April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder...

Juni 2016

 

Tantholdts såkaldt nye verden
Rasmus Tantholdt: Verden er stadig ny, 376 sider, Gyldendal.

 

Mange af os kender ham: den urolige sjæl, TV 2-reporteren  Rasmus Tantholdt, der uforfærdet rejser rundt til verdens brændpunkter, og særlig i Mellemøsten, hvor han nu ligefrem har fået oprettet en redaktion (nemlig i Damaskus). Denne bog, som er blevet til i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen,  giver et spændende indblik i de store menneskelige omkostninger, der er forbundet med et så engageret journalistliv.

 

Her kan ifølge sagens natur kunne foretages et kort udpluk af et væld af oplevelser, deraf en del rigtig farlige, som Tantholdt har haft. Efter et besøg i, hvad der engang var den libyske diktatorsøn, Saif al-Islams Gadaffis residens i Libyens hovedstad Tripoli, opsummerer han eksempelvis den kaotiske situation, som er opstået, efter at diktatorens ensretning er blevet afløst af  et utal af stammers kamp om magten.

 

Han konstaterer, at det ikke kun er i Libyen, men i hele Mellemøsten, i Irak og i Afghanistan, at et flertal af befolkningen ikke stemmer ud fra politisk overbevisning, men ud fra hvilken stamme, man er knyttet til, eller hvilken muslimsk fortolkning, man bekender sig til. Selv i Jordan, der et af den mellemøstlige regions mest velfungerende lande, stemmer folk ud fra etnicitet, religion og stammetilhørsforhold.

 

Tantholdt mener, at et flertal i Vesten ikke har forstået strukturen i disse samfund. Det er værd atter at få fastslået, at man ikke kan tage en vesteuropæisk samfundsmodel og demokratiopfattelse og proppe ned i halsen på dem. Hvis man tager konflikten i Syrien, så er den iflg. Tantholdt ekstremt kompliceret, fordi der er et utal af religøse og etniske grupper. Alligevel blev Hafez al-Assad ved sin død i 2000 afløst af sin søn, Bashar al-Assad, der sidder der den dag i dag.

 

Det er ikke meget overdrevet, at folk som Tantholdt aldrig rigtig kan slappe af. Han beretter således om det år, hvor han dog var hjemme i Danmark i juledagene 2006, men samtidig var meget opmærksom på, at den fængslede Saddam Hussein var tæt på at få din dødsdom, truffet af en irakisk domstol, eksekveret. Kort før nytår tog han til Bagdad og havde held til at få et interview med den ledende anklager i sagen.

 

Blandt andre spektakulære oplevelser fortæller Tantholdt om hvordan heroinafhængige og andre former for misbrugere blandt politifolk i Afghanistan får hjælp på en afvænningsklinik. Den tætte omgang med lovovertrædere angives som årsag til, at rigtig mange politifolk havner på denne klinik, der kan tage 100 patienter ad gangen, idet en afvænningsbehandling varer fire uger.

 

Blandt den megen nød og elende, bogen orienterer om, gør indsatsen mod ebola i Vestafrika  særlig indtryk. Det var særligt i Guinea, Sierra Leone og Liberia, at mange blev smittet af den frygtede sygdom. Af de 27.000 smittede, som blev konstateret i marts 2014, døde over 11.000 i løbet af ca. to år. Forfatteren fortæller, at han under besøg i Sierra Leone blev særlig berørt af den gruppe børn på 8000, der blev uden én eller begge forældre som følge af epidemien.

 

Bogen kommer ind på mange andre urocentre og konfliktområder, så som Somalia - med særlig henblik på danske søfolk, der blev holdt som gidsler af pirater, krigen i Afghanistan plus meget andet.

 

Nordkoreas mest berømte afhopper

Blaine Harden: Den store leder og jagerpiloten, 287 sider, Kristeligt Dagblads Forlag.

 

Den amerikanske journalist Blaine Harden har skrevet en forrygende spændende beretning om den nordkoreanske pilot, No Kum Sok, der gjorde det utænkelige: flygtede til fjendelandet Sydkorea. Han havde spillet helt overbevist tilhænger af Kim Il-sungs styre og var derfor ikke på nogen måde mistænkt fort at være politisk illoyal.

 

Men der var nok at være opbragt over: således havde han måttet finde sig i fængselslignende forhold på kadetskolen og elendig mad. Men han havde opøvet en særlig evne til at skjule mindelser om alt dette og i stedet optræde som en fanatisk fortaler for den nordkoreanske diktator Kim Il-sungs regime. Det tog ham fem år nøjagtig at planlægge sin flugt, men selve flugten fra en lokalitet nær den nordkoreanske hovedstad Pyongyang til den sydkoreanske base Kimpo tog blot 17 minutter pr. fly.

 

Dramaet udspillede sig i september 1953, kort tid efter at Koreakrigen var bragt til ende. Afhopningen var en sensation, ikke mindst fordi han var det første øjenvidne, der offentligt kunne berette, at sovjetiske piloter havde trænet nordkoreanere - som han selv - til at flyve de såkaldte MiG-maskiner, ligesom at sovjetiske piloter i stort antal havde deltaget i luftslagene mod amerikanerne, Sydkoreas stærke forbundsfælle. Han kunne med andre ord punktere officielle løgne om, at Sovjetunionen slet ikke var involveret i Koreakrigen.

 

Selv om jagerpilotens flugt er løftestangen for hele denne bog, så evner Blaine Harden på mesterlig vis at give en indgående, detaljeret beskrivelse af de horrible samfundsforhold, der prægede Kim Il-sungs nye stat. Alle de rædselsfulde magtovergreb, som er kendt fra Sovjetunionen, gik (og for den sags skyld går) igen i Nordkorea: repressalier over for efterkommere af jordejere, eller personer, der var flygtet til Sydkorea, ligsom slægtninge til folk, der arbejdede sammen med det japanske besættelsesstyre i første halvdel af det 20. århundrede, blev stemplet som værende af "den fjendtlige klasse".

 

Mange unge nordkoreanere blev på den konto sendt til arbejde i miner eller landbrug - med vedvarende udelukkelse fra universiteter eller militærakademier. Et politisk kastesystem kan man kalde det. "Den store leder" Kim Il-sung skulle kort efter Nos flugt komme til at lancere det begreb, som blev et omdrejningspunkt for hans egen koreanske revolution: Juche. Som en vestlig  Korea-forsker Bryan Myers formulerede det: "Et sammensurium af banaliteter, baseret på en hadsk, fremmedfjendsk, racebaseret verdensanskuelse".

 

Juche skulle tjene til at give nordkoreanerne en form for selvtillid, med Hardens ord var Nordkorea dog fortsat en tigger, ikke mindst fordi Kim Il-sungs prioriteringer hindrede landet i at opbygge en bæredygtig økonomi. I 1950'erne blev 80 pct. af landets import finansieret ved nødhjælp og lån fra de socialistiske lande. Koreakrigen blev katastrofal for ham: på mindre end fire måneder havde han mistet det meste af sin hær og rigtig mange våben.

 

Denne bogs hovedperson, piloten No, måtte gennem et halvt års afhøringer af den amerikanske efterretningstjeneste, men fik det bedste skudsmål: Han var samarbejdsvillig og kom efterhånden i besiddelse af rimelige læse- og skrivefærdigheder på engelsk. Otte måneder efter sin flugt kom han til det USA, han hele tiden havde tragtet efter. En del uklarhed og misforståelser omkring større dusør, No skulle have fra USA, blev med tiden ryddet af vejen. No Kim Sok har dannet familie og er faldet godt til i USA.

 

Der er efterhånden udkommet en del også til dansk oversatte bøger om Nordkorea, men Hardens skiller sig ud ved giver flere  spændende detaljer og bedre udrede  årsager og virkninger end de andre. Derfor kan den varmt anbefales.

 

Sovjetunionens fald - selvoplevet og perspektiveret af amerikansk journalist

Michael Dobbs: Sovjetunionens fald, 540 sider, Informations forlag.

 

Det er allerede historie. Sovjetunionens hurtige fald efter at "det kommunistiske imperium" faldt sammen for ca. 25 år siden. Men her foreligger en mesterlig sammenfatning af hele det drama, som Øst- og Centraleuropa gennemlevede, beskrevet af Michael Dobbs,  tidligere  korrespondent for det amerikanske dagblad Washington Post. Han var tæt på alle de vigtigste aktører så som Mikhail Gorbatjov, Andrej Sakharov, Lech Walesa og Václav Havel.

 

Bogen er struktureret således, at hvert kapitel bærer navnet på en by, som regel hovedstad, hvor skelsættende begivenheder udspillede sig i tiåret 1980-90 og lidt til. Det kommunistiske "commonwealth", som Stalin havde opbygget, knagede voldsomt i fugerne betydeligt før, det faldt sammen. Men det var ligesom et nyt kapitel blev indledt, da denne diktator døde i 1953 - dengang millioner begræd hans bortgang, og over 500 mennesker - som bogen beretter - blev trampet ihjel under massehysteri for at se ham på lit de parade i Moskva.

 

Da én af hans efterfølgere Andrej Bresjnev gik bort i 1982, trak folk bare på skulderen. Da Mikhail Gorbatjov kom til som Sovjetunionens præsident i 1985, fik piben for alvor en anden lyd: Han lancerede først og fremmest perestrojka, omstrukturering, der ikke mindst skulle være et redskab til få ændret samfundet, til at få skik på økonomien og trukket individet frem i billedet.

 

Atomeksplosionen på atomkraftværket i Tjernobyl blev anledning til et opgør med den hemmelighedskult, der sikrede myndighedernes egne interesser og ikke blot nægtede offentligheden, men endog kommunistpartiets centralkomité vigtige informationer.

 

Partiet kunne ikke vedblivende blot stå til ansvar for sig selv - der måtte ekstern kontrol til. Gorbatjov så sig nødsaget til  rense ud i centralkomiteen: En fjerdedel blev erstattet med hans egne støtter, de velkendte fem-årsplaner var forladt til fordel for tomme løfter. Til Kina forplantede det folkelige røre sig - og til det senere voldsomme sammenstød mellem militær og borgere på Den Himmelske Freds Plads (Tiananmen) i 1989. Gorbatjov sagde rent ud, at staten, partiet, arbejderne og de studerende måtte finde en løsning gennem dialog.

 

Men skelsættende var det, da ungarske soldater i maj 1989 begyndte at vælte pigtrådshegn og vagttårne langs grænsen til Østrig. Signal til at Jerntæppet var ved at gå op. Gorbatjov fastslog, at "al indblanding i (andre staters) indre anliggender eller forsøg på at begrænse staters suverænitet er utilladelige". Hermed var den såkaldte Bresjnev-doktrin om de socialistiske (kommunistiske) landes pligt til at yde "broderlig hjælp", hvis socialismen var truet nogetsteds i sovjetblokken, lagt i graven.

 

Én efter én fjernedes kommunistdiktaturernes koryfæer: Polens Jaruzelski, Ungarns Kadar og Rumæniens Ceausescu. Sidstnævnte, der blev henrettet efter en skinretssag, holdt af oprørere mod hans brutale regime, var særlig forhadt: Han vakte især international forargelse efter afsløring af landets mange børnehjem med underernærede og syge børn, der levede under ubeskriveligt nedværdigende forhold. Kulde, sult og manglende hygiejne grasserede.

 

Det var først i april 1990, at den fulde sandhed om Stalins massemord på tusinder af polske officerer og akademikere i Katyn i Hviderusland i 1940 kom for en dag. Hemmelighederne lå i omkring 2000 konvolutter i arkivskabe i Kreml. De indeholdt bl.a. også den officielle russiske tekst til den hemmelige protokol til Molotov-Ribbentrop-pagten mellem Sovjetunionen og Nazityskland, der legitimerede Sovjets anneksion af de baltiske stater og det østlige Polen foruden altså Katyn-massakren, som omfattede i alt 21.857 henrettelser, foretaget af KGB, Sovjets sikkerhedstjeneste.

Dobbs finder, at arketypen på en kommunist, der blev genfødt nationalist, var den serbiske præsident Slobodan Milosevic. I 1991 var han godt på vej til at få realiseret sit mål om at skabe et Storserbien - nu da det gamle Jugoslavien var gået i  opløsning: Serbiske separatister havde, groft taget, erobret 20 pct. af nabostaten Kroatien, og tiden var inde til at vende sig mod Bosnien-Hercegovina, hvor omkring en tredjedel af befolkningen var af serbisk æt. Milosevic-regeringen  bevæbnede de bosniske serbere med henblik på et kommende krigerisk opgør. Hans opfattelse var, at serberne havde ret til to tredjedele af Bosnien-Hercegovina.

 

Dette fremragende værk byder på et hav af interessante detaljer og analyser af lederskikkelsernes fejl, mangler og resultater, herunder også forsøget på at vælte Gorbatjov ved et statskup (som altså mislykkedes). Et vældigt persongalleri af despoter og demokrater, som nu næsten alle er borte. Om en æra, der var præget af dybe opgør, og som heldigvis ganske overvejende var ublodig.

 

Migration - et andet ord for den aktuelle folkevandring
Niels Boel: Migration - en verden i bevægelse, 160 sider, Columbus.

 

Cand mag. Niels Boel søger i denne bog, beregnet for dem, der studerer samfundsfag på A- og B-niveau, at give en samlet oversigt over de mange grupper af mennesker, som bryder op fra deres hjemstavn. Han har sammensat et forbløffende stort antal informationer om folk, der af den ene eller anden grund har søgt langt væk.

 

Nuvel, der er både noget, der hedder indvandrere og noget, der hedder flygtninge. Men det er - uanset tendenser til at blande disse to grupper sammen - unægtelig sidstnævnte gruppe, der påkalder sig størst interesse.  At nogle mennesker forlader deres hjemland af lyst, altså udvandrer fx til Australien, er så alment kendt, at det efter min mening ikke behøver nøjere granskning. At mange føler sig tvunget til at forlade eget land og anmode om asyl i et andet land, er derimod tidens brændende spørgsmål af den simple grund, at lige lovlig mange har bragt sig i den situation, set fra Europas synsvinkel. Når bogen anfører, at 85 pct. af asylansøgningerne i 1980'erne i Vesteuropa blev imødekommet, men 85 pct. i dag afvises, burde dette være nærmere forklaret.

 

FN' flygtningkonvention af 1951 giver som bekendt ikke nogen flygtning ret til at få asyl nogetsteds, men alene at søge om det. Det burde være åbenbart, at Europas villighed til at give asyl, er relativ, dvs. at det er ikke den samme praksis, der følges, når der er få, og når der overvættes mange asylsøgere. I øjeblikket har verden næsten 60 mio. flygtninge, hvoraf omkr. 20 mio. har forladt deres land.

 

Noget nyt, som verden må belave sig på, er klimaflygtninge, som bogen skriver om. Den internationale migrationsorganisation IOM anslår, at der i 2050 vil være 200 mio. klimaflygtninge - nogle øer i Stillehavet, som i dag er selvstændige stater så som Tuvalu, Marshalløerne og Kiribati risikerer endog helt at forsvinde i havet.

 

De mange fænomener, der dukker op i denne forbindelse illustreres i bogen med et væld af grafiske oversigter og kort. Det er skræmmende, at 40 pct. af de højest uddannede i en snes afrikanske lande befinder sig uden for deres hjemstater. Det er det, vi tidligere hyppigt kaldte hjerneflugt. Men kan man virkelig betragte alle disse tal og perspektiveringer som væsentlige for den alment samfundsorienterede? Altså som noget, der skal læres? Det hele virker næsten om et specialstudium.

 

Der er plads til masser af forargelse over manglende lighed, hygiejne eller sundhedspleje, over underernæring og fattigdom. Det munder ikke på nogen overbevisende måde ud i nogen som helst betragtninger om, at ansvaret for al denne dårligdom dog nok i det væsentlige må påhvile de berørte lande og befolkninger selv. Der tales (ret så akademisk) om "den fremmedfjendske diskurs" og om udnyttelse af folk fra de fattige lande. Det påstås, at der sker en "umenneskeliggørelse" af indvandrerne.

 

Der refereres til mange udtryk og begreber, som måske har forekommet i en ophedet debat, men som ikke er noget, den almindelige borger behøver at beskæftige sig med. Det virker ganske overdrevent og oppustet, at beskrive de betydelige folkevandringer, som foregår af den ene eller anden grund, på denne måde. Det forflygtiger de alvorlige udfordringer af økonomisk og anden art, som de påfører de vestlige samfund. Som sådan finder jeg derfor ikke, at denne bogs tematik er velvalgt på en undervisningssituation - uanset forfatterens omfattende og dybe indsigt i emnet og pædagogiske fremstilling.

 

Tungt og stort engelsksproget værk om Myanmar
Mikael Gravers & Flemming Ytzen: Burma/Myanmar - Where now? 447 sider, Nias Press.

 

De seneste års udvikling i Myanmar, tidl. kaldet Burma, har givet anledning til megen opmuntring og forhåbning - men selv om militærdiktaturet er borte, tilbagestår masser af problemer med de forskellige folkeslag, som bebor det store land. Denne bog, redigeret af to danskere, universitetslektor Mikael Gravers og journalist Flemming Ytzen, og med bidrag af godt en snes eksperter (inkl. de to redaktører) tager de helt dybe spadestik vedrørende dette maltrakterede land.

 

Det er en meget stor mundfuld, og man skal være mere end almindeligt interesseret for at hænge på hele vejen igennem - hvortil kommer, at en række forhold ændrer sig løbende. Helt grundlæggende er spørgsmålet, om militæret er rede til at afgive magt, der batter noget. Og det betyder, som bogen påpeger, om forfatningen kan blive ændret, således at militæret vil afgive de 25 pct. af sæderne i parlamentet, som er afsat til de uniformerede.

 

Denne bog byder på så mange enkeltheder, at det kan knibe at bevare overblikket - alene oplysningen om, at Storbritannien, den tidligere kolonimagt, tilbage i 1932 optalte hele 135 etniske grupper, baseret på forskellige sprog. Men i moderne tid er landet inddelt i 14 administrative enheder (kaldet regioner og delstater), som har navn efter de folkegrupper, der bebor dem. Når landet tidligere kaldtes Burma, var det fordi briterne stødte på flest burmanere (som denne folkegruppe kaldes i dag) - de andre større sådanne grupper kommer fra Chin, Kachin, Kayah, Shan, Kayin, Mon og Rakhin.

 

Eftersom Vesten siden 1988 har udsat landet for økonomiske sanktioner pga. militærstyret, har dette måttet se sig om efter allierede. Og siden da har Kina støttet med udviklingshjælp såvel som videregående økonomisk-teknisk bistand og våben. Men et samarbejdsland er også Thailand, som Myanmar forsyner med gas, der igen er energikilde til elektriciteten i dette land. Hele 70 pct. af Myanmars befolkning på omkr. 60 mio. indb. lever i landområderne. Overraskende er, at landets kvinder i gennemsnit blot føder 2,23 børn - væsentlig færre end i andre u-lande. Men 25 pct. af befolkningen lever under den fattigdomsgrænse, WHO har sat, og 75 pct. har ikke adgang til elektricitet. Med en gennemsnitsindtægt på 800-1000 $ om året placerer befolkningen sig i gruppen verdens fattigste (som nr. 149 af i alt 186 stater med den fornødne statistik).

 

Der kan her kun sporadisk peges på nogle af de mange væbnede træfninger, diverse folkegrupper har haft med centralregeringens styrker. Men blandt dem, der hyppigt har været rapporteret om i årenes løb, er karenerne, som overvejende er landmænd, der lever på et subsistens-niveau. Det myanmarske militær har sat sig tungt på deres delstat, hvilket har begrænset mulighederne for at tiltrække private investeringer. Mange karenere er flygtet til Thailand og lever som fremmedarbejdere dér, idet de så sender penge til familien, som er blevet i hjemlandet.

 

De mange kampe - som nævnt kort ovenfor - har betydet, at mange non-kombattanter er flygtet til andre dele af landet. De årelange stridigheder, som i visse dele har involveret kommunistiske oprørsgrupper, er blevet søgt modvirket gennem internationale kontakter. Således opstod i 2012 Myanmars Fredsstøtte Initiativ (MPSI) som frugt af et samarbejde mellem regeringerne i Norge og Myanmar. Projektet støtter mægling i konfliktramte områder og søger gennem kontakter i civilsamfundet at indgyde parterne gensidig tillid og få de forskellige etniske grupper til at respekterer hinanden.

 

Man kan vel for overblikkets skyld betragte alt dette som et væld af "kinesiske æsker". For nu blot at tage Kachin-staten (1-1,5 mio. indb.), så begyndte den allerede i 1961 at bekrige det daværende Burma, og de kampe ophørte først i 1994. I 2011 blussede de så op igen, og 100.000 kachinere blev interne flygtninge i Myanmar. Kachin-folket er i øvrigt underinddelt i seks folkegrupper, som igen har forgreninger ind i Indien og Kina.

 

Om Myanmars mest internationalt kendte figur, Aung San Suu Kyi, hedder det, at hun har benyttet buddhismen som banebryder for ideer om demokrati, der grundlæggende ligger hendes landsmænd fjernt. Også over for de militære magthavere har buddhismens moralske normer kunnet bruges. Buddhisternes forhold til landets mindretal af muslimer - med undertrykkelse og kamphandlinger - er ikke noget Aung San Suu Kyi har taget særlig tydeligt stilling til.

 

Det er i Rakhine-staten, at muslimerne i et antal af 725.000 holder til - de udgør en gruppe efterkommere af bengalske indvandrere fra Chittagong-området i Bangladesh. De lider under klar diskrimination, ikke mindst fordi denne folkegruppe ikke kan opnå myanmarsk statsborgerskab. Viljen til at klare disse problemer fra regeringens side synes ikke at være til stede. Der skelnes her mellem lovlig og ikke-lovlig indvandring til Myanmar, og hvorvidt man har boet på territoriet i to generationer. Man skal være kommet til Burma før 1823 for at få den særlige status, som muliggør naturalisering. Associationer til dagens danske debat om indvandrere og flygtninge samt disses status trænger sig på.

 

Men frem for - som journalister synes at have trang til - at fokusere på "de ømme punkter" bør man vel (også) se på helheden. Her gør bogen fortjenstfuldt opmærksom på, at Myanmar efter mange år med krigsskabt fattigdom og et militærstyre, som har placeret landet som stærkt efterblevent, siden 2011 er begyndt at gennemføre en række planlagte reformer til forbedring af infrastrukturen på landet og kraftigt øge kreditmulighederne. En udvidet ytringsfrihed har sat Myanmars mange bønder i stand til at præsentere parlamentet (lovgiverne) for en stribe konkrete krav. Heri indgår også, at landboerne på sigt skal sikres en egentlig ejendomsret til jorden - nu har de blot brugsret.

 

Andre påtrængende problemer ligger i, at landets store rigdomme på olie og gas i stor udstrækning er på udenlandske hænder, evt. dog med myanmarske interesser repræsenteret gennem joint-ventures. Trods store investeringer i denne sektor har kun 50 pct. af befolkningen adgang til elektricitet.

 

Bogen er fuld af interessante oplysninger, undertiden i form af en så tæt informationsstrøm, at læseren knap kan følge med. En fordel ville have været at have samlet en del statistik og navne-stof i bokse og ladet teksten være af mere sammenfattende karakter. Men en beundringsværdig kraftpræstation er denne store bog lige godt.

 

 

Om danske kvinders heltemodige indsats for armenierne
Matthias Bjønlund: På herrens mark, 266 sider, Kristeligt Dagblads Forlag.

 

Den danske historiker Matthias Bjørnlund har tidligere indlagt sig hæder gennem sit (også i GLOBAL anmeldte) storværk Det armenske folkedrab - fra begyndelsen til enden. I denne hans seneste bog sætter han fokus på en lille gruppe danske kvinder, der øvede en enestående, heltemodig indsats for at redde et stort antal nødstedte armeniere under osmannernes klapjagt på dem i 1915.

 

Navne som Karen Jeppe og Maria Jacobsen er måske nok efterhånden nogenlunde kendt - i hvert fald af dem, der har interesseret sig for det blodige kapitel, som Det Osmanniske riges folkedrab på armenierne udgjorde. Men hvad der drev disse kvinder, fra hvilke miljøer de kom, og hvordan deres hjælpearbejde i det hele taget kunne lade sig gøre, er ikke tidligere beskrevet i sådanne detaljer.

 

Nu 101 år efter tragedien, der frarøvede omkr. 1,5 mio. armeniere livet, kan det kun undre, at den nuværende tyrkiske regering bestandig tager afstand fra klassifikationen af dette som folkedrab. Et begreb, der ganske vist først formelt blev tilført folkeretten i 1948. Men ligesom de procentuelt relativt få jøder, der levede i Hitlers Nazirige, ikke udgjorde nogen reel fare, havde armenierne ingen ønsker om at underminere osmannerriget. Snarere var der antagelig tale om, at jøderne såvel som armenierne var driftige folk af anden religion, som var udsat for ikke ubetydelig jalousi.

 

Men forfølgelsen af armenierne var begyndt allerede 1894-96, da en osmannisk sultan lod hundredetusinder af dem myrde - i et forsøg på at knuse deres voksende nationalbevidsthed og  begrænse deres økonomiske indflydelse. De kristne armenieres kirker, klostre og skoler, ja hele landsbyer, blev brændt ned - og solidaritetsbevægelser skød op i flere lande. På Nørrebro i København blev det til Kvindelige Missions Arbejdere (KMA), som havde repræsentanter fra både arbejderklassen, det mere velbjergede borgerskab og adelen.

 

Et kristent kald for at hjælpe forfulgte og nødlidende i det fjerne - ud over Anatolien, områder som Dansk Vestindien, Kina, Nordafrika og den arabiske halvø -  greb altså en gruppe kvinder længe før kvindernes almindelige frigørelse - og kunne ikke undgå at støde på modstand hos mændene. Kampagner for at ophæve slaveri og skabe rettigheder for den nye voksende arbejderklasse blev tidlig inspirationskraft for kvindebevægelsen, ja i det hele taget kvinders mulighed for at forlade hjemmet og - som bogen prægnant påpeger - "udfordre mændenes monopol på det offentlige liv".

 

Mens Maria Jacobsen var sygeplejerske og missionær, var Karen Jeppe oprindelig lærer og udsendt gennem Danske Armeniervenner, en verdslig ngo ville vi dag kalde den. Jeppe mente, at "den missionerende tilgang risikerede at nedbryde armeniernes traditioner og udsætte dem for "aggressive og respektløse" forsøg på omvendelse" (altså fra deres apostolske tro). Bogen betegner Danske Armeniervenner som den første moderne nødhjælps- og udviklingsorganisation i Danmark. Det er Jeppes og Jacobsens breve hjem, der er blevet udgivet i deres helhed, som danner en nok så stor basis for Bjørklund velskrevne bog.

 

Fra sommeren 1915 blev Karen Jeppe ét af mange vestlige og osmanniske øjenvidner til deportationen af hærskarer af armeniere fra en række anatolske byer  samt disses ankomst til byen Urfa, hvor den syriske ørken begynder. Tusinder af  nøgne, sultne kvinder og børn blev tvunget ud på dødsmarcher (som ikke gav nazismens og kommunismens fordrivelser langt senere meget efter). Bjørklund har samlet beundringsværdigt mange enkeltheder om denne systematiske umenneskelighed over for armenierne. Forf. finder det slående, at nye folkedrab finder sted i det Mellemøsten, som tidligere har været scene for systematisk ødelæggelse af minoriteters kulturer, og at Islamisk Stat praktiserer slavemarkeder, hvor kristne og yezidier i forne tider blev solgt for højestbydende. De to danske kvinder er genstand for varig beundring og agtelse i nutidens selvstændige Armenien.

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk