April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 

Beretning om menneskelig trofasthed og styrke, der trodsede GULAG

 

lovmigdukommertilbageOrlando Figes: Lov mig, at du kommer tilbage, 370 sider, Kristeligt Dagblads Forlag

 

Nok er fangelejre og forvisning som på Josef Stalins tid afskaffet i nutidens Rusland, men mange af dens reminiscenser består, så det er stadig vigtigt at tilegne sig viden om den sovjetiske diktators hæslige undertrykkelsessystem. Den britiske historiker Orlando Figes - navnkundig for sin gribende beretning Hviskerne, der tidligere har været anmeldt i GLOBAL - har i sin nyeste bog, Lov mig, at du kommer tilbage, beskrevet en enestående kærlighedshistorie gennem otte brydsomme år, hvor den ene af parterne var indsat i en af GULAG's lejre i delrepublikken Komi i det nordøstlige Rusland.

 

Takket være den russiske menneskeretsorganisation Memorial, fik Figes adgang til den totale korrespondance mellem to sovjetborgere, Lev og Svetlana, der var blevet gennemført på trods af den ellers strenge censur i Sovjetunionen. Parret havde som studerende mødt hinanden i Moskva i 1930'erne, men var først blevet adskilt ved Levs indkaldelse til militæret efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941. Det var slemt nok, at Lev blev krigsfange hos tyskerne og kom i koncentrationslejr, men værre på en måde, at han på grund af sine tyskkundskaber og rolle som tolk i fangelejren efter hjemkomsten til Sovjet blev antaget for at have været spion for tyskerne.

 

Ved Tysklands kapitulation havnede han endog i Tyskland kort tid hos de amerikanske tropper - og fik tilbud om at komme til USA. Men nej, han havde jo sin forlovede i Moskva, han ville hjem til. I stedet blev han ved en sovjetisk militærdomstol, uden noget som helst bevis, først dødsdømt som forræder, men omgående "benådet" til ti års straffelejr. Hen ved 20 mio. mennesker, hovedsagelig mænd, tilbragte en betydelig tid af deres liv i de sovjetiske straffelejre. I reglen havde de lov til at skrive eller modtage ét brev om måneden, men al korrespondance blev censureret.

 

Det enestående ved Levs og Svetlanas 1.250 breve var, at de var smuglet uden om censuren, og at eftertiden kom i besiddelse af en så omfattende brevveksling. Håndskriften var til dels vanskelig at tyde, ligesom kodeord og forkortelser, men Figes nåede at møde både Lev og Svetlana, der levede til hhv. 2008 og 2010. Herved kunne han få stillet mange væsentlige spørgsmål til fuld forståelse af Levs forvisning og datidens reaktion på de forviste, som ofte mødte store vanskeligheder efter løsladelsen - de kunne ikke bo i deres hjemby og havde svært ved at finde arbejde.

 

Det var opdagelsen i 1920'erne af store forekomster af olie, kul og mineraler i de barske nordsovjetiske områder ved Vorkuta og Petjora, der begrundede, at den unge sovjetstat oprettede fangelejre her. Og det var hertil, at Lev blev sendt for at arbejde på et savværk. Som fysiker fik han en ikke helt elendig status, fordi han blev medansvarlig for elektricitetsforsyningen. Etablering af jernbane og rejsning af fangekolonierne blev alt sammen foretaget med håndkraft - i perioder 24 timer i døgnet (hvoraf de 20 henlå i mørke, kun oplyst af arbejdernes bål). Hertil kom kuldegrader ned til minus 35 grader i vinterhalvåret. Men det var altså sket inden Levs ankomst.

Lev og Svetlana var to meget viljestærke og opofrende personer, hvis gribende historie her er gengivet på strålende vis. Uendelig mange brikker er føjet sammen, menneskelige følelser og vigtige omstændigheder gengivet til en helt igennem medrivende fortælling. Man får begreb om opofrelsens karakter, når man læser, at Svetlana i flere tilfælde begav sig på strabadserende togrejser på over 4000 kilometer for blot at være sammen med Lev nogle få dage. Hun udviste stor opfindsomhed og tålmodighed og løb flere risici ved at omgå diverse strikse regler under lejrbesøgene.

 

Da Lev blev frigivet i 1955, var han såvel som Svetlana blevet 38 år. De blev derfor gamle forældre til de to børn, som kom til verden få år derefter. Deres brevveksling er sammenlagt på flere tusinde sider og afdækker utrolig meget om livet i straffelejrene: Hun sendte fx mange pakker til Lev, der indeholdt mængder af sager, de forviste manglede. Eksempelvis kamme, tandbørster, tøj, medicin, bandager, nål, tråd, blyanter, aviser, bøger, brevpapir, madvarer… Men det var naturligvis kun fordi jerntæppet gik op i 1990/91, at denne fantastiske beretning om kærlighed og troskab har kunnet fortælles.

 

 

Når politisk undertrykkelse må vige for privates indsats

Det stillle oprørSteve Crawshaw & John Jackson: Det stille oprør, 221 sider, Forlaget Vindelsti.

 

Denne bog kunne have heddet rigtig meget andet, fx Det lille oprør eller David & Goliat… Dens tema er elsket af mange, der gerne vil levere en medrivende fortælling om det i udgangspunktet svage enkeltmenneske over for den mægtige stat - her med henblik på at få et diktatorisk undertrykkende regime til at give sig. Det leveres der omkring en snes velturnerede beskrivelser af.

 

De to forfattere, med menneskerettigheder som deres ofte behandlede emne, har arbejdet for bl.a. Amnesty International og for det britiske Christian Aid. De har ikke kun medtaget succeshistorier, men også beretninger, der alene illustrerer enkeltpersoners mod og betydning, fordi de har sat noget i gang. Her skal forsøges fremdraget nogle mindre kendte eksempler på sådanne beundringsværdige mennesker.

 

Sao Paolos katolske ærkebiskop, kardinal Paulo Arns, blev efter ophøret af det blodige brasilianske militærdiktatur 1964-79 oprørt over, at en række ledende officerer og andre af diktaturets håndlangere trods omfattende retssager blev siddende i deres stillinger. Han fik ved advokaters hjælp og i største diskretion formidlet lån af omkr. en million siders retsdokumenter og affotograferet disse. Generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd i Geneve fik hemmeligt overført hundredetusinder af dollars til finansiering af en bog, som dokumenterede den omfattende tortur, militæret havde udøvet.

 

Brazil Nunca Mais ("Brasilien: Aldrig mere" (tortur)) blev dog bevidst lavt profileret ved sin udgivelse: Ingen forhåndsomtale og ingen meddelelse om udgivelsesdagen. Dog nåede den i løbet af to uger op på landets bog-bestseller-liste, hvor den holdt sig i to år. Det er fint nok, at bogen nævner, at Brasilien kort efter bogudgivelsen underskrev FN's konvention mod tortur, men det bør tilføjes, at ingen torturbødler eller andre grove menneskeretskrænkere i Brasilien nogensinde er blevet straffet. Dog har et mindre antal torturofre eller familier til dræbte fået erstatninger.

 

Den 25-årig amerikanske jurastuderende Katie Redford hørte under et praktikophold i grænseområdet Thailand-Myanmar i 1993, om hvordan hundredetusinder af myanmarere flygtede ind i Thailand, fordi Myanmars hær, under arbejdet med at skaffe plads til en gasledning til det amerikanske selskab Unocal, ryddede hele landsbyer og jævnede dem med jorden. Tilbage på sit universitet i Virginia fandt hun en gammel lov fra George Washingtons tid om fremmedes (altså udenlandske borgeres) retskrav på erstatning (opr. brugt til pirateribekæmpelse).

 

Sammen med en privat organisation (ngo) Earth Rights International fik hun anlagt sag mod Unocal med det resultat, at en distriktsdomstol i Los Angeles bestemte, at amerikanske domstole kan dømme virksomheder i sager om delagtighed i overgreb, begået i udlandet. I 2004 indgik selskabet et udenretsligt forlig om et ikke offentliggjort beløb som kompensation - efter forlydende millioner af dollars. Det har betydet, at mange store selskaber engageret i omfattende projekter rundt om i verden - fx i Nigeria, Indonesien eller hvor det kan være - må tænke sig ekstra godt om for fremtiden.

 

Der er striber af andre fascinerende beretninger, om modige enkeltpersoner, som hjalp jøder i ikke blot Danmark, men fx Ungarn, Bulgarien og Tyskland selv fra døden i de nazistiske udryddelseslejre, om afro-amerikanere, der fik sat skub i den borgerretsbevægelse, som fik raceskellene i USA ophævet, om modige unge kvinder, der har trodset Taleban-kvindeundertrykkelsen, om et tjekkisk hold musikere, som satte sig op mod kommunismens repression i Østeuropa osv. osv. I nogle tilfælde er historierne lige lovlig kortfattede - og virkningen af denne og hin modige handling ikke passende fulgt op - nyttede det så virkelig noget? Fx berettes interessant om en større gruppe kvinders fysiske gennemtvingelse af en fredsforhandling (ved barrikadering af døre) til at gøre en ende på borgerkrigen i Liberia. Men vi får ikke med, at den tidligere præsident Charles Taylor ved det internationale straffetribunal vedr. Sierra Leone i 2012 blev idømt 50 års fængsel.

Denne udmærkede lille bog viser, at det i kampen mod uretten gang på gang har vist sig, at hvad meget rationalistiske mennesker anså for umuligt, alligevel ved snarrådighed kunne lade sig gøre. Så som at vælte en diktator!

 

Kina - magtfuld eller farlig, eller begge dele?

kinas_sikkerhedspolitik_stabilitet_og_spandinger-bertel_heurlinKinas sikkerhedspolitik - stabilitet og spændinger, redigeret af Bertel Heurlin, 341 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

 

Med titlen på denne bog sigtes til en beskrivelse af giganten Kinas position og interesser i en verden under forandring. Ordet sikkerhedspolitik skal med andre ord  tages i sin videste betydning. Og læserne får besked af en indsigtsfuld gruppe eksperter i moderne historie tilsat militærfolk, som har indgået i et forskningsprojekt under Center for Militære Studier ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Alt sammen styret af historieprofessor Bertel Heurlin. Centret finansieres gennem Forsvarsministeriet. Det kan vel berolige én og anden fredsven, at dette ministerium altså lægger penge til videnskabelige sysler, som afdækker konkurrerende magters styrke, i det væsentlige gennemført af civilister, og uden at så meget som et skud er løsnet.

 

Bogen peger prægnant på, at Kinas følelse af at være spydspids i en socialistisk verdensrevolution blev forladt efter Mao Zedongs død i 1976. Med en erkendelse af, at hans politik havde ført befolkningen ud i armod indledtes i 1970'erne økonomiske reformer med tilkomst af udenlandske investeringer.

 

Efter at folkerepublikken Kina i 1972 havde indtaget den plads i FN, Taiwan (med USA's opbakning) havde haft siden 1949, formuleredes, hvad der er blevet kaldt Treverdens-Modellen, hvor Kina blev grupperet med Den Tredje Verdens lande (man kunne underforstå som en slags ledermagt, hvad bogen dog ikke kommer ind på), mens USA og Sovjetunionen iflg. bogen så var Den Første Verden, de udviklede lande Den Anden Verden (andre forskere har henregnet Vestmagterne inkl. USA til Den Første Verden, Sovjet til Den Anden).

 

Når bogen påpeger, at kineserne i dag føler, at deres sikkerhed styres af markedskræfterne, må læseren forstå just brugen af termen sikkerhedspolitik, som meget bred. Den 'markedslogik', som vestlige kulturelle og religiøse normer har dannet, adskiller sig imidlertid meget fra kinesisk tradition. Men hvis Kina vil nyde godt af det kapitalistiske verdensmarked, er det et spørgsmål, hvor meget det kan fastholde sin egen politiske og nationale identitet.

 

Selv om Kina i dag ikke længere er et autoritært regime, så udøver det kommunistiske parti fremdeles en udstrakt meningskontrol med den offentlige debat. Her indgår den knæsatte forståelse af Kina som "en ansvarlig og fredelig stormagt". Som illustration heraf har det påtaget sig internationale forpligtelser, som iflg. bogen rækker ud over, hvad man kunne forvente af et land på Kinas udviklingsniveau. Mest iøjnefaldende i form af deltagelse i FN's fredsbevarende styrker (hvor Kina har bidraget med 2000 personer til logistik-, observatør-, læge- og politiopgaver).

 

Naturligt nok dvæler bogen en del ved den 'dyst', som Kina har med Japan om diverse øer i Det Østkinesiske Hav, begge stater gør krav på et område på ca. 210.000 kvadratkilometer. Der er tale om overlapning af, hvad de kræver af eksklusive økonomiske zoner. Japan hævder midtlinjeprincippet mellem de to landes kyster, mens Kina beregner sit havområde baseret på en forlængelse af dets fastlandssokkel. Just Det Østkinesiske Hav er siden slutningen af 1960'erne beregnet til at indeholde store gas- og olieforekomster foruden fisk.

 

Under en nærmere beskrivelse af forholdet til Rusland anføres, at kineserne finder, at russerne favoriserer Indien med højteknologiske våben, uanset at Kina længe har forhandlet med Rusland om udviklingen af femte-generations kampfly. Der er tale om magtfordelingspolitik på højt niveau set fra Moskva, forstår man… Det skal lige med, sådan som bogen nævner, at Kinas brud med Sovjet tilbage i 1960 blev en fordel for den dansk-kinesiske handel, fordi Danmark var kategoriseret som et teknologisk avanceret land.

 

Den kinesiske flåde betegnes som et centralt element i den sydøstasiatiske magtbalance. Kineserne ruster sig iflg. bogen til at blive en trussel mod den ellers anerkendte amerikanske overmagt. De forsøger således at håndhæve et kinesiske søterritorium med tilgrænsende zoner helt ud til 2000 km fra det kinesiske fastland, ide de har renoveret et tidligere sovjetiske hangarskib på omkr. 60.000 tons, men yderligere fem-seks hangarskibe er under konstruktion. Der er dertil god grund til at forvente, at Kina vil udvikle et kapabelt missilforsvarssystem.

 

Kinas energiforbrug er i løbet af de sidste 20 år blevet tredoblet som følge af den økonomiske vækst på gennemsnitlig 10 pct. om året. Mens Kinas BNP i 1990 udgjorde 1,8 pct. af verdens BNP, udgjorde det i 2010 7,5 pct. Dette har så betydet, at landet er blevet nettoimportør af kul, olie og naturgas. Halvdelen af Kinas BNP er i dag afhængig af den internationale skibstransport.

 

Sammenfattende hælder bogen til at verden er på vej til en multipolaritet, dvs. at også Kina, uanset sin vældige fremgang, erkender, at verden efter ophævelsen af dysten mellem de to stormagter USA og Sovjetunionen, er på vej til at bestå af en række stormagter, så som USA, Rusland, Kina, Indien, Japan og EU.

 

Den indholdsrige bog er skæmmet af en uacceptabel stor brug af anglicismer. Man kan vel ikke gå ud fra, at kineserne sådan går rundt og taler om fx People's Liberation Army. Det vrimler med peace, development og andre ganske almindelige ord og termer, der mageligt kunne være gengivet på dansk. Andre steder i bogen kører den i en slags "verbal tomgang", hvor de samme udtryk (så som ordene revolution eller omlægninger) gentages til ulidelighed. Det skæmmer et ellers væsentligt bidrag til at forstå den asiatiske kæmpe, der rejser sig på godt og på ondt.

 

Tortur og henrettelser florerede under den kinesiske 'kulturrevolution'

maos rigeTorbjørn Færøvik: Maos rige - en lidelseshistorie, 573 side, Sohn.

 

Mao Zedong er i dag historie - men en historie, hvis rædsler ikke står nær så skarpt i bevidstheden hos omverdenen som med hans to diktatorkolleger Hitler og Stalin. Den norske historiker og journalist Torbjørn Færøvik har i denne store bog kastet et meget skarpt lys på Kina i perioden under Mao, dvs. årene 1949-1976. Maos regime var præget af forskellige store 'kampagner', som skulle befæste det kommunistiske styre, hvoriblandt Det store Spring Fremad var særlig grufuld. Under denne skønnes over 40 mio. mennesker at være sultet ihjel.

 

Mens kommunismen under Sovjetunionens skabelse i 1920'erne satsede på arbejderne, så blev det bønderne, der bar den kinesiske kommunisme frem. De mange tanker om det kollektive, om Folkekommunerne, slog vældig an, men udviklingen indebar - akkurat som Sovjetunionens Stalin praktiserede det i 1930'erne - at det hidtidige ernærings- og forsyningssystem brød sammen inden de nye samfundsformer var på plads.

 

En folkekommune kunne have op til 23.000 indbyggere, i 1958 var næsten alle landets bønder indlemmet i landets omkr. 26.200 folkekommuner. De store tal underbyggede det selvsving, som så at sige greb store dele af befolkningen, eller måske rettere myndigheder og medier. En lind strøm af høje procentstigninger og produktionstal havde et fast fundament i fantasien, men - som bogen anfører - "sulten gnavede i millioner maver".

 

Da 'Det store Spring Fremad' blev indledt, tog mange mennesker, der boede i Kinas grænseområder - og det vil i stor stil sige folk fra landets etniske mindretal - flugten til Vietnam, Burma, Laos og Sovjetunionen. Blandt disse flygtede over 100.000 tibetanere, især til Indien. Samtidig med den udbredte sult i Kina fortsatte staten med at eksportere ris og andre madvarer til de kommunistiske satellitstater i Østeuropa.

 

En betydelig del af den store bog beskriver hvordan Mao - igen fuldstændig som Stalin - mistænkeliggjorde, forfulgte og gjorde "helvede hedt" for nogle af sine nærmere politiske fæller.

Særlig markant er nok Liu Shaoqis (1898-1969) skæbne. Han blev det kommunistiske Kinas præsident i 1959, men kom på kant med Mao, fordi han ganske enkelt ikke ville godtage det kommunistiske partis evindelige bortforklaringer af den udbredte nød og elendighed, ikke mindst i landdistrikterne. Nej, det var ikke "det dårlige vejr", som var skyld i det.

 

Liu  blev - uden formelt at være frataget præsidenthvervet - sat i husarrest og i sine sidste leveår kastet i fængsel og underkastet tortur.  Han blev støttet af Deng Xiaoping, som endog fastslog, at private jordbrug var i orden, "så længe det fremmede produktionen". Deng blev - helt modsat andre "partispidser - kastet ud i det politiske mørke hele to gange, men også hentet tilbage til den politiske styring af Kina to gange.

 

'Det stor Spring Fremad' førte ligeledes til ødelæggelse af landets bygningsmasse. Eksperter anslår, at 30-40 pct. af alle bygninger på landet blev lagt i grus. Millioner af bønder blev tvunget fra hus og hjem for at bo under tag med andre. Flere familier måtte dele ét værelse og pådrog sig farlige sygdomme. Selv om Mao blev gjort bekendt med dette, reagerede han ikke. Hundrede tusinder mennesker flakkede hjemløse rundt selv i vinterlig kulde.

 

Efter mange forskellige 'massemobiliseringer' - mod gråspurve, mod fluer, for smelteovne i hver en familie osv. osv. - fik Mao vendt en begyndende opposition mod sig fra ledende partifolk til nyt massehysteri, sidenhen sammenfattet under navnet Kulturrevolutionen. Ganske som Stalin så trotskister (påståede tilhængere af Leon Trotsky) overalt, så fik diverse formationer af rødgardister vind i sejlene ved vildt opdigtede påstande om 'fraktioner af klassefjender, efterkommere af godsejere, revisionister' osv.

 

Rivaliserende rødgardistbrigader gerådede i meget blodige træfninger med benyttelse af alskens våben: Spyd, økser, hakker, knive, pistoler og geværer; mange mennesker blev hængt, kvalt eller banket ihjel. Et sådant opgør i Maos hjemprovins Hunan krævede eksempelvis 4500 dødsofre. Mao selv talte iflg. bogen bestandig med to tunger, fordømte eller nærmest anbefalede vold, sådan på skift. Kulturrevolutionen lagde al undervisning død i flere år. Dens almene ødelæggelser af uddannelse og produktionsliv førte til dens afslutning i 1969.

 

Dens mange grufulde følger, dens generelle destruktion er her alene forklaret med Maos ønske om at cementere sin position.  Det forekommer mig noget forenklet, uanset Færøviks enorme viden og væld af blodige som ublodige detaljer. Det er også rigtig svært at fatte, at alene nogle få forenklede 'budskaber' om Maos genialitet som folkefører, og hans enkle tale i "Maos lille røde" kunne igangsætte dette massehysteri. Visse grundfæstede forskelle mellem de sociale klasser må også have spillet ind.

 

Når man betragter gigantdemonstrationer, som fx har tvunget filippinske, italienske eller ukrainske statsledere fra magten i vor tid, er det uhyggeligt at betænke, hvordan ukontrollable menneskemasser i Kina kunne piskes op til et sådant had, at man offentligt ydmygede statens højest rangerende personer uden nogen form for faste beviser. Selv om denne omfattende bog ikke bringer voldsomt meget nyt om årsager endsige rationelle forklaringer, så har den dog sin styrke ved detaljerigdommen.

 

Også de voldsomme sammenstød med Sovjetunionen, mest verbalt, men også i form af væbnede grænsestridigheder, får indgående omtale. Situationen blev i perioder så tilspidset, at Kina på en måde følte det lettere at kommunikere med amerikanerne.  En styrkelse af Mao-Kinas internationale position fandt sted, da USA's præsident Richard Nixon - efter længerevarende hemmelige forhandlinger - accepterede, at dette land indtog Kinas plads i FN i 1971.

 

Ovennævnte Deng var mand for at få kineserne til at få øjnene op - fjernt fra Maos verdensfjerne selvros: Det Kina, som i fordums tid opfandt krudtet, kompasset og papiret, havde i 1970'erne blot 200.000 videnskabeligt ansatte, mens USA havde 1,2 mio., et land som havde en langt mindre befolkning. Læs selv videre i denne dybtgående, mesterlige skildring af en epoke, så fyldt med menneskelig smerte og nedværdigelse, at man næsten ikke fatter det.


På flugt alene med frygt i sin bagage

forfulgt_en_datters_gribende_historie-mahtob_mahmoodyMahtob Mahmoody: Forfulgt, 350 sider, Gads forlag.

 

Denne er strengt taget ikke nogen politisk bog, men en levnedsbeskrivelse, som illustrerer vældige konsekvenser af et transnationalt ægtepars skæbne i skyggen af storpolitikken. Og ikke mindst den frygt hos et barn, som en forælders magtfuldkommenhed kan udløse. Forfatteren er nemlig den datter, hvis amerikanske mor i 1985 med hende flygtede ud af Iran - væk fra en iranske ægtemand, der ville tvinge dem til at blive boende i Iran mod deres vilje.

 

Nu få vi hele historien én gang til, men "set fra børnehøjde", altså begyndende med den dengang femårige amerikansk-iranske piges briller. Og så beretningen om, hvordan den dramatiske flugt kom til at påvirke mors og datters videre liv, efter at de var vendt tilbage til USA. Har det noget med internationalt samarbejde at gøre, kan man spørge? Både ja og nej. Umiddelbart er det ikke et stats- eller regeringsanliggende, at to mennesker fra hver sit land danner par og får børn.

 

Men det har vist sig, at disse internationale forbindelser på det personlige plan ikke helt sjældent har udløst store dramaer, særlig når de går op i limningen og kampen  om ét eller flere børn begynder. Hele verden blev i sin tid engageret i bogen og filmen med titlen "Ikke uden min datter", som i virkeligheden sigtede til, at den iranske ægtemand, der efter et længere ophold og god uddannelse i USA var vendt tilbage til Iran, godt ville lade sin amerikanske hustru vende til bage til USA, men ikke medbringende deres fælles datter.

 

I dag er Mahtob Mahmoody psykolog og veletableret i USA. Men den velskrevne og medrivende beretning viser, at det både for hende og hendes mor tog ganske lang tid at frigøre sig fra, hvad man kunne kalde "faderens skygge", dvs. frygten for at han skulle dukke op i USA og bortføre Mahtob til Iran.

 

Forfatteren konstaterer som det første i sin bog, at hun i en alder af 32 år må konstatere, at hun har flyttet 32 gange! Indimellem ikke frivilligt, men af frygt for at faderen var "lige om hjørnet". Moderen løb ingen risiko efter sine traumatiske oplevelser i Iran. Men eftersom hun pga. af bogen og filmen blev en meget offentlig person, ikke blot i USA, havde hun vanskeligt ved at leve helt skjult. Nok kom den iranske far og ægtemand ikke, men han telefonerede eller prøvede på det.

 

Moderen engagerede sig som tiden gik i de problemer, andre amerikanske kvinder mødte ved skilsmisse fra en udenlandsk mand, som havde bortført et fælles barn eller havde planer om det.

Datteren inkarnerede sine følelser for den far, som i virkeligheden elskede sit barn, men på egne betingelser, i et dybt had. Dette var, som bogen fremstiller det, på ingen måde en genspejling af moderens følelser, idet hun aldrig formulerede kompakte negative følelser for den iranske mand.

 

En gammel ven af faderen engagerede sig tæt på dennes død i 2009 i en korrespondance, der afspejlede faderens følelser, og hans ringe forståelse for mors og datters skræk for ham og modstand mod at dele en tilværelse med ham i Iran. Det skal så erindres, at faderen havde taget dem med til Iran under foregivende af, at det drejede sig om et par ugers besøg.

 

Det psykologiske nærvær, atmosfæren, de modstridende følelser, alt dette og mere til er gengivet med en sådan nerve, at læseren hele tiden "er med", man fristes til at sige at stilen bringer Stefan Zweig i erindring.  Og det selv om "spændingen" kun er i fantasiens rige.

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk