdage. Hans spændende bog går ikke i detaljer med, hvor meget han alt i alt skovlede ind ved sin usædvanlige optræden på den russiske finansscene. Men den afdækker til fulde det store drama, der i sidste ende omgærdede begivenhederne, og som påkaldte sig international opmærksomhed, alene fordi han blev én af de største udenlandske investorer i det nye Rusland. Kremls vrede udløste en international arrestordre mod ham gennem Interpol - hvad der på engelsk kaldes red notice.

På et tidspunkt var han nok, som bogens titel siger "Putins fjende nr. 1". Men der er kommet andre til siden. Russere, som åbenlyst ikke bakkede om den russiske enehersker, eller var for dygtige til rage til sig, for nu at sige det rent ud - og nogle har måttet lade livet. Dræbt for der deres politiske mod eller henvist til år i fængsler under umenneskelige forhold. Sammenlignet med dem er Bowder en heldig mand. Men han kom i sandhed ikke sovende til den position, han har den dag i dag.

 

Personlige erindringsblade fra det danske hospitalsskib på Korea-krigens tid

Nina Movin: Krig, kirurgi og kærlighed, 155 sider, Historia.

 

i285134164406542033._szw1280h1280_

 

Korea-krigen afvikledes helt tilbage i begyndelsen af 1950'erne, men det var den første væbnede konflikt, hvor det unge FN var involveret, så en bog om det danske hospitalsskib "Jutlandia" påkalder sig stadig interesse. Denne lille bog kaster et personligt præget lys over en dansk læges indsats i denne usædvanlige situation. Den er baseret på hans dagbogsblade, og det hele er sammenskrevet af hans datter Nina Movin.

 

40

Rasmus Movin. Privatfoto.

 

Styrken ved bøger af denne slags er autenciteten, hovedpersonens egne skildringer - her af det dengang fattige og lidet udviklede Sydkorea og de mange udfordringer, vestlige læger, som han, blev konfronteret med. Svagheden er den lapidariske form, som en dagbog ofte har, manglen på småinformationer, som sætter en nutidig læser i stand til forstå, hvad det drejer sig om. Men det er forståeligt, at lægen Rasmus Movins ene datter har nedfældet, hvad hun betragter som vigtigt til forståelsen af hans betydning.

 

Rasmus Movin (1914-1991) deltog aktivt i den danske modstandskamp mod den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig. Det faldt i naturlig forlængelse heraf, at han som kirurg meldte sig til deltagelse i lægekorpset på ØK's kombinerede fragt- og passagerskab "Jutlandia", som var blevet ombygget til hospitalsskib. Flere af hans kolleger fra hospitalet i Næstved, hvor han havde virket, fulgte med.

 

Brevene er godt nok forsynet med indskudte forklarende afsnit, men en del udtryk og ord burde have været forklaret læseren. Fx når der står, at general MacArthur (den øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Korea) i 1951 er "faldet", eller der tales om FN's 'sanitetsorganisation'? I "faldet" hentydedes i 2. Verdenskrigs-jargon til, at en person var blevet dræbt, men her betød det, at MacArthur var blevet afskediget pga. af dennes aktive planer om at udvide Korea-krigen ind på Kinas territorium, mens 'sanitetsorganisationen' er en fordanskning af United Nations Medical Services i Korea, har jeg erfaret fra forfatteren Nina Movin, lad os kalde det FN's lægevæsen i Korea for tydelighedens skyld.

 

Det var lang tid at være væk hjemmefra, næsten et helt år fra januar til december 1951, idet Movin i de seneste måneder dog gjorde tjeneste på et hospital i den sydkoreanske by Taegu. Det er ikke helt let at få et overblik over arbejdsgangen eller mængden af patienter fra denne dagbog, men man fornemmer, at det i perioder kneb med at få nok patienter. I andre perioder opererede Movin tre-fem gange om dagen. Men bogen skal da også først og fremmest læses som et personligt vidnesbyrd, som illustrerer, hvor svært det var at være afskåret fra kone og børn igennem et helt år - og såmænd også hvor brydsomt det var at blive sluset tilbage til en normalt tilværelse i Danmark bagefter.

 

Billedmaterialet til bogen er gennemgående af ringe kvalitet (dog forbedret i en 2. udgave af bogen) - det er ofte svært rigtig at se, hvad de mange fotos viser, men først og fremmest mangler der et ordentlig portrætfotografi af hovedpersonen Rasmus Movin. Han blev efter hjemkomsten overlæge på Frederiksberg Hospital. Og ja, Hospitalsskibet kom i sine sidste år til at fungere som kongelig yacht og blev ophugget 1965 (hvad der dog ikke fremgår af bogen).

 

Det kan tilføjes, at den sydkoreanske ambassade i 2016 viste en mindre udstilling med fotos og effekter fra "Jutlandia". Det fremgik heraf bl.a., at interessen blandt danske læger og sygeplejersker for at komme med skibet til Korea var overordentlig stor. Men også at der blev knyttet mange bånd mellem dem og deres patienter, som skulle bestå i en lang årrække.

 

Gigantbog om USA's sorte befolkning i fortid og nutid

Jørn Brøndal: Det sorte USA - fra uafhængighedserklæringen til Barack Obama, 432 sider, Gads Forlag.

 

Det-sorte-USA_WEB

 

Det er en formidabel skildring af USA's sorte indbyggere, som lektor Jørn Brøndal, Syddansk Universitet, her har bedrevet. I dag udgør de omkr. 13 pct. af totalbefolkningen, men på talrige områder har deres samfundsmæssige placering givet uro under den lange vej til fulde borgerrettigheder. Som efterkommere af de omkr. ti millioner sorte afrikanere, der mellem 1514 og 1866 blev tvunget ombord på slaveskibene for at blive sejlet til USA, Brasilien og andre sydamerikanske destinationer, har de bestandig måttet kæmpe for blive regnet for ligeværdige amerikanere. Dette grundige studie repeterer meget af USA's historie, men tilfører den mange vigtige aspekter til forståelse af, hvad vi i dag kalder afroamerikanernes skæbne.

 

Et par millioner skønnes at være omkommet på skibene, hvor de var stuvet sammen under umenneskelige forhold. Slavernes barske livsbetingelser er beskrevet igen og igen - ikke mindst fra det daværende Dansk Vestindien, hvortil der i løbet af godt 125 år blev sejlet 110.000 afrikanske slaver. Nok så slemt var det, at slaveriet i realiteten fortsatte længe, efter at det officielt var afskaffet. USA's første præsident Abraham Lincoln havde gjort det klart, at den amerikanske borgerkrig ikke kun handlede om "at redde unionen", dvs. hindre de 11 sydstaters løsrivelse, men det handlede også om slaveriets afskaffelse. Den blev officielt proklameret i 1862.

 

Blandt et væld af konfrontationer og politiske dyster er det værd at opholde sig særlig ved den borgerrettighedslov, som præsident Lyndon Johnson i juli 1967 underskrev - i overværelse af bl.a. af den sorte prædikant og borgerrettighedsaktivist Martin Luther King. Således blev raceskellet juridisk ophævet - nu kunne afroamerikanerne sætte sig, hvor de ville i busser eller tog, og de kunne indlogere sig hvor som helst. Men der måtte en højesteretsafgørelse til, før det i de enkelte amerikanske delstater blev knæsat ved lov, at blandede ægteskaber, altså mellem sort og hvid, var retmæssigt.

 

Og så var racehadet alligevel ikke skrinlagt, da Luther King blev myrdet af en undvegen straffefange. USA blev grebet af chok, og der udbrød ghetto-opstande i 130 byer, mens i alt 46 personer, deraf 41 sorte, blev dræbt. Det var ikke mindst på boligmarkedet, at racediskriminationen fortsatte. En forsker, som bogen citerer, konkluderede, at "kongressen udklækkede en smuk fugl uden vinger til at flyve med", idet Boligministeriet indskrænkede sig til at undersøge boligmarkedet for diskrimination - uden at gøre noget ved den. Alt dette udspandt sig for en - mere eller mindre - undrende verden og uden at FN i øvrigt rigtig var involveret i det. Og selv om racediskrimination nok så meget var på verdensorganisationens dagsorden.

 

Men hvordan placerede afroamerikanerne sig så på den politiske scene? I 1965 var der eksempelvis ingen sorte borgmestre i Syden, i 1970 var der 38 og i 1966 290. Først i 1970 blev en sort indvalgt i Repræsentanternes Hus. Dog opnåede sorte politikere kun under ekstraordinære omstændigheder opbakning fra en hel stats vælgere, og så alligevel - trods mange små og store sejre for USA's sorte befolkning skulle den elendighed, ghettoerne stadig afspejler, i 2014-15 give anledning til uroligheder pga. beboernes ringe boligforhold. Arbejdsløsheden blandt afroamerikanerne steg som følge af den økonomiske krise stige fra 7,6 pct. i 2000 til 16 pct. i 2010. Sorte under fattigdomsgrænsen steg fra 22 pct. i 2000 til godt 27 pct. i 2010 (og der befinder den sig også i dag). Procentuelt er der også et uhyggeligt stort antal sorte bag tremmer.

 

Bogens styrke er dens mange eksempler på forholdet mellem sorte og hvide, på raceintegration og fortsat spænding for ikke at sige konfrontation. I 1967 giftede blot seks pct. af den sorte befolkning uden for deres "gruppe", i 2008 var det 16 pct. Men består der overhovedet et fællesskab mellem sorte og hvide amerikanere - sådan i det almindelige samfundsliv? De omgås hinanden på arbejdspladser, men afroamerikanerne ser i deres fritid stort set kun andre afroamerikanere. På grund af den store indvandring af spansktalende latinamerikanere vil der muligvis udvikle sig en slags skæbnefællesskab mellem sorte og latinoer, idet de begge døjer med høje arbejdsløshedstal. Det et meget nuanceret billede, forfatteren har malet af USA's sorte befolkning. Godt at få forstand af.

 

Historisk-juridiske strejftog gennem Europa i de sidste 800 år

Ditlev Tamm: Juraens 100 bedste historier - rettens kulturhistorie fra middelalderen til i dag, 584 sider, Gyldendal.

 

500x0

 

Denne syntese af professor Ditlev Tamms mangeårige og rigt facetterede kulegravninger af Europas retshistorie har fået et noget populær titel, som kun i begrænset omfang afspejler dens spændende perspektiv. Der er tale om historiske spadestik tilbage til 1200-tallet i både Danmarks og Europas historie med et stedsevarende blik for retlige aspekter. Der er ikke tale om konkrete nedslag, som berettiger ordet "historie", forstået som en enkel tildragelse, endsige retssag fx med et træffende eller underholdende indhold.

 

Det er derfor heller ikke nogen lettilgængelig bog, selv om forlaget præsenterer den som en sådan. Nuvel sproget er ligetil, ingenlunde snørklet eller "indforstået", men kundskabsmængden er stor. Selv om forfatteren, der både har en juridisk og en historisk doktorgrad, fastholder, at "historie er meget andet end begivenheder", vil en almindelig læser opfatte udtrykket "100 bedste historier" som "100 bedste begivenheder".

 

I stedet får vi 100 "nedslag" i perioder eller fænomener, som altså i tidernes løb så at sige har formet vore samfund. Og det er da også vældig godt at få forstand af. Tamm minder om, at det var omkr. 1200, at man i Europa begyndte at skrive retten ned. Og det helt frem til 1400-tallet på kirkens sprog latin, det sprog som kongens kancelli benyttede. Men datidens landskabslove var på dansk. Selv om der var betydelig indflydelse fra romerretten, forekom der også en del begreber, som var rent danske eller nordiske. Jyske lov er almindelig kendt, om ikke andet, så fordi dens manende indgangsord: "Med land skal man land bygge" toner frem på Københavns Byrets frontispice. Men iflg. Tamm tyder meget på, at det første 'projekt' til at få retten nedfældet i landets dengang tre områder begyndte i Skåne.

 

Det var med Kalmar-unionen 1397, at den danske kongemagt i en kortere periode stod for hele Norden, noget der var skabt af dronning Margrethe I. Dette bolværk mod nordtyske byer og deres blomstrende handel gjorde sit, men unionen svækkedes af svensk modstand. Den påfølgende opdeling i en dansk-norsk del over for en svensk-finsk tjener til forståelsen af den nordiske retsudvikling op mod vor egen tid.

 

Udgivelsen af bogen "Fyrsten", Il principe, af Niccolò Machiavelli 1513 vakte enorm opsigt langt ud over forfatterens hjemegn i Firenze, hvor han var politiske rådgiver for byens styre. Der var tale om en slags håndbog for fyrster med gode råd til, hvordan man udøver sin magt og bevarer den. Det nye - og stedsevarende nyttige - er dens realpolitiske tone, som afskrev de idealistiske overtoner, der traditionelt fulgte med magt. "Nødvendigheden lærer (en fyrste), at det er skadeligt altid at følge dyden, men det er samtidig nødvendigt, at det ser sådan ud", hedder det bl.a.

 

Machiavelli er med Tamms ord uomgængelig for 'rettens kulturhistorie' (hans bogs undertitel), idet den gav anvisning på hvordan en fyrste i den urolige renæssanceperiode skulle navigere, hvordan han måtte forkaste båndene mellem moral og politik. Men han er blevet tolket på mange måder, både dengang og i vor egen tid. Retstraditionerne i Europa skulle også tage forskellige retninger, bl.a. illustreret i, hvordan fx Danmark stillede sig til begrebet tortur. Hvor der i de fleste andre europæiske lande var forskrifter for, hvornår tortur kunne anvendes (for at få aflokket folk tilståelser) var det klare udgangspunkt, som Tamm skriver, i dansk ret, at tortur ikke måtte anvendes i retssager. Efter Enevældens indførelse i 1660 blev tortur eller "pinligt forhør", som det kaldtes, dog almindeligt brugt i tyverisager.

 

Forf. holder en neutral linje i sin fremstilling, om end han ikke kan tilbageholde en forbeholdende holdning, når han ved omtale af den franske menneske- og borgerretserklæring af 1789 anfører, at den efter 2. Verdenskrig har fået en "nærmest kultisk status". Han mener, at menneskets rettigheder er blevet universelle og grænseoverskridende langt ud over den franske erklæring. Hans senere beskrivelse af FN's og Europarådets menneskeretskonventioner genspejler dog yderst dækkende et stort og vigtig felt, hvor Den Europæiske Menneskeretsdomstol har høstet nogen kritik for sine såkaldt "dynamiske" domme, dvs. afgørelser ud fra den aktuelle retsudvikling og noget ud over, hvad der egentlig tilsigtedes med den og hin bestemmelse i konventionen. At han gør bl.a. Winston Churchill til en slags "gudfar" til den europæiske menneskerettighedskonvention turde være lidt af en overdrivelse.

 

Internationale aspekter eller samarbejde har ikke noget særligt kapitel, men fletter sig ind i mange sammenhænge i de i alt 100 kapitler. Man kan undre sig over, at FN ikke på nogen måde er et fikspunkt - det optræder end ikke i stikordsregisteret (i modsætning til Folkeforbundet) - men i et kapitel, betitlet 'Harmonisering' finder men imidlertid en henvisning til FN's konvention om internationalt salg af varer (mellem venner forkortet CISG, Convention for International Sale of Goods), som altså regulerer køb mellem parter, som har sæde i forskellige lande. Det er nærliggende at antage, at Tamm ikke rigtig tilskriver FN nogen betydning f.s.v.a. retsudviklingen, altså både den i den internationale og nationale ret.

 

Dog er hans perspektiver vide, hans indsigt både i fortid og nutid overvældende. Et blik på indholdsfortegnelsen, først 'gruppeinddelt' i årstallene 1200, 1475, 1660, 1848 og så underinddelt i de 100 "historier", viser, hvordan læseren føres op gennem århundrederne. Fra middelalderens kirke- og fyrstevælde, via betydningsfulde engelske forfatningsprægede vedtagelser til begrænsning af fyrstens magt, begyndende med Magna Charta - og via heksejagt, magtens tredeling, slavehandelen og dens afskaffelse til Europas frie forfatninger, folkerettens styrkelse og menneskerettighederne, for nu blot at udvælge nogle enkelte markante udviklingstræk. Det er en mageløs måde at erhverve sig overblik på verdenshistorien, som her nok i det væsentlige er Europas historie. Som sådan er man derfor Ditlev Tamm megen tak skyldig.

 

Rachlins refleksioner over Den Kolde krig og opgøret med den

Samuel Rachlin: Bag Den Kolde Krigs tåger - Stalins arv til et splittet Europa, 496 sider, Kristeligt Dagblads Forlag

 

9788703078076_fs

 

Samuel Rachlin har særlige forudsætninger for at resumere overordnede træk fra Den Kolde Krig og ræsonnere over den situation Rusland i dag er havnet i - godt 25 år efter dens afslutning. Som født i Sibirien med dansk-litauiske forældre, der var blevet forvist i Stalin-tiden, voksede han op i Sovjetunionen og kom først til Danmark som ni-årig.

 

Det kan ikke undre, at hans bedømmelse af det øst-vestlige forhold og særlig Rusland under Vladimir Putin er pessimistisk. Det er ikke lykkedes denne at skabe en moderne industri-stormagt, nej, det er blevet til, hvad han kalder en "autoritær andenrangs nation". Putin gør sit bedste for at skjule, at hans land reelt er en "papirbjørn" (ikke engang en "papirtiger"!), et dysfunktionelt gennemkorrumperet kleptokrati. Men det skal man så ikke glæde sig over, for det vil uundgåeligt gå ud over den russiske befolkning. Dog er vi efter Rachlins bedømmelse ikke inde i en ny kold krig, snarere forstadier til den.

 

Mens Rachlins bog nok ikke frembyder meget egentlig nyt - hans og familiens skæbne er der tidligere berettet om i flere bøger - så giver den i sin kombination med småudpluk af hans sovjetisk-danske liv og den bitre, blodige øst-vest-fejde et interessant og givende overblik over et stormfyldt kapitel af Europas nyere historie.

 

Han mindes således den diplomatiske topdiplomat George Kennans med tiden berømte "lange telegram" (5000 ord sendt fra den amerikanske ambassade i Moskva) i 1946. Det hed heri, at der "i en atmosfære af orientalsk hemmelighedskræmmeri er uendelig mange muligheder for at forvanske eller forgifte kilderne og informationsstrømmene... Russernes disrespekt for den objektive sandhed - i realiteten deres afvisning af at den overhovedet eksisterer - får dem til at betragte alle fremlagt kendsgerninger som redskaber til at fremme deres skjulte hensigter..."

 

Passagen forekommer uhyggelig aktuel i dag og nærmest kongruent med dels Ruslands nuværende præsident, dels en vis amerikansk præsidentkollega med hans særegne forhold til lige akkurat sandheden. Fremdeles iflg. Kennan er det russiske styre uimodtagelig for fornuftens logik, men alene magtens logik. Bogen mindes nogle af Den Kolde Krigs store magtprøver: Berlin-blokaden 1948, hvor Vesten i sandhed havde grund til nervøsitet. Mens Sovjetunionen havde stationeret 1,5 mio. soldater i det østlige Tyskland, havde USA i den vestlige del kun godt 100.000 mand, hvortil så kom i alt 23.000 amerikanske, britiske og franske soldater i Berlin-området.

 

Med Berlin som en særlige fire-magts-besættelseszone inde i det sovjetisk besatte Østtyskland var vestmagterne afhængige af en vis velvilje fra sovjetisk side, når forsyninger skulle køres ind til den tidligere rigshovedstad. Da samarbejdet i de allieredes fælles Kontrolråd brød sammen, og vestmagterne arbejdede hen mod, at deres besættelseszoner skulle udgøre en økonomisk enhed, indførte Sovjet en minutiøs kontrol med hver en lastbil og hvert et tog i et forsøg på - på sigt - at sikre Berlin for sig selv. Den luftbro, USA så etablerede, havde som udgangspunkt, at byens godt to mio. indbyggere fik 2000 kalorier om dagen. På sit højeste landede der et fly hvert 30. sekund, dvs. at byen hver dag modtog 1500 tons fødevarer. Denne kraftpræstation strakte sig over 15 måneder.

 

En ny øst-vestlig styrkeprøve var Korea-krigen 1950-53, hvor USA hurtigt efter Nordkoreas angreb på Sydkorea stillede sig i spidsen for en FN-styrke, hvortil stormagten stillede med 90 pct. af soldaterne. Denne konfrontation var, som man må forstå det, medvirkende til, at USA militærudgifter over en periode (Rachlin oplyser ikke hvor lang) blev forøget fra 5 til 14,2 pct. af landets bruttonationalprodukt. Der mangler nogle konkluderende bemærkninger om udfaldet af denne krig.

 

Videre følger vi diverse opstande og folkelige rørelser bag Jerntæppet, fra Berlin-opstanden 1953 til Ungarn, Tjekkoslovakiet og Polen, hyppigt tilføjet interessante enkeltheder. Alt dette var dog blot forpostfægtninger til Berlin-murens fald i 1989 - efter 24 års brutal adskillelse af tyskerne - og kommunismens sammenbrud i hele Central- og Østeuropa. Sovjetunionen begik reelt selvmord, konstaterer Rachlin, hvormed Den Kolde Krig blev "irrelevant".

 

Men det gjorde mere end ondt hos den sovjetiske befolkning at se Vesten proklamere sig som en sejrherre i Den Kolde krig, samtidig med erkendelsen af at omkr. 40 pct. af befolkningen kom til at leve under den officielle fattigdomsgrænse. Putin indså hurtigt, efter hvad Rachlin kalder Boris Jeltsins kaotiske styre, hvordan han kunne udnytte den nationale ydmygelse til at positionere sig i spidsen for en desperat befolkning på jagt efter national genrejsning og stabilitet. Ved hjælp af kraftig forhøjelse af eksportpriserne på olie og gas fik han skabt vækst i økonomien og dermed en velstandsstigning uden lige. Men han stat blev også mere autoritær. Rusland bliver ved med at gå sine egne veje som et folk og et land uden for rækkevidde, konkluderer Rachlin.

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk