April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

Juni 2017

 

Danske vurderinger af FN's 17 nye mål for bæredygtig udvikling

Steen Hildebrandt (red.) Bæredygtig global udvikling - FN's 17 verdensmål i et dansk perspektiv, 495 sider, DJØF Forlag



SHI en mastodont af en bog er her samlet bidrag fra 35 af Danmarks førende eksperter på det vigtige og meget omdiskuterede område: Bæredygtig udvikling. Den kan være tung at komme igennem, men det er nødvendig læsning for alle med et engagement i de mangeartede forsøg på at forbedre livsvilkårene for verdens befolkning.


Bestræbelser på at fremme bæredygtig udvikling kan på en måde ses som en fortsættelse af den interesse for miljøet, som i 1960'erne voksede frem i Danmark. Som påpeget af bogens redaktør, professor Steen Hildebrandt, blev FN-konferencen om 'det menneskelige miljø' (Human Environment) i Stockholm i 1972 en markant begivenhed, man kunne næsten kalde den et startskud på koordinerede internationale tiltag for miljøbeskyttelse og udvikling.

 

Når man ikke i dag kan tale om en universel fødevaresikkerhed, så kan det udledes af manglen på bæredygtige produktionsmetoder til at levere fødevarer. 800 mio. mennesker på vor klode får ikke nok mad, og det forventes, at denne kategori vil stige i årene op til 2050. En stor del af moderne landbrug udnytter ressourcerne for intensivt, hvad der fører til udpining af jord og vandressourcer samt forurening af det omliggende miljø.

 

Når antallet af underernærede i verden i dag er så stort - de fleste bor i u-landene - er det forstemmende, at omtrent en tredjedel af verdens fødevarer aldrig bliver spist, bl.a. på grund af utilstrækkelig oplagring. I den rige verden har velstanden udløst et nok så bekendt fødevarespild, der i i-landene er opgjort til 100 kg pr. indbygger pr. år, mod fx i Afrika 10 kg.


Verdenssundhedsorganisationen WHO har udregnet, at ca. 23 pct. af alle dødsfald, og ca. 22 pct. af hvad der kaldes 'den global sygdomsbyrde', kan tilskrives miljøfaktorer, som ville kunne afhjælpes ved målrettet indsats. En overgang til ikke-forurenende energikilder vil være nødvendig for at mindske den fremtidige byrde af astma, kroniske åndedrætslidelser og visse kræftformer. Det drejer sig ikke mindst om luftforurening.


Mens der i de seneste årtier på verdensplan er sket en betydelig forbedring i adgangen til rent vand, så er det dog stadig sådan, at 2,4 milliarder mennesker ikke har adgang til brugbare toiletter og latriner. 45 milliarder liter vand går iflg. Verdensbanken til spilde på daglig basis, mens det er på vej ud til forbrugerne. Denne mængde er beregnet til at kunne dække 200 mio. menneskers daglige behov. Firmaet Grundfos viser et eksempel på, hvad der kan komme ud af, hvad der kaldes "globalt, innovativt samarbejde". Det installerede et vandforsyningsanlæg i Kenya med kenyanske partnere. Den største udfordring forbundet hermed var at udvikle en forretningsmodel til at finansiere anlægget. Enden blev, at brugerne dannede så et kooperativ, som optog lån til finansieringen.


Når den danske regering har forpligtet sig til investere betydeligt i forbedringer af pigers og kvinders uddannelsesmuligheder, løn og arbejdsvilkår, så står det iflg. bogen i grel modsætning til, at mindre end 2 pct. af udviklingshjælpen 2012 og 2013 gik til projekter, der prioriterede ligestilling mellem mænd og kvinder. En gennemgang af udenrigsministeriets såkaldte Open Aid-database viser, at regeringen har indstillet støtten til 17 kvindeprojekter i u-lande.


Det er langt mere kendt, at der mangler vand, end at der mangler energi i vor verden, men mere end én milliard mennesker har ikke adgang til energi, og næsten tre mia. koger dagligt deres mad over åben ild. Herved må bemærkes, at kvinder, ofte med et barn på ryggen, udsættes for sundhedsskadelig røgforurening, som giver luftvejssygdomme og et kortere liv. Der er imidlertid mange indikationer i retning af at energiproduktionen er ved at blive omlagt. Fra en tidligere udtalt fokusering på kul, tvinges selskaber over i vedvarende energi bl.a. gennem højere CO2-priser.


Bogen vil vide, at Danmark traditionelt har ligget bagud med bæredygtig energi sammenlignet med de øvrige nordiske lande. Det har sin rod i, at en stor del af vores energiproduktion hidtil har været baseret på olie og gas. Men situationen er dog ved at ændre sig, fordi de fleste kulværker er lukkede eller i færd med at blive ombygget til biomasse. Alt i alt har Danmark ligesom Norge imidlertid satset på olie og naturgasudvinding. Sammen med Sverige har vi ambitiøse mål for vedvarende energi i perioden op til 2050, som er så store, at vi skulle kunne opfylde FN's mål. Landvindmøller vil komme til at spille en ikke ringe rolle: Omkostningerne for vindproduktion er faldet med 50 pct. siden 2009, og det er nu sådan at vindmøller giver billigere strøm end den fra kul, olie og gas.


Udviklingen af bæredygtige forbrugs- og produktionssystemer, som skal tilfredsstille ikke alene en voksende befolkning, men også et voksende forbrug, kræver at vore miljøeffektivitet bliver 4-20 gange større i det næste årtier, hedder det i et ikke overpræcist udsagn i bogen. Der er stort behov for et bedre samspil mellem de centrale aktører: Virksomheder, myndigheder og forbrugere. Det er mildest talt lettere sagt end gjort. Det anbefales at udvikle og gennemføre en national handlingsplan, der inddrager disse aktører. Og Danmark har stor viden og erfaring, inden for hvad der kaldes 'de centrale teknologier for vand, fødevarer og så det, der lidt svævende betegnes som 'proces- og produktionsoptimering'.


Til en forståelse af FN's nye verdensmål tjener, at Kina i det 21. århundrede er blevet verdens største udleder af CO2. Selv om man gør tallene op på antal ton pr. indbygger, udleder hver kineser i gennemsnit mere end europæeren - men stadig kun det halve af en amerikaner. Men det, der kan sammenfattes som 'klimaudfordringen', kan imidlertid kun tages op, hvis alle bidrager til det. Heri ligger så også, at opdelingen af verden i syd og nord giver mindre og mindre mening, man kan også sige, at den traditionelle opdeling i i- og u-lande er ved at blive forældet.


Det er først og fremmest erkendelsen af, at hvad det ene land gør på det økonomiske område indvirker på andre. Men heri fletter sig tiltag på klimaområdet, som måske mere end noget viser, at staternes skæbne indvirker på hinanden. Vi skal endvidere lære, at det var på klimakonferencen i Paris i 2016, at staterne traf beslutning om fremtidens "lavudslip-samfund". Bogen giver på mange måder udtryk for, at vi skal helt væk fra afhængigheden af fossile brændstoffer. Man skal dertil mærke sig EU's bindende 2020-mål om en 20 pct.s CO2-reduktion, 20 pct. vedvarende energi og 20 pct. energieffektivisering - og derpå påbuddet til EU-landene om frem til 2030 at nedsætte udslippet med mindst 40 pct.


Bogen belærer os om, at vores planet har 1,2 millioner arter, men at der sandsynligvis findes op mod 9 millioner i alt. Vi er i den ejendommelige situation, at størstedelen af livet på jorden - trods flere hundrede års forskning - endnu er ukendt af videnskaben. Det drejer sig mest om insekter og andre smådyr og mikrober, men der opdages også løbende nye arter af planter, endda træer. Summen af alle disse arter udgør økosystemerne.


Formelt indgår bæredygtighed i forretningsstrategien for mange af Danmarks største virksomheder. Således har 1100 af dem siden 2012 skullet rapportere om deres såkaldte 'CSR-aktiviteter' (tiltag for fremme af socialt ansvar). Selv om 'afrapporteringen' om 'ansvarlig vækst' mv. er fundet tilfredsstillende, er der dog iflg. bogen behov for større åbenhed om firmaernes politiske interesser og visioner. Den private sektor skal i langt højere grad gøre noget for at præge den økonomiske udvikling og beskyttelsen af miljøet i dialog med folkevalgte politikere, hedder det.


Til at måle den udvikling, som forskellige initiativer frem mod 2013 udmønter sig i, er de 17 verdensmål blevet underinddelt i 169 delmål, som i nogle tilfælde er defineret som kvantificerbare udsagn. Denne 'identifikationsproces' er foretaget i den såkaldte Inter Agency and Expert Group (IAEG), hvori 27 lande har sæde. Med den bredde 2030-målene inkl. delmålene har, har drøftelserne ikke kun vedrørt teknologiske enkeltheder, men også mere almene menneskelige emner, så som retten til abort og til reproduktiv sundhed.


Blandt de mange forfattere til bogen finder man Jonas Christoffersen, Lars Engberg-Pedersen, Connie Hedegaard, Mogens Lykketoft og Knud Vilby for nu blot at nævne nogle, som er kendt af den brede offentlighed. Bogværket er præget af stor saglighed og formidler enorme doser af viden, som ikke ellers er lettilgængeligt, hvis man ikke er fagmand. Dets budskab er lige så klart som det er vigtigt. Læs bogen, selv om den kan være sej at komme igennem!

 


Modig eksil-syrisk kvinde beretter fra sin martrede hjemstavn

Samar Yazbek: Over grænsen - Beretning fra mit Syrien i ruiner, 334 sider, Kristeligt Dagblads Forlag.

 

 

syrien

Det er frem for alt enormt modigt. At tage tilbage til det borgerkrigshærgede Syrien, efter med en datter at være flygtet fra det. Men for den syriske journalist Samar Yazbek forvandt aldrig den tanke, at hun måtte tilbage for at gøre en indsats for demokrati - selv om det syntes håbløst. De mange nærbilleder, hun giver i sin bog, tjener som supplement til dagspressens løbende strøm af nyheder om bombardementer, forfølgelser, og drab som følge af krigen.


Allerede et år efter, at hun i 2011 var flygtet til Frankrig, vendte hun tilbage på besøg. Hun havde deltaget i demonstrationer mod det forhadte Assad-styre og blev derfor forfulgt af den syriske efterretningstjeneste Mukhabarat. Hun ville oprette kvindeprojekter i områder, der var kommet under Den Frie syriske Hærs herredømme. Hun havde langt inden borgerkrigen et navn som menneskerets- og kvindesagsforkæmper, havde skrevet flere bøger og noveller på arabisk.


Det skulle vise sig vanskeligere, end hun havde troet, at komme i kontakt med hendes kvindelige landsmænd, at komme ind i deres huse. Hertil kom, at en del af dem, der var blevet enker, ifølge islamisk lov ikke måtte se nogen mand i fire måneder og ti dage efter enkestandens indtræden. Hertil kom megen uklarhed om hvem, der i virkeligheden tilhørte Den Frie Syriske Hær. Betegnelsen dækker, som hun skriver, over en yderst blandet samling grupper med varierende karakteristika og holdninger. Krigerne er "bare" helt almindelige mennesker, som har fundet sammen - nogle tilslutter sig, af hvad hun kalder revolutionens moralske principper, mens andre helt har mistet blikket for dem.


Hun må under sine rejser rundt med soldater fra oprørsstyrkerne erkende, at der i mange tilfælde gøres kort proces med modstandere fra den syriske hær. Hun var således tæt på en situation, hvor 12 af Assads tilfangetagne soldater ganske enkelt blev henrettet. Under sin uforfærdede færden tæt på krigszonerne hørte hun også om de udenlandske krigere, der bad familier om at finde martyrenker, de til gengæld for penge kunne gifte sig med. Noget mange familier afviste, men en del dog tog imod. Et udtryk for at en konflikt som den syriske borgerkrig indvirker på utallige andre måder end simpelthen at såre og dræbe mennesker.


I begyndelsen regnede den opposition som tog form efter de første fredelige anti-Asssad-demonstrationer i juli 2011 med, at regimet ikke ville kunne holde stand og heller ikke at ville gribe til en militær nedkæmpelse af regime-modstanden. Indledningsvis plyndrede oprørerne så militærdepoter, hvorefter officerer og menige begyndte at desertere fra Assads hær. For at holde militæret på afstand fra demonstranter anbragte oprørerne miner, lavet af sukker, kunstgødning og andet, der blev tilsluttet foran militærkøretøjerne.


Gennem samtaler med krigens aktører lykkes det forfatterinden at komme tæt på de krydsende politiske og religiøse konflikter, herunder også relationen til IS, som ganske indgribende medvirker til at komplicere konflikten. Som hun skriver, "de ekstremistiske religiøse militser med alle deres fraktioner havde forvandlet sig til et rasende mangehovedet uhyre". Børn helt ned til 16 år går rundt med våben, tyvebander antager fornemme navne efter fiktive bataljoner. Sådan blev Yazbeks Syrien et helt igennem fraktioneret land, skåret op på kryds og tværs, domineret af rivaliserende militser.


En person som denne engagerede syriske kvinde har ikke kunnet undgå af føle splittelse. Som hun skriver: "Jeg var både på jagt efter en identitet og på flugt fra en identitet". Hun var efter sit seneste besøg i 2012 kommet til at skulle acceptere at være i eksil. Drømmene om revolution var knust. Mange spørgsmål hænger stadig i luften, så som hvem finansierer ISIS, hvem finansierer al-Nusra-fronten? Ingen tvivl om, at hun daglig plages af et utal af spørgsmål og minder om hendes landsmænds uendelige lidelser og afsavn. Hun har leveret et stærk, ja medrivende dokument om barbariet i Syrien.



Det 20. århundredes første store katastrofe

Ian Kershaw: Den store katastrofe - Europa 1914-1933, 352 sider, Gads Forlag.



Den store katastrofe_TRYKMange, ja nærmest utallige bøger har beskæftiget sig med den katastrofe 1. Verdenskrig sænkede over Europa, men der synes stadig at være behov for nye dissekeringer. Den fremtrædende britiske historiker Ian Kershaw har kaldt sit bogværk To Hell and Back, idet der, som det fremgår af forordet, er tale om et tre-binds-værk, der rækker helt op til efter 2. Verdenskrig. Men den netop udkomne danske udgave Den store katastrofe dækker altså kun op til tiden omkring Hitlers magtovertagelse, hvorfor titlen virker lidt skæv.


Kershaw nyder stor international anseelse, men erkender beskedent i sit forord, at det er begrænset, hvad han har bedrevet af helt selvstændig forskning af den periode, bogen strækker sig over. Bogens første to sider viser et stort Europakort, som det så ud i 1914 - og også dens to sidste sider viser et Europakort, men det er præcis det samme, altså fra 1914. Mere pædagogisk ville have været at vise et kort fra fx 1920, altså ét, der viste hvordan en stribe nye stater var opstået: Estland, Letland, Litauen, Finland, Tjekkoslovakiet osv.


Der er tale om den "moderne" måde at skrive historiebøger på, dvs. uden fodnoter og uden præcise kildeangivelser. Den eneste antydning af kilder er små stjerner i den fyldige litteraturliste - de er sat ud for de bogværker, Kershaw direkte har bragt samtidige citater fra. Med Kershaw ved hånden kan vi imidlertid alle få en bedre indsigt i, hvilke dybere årsager der lå til grund for 1. Verdenskrig - på rigtig lang sigt vigtigt for at forstå det 20. århundrede og dets fortsættelse op til vor tid.


Østrig-Ungarn følte sig i 1914 truet af Serbiens voksende magt, delvis stimuleret gennem serbernes vrede over østrigernes annektering af Bosnien-Hercegovina i 1908. Samtidig blev Rusland erkendt som en trussel, fordi det ønskede at forhindre østrig-ungarsk dominans på Balkan. Storbritannien var på sin side opsat på at forhindre russisk kontrol med de tyrkiske stræder, dvs. Bosporus og Dardanellerne, som kontrollerede adgangen til Middelhavet og Mellemøsten. Rusland frygtede tysk kontrol med Balkan, Frankrig, som havde tabt den fransk-tyske krig 1870-71, frygtede generelt Tyskland, som havde oprustet voldsomt.


Værst var det måske, som Kershaw skriver, at ikke kun Europas herskende klasser havde en forventning om et kortvarigt heroisk krigseventyr, men at også store dele af den brede befolkning nærmest var euforiske ved tanken om hurtige sejre på slagmarken.

 

Krigsbegivenhederne kan ifølge sagens natur - en kortere anmeldelse - kun strejfes her. Omtalen af, hvad der almindeligvis kaldes tyrkernes folkedrab på Osmannerrigets armenske befolkning, forekommer mig lovlig kort, selv om det bliver klart, at denne folkegruppe i årevis havde været udsat for blodig undertrykkelse af tyrkerne.


Kershaw giver en del statistik for faldne for de forskellige krigsførende magter og noterer krigens gang i store træk, men det er svært at bevare et overblik, eftersom han ikke betjener sig af underafsnit eller kursiv til at fremhæve noget som helst. Der er ganske få illustrationer og ingen nævneværdig personkarakteristik. Det er imidlertid interessant, at forf. giver en del plads til at omtale de mange negative virkninger den store krig havde ud over krigsbegivenhederne. Så som hvad det kostede: Militærudgifterne lagde beslag på 59 pct. af det tyske bruttonationalprodukt, 34 pct. af det franske, 37 pct. af det engelske. Krigens omkostninger var astronomiske, de svarede til alle landes samlede nationalgæld fra slutningen af 1700-tallet til 1914, og overalt steg statsgælden enormt. Det kom til enorme folkeflytninger: Fra Baltikum deporterede russerne over 500.000 baltere og 730.000 polakker til det indre Rusland.


I alle lande oversteg antallet af sårede, lemlæstede og invalide langt de faldne. Kershaw opgiver tal for alle slags tragiske krigsfølger: Krigsenkerne, de forældreløse, folk, der havde mistet synet, eller fik amputeret lemmer. Han lægger hertil, hvad han kalder "territorial-amputationer" - det var der lidt af i Vesteuropa, men østpå betød det nærmest et nyt Europakort (det, bogen burde have vist!): Tysklands afståelse af Vest-Preussen til Polen var blot et eksempel. Mærkelig nok kommer han ikke så meget ind på de gigantiske krigsskadeserstatninger, Tyskland iflg. Versailles-traktaten blev pålagt.


De tal, han angiver for det stalinistiske Sovjetunionens tvangskollektivisering, og hvad man kunne kalde tvangsindustrialiseringen - alt sammen med katastrofale følger for landboerne, forekommer mig noget tilfældige - her mangler virkelig kilder. Mændene i Kreml var besat af tanken om at eksportere korn til udlandet for at få fremmed valuta, hvorfor bønderne blev pålagt urealistiske produktionskvoter. Den kunstige forarmelse af veldrevne selvejerbrug ikke mindst i Ukraine førte til et rædselsvækkende og omfattende hungersnød.

Hvor mange ofre, det førte til er usikkert, Ukraine har - hvad Kershaw ikke direkte nævner - talt om et folkedrab, Holodomor på ukrainsk, som iflg. mange kilder tog livet af omkr. seks mio. mennesker. Denne bog anfører endnu værre forhold i Kasakhstan og det nordlige Kaukasus og et samlet tal på omkr. tre mio. ofre. Dengang vidste næsten ingen mennesker i Vesten noget om det, for, som forf. anfører, så fik kun få udenlandske iagttagere mulighed for at referere dem. Lidt eufemistisk udtrykt: Men reelt afskar Stalin udenlandske journalister adgang til disse dele af Sovjetunionen.


Finanskrakket i New Yorks Wall Street i 1929 blev startskuddet til, hvad man har kaldt "den store depression" (interessant nok med dette ord depression, der egentlig bare betyder en lavning i landskabet, så en nedtrykt sindstilstand og siden alvorlig økonomisk nedgang - altså et geologisk begreb, som via psykologien er blevet nok så kendt i økonomien). Chokbølgerne forplantede sig til Europa, hvor massearbejdsløsheden grasserede, ikke mindst i Tyskland, men nok endnu værre i landbrugslandet Polen, som mærkede de stærkt faldende priser på landbrugsvarer. Men over hele Europa stod en betydelig procentdel af befolkningen i begyndelsen af 1930'erne uden arbejde.


Danmark får - overraskende - lidt omtale, fordi vi med Kershaws ord "viste vejen i januar 1933". En devaluering af kronen førte til den aftale mellem de politiske partier, som støttede protektionistiske forholdsregler for at støtte de betrængte landmænd - det var såmænd det, vi kender som Kanslergadeforliget, opkaldt efter den daværende statsminister Th. Staunings bopæl i København. Det kan tilføjes, at devalueringen var på ti pct. og med det formål at få gang i landbrugseksporten. Kershaw sætter dette i et interessant perspektiv ved beskrivelsen af det fascistiske Italiens forholdsregler over for verdenskrisen: Diktatoren Mussolini valgte at revaluere, idet han betragtede den lave kurs på lire i forhold til udlandet var en fornærmelse af Italien.


At lægge sådanne følelser ind i en politisk-økonomisk kalkule, viste sig skæbnesvangert: Italiens industriproduktion faldt med næsten 20 pct. i årene 1929-32, samtidig med at arbejdsløsheden blev tredoblet. Siden hen indførtes, hvad der kaldtes den korporative stat, idet specifikke sektorer i industri og arbejdsmarked opdeltes i såkaldte korporationer, noget der i flg. forfatteren skulle vise sig en uhåndterlig, bureaukratisk størrelse, som kvalte foretagsomheden. Tyskland havde en heldigere hånd med sine store infrastrukturelle projekter, motorveje, frivillig arbejdstjeneste og en bilindustri, som nød godt af skattenedsættelser.


Bogen slutter mismodigt ved at konstatere, at blot 11 europæiske stater lige før 2. Verdenskrig var demokratier, mens 16 var under et repressivt styre. Italien og Tyskland var ikke alene diktaturer, men de var også ekspansive. Europas fred var, set fra 1933, på lånt tid, konkluderer forfatteren på dette tidspunkt. Datidens FN, Folkeforbundet, var som bekendt magtesløst.


Ytringsfriheden - sådan helt fra grunden og opefter

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt: Men - ytringsfrihedens historie i Danmark, 1082 sider, Gyldendal.


menLige siden Jyllands-Posten i september 2005 bragte nogle tegninger af profeten Muhammed har ytringsfriheden været et aktuelt og til tider brandfarligt emne i Danmark. Det er derfor både vigtigt og fortjenstfuldt, at juristen Jacob Mchangama og litteraten Frederik Stjernfelt er gået sammen om at beskrive ytringsfrihedens historie i Danmark fra 1500-tallet til vore dage. Næsten ufatteligt at de to travle mænd, hhv. direktør for tænketanken Justitia og professor ved Aalborg Universitet København, har fået tid til at begå så grundigt et værk - og det på blot tre år. De fandt sammen om dette bogprojekt efter Muhammed-krisen, hvor de blev enige om, at debatten ofte var alt for polariseret.


Der er gode grunde til - som bogen gør - at begynde med reformationen, som faldt nogenlunde sammen med bogtrykkerkunstens opfindelse. Uanset frigørelsen fra Romerkirkens åg, så betød disse to fænomener nemlig, at kirken så at sige satte sig på ytringsfriheden, idet Københavns Universitet dog fik ansvaret for, hvilke skrifter, lige fra doktorafhandlinger til lejlighedsdigte, der kunne offentliggøres. Biskopperne fungerede, som bogen beskriver det, som en slags sagsbehandlere. Ledestjerne for, hvad kunne tillades, var syv bøger med Biblen som den vigtigste. Det gik ikke an at prøve at snige sig uden om ved at importere ucensurerede bøger fra udlandet: kong Christian IV indførte totalt forbud herimod, gjorde man det alligevel var straffen tab af bodslod + to fingre.


Med oplysningstidens komme i midten af 1700-tallet begyndte ytringsfrihedsbegrebet at spire. Men den trykkefrihed, kong Christian VII's livlæge Struensee indførte i 1770, var imidlertid nærmest en revolution. Blev censuren afskaffet, så vendte den mere eller minde tilbage inden for små 30 år. Det enevældige styre greb hårdt over ind for de mange, som i skrift og tale kritiserede myndighederne med bøder, lange fængselsstraffe, tyede endog i flere tilfælde til landsforvisning - med forfatterne Malthe Conrad Bruun og P.A. Heiberg, som de mest prominente, den form for straf overgik.


Da ytringsfriheden fik egentlig juridisk fodfæste med grundloven af 1849, sprang det i øjnene, at hvad der kaldes den materielle trykkefrihed, ikke blev sikret. Det var bestemmelsen "under ansvar for domstolene" i grundlovsparagraffen, som blev opfattet som en legitimation for kommende regeringer, til efterfølgende at begrænse eller forbyde alle mulige udsagn, både i skrift, som kunstneriske udtryk osv. Nok så meget gjaldt forbeholdet muligheden for at få domstolsmedhold over for injurier. Det er i det hele taget bogens pointe med titlen "Men", at sætte fokus på de begrænsninger i grundlovens frihedsrettigheder, i dag kaldet menneskerettigheder, som der er taget højde for under særlige forhold, med undtagelsestilstand som den mest tungtvejende.


Bogen beskriver en lang række markante ytringsfrihedssager, hvor journalister, forfattere, politiske aktivister m.fl. fik bøde- eller fængselsstraffe. Domstolene optrådte, trods "den frie forfatning" som junigrundloven ofte betegnedes, som systembevarende, og lod, som bogen formulerer det, ofte tvivlen komme øvrigheden snarere end borgerne til gode. Den danske regerings holdning til ytringsfriheden ændredes gradvis i løbet af det 20. årh., pornografiens frigivelse var én af de vigtige landvindinger. Men længe inden da betød Tyskland besættelse af Danmark 1940-45 besættelsesmagtens klamme hånd på dagspressen og bogudgivelser.

Den såkaldte samarbejdspolitik inddrog også flere forfattere, som skrev i den nazistiske presse. De blev efterfølgende idømt helt op til otte års fængsel. Med bogens ord må det konstateres, at Danmarks nationale sikkerhed har været den vigtigste motivation for indskrænkninger i ytringsfriheden - helt fra Napoleonskrigenes tid omkr. 1800, gennem 1. Verdenskrig og også op til 1930'erne, hvor Tyskland via sin ambassade her fik lukket munden på nazikritiske skribenter. Besættelsestidens særlige forhold, præget af en udenlandsk magt, var nærmest glemt, da både staters og befolkningers forhold til fremmede religioner mange år senere bleven varm kartoffel.


Hate speech, eller hadefuld tale, mod bestemte nationale eller religiøse grupper er kriminaliseret i den danske straffelov (§267 b) og skiller virkelig vandene i den aktuelle ytringsfrihedsdebat. Bogen finder, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har opfundet en konflikt mellem ytrings- og religionsfrihed, således at ytringer, der krænker religiøse symboler og følelser også kan udgøre en krænkelse af religionsfriheden - det fremgår bl.a. af domstolens accept af Østrigs forbud mod filmen "Das Liebeskonzil", der gjorde grin med kristendommen (Otto Preminger-dommen 1994).


Stater er med andre ord ikke forpligtet til efter FN's eller Europarådets konventioner at betragte sådanne forbud - i sager fra Storbritannien og Tyrkiet er indgreb mod religionssatiriske film med seksuelle overtoner også blevet sanktioneret - som en krænkelse af ytringsfriheden. Men hadefulde udladninger mod fx muslimer eller jøder, i hvilket omfang skal de retsforfølges? Strasbourg-domstolen har imidlertid aldrig defineret hate speech. I grovere tilfælde har den dog henvist til den europæiske menneskerettighedskonventions art. 17, som fastslår, at konventionen (underforstået dens frihedsrettigheder) ikke kan påberåbes med det formål at tilintetgøre nogen af dens (andre) rettigheder.


Denne regel er særlig brugt i sager, indbragt for at få ophævet nationale indgreb mod holocaustbenægtere. Som domstolen har formuleret sig, så findes der nogle klart fastslåede historiske fakta - såsom Holocaust - hvis benægtelse ikke kan være beskyttet af ytringsfriheden. Men dette synspunkt er svært at forene med, at domstolen i en dom har erklæret, at "det er en iboende del af ytringsfriheden at søge efter den historiske sandhed..." eller da domstolen erklærede Schweiz bødestraf til en benægter af det armenske folkedrab 1915 for en ytringsfrihedskrænkelse. Andre eksempler må forvirre enhver med interesse for emnet: Ukraines forbud mod at benægte Sovjets folkedrab på ukrainerne 1932-33 eller Tyrkiets straf for at erklære osmannernes folkedrab på armenierne som et folkedrab.


Bogen peger prægnant på andre former for inkonsekvens, som når nogle danske partier finder det farligt for demokratiet, hvis man udtaler sig forhånende og nedsættende om muslimer, men samtidig mener, at ekstreme muslimers udfald mod bl.a. vantro alene, skal modsvares af fri debat. Forfatterne fremhæver Flemming Rose - idémanden bag Muhammed-tegningerne - som én af de få, der har stået fast på en vid ytringsfrihed, Han mener, at ytringsfriheden er under nok pres i forvejen, så han ville fx ikke have den omdiskuterede Grimhøj-moské i Århus, lukket: "Man kan ikke ofre demokratiet i demokratiets navn".


Den overordentlig velunderbyggede bog, der bringer talrige eksempler på ytringsfrihedsindgreb igennem tiderne og på vidt forskellige holdninger i dansk offentlighed, slutter - i et forsøg på en slags opsummering - med at opstille to "positioner" i den verserende danske debat: På den ene side den gruppe mennesker, som tilslutter sig "Ytringsfrihed, men…", dvs. med forbehold, som bl.a. tilsiger indstilling af islam-kritik og -satire, angiveligt, dvs. formelt, af "respekt" for andre religioner, men reelt af frygt for dem. På den anden side står forsvarere af ytringsfriheden som en dansk værdi, og som altså holder på noget nær ingen indskrænkninger i ytringsfriheden. Mens højrefløjens 'men' handlede om beskyttelse mod islam som en "dansk værdi", var venstrefløjen optaget af beskyttelse mod islamkritik.


Ytringsfriheden skal efter Mchangamas og Stjernfelts mening kun begrænses ved klare og direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og usande sigtelser mod enkeltpersoner, og i øvrigt kun når handlinger medfører en klar og reel risiko for den nationale sikkerhed. En bog med et vigtigt budskab, som forhåbentlig vil gennemsyre megen dansk debat nu - og i fremtiden.



Prisen for at være våbendrager for ytringsfrihed: Tilfældet Flemming Rose

Flemming Rose: De besatte, 352 sider, People's Press


flemming_rose_de_besatte_low_nJournalist Flemming Rose er om nogen manden, der tør hvor andre tier… Men også ham, der har måttet betale en høj pris for sin konsekvente kamp for ytringsfriheden, kædet sammen med en fast holdning over for dens fjender. Siden han i 2015 forlod Jyllands-Posten, har han så udgivet denne sin tredje bog om Muhammed-krisen eller rettere om denne krises konsekvenser, ikke mindst for ham selv. Den vældige intolerance over for andres meninger, som offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne, afslørede, skulle få meget tyngende følger for Rose selv.


Meget drama omkring Rose var skjult for offentligheden indtil offentliggørelsen af denne bog. Da han trak sig tilbage fra sin avis og jobbet som dets udenrigsredaktør, var det, som han selv formulerer det, kulminationen på fem års forsøg på at håndtere en situation, som ingen medier i Danmark havde befundet sig i siden 1930'erne, da det nazistiske Tyskland kontinuerligt truede dansk presse til at tie med kritik af den sydlige nabos undertrykkelse. I over fem år havde Rose i realiteten haft mundkurv på - med næstformanden for JP/Politiken Jørgen Ejbøl, som hans egentlige banemand.


Forskydningen i den offentlige mening om det betimelige i at offentliggøre Muhammed-tegningerne illustreres af Rose med nogle tal og en prisuddeling. I foråret 2006 mente 43 pct., at det havde været rigtig at bringe tegningerne, mens 49 pct. mente det modsatte; i foråret 2013 fandt 66 pct. at det var på sin plads med tegningerne, men 17 pct. svarede nej.


I marts 2006 tildeltes tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen Publicistprisen for sin modige udmelding i Muhammed-sagen, hvor han tog afstand fra sine tidligere synspunkter - som førte til, at han endog fik applaus fra kredse, han hidtil havde stået fjernt. "Ellemann er ikke en ringere forsvarer af pressefriheden end dem, der i dag skamrider den", udtalte priskomiteen - men en svirpende henvisning til Rose. I 2015 modtog Rose den selvsamme pris, som "en stærk og central aktør i den internationale debat om ytringsfrihed… som har stået fast på sine principper, men også insisteret på at forklare og nuancere sine synspunkter...", som det hed i komiteens begrundelse.


De mange begrænsninger i ytringsfriheden, som en række lande indførte i kølvandet på de forfærdende attentater mod New York og Washington 11. september 2001 er blevet indgående kritiseret. Rose finder, at der er risiko for, at man forbyder og kriminaliserer hvad som helst, hvis man insisterer på balance mellem sikkerhed og frihed. I et demokrati kan ingen, uanset hvor magtfuld eller magtesløs man er, have ret til ikke at blive udsat for spot eller blive krænket. Han finder, at satire er et af det åbne samfunds svar på vold, trusler og andet barbari. Satire er fredelig, selv om den kan bide og stikke. Den slår ikke i ihjel, den latterliggør og udstiller folk.


Frygten for sikkerheden i Politikens og Jyllands-Postens bladhuse resulterede i ekstreme og for danskerne ukendte foranstaltninger. Rose selv fik forbud mod al offentlig snak om Muhammed-tegningerne, religiøse spørgsmål og den Islamiske Samarbejdsorganisation (IOC), ligesom han ikke måtte vise sig i et tv-studie. Roses dissekering af ovennævnte Ejbøls meningsskift - fra en opfattelse af "ytringsfriheden ikke kunne skæres i skiver" til en påstand om, at han altid havde været imod Roses formulering, at der skulle være frihed til udsætte folk - eller grupper- for "hån, spot og latterliggørelse". Ja, tidligere havde Ejbøl, som Rose skriver, i ledere i Jyllands-Posten givet udtryk for, at principper var vigtige end menneskeliv, når det gjaldt anvendelse af tortur, men nu påstod han det modsatte for at lukke munden på en redaktør (Rose).


Rose spørger hen mod slutningen af bogen, om vi virkelig nu bliver nødt til at gå på kompromis med frihed, demokrati og publicistiske idealer for at skabe sikkerhed og beskytte dem, der vil friheden og vores samfund til livs? Men Rose er fremdeles ytringsfrihedens "ridder uden frygt og dadel" - i bogstaveligste forstand ved at være blevet slået til ridder af den franske republik. I sin takketale i Paris mindedes han naturligt den franske erklæring om menneskets og borgerens rettigheder af 1789, idet han fastslog, at det i et liberalt demokrati ikke er ideer, religioner, bestemte versioner af historien og kulturer, der kan gøre krav på rettigheder og beskyttelse, men alene det enkelte individ.


Den velskrevne og detaljerige beretning om Roses vej fra omdiskuteret, men respekteret lansedrager for ånds- og ytringsfrihed i Danmark til ugleset frygt- og farefremkalder, ja "sikkerhedsrisiko", er fængslende. Men også dybt foruroligende. Kampen for det demokrati, vi hylder og finder naturligt, er i sandhed ikke uden omkostninger.


Nazi-Tysklands rov af jødisk litteratur i Europa

Anders Rydell: Bogtyvene - Jagten på forsvundne biblioteker, 466 sider, Informations Forlag.


177248Megen grusomhed, ja ufattelige rædsler, sænkede Hitlers nazistiske Tyskland over Europa, men med denne bog åbnes for et kapitel, som vil være ukendt for de fleste. Nazisternes gigantiske beslaglæggelser af jødernes bogsamlinger, private såvel som dem, der fandtes i biblioteker og i tilknytning til synagoger. Og så efterkrigstidens utroligt udfordrende arbejde med at opspore resterne af nazisternes bytte med henblik på - hvor det er muligt - at tilbageføre bøgerne til deres retmæssige ejermænd eller disses efterkommere.


Bogtyvene er oversat fra svensk og skyldes den svenske journalist Anders Rydell, som så at sige er rejst i sporene på de ryggesløse udplyndrere af århundreders judaistisk litteratur. Plyndringen var organiseret fra højeste sted: SS-lederen Heinrich Himmler konkurrerede ligefrem med naziideologen Alfred Rosenberg om hvem, der kunne tilegne sig mest muligt af de jødiske bogskatte. Den ene ville oprette et gigantisk bibliotek med jødelitteratur, den anden et anti-jødisk institut. De naziinficerede tyskere var besat af at sikre sig maksimal viden om jødedommen, samtidig med at støtte den brutale udryddelse af jøderne.


Naturligt begyndte bogplyndringerne i selve Tyskland, bl.a. beslaglagde nazisterne flere millioner af bøger hos den tyske frimurerorden (som i sig selv var gjort retsløs), men Polen var nok det land, der blev ramt hårdest af det voldsomme plyndringstogt - det anslås, at 15 mio. bind fra Polens jødiske bogsamlinger på 22 mio. bøger er gået tabt. Efter krigen blev størstedelen af bøgerne stjålet én gang til og spredt for alle vinde. Sejrsmagterne i 2. Verdenskrig var såmænd ikke for gode: Den amerikanske Kongres' bibliotek i Washington hentede, ved hjælp af en udsendt delegation, over en million bøger til USA. Et forsigtigt skøn over antallet af stjålen jødisk litteratur, der i dag befinder sig på tyske biblioteker, sætter tallet til mindst en mio. bøger.


Den ihærdige Anders Rydell begyndte sine rejser i Tyskland: Weimar, München, Chiemsee - ved sidstnævnte sted, ved søen med Herrenchiemsee-slottet, havde Rosenberg vildtflyvende planer om at bygge en gigantisk anti-jødisk højskole, noget som aldrig blev rigtig påbegyndt, delvis på grund af en uoverensstemmelse med Hitler. Som forfatteren rigtigt bemærker, var Hitlers erobringstogter i Europa ikke kun en forfærdende krig på krudt og kugler og bombardementer, den var også en ideologisk krig mod alle, der stod for liberale tanker eller holdninger, der var uforenelige med nazismen. Siden gik hans tur til Amsterdam og Haag, til Paris og Rom, til Tjekkiet, Thessaloniki, Vilnius, Theresienstadt (i dag Lidice i Tjekkiet), Frankfurt, Prag, for så at slutte i Berlin.


Rejsen og bogen her er en beretning om menneskelig ukuelighed, om en stærk humanitært båren vilje til, blot i det små og meget symbolsk, at rette op på en ufattelig ondskab og monstrøs destruktionstrang. Rydell betegner krigen mellem Nazi-Tyskland og det kommunistiske Sovjetunionen, som den mest brutale konflikt i verdenshistorien - med et tab af menneskeliv på over 30 mio. Men tyskerne førte altså også krig mod den slaviske kultur som sådan og ødelagde mange kulturskatte fra den russiske tsars tid. Det er kendt og tidligere vidt beskrevet, hvordan jødiske samfund i alle besatte lande søgtes udraderet - her hvirvles ufatteligt store tal op, det ene efter det andet for den kulturelle 'krig': I Ukraine skønnes eksempelvis 50 mio. bøger stjålet eller tilintetgjort.


I kapløb med tiden, og under indtryk af at krigslykken havde vendt sig omkr. 1943, fortsatte Alfred Rosenberg & co. deres systematiske plyndringer: Tusinder af bogkasser med millioner af bøger var på godsvogne blevet transporteret til Frankfurt, idet kyndige tyske "ordensmennesker" drev hårdt på med at katalogisere bøgerne. Men togvognene blev ført videre rundt i Tyskland - i fare for at blive ramt af fjendtlige bombefly. Det kan ikke undre, at en del bøger og andre kulturgenstande, undertiden kaldt kulturtrofæer, havnede i Sovjetunionen - for så at få et nyt, om ikke varigt, længere varende opholdssted i et fugtigt, uopvarmet hus, hvor genstandene kunne tage skade. Stalin havde havde givet en hemmelig ordre om krigsbytte, som "legitimerede" tilegnelsen - fra de øverste generaler til menige.


Værre var det, at mængder af krigsbytte i form af maskiner og instrumenter blev sendt østpå - for ikke at finde nogen som helst anvendelse, fordi man ikke vidste, hvordan det skulle bruges, eller fordi der manglede reservedele. En del genstande blev røvet flere gange og havnede så undertiden hos, hvad man kunne kalde rette ejermand. I betragtning af at dette vanvid kun strakte sig over fem år, var det ufatteligt, hvad der gik tabt. Selv om Alfred Rosenberg ikke havde blod på hænderne, modtog han den højeste straf ved Nürnberg-processen: Dødsdom.


Kulturødelæggelse er desværre fortsat ind i nyeste tid: Den kinesiske kulturrevolution - og andre af slagsen som fx De Røde Khmerers i Cambodja eller fanatiske islamisters i Timbuktu i Mali. Alligevel må appellerne om besindelse, fornuft og tolerance aldrig forstumme - og tilslutningen til UNESCO's indsats for bevarelse af verdensarven fortsætte til evig tid.

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk