April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

Marts 2016

 

Ujævnt om menneskerettigheder

 

Kampen-om-menneskerettighederne_WEB

Kampen om menneskerettighederne, red. af Anette Faye Jacobsen & Steven L.B. Jensen, 207 sider, Gads forlag

Francois Zimeray: Jeg har set det ansigt overalt. Erindringsglimt, 153 sider, Gyldendal.

 

zimeray

 

 

 

 

 

 

 

 

 

To nye bøger beskriver på vidt forskellig måde aktuelle menneskeretsproblemer. Det lyder dramatisk, når den ene kalder sig Kampen om menneskerettighederne, men der er grænser for, hvor meget drama nu lige denne bog, skrevet af medarbejdere ved Institut for Menneskerettigheder, byder på. Den herværende franske ambassadør Francois Zimerays erindringsglimt er så flygtige, at man knap kan sammenstykke dem til et væsentligt mønster.

Den bog Anette Jakobsen og Steven Jensen har redigeret, kalder sig en debatbog, men det gælder dog kun nogle af kapitlerne. Andre er (fortjenstfuldt) rent oplysende. Hver fugl (dvs. forfatter) må selvfølgelig synge med sit næb, men det havde nu været en fordel, hvis bidragyderne havde tillagt sig en lidt mere ensartet holdning til deres temaer. Man fristes til at sige som et orkester i godt sammenspil.

Direktøren for Menneskeretsinstituttet, Jonas Christoffersen, gentager nogle af de synspunkter, han luftede i sin bog Menneskerettighederne - en demokratisk udfordring (2014), herunder at alt for megen detalje-formulering af menneskerettigheder er lagt på juristernes skuldre - noget politikerne i større omfang burde tage sig af. Det må og bør være vejen frem, at det danske demokrati (altså de folkevalgte) tager ansvaret for menneskerettighederne i Danmark, konkluderer han.

Hans fremstilling er springende og ind imellem umulig at følge for den uindviede. En beskrivelse af Højesterets (i 1920) selvpåtagede ret til at erklære love grundlovsstridige medtager ikke en forståelig henvisning til den lov om afløsning (ophævelse) af len og stamhuse, der var forelagt Højesteret, som altså ikke erklærede den grundlovsstridig. Da han så nævner den første lov, som Højesteret har fundet grundlovsstridig, nemlig den om de omstridte Tvind-skoler i 1999, forklarer han ikke, hvad sagen går ud på.

Ej heller forklarer han helt tydeligt, at den dynamiske fortolkning, som særlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har lagt for dagen, betyder, at love bedømmes ud fra retsstillingen ved en sags afgørelse, ikke da den involverede lov blev til, og ej heller menneskerettighedskonventionens tilblivelsesår. Christoffersen føler sig atter kaldet til at citere fra Højesterets 350 års jubilæumsskrift, overvejende (og derfor ukritisk) skrevet af Højesterets egne dommere. Og man kan da få god forstand af fx at repetere Højesterets dom i Føtex-sagen, som godkendte supermarkedets bortvisning af en kvindelig medarbejder iført tørklæde, fordi hun derved overtrådte et uniformskrav for de ansatte.

Hans pointe er her, at Højesteret tog hensyn til forarbejderne til lov om forbud mod forskelsbehandling, der havde medtaget fortolkninger af den internationale menneskeret. Man fristes til at konstatere: Ligesom Højesteret i overensstemmelse med tidl. retspræsident Børge Dahls bidrag til ovennævnte jubilæumsskrift skal holde balance mellem jura og politik såvel som mellem det nationale og det internationale, også skal balancere mellem en fortolkning baseret på lovens tilblivelsesår og en dynamisk fortolkning baseret på den aktuelle situation.

Christoffersen citerer flere interessante retsafgørelser, men boltrer sig ret ustruktureret i generelle betragtninger og meget konkrete omstændigheder om visse domme. Strasbourg-domstolens gigantproblemer med for mange sager beskrives uden nogen form for statistik endsige beretning om hvorvidt nyordningen fra 2010 (om mulighed for at afvise sager uden stor gene for klageren eller uden principiel betydning) har givet pote.

Peter Vedel Kessing gennemgår i sit kapitel en del nyere afgørelser om menneskeretskrænkelser, som har vedrørt Danmark og konkluderer, at disse rettigheder i det hele taget er blevet "hvermandseje", samtidig med at de nyder opmærksomhed hos domstolene. Ligesom Christoffersen er han til dels ustruktureret i sin fremstilling. To steder på sine16 sider kommer han ind på det betænkelige i, at en person, der er ansat i Justitsministeriet også fungerer som dommerfuldmægtig. Men kun kortfattet og uden at der refereres til nogen afklaring endsige afgørelse på dette spørgsmål.

Det må påkalde stor undren, eftersom Danmark i 2000 indgik et forlig i den såkaldte Petersen-sag, også kaldt Parkeringsbøde-sagen, hvor udfaldet blev, at Danmark som led i forliget betalte sagsøger en godtgørelse (eller rettere kulancebeløb), fordi en ansat i Justitsministeriet havde fungeret som dommer i hans sag i fogedretten. Herved hed det sig så, at sammenblandingen af den udøvende og dømmende magt var bragt til ophør, så meget mere som Danmark i 1998 havde fået en særlig Domstolsstyrelse. Denne myndighed har oplyst mig om, at dommerfuldmægtige udnævnes af styrelsen og alene sortere under denne.

Eva Ersbøll peger på de betydelige problemer, der rejser sig, hvis Danmark fandt på at opsige nogle af de internationale konventioner, vi har bundet os til. Fx dem, der vedrører statsborgerskab. Men eftersom staterne gennem FN's og Europarådets konventioner har forpligtet sig til at bekæmpe statsløshed som sådan, ligger det tungt med at frigøre sig for disse folkeretlige forpligtelser. Hvortil kommer, at selv om en terrormistænkt fik frataget retten til statsborgerskab, nok stadig ville have opholdstilladelse.

I et meget oplysende kapitel beretter Stephanie Lagoutte om de af FN vedtagne Retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder - det er det, der vedrører firmaernes samfundsansvar, oftest kendt under forkortelsen CSR (Corporate Social Responsibility). Det drejer sig om, at firmaer (især nok de større af dem) efter en række normer skal beskytte deres ansatte mod en række farer. Som når indfødte folk fx er blevet tvangsfjernet fra træfældningsområder (som i Sudan og Congo), er blevet kræftsyge som asbestarbejdere (i Sydafrika), når natur- og lokalsamfund har fået fjernet deres livsgrundlag gennem naturødelæggelse (som i Nigeria), når private militære aktører og sikkerhedsfirmaer anholder, torturerer eller henretter folk (som i Iran og Guatemala) eller når en horribel dårlig bygningsstandard får fabrikker og andre erhvervsvirksomheder til at styrte sammen med mange dødsofre til følge (som i Bangladesh).

Et vigtig menneskeretsspørgsmål er, om en stat er forpligtet til at gribe ind, hvis en af dens virksomheder begår overgreb eller handler uforsvarligt i andre lande. Dansk straffelov gør det muligt at straffe en dansk virksomhed for handlinger foretaget i udlandet, hvis handlingen i det pågældende land også er strafbar på gerningsstedet. Mens en række virksomheder på deres hjemmesider bryster sig af deres indsatser i fattige lande, får søgsmål fra folk, som har oplevet forfærdende, farlige arbejdsforhold, ofte ingenting: Giganterne i forretningsverdenen væbner sig traditionelt med de ypperste advokater.

Den franske ambassadør i København, Francois Zimeray, har vundet stor popularitet blandt danskere af mange slags. Skæbnen ville, at han var til stede i etablissementet Krudttønden i København, da en kriminel islamist i 2014 her begik terrordrab. Zimeray - med en baggrund som advokat, politiker og rejsende fransk menneskeretsambassadør - har da på godt 150 små sider nedfældet en række spredte indtryk.

Den velformulerede og velorienterede mand burde have afstået fra en så tilfældig sammensat buket, der ikke byder på noget som helst eksempel på en løsning endsige forbedring på menneskeretssituationen noget sted på jorden. Vi får bl.a. lidt om børnesoldater, om grusomhed over for albinoer i det sorte Afrika, om retsløshed i Saudi-Arabien, om gadebørn, der beskydes for at udøve heksekunst, og om Den Internationale straffedomstol i Haag.

Det er så uprætentiøst, at det virker ligegyldigt. Nuvel, den udmærkede mand har villet give personlige indtryk fra de vidt forskellige steder og situationer, han har besøgt og oplevet. De voldsomme krænkelser, de mange lidende mennesker, ofre for terror, tortur og snigmord passer ligesom ikke ind i en samling essays, som søger den røde tråd i menneskelige grusomhed under vidt forskellige forhold rundt om i verden. Kynisme og hensynsløshed, som igen har vidt forskellig baggrund - og ingenlunde blot kan henføres til staters lyst til undertrykkelse. Alene sidstnævnte er et menneskeretsanliggende.

 

 

Dramatisk Europa-historie - med et berømt maleri som ledetråd

kvinden i guldAnne-Marie O'Connor: Kvinden i guld, 519 sider, Forlaget Don Max.

 

Den dramatiske historie om ejerskab til et af verdens mest kostbare malerier har ingen relationer til FN - bortset fra måske lige, at det i dag efter mange retstrætter, har hjemsted i New York, hvor FN har hovedsæde. Men den afspejler nogle af de grundbegreber, FN bygger på så som retfærdighed og respekt for ejendomsretten. Historien om dets skæbne er nylig blevet filmatiseret, hvad der tilsyneladende har skygget noget over bogen af samme navn.

Maleriet, kaldet Kvinden i guld, skyldes den berømte østrigske maler Gustav Klimt, og blev til i 1902-3. Det forestiller en ung, smuk jødisk kvinde fra Wiens overklasse, som altså nu er blevet genstand for både en film og en bog, fordi det blev en slags omdrejningspunkt for de politisk-militære rystelser, der kort før og under 2. Verdenskrig vendte op og ned på Europas og særlig Østrigs skæbne. Bogens forfatter er en fremtrædende amerikansk udenrigskorrespondent og kulturjournalist, som for tiden rapporterer til Washington Post fra Jerusalem.

Det, der efter min mening gør bogen unik, er det store persongalleri og de mange fascinerende emner fra det 20. århundredes historie, der hvirvles op. Det er alt sammen på en måde forhistorie til bogens kerne: Maleriets skæbne fra 1938-2006. Men det skal altså lige med her, at man følger pårørende og venner til en wiener-familie, som indbefattede skikkelser som forfatterne Stefan Zweig og Franz Werfel, journalisten Theodor Herzl (forfatter til bogen Der Judenstaat, som forudskikkede staten Israels oprettelse), og Østrigs senere præsident Karl Renner. En kvinde i kredsen var enke efter komponisten Gustav Mahler.

Zweig skrev, ja blev verdenskendt på bogen Die Welt von gestern, men det var i virkeligheden verden før 1. Verdenskrig. Denne bog, Kvinden i guld, beskriver imidlertid i vidt omfang den verden af i går, som ligger før 2. Verdenskrig. Det er med Anschluss i 1938, det nazistiske Tysklands indmarch i Østrig, at dette land blev indlemmet i Tyskland. Hermed fulgte den hensynsløse klapjagt på Østrigs jøder og alle deres værdier. Jøderne udgjorde en meget lille procentdel af den østrigske befolkning (akkurat som fx i Tyskland og Polen), men de dominerede forretningslivet såvel som den akademiske verden.

Blandt Nazi-Tysklands politiske spidser var en gruppe kunstbegærlige typer, som rask væk stjal ufattelige værdier fra jøder over hele Europa. Blandt mange kostbare malerier blev Kvinden i guld af sikkerhedsgrunde deponeret i en bombesikret kælder, som nazisterne lod bygge under Wiens berømte slot Belvedere, der siden 1. Verdenskrig havde været museum. Men det var først i 1998, at efterkommere til den familie, som havde ejet det berømte maleri, på grund af en ny østrigsk lov så at sige kom på sporet af deres retmæssige ejendom. I de mellemliggende år havde det skattede Klimt-maleri været ophængt i Belvederes offentligt tilgængelige udstillingslokaler.

En ung amerikansk advokat med østrigske rødder, Randol Schoenberg, såmænd barnebarn af den fremtrædende østrigske komponist Arnold Schönberg, skulle blive den juridiske stridsmand, der tog kampen op for at vride maleriet ud af den østrigske stats hænder. Det indviklede juridiske tovtrækkeri skal ikke gengives her, men kompliceret og tungt blev det, særlige kommissioner strittede imod, gamle testamenter eller arvebreve blev endevendt.

De kulturelle institutioner i nutidens Østrig viste sig at være ledet af veteraner fra landets nazistiske periode. Som bogen manende beskriver det: Østrigerne fik lov til at tapetsere fortiden over og (mod sandheden, red.) fremstille sig som modvillige deltagere i de uhyrlige konfiskationer af jødisk ejendom. Allerede i 1948 havde Østrig ved amnesti ophævet et afnazificeringsprogram (som skulle sætte ret og skel mellem hårdt og mindre hårdt belastede østrigske nazister, red.). Nogle iagttagere talte om Østrigs historiske hukommelsestab. Men det korte af det lange er, at maleriet efter en afgørelse af voldgiftsret nedsat i New York blev tilkendt en ældgammel dame, Maria Altmann, efterkommer af ejerfamilien. Hun solgte det i 2006 for 135 mio. $, den da højeste pris i verden for et maleri. Tre år senere døde hun i en alder af 95 år. I dag kan det ses på Neue Galerie i New York.

Forud var gået et gigantarbejde fra Randol Schoenberg med at udrede de historiske og juridiske omstændigheder. Al den uret, som overgik den omtalte østrigsk-jødiske familie, udspandt sig inden de internationale menneskerettigheder rigtig var "opfundet". Ulykkeligvis har de ikke bremset utallige overgreb, herunder også på ejendomsretten, mange steder i verden siden da. I Europa har omkr. 1500 personer dog haft held til i Strasbourg at få omgjort en national afgørelse, som krænkede deres ejendomsret, kan det tilføjes. Og modellen til det berømte maleri: Hun døde i 1926.

 

Carsten Jensens store Afghanistan-drama

ItemImageCarsten Jensen: Den første sten, 614 sider, Gyldendal.

 

En enkelt roman er medtaget her, fordi den rummer en masse atmosfære, som ikke rigtig kommer med i fagbøger om den vestlige militære indgriben i Afghanistan. Carsten Jensen er kontroversiel, når han i dagspressen blander sig i Afghanistan-debatten, men her er det altså fiktion og ikke meningspåvirkning i egentlig forstand, det drejer sig om.

Man får da heller ikke nogen vejledning til en mere velfunderet opfattelse af det rimelige eller ikke-rimelige i fx Danmarks udsendelse af soldater til det volds- og uroprægede Afghanistan. Men forf. har sat sig grundigt ind i soldaternes vilkår under farlige og klimatisk udfordrende missioner. Han har rejst i landet i "fire årtier", som han beretter i en epilog. Han har opholdt sig et par uger i en militærlejr i Helmand og har snakket en god del med såvel officerer som menige fra de danske styrker.

Han er trængt så langt ind i militærjargonen, at man næsten kunne tro, at han selv havde været i trøjen som en del af det danske korps. Det er ganske møjsommeligt at læse sig igennem 614 sider, så det undrer ikke, at Jensens roman ikke har rejst nogen egentlig debat i danske medier, mens anmelderne næsten alle gav den stor ros. Dens handling er ganske fantasifuld og følger, sådan som nærv. anmelder oplevede den, et mønster, der præger en del fiktion, det være sig i bøger som på film og for den sags skyld teater.

De første ca. 200 sider tjener til en mere almindelig beskrivelse af rammerne for militærlivet for sådan nogle vesterlændinge som danskerne. Præsentation af officerer og menige og deres indbyrdes forhold, krydret med, at der er en enkelt kvinde iblandt dem - uden at dette dog udløser det helt store drama. Så, langsomt, men sikkert tages der tilløb til, at skudvekslinger også skal medføre død og større ødelæggelse, hvorefter antallet af faldne støt tager til. I begyndelsen er det afghanerne, der lader livet, sidenhen også danskere.

Det har lidt operaens karakter: Der iblandes ondskab, og dette her i skikkelse af en lumpen premierløjtnant, som har sin egen hemmelige, forræderiske dagsorden. Men er lidt af en skyggeperson, hans motiver dunkle, hans kynisme måske det mest tydelige. Når jeg kommer til at tænke på opera, er det fordi rigtig mange af dramaets personer (rollehavende) til slut er ekspederet over i det hinsidige, så der til sidst næsten kun er en håndfuld tapre danskere tilbage. Handlingen driver dem så at sige i afgrunden.

Der optræder også medløbere, som har det med at indfinde sig på de "rigtige" steder på de "rigtige" tidspunkter. En afghansk kvinde med en veluddannet baggrund, helt forskellig fra de landsbyboere, hun nu færdes iblandt, viser sig som en belejlig hjælper for nogle af de danske soldater. Blandt de øvrige "medvirkende" er en feltpræst, en oberst (chefen for det hele) og en afghansk-født dansk efterretningsagent, der er sendt ud fra Danmark for at udrede spegede tråde, som der er indberettet om helt til Danmark.

For nu også at få den for afghanerne så vigtige religion med i billedet, bringes en samling danske soldater i en umulig situation, hvor tvangsomvendelse til islam synes at være den eneste vej til overlevelse, eller rettere til at undgå henrettelse. Og det må selv feltpræsten finde sig i. Det undrer ikke, at den stedlige jirga, altså lægmandsdomstol, afsiger en barbarisk straf over en af de danske militærfolk.

Der er mængder af spænding ved denne ganske lange intrige inde i militærmissionen, en intrige som altså intet rigtig har med bekæmpelsen af Taleban og det dér at gøre. Som sådan holdes læseren fanget, om end rænkespillet og barbariet når nogle efter min mening ganske usandsynlige højder. Men det er romanforfatterens privilegium ikke at lade sandsynligheden skygge for nogle gode effekter.

 

Endnu en gribende beretning fra Nordkoreas helvede

ParksYeonmi Park: For at kunne leve, 315 sider, Gyldendal.

 

Forfatteren til denne bog, som bærer undertitlen "En nordkoreansk piges rejse mod friheden", føjer sig til bemærkelsesværdige selvbiografier af ganske unge kvinder, placeret i en malstrøm af dramatiske begivenheder - den attentat-dræbte pakistanske politiker Benazir Bhutto og den ligeledes pakistanske skolepige Malalla Yousafzai rinder mig i hu. I erindring om den særlige FN-Nordkorea-kommissions seneste rapport om udsultning af og brutalitet over for den nordkoreanske befolkning er Yeonmis beretning væsentlig læsning.

Den i dag 22-årige kvinde var kun et barn, da hun med sin mor flygtede til Kina i 2007. Efter at hun i 2009 kom til Sydkorea, er hun mildest talt blevet et andet menneske, sjæleligt som fysisk. Til denne velskrevne fortælling har hun fået bistand af en amerikansk journalist og forfatter, Maryanne Vollers, og det er blevet til et yderst medrivende dokument. Den føjer sig til flere til dansk-oversatte bøger om samme emne, men uddyber vores viden om en stat, der er så gruvækkende forskellig fra andre af på vores klode, at man næsten kunne tale om "Månens bagside".

Er vores generelle viden om Nordkorea beskeden, så er nordkoreanernes viden om verden udenfor deres eget land så godt som ikkeeksisterende. Regimet blokerer for alle informationer udefra, alle videoer og film, udenlandsk radio er ramt af støjsendere, og der ingen internetadgang. Den massive selvforherligende propaganda forsikrer, at indbyggerne bor i verdens bedste land - selv om halvdelen af dem lever i ekstrem fattigdom. "Hvis jeg forsøgte at vende tilbage", ville jeg blive henrettet, skriver forfatteren.

Men det har ikke altid stået så skralt til: Som Yeonmi beretter, strømmede der i 1950'erne og 60'erne kinesisk og sovjetisk hjælp til Nordkorea, som takket være kul og mineraler i de bjergrige dele af landet havde gjort det til den rigeste og mest industrialiserede del af, hvad der engang var et samlet Korea. I og med at Sydkorea i 1970'erne og 80'erne fik et industrielt løft, forf. nævner det ikke direkte, men megen amerikansk støtte til dette land gav det klare fordele i en nødvendig moderniseringsproces.

Modsat var Nordkorea i sin sovjetkommunistiske tvangstrøje tynget af en planøkonomi med kollektivlandbrug, som ganske vist sikrede alle job, men samtidig klarede ingen sig iflg. forfatteren sig rigtig godt, hvis man ikke tilhørte eliten (de særligt udvalgte partitro). Få i Vesten ved formentlig, at nordkoreanske mænd skulle aftjene en militærtjeneste på ti år. Og så dog med en modifikation: Med rette forbindelser kunne værnepligten nedsættes til to år. Forf.s far blev imidlertid alvorligt syg og slap med ét år.

Yeonmis familie boede i Huesan, en nordligt beliggende by tæt på grænsen til Kina, men dette land vidste man ikke noget særligt om: Det var (og er) strengt forbudt at se eller lytte til udenlandske programmer. Det kan ikke undre at høre, at der var en glubende appetit på noget fra udlandet, men hvis politiet kom og foretog ransagning, kunne der vanke strenge straffe, ikke mindst hvis man havde medvirket til distribuering. Forf. forsikrer, at hun særlig fulgte kinesiske mad-reklamer: Hun havde aldrig drukket mælk, vidste end ikke, at mælken kom fra en ko!

Fortællingen om dagliglivet i Nordkorea virker ind imellem utrolig: Som når man hører, at skolebørn har meget andet at gøre end at gå i skole og læse lektier. De er, som forf. beretter, en del af den ubetalte arbejdskraft, der forhindrer, at landet bryder sammen. Om foråret hjalp skoleelever kollektivlandbrugene med at plante, om sommeren med at luge i markerne. Men da landets økonomi 1990'ene - efter Sovjetunionens opløsning - brød sammen, kom nyt "arbejde" til:  De hidtidige sovjetiske forsyninger af gødning ophørte, samtidig med at Nordkoreas egne fabrikker standsede deres produktion. Sendinger fra udlandet nåede ikke gårdene, fordi også transportsystemet var kollapset. Det skulle så afhjælpes med afføring fra dyr og mennesker.

Alle medlemmer af en husstand havde en daglig kvote. Toiletterne i Nordkorea ligger som regel langt fra husene, så det drejer sig om, at naboer ikke stjæler afføring om natten. Nogle mennesker valgte så at låse deres lokummer. Skolelærere sendte eleverne ud på gaden for at finde afføring, som skulle tages med tilbage til klassen - "hvis man så en hund besørge på gaden, var det som at finde guld", beretter Yeonmin.

Men det som måske særlig prægede tilværelsen for Yeonmin og hendes familie, var den konstante sult. Det var dog første efter en række gode år, hvor hendes foretagsomme far skaffede familien en levestandard noget over gennemsnittet ved at agere en slags handelsrejsende: Han havde handelstalent og købte varer et sted for at sælge dem til en langt højere pris et andet sted i landet, de vanskeligt opnåelige rejsetilladelser skaffede han sig ved at bestikke underbetalte funktionærer. Således havde et strengt kommunistisk land også sine små kapitalister!

Efter at faderen var blevet anholdt, besluttede moderen og den da kun 13-årige at flygte over en grænseflod til Kina - under farefulde forhold. De havde i perioder måttet spise vilde planter og insekter eller rotter. I Kina oplevede mor og datter, at de kun kunne overleve ved at lade sig sælge. På grund af kinesernes forkærlighed for drengebørn, som førte til drab på pige-babyer, er der underskud af kvinder, ikke mindst i landdistrikterne, og det betyder en vis efterspørgsel efter nordkoreanske kvinder.

Som illegale indvandrere var de begge i fare for at blive opdaget af myndighederne - med risiko for at blive sendt tilbage til Nordkorea. Ind imellem blev de skilt fra hinanden, deres kinesiske ægtemænd var til tider brutale, udnyttelsen af de to kvinder hele tiden til stede. Mange trængsler og megen angst gik forud for at de til sidst via Mongoliet kom til Sydkorea, hvor de begge om sider fik mulighed for at føre en menneskelig tilværelse.  Siden er Yeonmi blevet en internationalt efterspurgt skikkelse, som bl.a. har orienteret FN's Menneskerettighedsråd om Nordkoreas undertrykkelse af sin forarmede befolkning, torturen, de afskyelige fangelejre, og den konstante umenneskeliggørelse.

 

Tilbageblik på Hitlers jødeforfølgelser og Norges store nazi-skamplet: Hamsun

forfølgelse

Jacob Halvas Bjerre: Udsigt til forfølgelse, 278 sider, Syddansk Universitetsforlag.

Tore Rem: Knut Hamsun - Rejsen til Hitler, 399 sider, Forlaget Vild Maskine.

 

 

hamsun

Meget af hvad disse to bøger byder på vil være kendt af den, som er engageret i sin samtid, og som prioriterer at følge seriøst med i verdensudviklingen. Men de gør begge dybere spadestik og beriger læseren med væsentlig ny indsigt. Noget som er vigtigt for fuldt ud at forstå betydningen af at bekæmpe racisme og diktaturers massive undertrykkelse.

Jacob Halvas Bjerre, der er en af Danmarks sidste magistre i historie (idet titlen mag.art. afskaffes), kaster lys over, hvor meget det danske udenrigsministerium vidste om Nazi-Tysklands målrettede forsøg på at udrydde alle Europas jøder. Og om hvad der måtte være gjort for at redde dødstruede mennesker. Svaret er ikke entydigt, men det var i hvert fald klart allerede ved Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940, at Tyskland skred til voldsomme yderligheder for at skaffe sig af med jøderne.

Bjerre har fået indsigt i Udenrigsministeriets arkiv, hvoraf det synes at fremgå, at det først i 1942 blev helt klart for ministeriet, at jødeforfølgelserne sigtede på en regulær udryddelse af jøderne. Siden 1935 havde det nazistiske regime i Berlin indført striber af begrænsninger i jøders rettigheder, konfiskeret deres penge og reduceret deres beskæftigelsesmuligheder radikalt. Det omfattede også firmaer uden for Tyskland, som fik påbud mod at skille sig af med jødisk ansatte.

Det greb voldsomt ind i samhandelen, men konfronterede også dansk udenrigstjeneste gennem de menneskelige tragedier danskere statsborgeres udenlandske jødiske ægtefæller affødte. De første deportationer østpå fra Tyskland og tysk okkuperede områder begyndte oktober-november 1941, men var ubeskrevet i tyske aviser.

Rygter om Tysklands massemord på jøderne blev kun gradvis afløst af regulær viden, i slutningen af 1942 kunne det amerikanske udenrigsministerium imidlertid oplyse, at i hvert fald 8 mio. jøder var blevet myrdet, men om dette var kendt i det danske udenrigsministerium fremgår ikke tydeligt af akterne. I foråret 1943 var det dog åbenbart gennem diverse sager om danske statsborgere, der søgte hjælp til at redde deres ægtefæller i besatte områder.

Sammenlignet med andre besatte lande nød Danmark en særstilling, fordi vi fik lov til at opretholde en række legationer (diplomatiske repræsentationer) i Europa, trods besættelsen. Halvas Bjerres har ikke så megen detaljeret statistik til at belyse diplomaternes indsats, mens hans undersøgelser har dog afdækket, at ca. 21 udenlandske jøder blev reddet ud af nazisternes klør.

Den norske forfatter og litteraturprofessor Tore Rem har i sin bog om forfatteren Knut Hamsuns vedvarende nazisympatier ønsket at give en fuld belysning af dennes opsigtsvækkende møde med rigskansler Hitler midt under 2. Verdenskrig. Som modtager af Nobelprisen i litteratur var Hamsun verdenskendt, men samtidig en alvorlig torn i kødet på det af Tyskland besatte Norge. Bogen tegner et portræt af den ikke mindst i Tyskland overmåde populære forfatter fra begyndelsen af det 20. årh.

Men en egenrådig, knarvorn og ikke særlig sympatisk herre.

Hamsun fløj i 1943 til Wien for efter tysk invitation at deltage i en konference, men fik derfra mulighed for at møde Adolf Hitler i dennes alperesidens i Berghof i det sydlige Bayern. Her vovede Hamsun minsandten at sætte sig op mod den magtfulde tyske fører. Han anbefalede i stærke vendinger, at den tyske rigskommissær i Norge, Josef Terboven, skulle fjernes -Terboven pådrog den norske skibstrafik for store hindringer. Nazisternes ugerninger, herunder jødeforfølgelserne, ja jødeudryddelser, anfægtede ikke Hamsun.

Bogen afdækker med mange enkeltheder Hamsuns sammensatte og politisk dybt afsporede, naive verdenssyn. Hvad der egentlig skete under Hamsuns samtale med Hitler har ikke tidligere været beskrevet i enkeltheder - det hviler her på flere forskellige personers referat. Noget der nok især vil interessere nordmændene, men altså også til en vis grad danskere, eftersom der er kommet en dansk udgave af bogen.

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk