April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 

Pressedækning af nutidens krigsbegivenheder i kritisk belysning

frontlinjerCharlotte Aagaard, H.C. Mathiesen & Jens Ringsmose: Frontlinjer - Med medierne og militæret i krig, 195 sider, Jurist og Økonomforbundets Forlag

 

En journalist, en officer og en forsker er - som noget absolut nyt - gået sammen om en fremstilling af vilkårene for journalistisk dækning af de borgerkrige, der har plaget den nyeste tid. Der falder i denne bog mange drøje hug om militærets lukkethed og tilsvarende velkendt kritik af pressens hang til at fremhæve kontroversielle aspekter af den danske indsats, særlig i Afghanistan.

Som Charlotte Aagaard fra dagbladet Information skriver, så har forsvarets ønske om at kontrollere mediernes adgang til viden om de militære forhold sit udspring i en generel frygt for at afsløre operative metoder og militære svagheder for fjenden. Men i praksis rækker informationskontrollen langt ud over dette - anses en oplysning for politisk følsom, er der således tendens til at tie. Det sker endog, hvis en journalist vil have svar på spørgsmål om operationer, der er både fem og ti år gamle.

Den orientering, som Hærens Operative Kommando giver på sin hjemmeside, er ofte lapidarisk. Fx blot 13 linjer om den vigtige offensiv fra den NATO-ledede ISAF-styrke i 2010 rettede mod byen Marjah, som var erobret af Taliban. Men Aagaard erkender dog, at forsvaret ikke altid er så kortfattet. Når det er mere ordrigt i sine kommunikationer, er det dog ofte i en uproblematiserende og ukritisk form. Det er kommet så vidt, at disse "historier" internt i forsvaret går under navnet Pravda-nyheder, en henvisning til det sovjetiske dagblad, hvis navn ("Sandhed") ikke just levede op til det.

Hun mindes med beklagelse, at flere ledende officerer er blevet forflyttet efter at have fremsat kritiske bemærkninger om nye strukturer i det danske forsvar. Samtidig indrømmer hun, at andre officerer er sluppet godt fra kritik af dispositioner i Afghanistan. Men forsvarets debatkultur er og bliver meget begrænset. En god del af bogens stof er velkendt for den flittige avislæser, men det er nyttigt at få rekapituleret fx Hommel-sagen, Jægerbog-sagen, Irak-fangemishandlinger og meget andet. Et af de krumspring forsvaret benytter for at forhindre aktindsigt er at holde kontroversielle forhandlinger på mundtligt plan. Fx da der skulle udarbejdes et notat om danske troppers udlevering af fanger til afghanske myndigheder trods beskyldninger om tortur og mishandling.

Aagaard er pessimistisk i sin konklusion, eftersom hverken regering eller Folketing har vist interesse eller vilje til grundlæggende at forbedre mediernes adgang til information om forsvarets virksomhed og de internationale operationer. Brigadegeneral Mathiesen vedkender sig, at forsvaret skal lære af sine fejl, dvs. blive hurtigere til at besvare spørgsmål fra medierne. Han skriver, at forsvaret skal skabe et incitament til at bryde, hvad han kalder "nulfejlskulturen" og tilføjer, at man ikke kan undgå at "udstille det snavsede vasketøj".

Det skal med, som universitetslektor Ringsmose påpeger, at det i de senere år er blevet lettere for journalister at få viden om kriges gang fra militær side, med andre ord forskelligt fra de vilkår, der eksisterede under Vietnam-krigen og interventionerne i Panama, Grenada, Falklandsøerne og Irak/Kuwait. Mange danske journalister har efterhånden været med forsvaret på operationer til fx Afghanistan - men på nøje tilrettelagte presserejser, hvor det som regel er svært for pressen at komme tæt på krigen. Mange hensyn spiller ind, ikke mindst til sikkerheden. Tilbage står imidlertid, som Aagaard fastslår, at forsvaret ofte misbruger sit informationsmonopol. I stedet ønskes bl.a. en hurtigere afklassificering af militære dokumenter, evt. efter et vist fastsat åremål.

Den fornemt gennemarbejdede bog byder på mange andre forslag til forbedring af forholdet mellem presse og militær, uanset de meget forskellige forhold de nu arbejder under.

 

Nærportæt af Putin, magtmennesket, som vil genrejse den russiske stat

Samuel Rachlin: Jeg Putin - Det russiske forår og Den russiske Verden, 224 sider. People's Press

 

Den nu 67-årige Samuel Rachlin er velkendt som korrespondent for Danmarks Radio og TV2 i Moskva og Washington. Som russisk-kyndig har han særlige forudsætninger for at vurdere Vladimir Putin og hans forsøg på at skabe eller genskabe et russisk imperium. Den magtfulde russiske statschef - med en fortid i KGB - mestrer propagandaens virkemidler til fulde og har iflg. kendere endog overgået Den Kolde Krigs mørkeste stunder. At tage rollen som offer under de militære træfninger i Ukraine er et gennemgående træk i den russiske fortælling, direkte taget ud af den sovjetiske propagandaskole, skriver han.

Meget af det han beskriver, "maskaradeinvasionen" af Krim, gennemført af uniformerede uden kendetegn, men på tydeligt identificerbare russiske militærkøretøjer, de russiske benægtelser, mummespillet om en invasion i Ukraine, der kom for at "beskytte" nogle mennesker, der ikke følte sig truet og aldrig havde bedt om hjælp fra udlandet. Men Rachlin kan, baseret på læsning af russisksproget presse, afklæde Putins fantomkrig bedre end mange andre.

Han henviser til en tale af den russiske generalstabschef Valerij Gerasimov, hvori det hedder, at der i det 21. årh. er en tendens til udviskning af forskellene mellem krigstilstand og fred, idet der i højere grad tages ikke-militære forholdsregler i brug - de gennemføres ved at aktivere befolkningen protestpotentiale (anm.s fremhævelse). Disse "civile kampmetoder" omfatter "specialstyrker og den interne opposition til at oprette en konstant aktiv front på hele den fjendtlige stats territorium samtidig med at masserne påvirkes ved hjælp af informationsspredning...". Det var det, "de grønne mænd" udrettede.

Men for Putin var alle løgnene omkring den ikke-militære tilstedeværelse på Krim en del af spillet, idet det - som Rachlin beskriver - for russerne er helt naturligt at se løgnen som en slags tryllekunst eller sportsdisciplin, der, hvis behersket, giver heltestatus. Der går en lige linje fra Potemkulisserne, som i slutningen af det 18.årh. blev sat op for at narre Katharina den Store - og til nutidens indarbejdede begreb, på russisk kaldet vranjo: At pynte på virkelighedens elendighed, så den fremstår som velstand og skønhed.

Det er værd, som Rachlin er opmærksom på, at erindre sig, at der i dag lever 25 mio. etniske russere eller russisk-talende i, hvad der kaldes 'det nære og det fjerne udland': I Ukraine 8,3 mio. (ud af en befolkning på 45 mio.), i Letland 785.000 (ud af 2,1 mio.), i Estland 556.000 (ud af 2,1 mio.), i Kasakhstan 4,5 mio. (ud af 16,5 mio.). Da Sovjetunionen brød sammen, opstod der et vakuum, og det nye dominerende Enhedsparti har ikke noget bud på en ideologi ud over at være politisk serviceorgan for Putin.

Men Putin har været mand for i taler og artikler at svinge sig op i det højere filosofisk-historiske luftlag og doceret, at Rusland som civilisation er skabt til at have andre folk og nationaliteter "under sine vinger", idet civilisation hos ham er lig med imperium. Forf. citerer dog også en kritisk russisk røst, historikeren, filosofiprofessor Andrej Zubov, der frimodigt har draget en parallel mellem Putins motiver for Krim-annekteringen og Hitlers tilsvarende af Østrig plus den del af Tjekkoslovakiet, som hedder Sudeterland. "Den historiske erfaring viser, at man ikke slipper godt fra den slags... Lad os sige nej til denne vanvittige aggression..." skrev professoren i avisen "Novaja Gazeta".

Men Rusland bruger 18-20 pct. på sit forsvar, en lang højere andel end noget vestligt land. Dog er det ikke disse udgifter, der driver Rusland mod en økonomisk afgrund. Det er den økonomiske stagnation og de faldende oliepriser. Og hvis sanktionerne opretholdes (alt tyder på, at de vil blive stadig forøget - anm. tilføjelse), så vil der i år blive nul-vækst. Denne bog er skrevet med fingeren på pulsen og udbygger den stadige strøm af krigsnyt fra det martrede Ukraine, tilsat evindelige stormagtsudladninger fra Kreml og diktatoren, der residerer dér.

 

Bent Jensens store opgør med dansk venstrefløjs ukritiske sovjetsympati

bjBent Jensen: Ulve, får og vogtere I-II, 797 + 709 sider, Gyldendal

 

Professor Bent Jensens gigantværk om "Den kolde krig i Danmark 1945-1991" (de to binds undertitel) skal også have nogle ord med på vejen her, selv om der er gået nogen tid siden udgivelsen. Som leder af Center for Koldkrigsforskning havde han gennem tre år, tre historikere som medarbejdere til at udarbejde den store redegørelse, der skulle sætte sovjetkommunismens farer og skadevoldende virksomhed i et langt mere kritisk lys end fx den omfattende beretning fra DIIS - Danske Institut for Internationale Studier - fra 2005.

Bent Jensens inkarnerede had til kommunismen, og hvad han betragter som dens utilladeligt naive danske sympatisører og medløbere, er velkendt, ligesom hans harme over, at en mængde dokumenter fra Den Kolde Krigs første årtier har været utilgængelige for ham, fordi Stats- eller Udenrigsministeriet har følt, at de indeholdt "personfølsomme" oplysninger. De mange "huller" i hans beskrivelse, der derved er opstået, er markeret med hammer og segl. Den meget grundige gennemgang af kommunismens uvæsen både her og dér bliver i bøgerne detalje-underbygget, men mange, især ældre, læsere kan nok finde det nyttigt at få ét og andet repeteret.

Såsom at det sovjetiske regime anså borgerne i de socialistiske regimer (dvs. de kommunistiske stater i Central- og Østeuropa, undertiden kaldet Sovjets satellitstater (anm.s bemærkning) som statens ejendom. Danmark gik dog på listesko i det spegede øst-vestlige spil af angst for at provokere Sovjetunionen. Forf. finder, at Danmark under de store styrkeprøver som Koreakrigen og Cuba-krisen holdt så lav profil, at det grænsede til illoyalitet over for Danmarks hovedallierede, USA.

Men både politiets og militærets efterretningstjeneste var på tæerne, alle danskeres rejser ind bag Jerntæppet blev registreret og prosovjetiske tilkendegivelser fra enkeltpersoner noteret. Jensen og hans lille forskerhold (sammensat efter folketingsbeslutning) beretter vældig mange nyttige enkeltheder, men Jensen udviser en overdreven trang til at eksponere selv de mindste krypto-kommunister, medløbere, naivister eller "nyttige idioter". Det er ham ikke nok, at terrorbalancen ikke blev til en varm krig, det kunne være sket. Da Finlands præsident Urho Kekkonen i 1978 genoplivede en oprindelig sovjetisk plan om Norden som "atomvåbenfri zone", blev bolden givet op til et langvarigt tovtrækkeri mellem højre- og venstreorienterede danske politikere. En sådan zone ville, som bogen anfører, nærmest have været umulig at forene med Danmarks NATO-medlemskab.

Bent Jensen har rettet adskillige bredsider mod den nævnte redegørelse fra DIIS med dens efter hans opfattelse alt for rosenrøde billede af Sovjets propaganda. Han har angiveligt benyttet et langt større kildemateriale end DIIS, har støttet sig til fortrolige indberetninger fra forskellig side, herunder KGBs arkiver (som han som russisk-kyndig kan læse). Lidt inde i 1980'erne begyndte så, hvad han kalder "erosionen af Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske opfattelse". Lasse Budtz, ikke mindst, kom til at stå som ledende talsmand for dette som senere i NATO-sammenhæng blev kendt som fodnotepolitikken.

De øst-vestlige bråvallaslag om raketopstillinger, om fredsprocesser og om militære styrkeforhold, om løgne og fortielser, skal ikke rekapituleres her. Mange kritikere har underkendt Jensens enorme gravearbejde og hans konklusioner, en del af dette har været pindehuggeri, andre relevante påpegninger af ensidighed og bevidste angribelige udeladelser fra hans side. Det er interessant, at den sovjetiske præsident Gorbatjovs reformpolitik efter 1985 efter Jensens mening nok i det væsentlige skyldtes NATO's såkaldte "dobbeltbeslutning" (nemlig det krav, NATO i 1979 stillede Sovjetunionen om, inden 1983, at trække sine SS 20-raketter fra Østeuropa; da det ikke skete, opstillede NATO, som bebudet, 572 mellemdistanceraketter og krydsermissiler). Sovjetstatens opløsning tilskrives dog i almindelighed den elendige økonomi, den var kommet ud i.

Det er hårdt arbejde at kæmpe sig igennem myriader af enkeltheder om den lange seje øst-vestlige dyst, såvel dens international-politiske aspekter, som de mange hvasse gensidige udfald blandt danske politikere. Jensen har tendens til at skyde gråspurve med kanoner, men han har også åbnet manges øjne for de mange farlige situationer vores alt andet end fredselskende stormagtsnabo fremkaldte.

 

Efterretningstjenesten er også en sikkerhedstjeneste

petEmil Bock Greve: Politiets Efterretningstjeneste, 333 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

 

Der er ikke meget skæg og blå briller i denne bog, som bærer undertitlen: En retlig belysning af tjenestens virksomhed og det samlede kontrolsystem. Det bliver dermed straks klart for læseren, at det er en juridisk granskning, der er tale om. Ja, dens grundlag er nærmere betegnet en ph.d.-afhandling. Men det er første gang, at Politiets Efterretningstjeneste (herefter blot PET) og det samlede danske kontrolsystem er blevet genstand for en sådan juridisk dybdeboring.

Og Bock Greve har mange interessante observationer undervejs i den store udredning. Som noget væsentligt er han optaget af, at PET ikke blot er en efterretningstjeneste, men også en sikkerhedstjeneste. Hverken Folketing eller regering har på noget tidspunkt taget officiel stilling til, om og i hvilket omfang, disse to funktioner adskiller sig fra hinanden. I retsplejeloven fremstår det som ganske enkelt at sondre mellem dem, men den tager - som han træffende bemærker - ikke sit udgangspunkt i den måde, hvorpå PET arbejder. Men inden man kommer så langt, er det måske nok så vigtig at få understreget, hvordan PETs arbejde adskiller sig fra det almindelige politis. Det ligger så i, at politiet normalt efterforsker, efter at en forbrydelse har fundet sted, mens PETs hovedopgave er at afværge alvorlige brud på sikkerheden.

Var det ikke tydeligt for folk og fæ, at PET ikke kun jager spioner eller potentielle terrorister, blev det set, da en person, som var ministeremne, ikke kunne indtræde i Thorning Schmidt-regeringen, fordi han havde (haft) kontakter, som PET ikke var tryg ved. Det hænger sammen med de sikkerhedsgodkendelser, som PET gennemfører vedrørende personer, der er ministeremner, og som - i hvert fald fra tid til anden - skal ses klassificeret materiale. Det besøg, folketingsmedlem Pia Kjærsgaard måtte aflyse på Christiania, skyldtes som bekendt også PET's bekymring for hendes sikkerhed, som det alm. politi ikke kunne garantere.

Den unge juridiske forfatter henviser med sund realisme til dagspressen f.s.v.a. mere saftige afsløringer af skandalerne i og omkring PET - og den famøse sag om, hvad man populært kan kalde "løgn og latin", og årsagen til den nævnte aflysning (med den følge at både en minister og en PET-chef måtte gå af) kommer han slet ikke ind på. Nuvel, det, som er af almen interesse, er, i hvilket omfang samfundet, retsstaten, om man vil, kan kontrollere PET og hindre, at det gør privatlivets fred til en ren illusion, for det tilfælde at man fx uretmæssigt er kommet i tjenestens søgelys.

PET er ikke nogen almindelig politienhed, den kan ikke modtage ordrer fra Rigspolitichefen, den har selv en topjurist som chef. Det kan alligevel, som forf. påpeger, undre, at dens efterretningsvirksomhed har ført til ganske få straffesager - også i betragtning af, at PET har 800 ansatte. Men PET's effektivitet måles jo ikke efter almindelig "juridisk alen", om man så må sige. PET har ligefrem en interesse i at afværge sager, som - hvis de blev afsløret - måske samtidig bragte nogle af tjenestens metoder til offentligt kundskab.

Forf. har ikke tillid til, at det nye kontrolorgan, PET-Tilsynet, som kom til verden for små to år siden, er særlig stærkt, eftersom det kun har indsigt i dele af efterretningstjenestens virksomhed, og ingen af tilsynets medlemmer har arbejdet for PET eller har indsigt i dets arbejdsformer. På basis af den meget omtalte "tunesersag" (om en herboende tuneser, der af PET ønskedes udvist, fordi han to gange havde været ved Muhammed-tegningernes ophavsmand, Kurt Westergaards hjem) konstaterer han, at Højesteret formentlig i de fleste tilfælde vil kræve mulighed for en vis prøvelse af PET's vurderinger både i civile og udvisningssager.

PET's hemmelighedsfuldhed begrundes tit med "hensynet til fremmede magter", men det er yderst sjældent, at det, isoleret set, prøves ved domstolene. Grevil-sagen er den eneste, der klart vedrører disse fremmede magter.

FN's særlige rapportør for fremme af menneskerettighederne har - i en periode, hvor terrorismen bekæmpes vedholdende - fremsat 35 forslag til anbefalelsesværdige tiltag mod selvsamme terrorisme. Omfattende fordybelse i en lang række landes lovgivning, retspraksis plus gode råd fra ngo'er er gået forud. Herefter bør efterretnings- og sikkerhedsvirksomhed skilles ad - for at mindske en magtfordrejningsrisiko. En sådan adskillelse findes bl.a. i Argentina, Kroatien, Rumænien, Sydafrika og Tyskland.

Bock Greve foreslår, at PET deles op i to: Efterretningsafdelingen indsamler informationer, bearbejder og videreformidler, men sikkerhedsafdelingen foretager egentlige indgreb, nødvendiggjort af hensyn til sikkerheden. Denne model findes allerede i dansk ret ved straffesager, udvisning og sikkerhedsgodkendelser. Den interessante, men noget tunge bog er fuld af relevante oplysninger om alt, det PET må og kan - ret lidt om det, tjenesten ikke må - af gode grunde.

 

Politiets udlandsrelaterede virksomhed udgør en ny disciplin: International politiret

ipIb Henricson:  International politiret, 382 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag

 

Universitetslektor, cand. jur. Ib Henricson, Aarhus Univeritet, har i denne bog samlet de myriader af regler, der gælder for, hvad man kunne kalde politiets internationalt relaterede arbejde med forgreninger helt ud i folkeretten - endog til de internationale domstole, hvortil danske betjentes virksomhed dog nok sjældent vil strække sig. Han har fortjenstfuldt også medtaget en del retspraksis, så de mange regler i en del tilfælde sættes i nyttigt perspektiv.

Det meget store spindelvæv, der i de senere år er spundet i Europa for at dæmme op for en stigning i grænseoverskridende kriminalitet, finder mange af sine detalje-regler i en del af Europarådets nu 200 konventioner, der bl. a. drejer sig om udlevering af lovovertrædere, gensidig retshjælp i straffesager, international retsvirkning af straffedomme, hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbytte fra strafbare forhold.

Hurtigt hindres en effektiv moderne efterforskning over grænserne nu om dage imidlertid af Danmarks retsforbehold i forhold til EU, men forf. går ikke så langt som til at skildre nærmere, hvori ulemperne ligger. Undertiden findes der regler både på nordisk, europæisk og FN-niveau til kriminalitetsbekæmpelse, fx vedrørende hvidvask af penge. I den forbindelse er det vigtigt, at staterne tilstræber at have nogenlunde samme straframme for samme slags forbrydelser. Reglerne for såkaldt "eftersættelse", altså politiets forfølgelse af mistænkte ind på en anden stats territorium, er fx forskellige bare mellem Sverige og Danmark.

Her skal blot fremdrages nogle ganske enkelte emnekredse ud af en gigantisk mangfoldighed af regler. Bogen udmærker sig ved et utal af meget konkrete angivelser, herunder nyttig statistik. Det kan overraske, at der i en bog af denne karakter (den tilsigter at være en lærebog) medtages dette væld af detaljer ...som om de attentater, 20 arabiske terrorister 11. sept. 2001 rettede mod mål i New York og Washington ved at flyve ind i to ca. 420 m. høje bygninger med det resultat, at disse kollapsede ved en brand (der udviklede varmegrader op til 880 g Celsius), hvorved 250 flypassagerer, 800 på landjorden i Washington og 2000 i New York, omkom, samtidig med at der blev forvoldt skader på 16 mia. $. Man taber næsten pusten...

Om tortur (der først kom ind i den danske straffelov som § 114a i 2006), oplyser han, at 135 lande i dag benytter sig heraf, hvorefter han beskriver 15 forskellige former for tortur - den hyppigste er prygl mod forskellige steder af kroppen og elektrisk tortur; isolation og søvnberøvelse er andre hyppige former. Et led i den internationale terrorbekæmpelse er - som ind imellem debatteret i pressen - rigoristiske tiltag mod terrorfinansiering, sådan som det også er dikteret staterne gennem FN's terrorismekonvention. Her finder han - som en del andre jurister - at "elastikken nok er trukket for vidt". Fordi også medvirken til sådan finansiering i andet led er kriminaliseret.

Henricson påpeger med rette, at Danmark i sin straffelov mangler at indføje deliktet forbrydelser mod menneskeheden, der indgår i statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC); rent teknisk kan vi altså ikke rejse en sag mod nogen alene baseret på denne folkeretsforbrydelse. Det kan føre til, at ICC i en given sag må overtage retsforfølgelsen med henvisning til dette. Danmark alene kan kun referere til de "underliggende" forbrydelser (tortur, drab, deportering osv.). I en på mange måder interessant og lærerig omtale af folkedrab tager forfatteren dog munden for fuld. Folkedrab forudsætter, at en handling begås med det forsæt helt eller delvis at ombringe en befolkningsgruppe på grund af dennes race, dens nationale, etniske eller religiøse forankring.

Han opregner en række eksempler på deciderede politisk eller religiøst motiverede massedrab fra den nyere historie: De mellem 1 og 1,5 mio. armeniere i det daværende Osmannerrige 1915-18, de seks mio. jøder under Nazi-Tysklands holocaust 1941-45, de 80.000 kurdere i Saddam Husseins Irak i 1988, de 100.000 bosniere i Bosnien-Hercegovina i 1990'erne og de 800.000 tutsier i Rwanda i 1994. Hvordan han kan finde på at medtage de omkr. 700.000 mennesker, som henrettedes under den sovjetiske diktator Josef Stalins udrensninger af såkaldt "samfundsskadelige elementer" i 1930'erne, såvel som de 1,7 mio. cambodjanere under Pol Pots rædselsregimente i Cambodja 1975-79 er mig gådefuldt. Når han ikke kommer ind på de antagelig 10 mio. ukrainere, der i årene 1932-33 omkom ved en kunstig hungersnød, udløst af Sovjetunionen, er det lige så uforståeligt. Sidstnævnte var efter officiel, nutidig ukrainsk opfattelse Kremls forsøg på at udslette ukrainsk nationalisme.

Definitionen af folkedrab som anført i FN's folkedrabskonvention af 1948 forudsætter, at der er tale om den tilsigtede totale eller delvise tilintetgørelse af befolkningsgrupper af de ovennævnte fire slags. Altså grupper indenfor en stat. Han rejser, velbegrundet vil jeg sige, det spørgsmål, om det ikke også er (jeg vil sige bør være) folkedrab, når massakrerne er begrundet i menneskers politiske, seksuelle eller økonomiske tilhørsforhold. Han synes, at den dynamiske fortolkning, der anlægges ved de internationale straffedomstole, taler for en sådan udvidet forståelse af begrebet. Men han kan ikke uden videre indlemme disse betragtninger i en definition af gældende ret. Bortset herfra (og fra at forf. også anvender en del forkortelser, der ikke findes i forkortelseslisten) er det et imponerende værk, som alle internationalt interesserede vil have godt af at stikke næsen ned i - om ikke ligefrem læse fra a til z.

 

Mellemøstens "forsømte forår" - og det syriske mareridt

lasse ellegaardLasse Ellegaard: Det forrykte forår - revolterne i den arabiske verden, 218 sider. Informations Forlag

 

Det er snart længe siden, at nogen talte om "det arabiske forår" - i betydningen "demokratisering" eller "farvel til diktaturerne" har det for længst mistet sin mening. Når lige undtages Tunesien, hvor frihedsrørelserne begyndte, har nye former for ufrihed, hvis ikke borgerkrig taget over. Men lad os alligevel fordybe os lidt i en udmærket beskrivelse - én af en stribe - som den erfarne, ja garvede udlandskorrespondent Lassa Ellegaard, Information, har leveret i Det forrykte forår.

Det er bare perioden 2011-12, og i hovedsagen Tunesien, Egypten og Syrien, det her drejer sig om. Bogen er fra 2012, det skal indrømmes - dengang, det på omslaget fortrøstningsfuldt kunne anføres, at Vesten skal forberede sig på "en ikke alt for fjern fremtid, hvor en forandret og selvbevidst muslimsk verden med en ny demokratisk legitimitet vil kræve indflydelse på den globale fordelingspolitik". Det er et mildt udtryk, at revolutionen er "tabt på gulvet".

Ellegaards bog er alligevel værd at læse på grund af dens mange præcise oplysninger og dens velvalgte observationer. Han medgiver indledningsvis, at de unge aktivister, demonstranterne i diverse arabiske lande, udviklede en "euforisk optimisme", der dog i et stedse mere blodigt bakspejl afløstes af afventende skepsis. De magtstrukturer, de arabiske hviler og hvilede på, var ikke sådan at løbe over ende, deres økonomiske forankring og implikationer in mente.

I Egypten er landbruget i privateje, mens staten står for de store indtægtskilder så som Suez-kanalen, gas- og olieudvinding. Men militæret driver mange virksomheder - supermarkeder, samlefabrikker og transportfirmaer m.v., idet militærets økonomiske særstillig er fastsat ved lov. Militæret er dertil skattefrit. Den meget omskiftelige situation i Egypten gør på en måde landet uegnet til en bog: Den bliver i bedste fald et kvalificeret øjebliksbillede. Ellegaard støtter sig flere gange til den kloge intellektuelle muslim, Tareq Ramadan, der således finder islamisterne yderst uegnede til at deltage i hvad han kalder "en normal politisk proces".

Da en skolelærer ved navn Hassan al-Banna i 1928 stiftede Det Muslimske Broderskab som missionerende velgørenhedsselskab, var det en stående forholdsordre, at brødrene ikke blandede sig i politik - tjah, sådan at sammenligne med Frelsens Hær. Han blev selv myrdet i 1948, en anden lederskikkelse henrettet, og i perioden 1954-2011 var organisationen mere eller mindre forbudt. Dens potentielle politiske magt var farlig. Da brødrene endelig kom til magten med Mohammed Morsi, der blev landets præsident, indfriedes mange bange anelser. Værst var det, at der var fundamental uenighed mellem sekulære og de demokratiske frø - om nogen overhovedet har eksisteret - har i sandhed ikke fået lov til at spire efter at militæret under Abdul Fattah el-Sisi har taget magten i Egypten. I Syrien er det langt alvorligere med en borgerkrig, der ingen ende vil tage. Det hele begyndte i 2011 - en eskalering indtraf, da Assad-styret ikke ville løslade 15 børn, som havde lavet graffiti mod regeringen. Regimet havde kort forinden liberaliseret internettet, åbnet for adgang til Facebook og Youtube, hvorfor beretninger om uro i en stribe byer hurtigt bredte sig. Med citater og øjebliksbilleder engageres læseren.

I al det mørke, der siden skulle sænke sig over den arabiske verden, blev tv-stationen Al Jazeera, baseret i Qatar, et enormt lyspunkt. Spændende når Ellegaard fx fortæller om, hvordan han fra sin lænestol i Libanons hovedstad Beirut kunne følge egyptiske sikkerhedsstyrkers stormangreb på Al Jazeeras kamera-position, der vendte ud til Tahirpladsen (arnested for mange voldsomme demonstrationer) i Cairo. Der er efterhånden, som bogen anfører, ikke tal på alle de overgreb, den har afsløret (undtagen i Qatar selv, kan man tilføje) og på de gange, arabiske regimer har chikaneret eller endog lukket stationen. Håbløsheden i den syriske borgerkrig illustreres ved citat af en syrisk journalistkollega til Ellegaard: "Da revolten (mod Assad-styret.red.) brød ud i marts 2011, trykkede regimet på den sekteriske automatpilot... men præsident Bashar al-Assad skød sig selv i begge fødder, for det mindede sunnierne om den sociale diskrimination, de var udsat for...ikke om forskelle i troen på Gud og profeten" (dvs. over for shiiterne).

 

Puk Damsgårds personlige Syrien-beretning

pukPuk Damsgård: Hvor solen græder, 266 sider. Politikens Forlag

 

Der skal mod til at rejse ind i krigszoner. Dette mod har DR's journalist Puk Damsgård, som allerede har høstet megen anerkendelse for denne bog. Det er ikke hendes erindringsbog eller en biografi, som man kunne tro af flere dagblades placering som sådan i bogoversigter. Men det er frugten af mange reportagerejser ind i det krigshærgede Syrien.

Damsgård, der tidligere har boet i en række lande, som de færreste danskere vil misunde hende: Pakistan, Afghanistan og Libanon, har særlig gode forbindelser i Syrien, og så er hun typen, der ikke er bange for at løbe vældige risici for at kunne berette fra tæt ved borgerkrigshærgede områder. Hun giver den forfærdende krig det menneskelige ansigt, som mange avislæsere tørster efter. Hun er nemlig kommet tæt på såvel en mand som en kvinde, hvis historie hver især fortæller rigtig meget om, hvor belastende og evigt foruroligende det er at være borger i dagens Syrien.

Internettet har spillet journalister mange kort på hånden, som ikke eksisterede før hen mod slutningen af det 20. århundrede. Således fik Puk Damsgård via nettet betroelser fra en vis Jihad via Facebook. Hun traf ham i Tyrkiet, hvorfra han ledsagede hende og andre ind i Syrien. Han er hjemmelsmand til en oplysning om, at den islamiske bevægelse Jabhat al-Nusra i virkeligheden er oprettet af den syriske efterretningstjeneste - efter instruktion af iranske eksperter.

Efter at have afsluttet sin militærtjeneste i 2007 kunne han ikke finde noget arbejde, hvorfor en onkel skaffede ham et i den syriske efterretningstjeneste. Efter de demonstrationer, der i 2011 skulle udløse borgerkrigen, blev det Jihads opgave at udspionere oppositionen og dens benyttelse af Facebook. Damsgård kan viderebringe Jihads oplysning om, at det syriske regime i virkeligheden stod bag et selvmordsattentat og en eksplosion, der blev tilskrevet islamiske regimefjendtlige grupper.

Efter at have overværet flere af sikkerhedstjenestens fanger blive banket, besluttede han at hjælpe oppositionen - han blev dobbeltagent, men fik så problemer med at angive sine nye forbundsfæller til regimet. Til sidst flygtede han i hemmelighed til Tyrkiet.

Særlig nær kom Puk Damgård til at stå storbykvinden Nour, der havde haft job i en bank, men som efter at have oplevet et bombardement af et børnehospital, erkendte, at hun ikke mere kunne fortsætte et ubekymret storbyliv, som medlem af en privilegeret samfundsklasse. Hun begyndte at arbejde som frivillig for nødhjælsorganisationer, men tilbragte også en periode som flygtning i nabolandet Jordan. Hendes mand kæmpede i oprørshæren.

Damsgård beretter også om de forfærdende gasangreb og blev overbevist om, at der i perioden december 2012-maj 2013 antagelig var 13 af disse angreb mod to bydele i Damaskus, i Homs og ved Aleppo. Fjernelsen af de kemiske våben fra syrisk territorium blev dog nærmest en slags parentes i den stadig forfærdende borgerkrig. Den får man alt i alt et meget tæt indtryk af gennem de mennesker, forfatteren, nu bosat i Cairo, er blevet fortrolig med. Den medrivende skildring fortjener en stor læserkreds.

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk